Decolonization as a choreographic practice or

Choreography making as a decolonizing process:

Transitory outcomes of an artistic residency

By Georgia Kapodistria

The text is not answering any questions. It is not performative and it will not satisfy any academic structures. It is somewhere in between and exactly were it should be. The need of manifesting and sharing thoughts comes from a wish to create visibility around my ongoing research, in the hope of creating some kind of dialogue and exchange.

The actual sharing of what the research is all about begins with looking back to a project that was initiated in 2018, which focused on examining possibilities on how to decolonize dance education within schooling. Decolonization is according to dictionaries the process that colonized lands go through towards becoming independent, after the colonizing power leaves the area. The project with the name ‘almost the same, but not white’ created a frame in which the notion of decolonization was sat next to my facilitative practice, to acknowledge and make an effort in changing colonizing tendencies, which the role of the teacher (the dance teacher) can imply. For the sake of my inquiry the notion of decolonization was formed to describe the effort and process of acknowledging and changing the colonizing tendencies that imply domination through appropriating a domain or situation for one’s own use.

The findings from the ‘almost the same, but not white’ research project, act as starting points for the exploration that is described in the following pages. My current research starts here and it starts with a problem:

Graph by Georgia Kapodistria

A similar graph as the one you see above appeared in the beginning of the ‘almost the same, but not white’ research period.  The simplicity and innocence of the shapes interlacing and overlapping each other has been slowly fading away and now, in the beginning of this research period, I am almost scared to face the self in the middle. Placing the individual in the center confirms the white structures that frame not only the work, but also the thinking just as much. Having a research ecosystem happening around ‘me’ is at this point a ‘blind’ spot I am unable to slip, which constitutes once again the beginning of yet another artistic research projec.

I hope that by now there are some keywords to hold on to.

Artistic research, Decolonization, Dance Practitioner

 During the next paragraphs I will try to give an inside in to the research work of the past weeks, at times in relation to the outcomes of the ‘almost the same, but not white’ project. I use the problem (as presented in the above-shown graph) to create a structure for my writing in which you, together with me, can think / re- think around and about the political trajectories of choreographic work. We do not need to read / see / hear back to colonial times to attend the notion of decolonization and its practice, but can attend it in present time through facing the neo-liberalistic structures of our every day life (in Denmark, 2019).

‘It is impossible to think about the development of capitalism without thinking about its co-development with colonialism’ (Lepecki, 2016:p.3)

Choreography making can not only be political, but also relate to colonial discourses that are strongly connected with modern society and the mainstream political image.

Context:  The frame, in which the research is realized, is my participation in the Åbent Rum residency program, an Åben Dans Theatre initiative. During the seasons 2019/2020 I have the possibility to examine my research inquiry during in- and off- studio working periods, without an external expectation of producing a specific outcome. The text though you have on your screen/paper, could imagine a written manifestation, hence a product, of my first three-week confrontation with the inquiry.

Artistic Research:  The inquiry that at this point constitutes the core of the research, could look like this: What might a choreographic practice that focuses on the notion of decolonization look like?

Methodology:  The methodological structure was set to embrace and touch upon the different facades I include in my work as a dance practitioner. Three headings appear on the wall:

The dancing artist              The emancipated student           Decolonizing the mind

Through visiting and revisiting, while insisting on including all of them in each working day, new and old questions rise to the surface. These are the questions I wish to share, next to significant thoughts that changed the course of the flow.

The dancing artist uses a physical practice as a compass to navigate through the questioning. The physical practice consisted of any continuous physical activity that produces fire and water. It was yoga, interval training, ‘just’ dance or the revisiting of ‘The beginning practice’, which was assembled during the ‘almost the same, but not white’ research period.

The practice, which I call ‘The Beginning practice’,is an individual physical exploration of 90min using video recording and writing. It was used to decolonize the professional dancing body from previous teachers, practices and techniques, and functions as a journey towards the impossible task of finding the unbiased, uninfluenced movement quality. 

In an attempt to sidestep the whiteness of this practice, in which ‘me’ and my movement is central to the exploration, I tried to acknowledge and chose, instead of acknowledge and change, practices and patterns I encountered as a student. By doing that I reassembled a practice, which can be shared with others, and focuses on how a student (in this case me) ‘will dance with his master’s ghosts’ (Lepecki, 2005:p.27).

The emancipated student (see Ranciére, Jacque (1991): The ignorant schoolmaster translated by Kristin Ross, Stanford University Press, Stanford California) approaches the learning of new disciplines with help from tools that are available and without seeking for a master. Practicing emancipated learning erases structural power binaries and embraces ignorance. Learning, for example, how to dance ‘Sousta’ (Cyprus folkdance) with the use of You-tube videos, intrigued my already present interest in exploring the decolonization processes apparent in folkdance traditions of colonized peoples. 

A superficial overview of what the folkdance landscape in Cyprus looks like, reveals gender structures that fall under the (de)colonization radar. Women appear shy, portray moral decency and enjoy subtle dancing in limited space, whereas men take on a competitive attitude before they start a lively performance with high jumps, deep pliés and loud clapping. Decolonization processes are not exclusively political. They can be social, racial, gender specific.

The thoughts are noted, but left aside for the moment.

Decolonizing the Mind (see wa Thiong’o, Ngūgí (1986) Decolonizing the Mind: The Politics of Language in  African Litterature) includes all the above and a little bit more. It implies actions that help contextualize my thoughts when connecting the notion of decolonization with a choreographic practice. The actions / activities I worked around were reading, re(ad)-flexing and mapping the working space.

Mapping the working space has as a purpose to find the center, by advising the repetitive movement patterns in space during working, and not by advising the physical center of the room. After being busy with an activity / exploration / exercise at a certain place in space, I would mark it with tape and insist to keep that spot exclusive for that specific activity. The mapping hopes to reveal unconscious placement patterns that support specific tendencies and structures, which can be connected to colonial vocabulary (see Picture 1) and support power binaries based on the center and the margin.

Picture 1: The spatial vocabulary of colonialism (Tuhiwai-Smith, 2012: p. 55

By the end of the working period the room imagined a very well structured, almost stringent working environment. (see Picture 2) My need of controlling and forming the room is of course reassuring my tendency of inhabiting an authoritarian role, but I accepted the necessity of taking this road at this point of the research. Luckily my choreographic impulse to govern was shaken and interrupted, when a carefully set up paper wall resisted the choreography and fell down over night (probably because of the heat). (see Picture 3)

Picture 2
Picture 3: ‘some people want to run things, other things just want to run’ (Harney and Moten 2013: p. 51) Photos Georgia Kapodistria

Not only the mapping of the space but also the act of choreographing in general can be seen as ‘art of command’ (William Forsythe in Lepecki 2016: p.40). There are and have been several examples of efforts to escape the colonial tendencies of choreographing, but the self gets always caught in the middle, as the process is easier said than done. Attempts of decolonizing the choreographer’s role could look like: using chance procedures, move as or being moved by a thing, displacing the center, participatory work, undoing the hierarchy of the senses…

These practices became familiar to me through the reading of chosen literature:

Ranciére, Jacque (1991): The ignorant schoolmaster translated by Kristin Ross, Stanford University Press, Stanford California

Bhabha, Homi K. (1984): ‘Of Mimicry and Man: The ambivalence of colonial discourse’ in October Vol. 28, Discipleship: A special Issue on Phychoanalysis (Spring 1984) Published by The MIT Press

Tuhiwai-Smith, Linda (2012): Decolonizing methodologies: Research and Indigineous Peoples Zed Books Ltd, London

Lepecki, André (2016): Singularities: Dance in the age of Performance, Routledge, London/New York

Harney, Stefano and Moten, Fred (2013): The undercommons: Fugitive planning & Black study Minor compositions, Wivenhoe / New York / Port Watson

Pace, Michelle and Sen, Somdeep (2019): The Palestinian Authority in the West Bank: The theatrics of woeful statecraft,  Routledge, London/New York

 Event though reading as a practice produces incredible amounts of ‘movement’, I tried to incorporate my limps and torso more excessively into the reading by practicing what I called re(ad)-flexion. The reading happens while the ankle between upper and lower body is in flexion. This allows for the stretch of certain muscle groups. I invite you to find your own comfortable stretching and reading positions or try out some of the positions that made sense to me (Picture 4).

Picture 4: Re (ad) – flexion examples. Photos Georgia Kapodistria

Learning / Outcome:  To round up I wish to underline the particularity of this text and let it be what it is, without conclusions and statements. It is a sum up of thoughts, written down as a source of questions, problems and highlights, which are to be dealt with by anyone with similar interests. The researching around the connection of the notion of decolonization with a choreographic practice has just been initiated, and a follow up of different events is in the horizon. I will do my best to share out, but please be welcome to contact me with in- or out-put. (by email:

 Thank you for reading!

Georgia Kapodistria (CY/DE) arbejder som professionel danser, koreograf og danseformidler i København. Hendes professionelle og kunstneriske rejse startede i Tyskland med optagelsen på Folkwang Universitet der Künste i Essen, hvor hun gennemførte en bachelor uddannelse i dans (2009-2013). Efter tre års freelance arbejde fortsætter hun sin akademiske dannelse på Den Danske Scenekunstskole, hvor hun tog overbygnings studiet i Danseformidling (2016-2018). I sine nuværende projekter, om det er som performer, formidler eller koreograf, lægger hun meget vægt på at finde grænserne mellem de roller og arbejde ud over disse. Hun søger eller skaber projekter, der giver muligheden for at udforske grænselandet mellem performance og formidling.

Stedet er Levende, 30 dages performance i Astrids Atelier

Astrid Noarcks Ateliers baggaård. Foto: Sara Hamming

Af Sara Hamming med bidrag af Lukas Racky

Vi starter hver aften med at holde en tale (læses evt op på engelsk):

Velkommen til Stedet er Levende, 1. dag af 30 dages performance i Astrid Noacks Atelier – et kunstrum som var en af Danmarks første professionelle kvindelige kunstneres arbejdssted fra 1936 – 1950.

Det kunne også have heddet Stedet er Offentligt; for der opføres performances i hele juni måned for at markere at Astrid Noacks Atelier vedbliver at være et offentligt sted, også efter gentrificeringen.

Baggården her, som burde være fredet, bliver i den kommende periode tilbygget med en 7 etager høj boligejendom med private boliger. Opført med tilladelse fra Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg.

Vi vil huske, at hele baggården var et offentligt sted, hele baggården var et kunstrum og et socialt mangfoldigt rum. Og et historisk sted, som rummede de bygninger som Astrid Noack bevægede sig ind og ud af i de år, hun boede og arbejdede i atelieret.

I juni måned performer mere end 50 kunstnere i atelieret. Symbol på, at Astrid Noacks Atelier ikke handler om at hylde enkeltindivider, men handler om steder, der har ånd, steder der giver enkeltindivider mulighed for at skabe og for at trives i fællesskaber. Også selvom de ikke har mange økonomiske midler.

Indtil vi får en revolution må, vi desværre leve med høje boligpriser, men vi skal kæmpe for at bevare de offentlige kulturelle mødesteder.

(Herefter præsenterer værten aftenens performance:)

1. juni
Astrid Noackkroppe ser større ud på scenen, egentlig er dette ikke en scene, men et atelier på 32 kvm, det er som om, dette rum vokserog bliver større og større; Victor Valqui Vidal

2. juni
Kompas Klipning Rigmor bor i Vølundsgade på Ydre Nørrebro, og Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade er hendes lokale kulturinstitution; hun har bestemt sig for at komme hver aften kl 20 i hele juni og se performance, hun vil gerne opleve helheden. Rigmor kommer og giver Annika Nilsson sit lange hår, der blev klippet af i 1968 og indbundet i en hestehale. Håret er mørkt og blankt, som om det lige er blevet klippet af

3. juni
Fra nedrivningsarkivet gentrificering opfattes som en naturgiven proces, noget man ikke kan gøre noget ved, som sår i byen, der må skæres; Felix Becker ankommer midt i velkomsttalen – han har foreberedt sig, men langt tidligere, sidste efterår spillede han sammen med Kristian Tangvik, da forhuset blev revet ned og Kirsten Dufour og Finn Thybo tog billeder og filmede. Dette er endnu et lag i dokumentationen. Hvis man skal mobilisere noget mod gentrificering, skal man blive ved og ved. Længden på denne performance er en udfordring for publikum. Han gennemspiller motiverne i flere versioner: Blanke instrumenter mod murbrokker og maskiner. Når man ikke kan gøre mere, kan man give sorgen en form

4. juniMittingen vi sender en mail ud til en masse kollegaer, vi skal programmere 30 dages performance i juni, vi opererer med et bredt performancebegreb, det bliver hovedsageligt folk, der arbejder med billedkunstperformance og folk, der arbejder koreografisk, dansere. Det er godt. Det går hurtigt. Jeg synes, titlen Stedet er Levende er lidt pinlig, men man må jo vælge noget; det er vores opgave ikke at tvivle. Måske er det, fordi jeg føler mig lidt død indeni og vred på samme tid, at jeg provokeres af titlen. Tiden går hurtigt. Vi skal også have arrangeret nogle med-værter, som kan hjælpe os med nogle af aftenerne, og en dag med åbent hus for dem, der ikke har set stedet; det bliver d. 23. maj. Flere af performerne kommer for at se atelieret Evita Tsakalaki går rundt og kigger ind af vinduerne på de forladte bygninger i baggården; hun leder efter en trappe, hun vil gerne op på taget. Selvom hun har boet i Rådmandsgade i flere år, har hun aldrig været her, nu mødes de endelig. Det er igang

5. juni
In duo with earth oghun holder helt bogstaveligt jorden under sin arm, grøn og blå-malet, den har været flad, nu er den rund, sådan genopstår hun Birgitte Skands. Det er valgaftenen, vi har overtalt hende til at tage denne aften og gøre den til sin. Bagefter drikker vi øl og sodavand i baggården, og luften er varm

6. juni
Metalklange ogjeg kan alt –  jeg downloader mobile pay (selvom jeg ikke har lyst), jeg dækker ateliervinduet til med molton, hvis der skal bruges projektor, jeg dokumenterer aftenens performance, jeg holder tale, jeg husker cues til lyd, jeg koordinerer, jeg ringer, jeg henter nøglen, jeg står i baren. Øl koster 20 kr., og sodavand koster 10 kr. Det er ikke super-billigt, men så har vi råd til at give alle medvirkende en øl eller vand på huset. Jeg skal løbende tjekke om økonomien stemmer, så jeg får dækket det, jeg har lagt ud for. Jeg har ikke lyst til at køre træt i det her projekt og blive slidt op, det gider jeg ikke. Det skal være stort, men let – selvom det er tungt Kristoffer Raasted

7. juni
A night among the horses min usikkerhed har stået i vejen for mange ting Julia Müllner, Antonia Harke & Angela Bundalovic men stoffet og hundredevis af små ringe flyder ud af døren og blomsterne breder sig på gulvet, tak Juli, Peter, Antonia, Vincent. Karin for at hjælpe med at være værter! (Andrea havde du også mulighed i slutningen af måneden?)

8. juniSkin Tonic & Woven Wounds ogAmalie Bergstein og Camilla Lind begynder at bygge et rum, der er blødt som en krop. Co-lab: Musiker Karis Zidore, kunstner Adrian Delafontaine og Ingrid Skulidottir rummet trænger til dette poetiske knepperi -bagefter bliver det røde dansevinyl tørret udendørs af alle, der er tilstede med trøjer og viskestykker, der er den vidunderligste stemning

9. juni
_Under Constructionog hun lægger et lille puslespil af potteskår mellem splinter af mursten, der hvor forhuset lå; kan det ses højt oppe fra en altan af blik? Nogle forbipasserende er stoppet og står ved deres cykler Ágnes Grélinger & Kalliopi Siganou

10. juni
Green fields
i bageste baggård ligger et kollapset klaver, med tangenterne spredt ud i støvet. Thjerza Balaj & Andreas Haglund der piler frem og tilbage i dag.Bygningerne i baggården skal renoveres til dyre lejelejligheder, garagerne med værksteder skal rives ned og istedet skal, der anlægges parkeringsplads; ud mod gaden skal, der bygges en høj bygning – også med dyre lejelejligheder – og gården lige udenfor atelieret bliver de nye beboeres baggård med cykler, barnevogne og webergrill

11. juniTårnby får besøg – efter filmen E.T dagens kunstnere har arbejdet med en festival i Tårnby “et forsøg på at opretholde forbindelsen mellem performativitet og dets hovedpersoner: borgerne rundt om hjørnet. Baggrunden for festivalen er en undersøgelse af teatrets rolle i forhold til medborgerskab i en virkelighed, der ikke opfordrer til lokalt engagement” skrev de. Har folk brug for mærkelig performance? Boaz Barkan & Andreas Liebmann. Har folk brug for Hollywoodfilm? Han leder vist efter et nyt kontor/samlingspunkt i Tårnby, hvis nogen kender til noget, man kan leje billigt i Tårnby? Medbringer de selv gryden til at lave pop-corn?

12. juni
Leaves of memory om vi skal være inde i atelieret eller ude i baggården, bestemmer vi på dagen – det afhænger af vejret. Jeg læser et interview med Lauren Greenfield, der viser udstillingen Generation Wealth på Louisiana, i et blad:”ødelæggelsen af autentisk kultur er meget farlig for os, for det er den autentiske kultur, som hjælper os til at forstå vores historie – hvem vi er, og hvor vi kommer fra”. David Sebastián Lopez Restrepo. Ordet autentisk gør mig lidt bange.Kunne man istedet for autentisk skrive selvskabt? Eller skal autentisk bare rehabiliteres?

13. juni
Oplæsning af Gertrude Stein: Stykker til at spille med en introduktion til Gertrude Steins skuespil. Astrid Noack arbejdede med skulptur på den måde, at hun byggede formen op af mange små klatter, man kan mærke, at atelieret er ladet af uendeligt mange gentagelser af bevægelser. Gertrude Stein Selskabet v/ Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz, Oskar Sjøgren og Tania Ørum

14. juni
Invisible Occupation i dag er der 134, der har meldt på facebook, at de deltager, det var alligevel ikke så mange, Jeg kan ikke lade være med at kigge på det engang imellem – scrolle ned og checke. Gabrielle Le Bayon Rigmor kommer hver eneste aften, ogVictor kommer ofte, lidt sky

The solid surface i dag Emma and Jonathan Bonnichi

15. juni
Zeamietyderne eller Kvinden, Krigeren og Den Gamle Mand går frem og tilbage. Det er ikke så let at tage det første skridt baglæns, måske vil du falde; de9trin: Christine Schøtt, Mads Mazanti Jensen, Jakob Draminsky Højmark og Peter Vadim

16. juni (2 performances)
Noter om huller, åbninger og skåle, men det er værd at forsøge. Hvad er nok? Hvad er temaet? Ninna Bohn Pedersen

Påklædning er det venskab? Der er så mange, jeg savner, så mange jeg gerne ville se noget mere, hænge ud med. Der var et helt miljø her i baggården, nu er der kun atelieret tilbage. Alle andre er blevet smidt ud. NA (Nellie Park og Astrid Randrup)

17. juni sketch #2
ligesom det skal ske for flere af beboerne i Mjølnerparken. det er en del af regeringens “ghettopakke”; flere har fået at vide, at de har tre år tilbage. En publikum, der er aktiv i Almen Modstand kommer forbi. Karin Bergman elsker at okkupere et sted og transformere det til noget, hvor hun bliver til en vært i stedet for at være performer

18. juni (2 performances)
Relatable og træder ud foran andres blikke for at blive rummelig. Jeg kan se ham for mig, skiftevis lukket og smidigt eksplosiv, mens forskellige ansigtsudtryk opstår og forsvinder igen. Tak for lån af dit GoPro-kamera hele juni! Vincent Jonsson

The Laughing Game barnet er to år nu, da vi lagde tidsplanen for et par uger siden, sov han kl syv, og jeg regnede med at kunne putte og stadig nå at se aftenens performance; ud over de aftener, hvor jeg skal være vært. Nu er det lyst og varmt og barnet sover ofte først kl halv ni; jeg læser The Lorax så monotont og kedeligt som jeg kan, om og om igen, mens jeg henter vand og mælk og flere bananer og bliver irriteret. Jeg synes godt, at min partner kunne putte flere aftener. Jeg henter og bringer hver dag, og i sommerferien skal Daddy være væk alene i to uger Antoinette Helbing

19. juni (2 performances)

A test in space jeg har et residency i Astrid Noacks Atelier i juni måned, jeg skal indlede et projekt, der handler om affald, om hvordan gode ting bliver smidt ud. Det er i juni måned, at de begynder at rive bygningerne ned og vistnok begynder at bygge. Jeg synes, det giver mere mening at lave flere offentligtlige arrangementer, så alle kan komme og se hvad, der sker. Jeg får en assistent, men vi synes egentlig, at det er mere interessant og effektivt at arbejde sammen som kollegaer, så det gør vi Naja Lee Jensen

My house vi mødte Jørgen Callesen til åbning af CPHstage på Nørrebro Teater, og pludselig blev festen sjov. Han vil gerne bidrage med en performance i Astrid Noacks Atelier, det er vigtigt at forbinde til Warehouse9, der arbejder strategisk med gentrificering – eller hypergentrificering, som Jørgen kalder det – og blive ved med at blinke i den kedelige orkans øje Miss Fish

20. juni
Dagbøger 1988 – 2019hver aften tager vi et billede af dagens performer med rekvisitter i hænderne op ad bagvæggen i atelieret, den samme beskæring med de samme fire hjørner hver aften. Der står performerne Camilla Graff Junior ved sidenaf skulpturen, der er ubevægelig – og øver sig på det sværeste – at være død og levende på samme tid

21. juni (2 performances)

Anja Franke hos Astrid Noack vil du plante lige der, hvor der skal bygges en syv-etagers bygning Anja Franke? Eller vil du hellere tage planter i krukker med fra dit hjem og kunstprojekt; Instant Herlev Institute, som vil åbne sig mod Astrid Noacks Atelier, som et blomsterhoved åbner sig mod et andet? Som planter halvlukket og halvåbent bevæger sig rundt om hinanden og overfører signaler mellem cellerne og taler med hinanden gennem luftbårne kemiske signaler


I denne her bliver heksen ikke brændt og er i dialog med  fortiden, nutiden Nanna Katrine Hansen og fremtiden på årets længste dag. Det er ikke lang tid siden, at en kvinde var et udgrænset, usynligt sort får, når hun hverken levede i en husstand eller et ægteskab – men i et atelier, det må vi ikke glemme. Jeg er så bange for, at vi glemmer, fx retten til fri abort. Hvorfor vil de ikke frede Astrid Noacks miljø?

22. juni
Arbejder at bevare Astrid Noacks Atelier har ikke noget at gøre med hjemstavnsromantik: Astrid Noackblev født i Ribe i 1889, hun flyttede hjemmefra og til København som 14-årig, til Paris i 1920 og i 1936 tilbage til København til Rådmandsgade, hvor hun fandt noget, der mindede hende om miljøet i Paris.Charlotte Bergmann Johansen tilværelsen er ikke nødvendigvis let, fordi man har genskabt sig selv. Det kan være omtrent så hårdt som at drapere gulvbrædder rundt om livet som et skørt. Du har bestemt dig for at male et billede af et helt gulv nu, du har malet tidligere, håndværket sidder nok stadig i dine hænder, hvis det er de samme hænder?

23. juni (2 performances) 

A Long And Sticky Now det føles så rigtigt det-her!Der er mange, der svarer med det samme, at selvfølgelig vil de være med. Jeg kan ikke holde op med at tale om det. Lidt for meget oppe at køre – måske? Men det er nødvendigt for at gennemføre det. Jeg skal også på noget andet arbejde i dag Kristoffer Ørum

Looking at Him from Behind  Jeg har det lidt dårligt med det hele, der er noget, der føles forkert. Der er en enorm ubevidst bias i det med kurateringen. Stine Kvam Er kuratering – og casting – ikke noget af det mest politiske, man kan foretage sig? Rødkindede af angst. Nej, det er ikke en kuratering, men en aktivering af ressurcer, dem vi kender. Hvad med dem vi ikke kender, hvad med det vi glemmer. Alle fik sendt link til en Doodle, hvor de selv kunne vælg en dato. Doodlen var sat til kun at kunne booke én performance pr. aften, men pludselig begyndte den at booke dobbelt – det virker så sløset at lade sig styre af tilfældigheder på den måde. Konceptuelt, ville det have været klarere, hvis vi kun havde haft én performance pr. aften. Jeg er virkelig ked af de dobbelt-bookninger. Det er meget stærkere med en ting pr. aften. Man skal tro på sin intuition – mens den også kan skifte. Du siger, at der er meget, du forstår “for sent”,den indbyggede uretfærdighed i tiden

24. juni
Grå Porto byen kan ikke bære sig selv, den skal bæres. Du skal bæres, og du skal have lov til at opleve dig selv som et offentligt menneske, dvs have lov at være stærk og svag og begå fejl og blive svedblank og din egen version af glamourøs. Henrik Vestergaard byen skal bæres medrealistiske forventninger til andre mennesker; Helt ærligt, kan man blande offentlige og private rum i denne baggård? Kan forældrene i de nybygede huse, hvis børn skal sove, nære sig for at ringe til politiet, hvis performancen larmer? Kan de bære over med det aften efter aften i fremtiden?

25. juni
Time travelling to Astrid Noack’s Studio 1936 / 2036 Tag evt. et blødt tæppe med til at ligge på, vi skal bevæge os sammen frem i tiden til det fælles, der ligger og venter på os, og som vi skal beskytte nu: naturresourcer, kulturarv – som vi skal leve af og for J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard. Det var en relativt tilfældig beslutning at tillade baggården skulle tilbygges 6 mod 5 stemmer i Københavns Kommunes Teknik og Miljøudvalg. Det var en afstemning, demokratisk, men skødesløs med det fælles

26. juni
Stubborn Figures godt, at skulpturen Ung Mand der Planter et Træ stadig står i atelieret og fylder. Han står op ad døren ved endevæggen, skal han flyttes til den anden side? Det er ikke så let, han vejer 1 ton. Ud over ham lavede Astrid Noack her bl.a. Kvindefigur, Stående kvinde, Jason Dungan og Maria Zahle Stående pige med blomst, Hvilende model, Drengeportræt

27. juni (2 performances)

Ode à l’oublien urolig og bitter fornemmelse i hele kroppen og en vred svirpende sorg indtil, der indtræffer en art følelsesløshed overfor ødelæggelse og tab Jona Borrut så svirper det igen

The Catalyst der er ikke honorar til de medvirkende. Og det er ikke faldet os ind, at kontakte de medvirkende pr. telefon. Måske er det for blufærdigt at sige i telefonen, at der ikke er nogen penge til performere og arrangører Yvette Brackman,men vi har sendt mange mails, der er nogle, der svarer lynhurtigt, og så er der nogle, der først svarer efter 10 dage, lever vi så ekstra stærkt i deres tanker i de ti dage, eller har de virkelig glemt os? Er det ok, at der ikke er nogle penge? Det er det nok ikke

28. juni
PAST PASTURES projektbeskrivelserne, der står samlet i dokumentet ‘30 dages performance’ er en stor rigdom af fælles tanker. Man skal foriøvrigt kunne skrive lækre pr-tekster for at gøre sig gældende som kunstner, de skal være cool og fremfor alt, skal de vise, at der er kontinuitet i brandet. Med titler er det anderledes;titler rammer altid plet et sted i munden, for de skal siges. Det er dejligt at høre andre sige titlen på ens værk, det er dejligt at smage på andres titler Marlene Bonnesen.

29. juni
Dandelion kan vi komme ud over den selvopfyldende profeti om den egoistiske kunster, kan vi ikke bare få lov til at redde verden ved at blomstre? Anna Lea Ourø

30. juni (2 performances)

Pling Plong-musik og klatmaleri eller stå i knop i lang tid før vi blomster Ragnhild May

OF ALL ITS PARTS – Episode #3 dette er ikke en festival, men et kontinuumTwo-women-machine-show

Sara Hamming er performancekunstner og står bl.a. bag 1:1 performanceserien Whole Body Treament 1-5 samt performanceserien Bloody Mary #1 – #4. Sara Hamming har sammen med danseren Lukas Racky arrangeret Stedet er Levende, 30 dages performance i Astrid Noacks Atelier, der finder sted i juni 2019.