Artikler

Tilbage til fremtiden

Ragnhild May/TECHNO på VEGA/ARTS: Foto: Frida Gregersen

Kunstneren, Ragnhild May, lader sig ikke kategorisere. Hun har lige udviklet TECHNO, et værk mellem musik, instrument, performance og installation specielt til VEGA/ARTS på spillestedet Vega i København.

Af Mette Garfield

Først kunne det lyde andægtigt lidt som en lavdæmpet orgelkoncert i en kirke, men så begynder blokfløjterne at pippe. Sære serier af orgel- og blokfløjtespil, man ikke har hørt magen til, følger efter. Og røgen bølger rundt om det monstrøse instrument og om Ragnhild May klædt i neongul kjole og kæmpehøje plateausko bag sin computer oppe på den lave scene. Røgen flyder videre rundt om publikum, der sidder og står neden for scenen på Vega. For vi er ikke i en kirke selvfølgelig, men til VEGA/ARTS på spillestedet Vega på Vesterbro i København. Musikken er ikke til at kategorisere, ligesom genren, instrumentet hun spiller på og værket i sig selv. Det hele er lidt i mellem kategorier, ligesom fx kunstnere som Goodiepal og Molly Haslund, der også arbejder i et mellemrum mellem musik, komposition, performance- og billedkunst. Musikken i TECHNO har måske referencer til tolvtone-musikken, til pop-elektronica, kirkemusik og folkeskolens blokfløjteundervisning. Det er alvorligt, intelligent, inderligt og humoristisk på samme tid. Ragnhild Mays TECHNO er en kompositorisk, visuel og rumligt æstetisk interessant oplevelse.

Ragnhild May har selv bygget instrumentet, udviklet kompositionen, softwaren og performer selv i værket TECHNO. Instrumentet er enormt og er udgjort af en serie lyd-producerende maskiner og et hulkort modul, der styrer elektromagneterne på orglet og blokfløjterne. Og det hele er tilknyttet og performes gennem softwaren Ragnhild May har udviklet. 

Se fremtiden gennem fortiden

Inden performancen TECHNO er Ragnhild May i samtale med kurator for VEGA/ARTS og tidligere redaktør på Kunsten.nu, Matthias Borello. Her fortæller hun bl.a., at hun har været fascineret af den tidlige teknologihistorie og nævner bogen Ones and Zeroes. TECHNO bygger nemlig på en meget simpel og tidlig computerteknologi og MDI-signaler, nuller og ét-taller, forklarer hun. Man kan altså sige, at TECHNO vender tilbage til fortidens fascination af fremtiden, ligesom det Los Angeles baserede band Drab Majesty, som er på programmet lidt efter Ragnhild May, men på den store scene på Vega. Drab Majestys masker, kostumer og luftige synthesizer-musik emmer af 80’er nostalgi.

Men i modsætningen til Drab Majesty, så ender TECHNO i endnu højere grad i nutiden med orglet og blokfløjten, instrumenter, vi kender, men samtidig er Mays instrument, et fremtidens instrument, vi aldrig har kendt til.

TECHNO ser således ikke blot nostalgisk tilbage på fortiden, men viser via en tilbageskuen en fascination af fremtiden og dens teknologi, og dermed forudsiger værket måske computerens og den kunstige intelligens rolle i fremtiden.

TECHNO kunne spørge til, hvordan cyborgs mon ville komponere? Forestillingerne om en nær fremtid bliver sanselige og konkrete i Vega ved at se dem igennem fortidens teknologi og æstetik.

VEGA/ARTS

Det hører til sjældenhederne, at man for alvor oplever at blive overrasket og ikke helt ved, hvad man skal stille op med og tænke om det, man har hørt og set. Det er noget af det særlige ved Ragnhild Mays kunstpraksis. Den rykker ved vores forestillinger om kunst, musik, genrer og måske ved opfattelserne af, hvordan man kan være som menneske. TECHNO queerer ogudvider ikke bare kunstneriske, men også sociale normative grænser udover at forstyrre subjekt – objekt relationen.

Se Christian Ravn Brems video:

Matthias Borello fortæller, at hensigten med VEGA/ARTS programmet også er at skubbe til konventionerne for live-koncerter. ”Folk vil ikke længere bare høre ’pladen’, når de går til koncert. De vil have en særlig oplevelse, når de går ud og oplever noget live”. Derfor vil VEGA/ARTS give kunstoplevelser til publikum ved at integrere performative kunstværker som fx Ragnhild Mays TECHNO i Vegas live-koncertprogram. Borello har sammensat billed- og performancekunstnerne med musikerne, så hver aften har en form for tema. Med Ragnhild var rammen teknologi, musik, krop, rum og komposition. I nogle tilfælde arbejder billedkunstnerne og musikerne ligefrem tæt sammen, som det var tilfældet med billedkunstner Søren Thilo Funder og sangerinden Ellis May. Og i rummet kaldet salonen på Vega, kan man nu se dokumentation fra de tidligere VEGA/ARTS events, ligesom nogle af værkerne har sat sig spor i Vegas lokaler, fx hænger kunstneren Sophie Duponts aftryk fra performancen Heavy Light over indgangen til den store sal.

Ragnhild May på vej ind i salen på Vega, hvor TECHNO finder sted. Over døren hænger aftryk fra en tidligere performance af Sophie Dupont. Foto: Frida Gregersen

Udover Sophie Dupont og Søren Thilo Funder har fx Lilibeth Cuenca, Kristoffer Akselbo, Marie Kølbæk Iversen interveneret med live-musikken på Vega, og den højt profilerede kunstner Christian Falsnæs skal d. 23. november kreere et score til en performance samme aften som Pussy Riot giver koncert.

Fakta:

Ragnhild Mays TECHNO og Drab Majesty spillede på Vega til VEGA/ARTS d. 16. oktober

Fra Johannes Zits Dialoguing With Trees i H. C. Ørstedsparken. Foto: Liveart.dk

I dialog med træerne

Den canadiske kunstner Johannes Zits performer sammen med naturen. Naturens særlige bevidsthed kommer forsøgsvis til udtryk gennem hans interaktioner, der fornylig ledte til udvekslinger med to udvalgte træer i H.C. Ørstedsparken i København.

Af Mette Garfield

”Kan man tale med træerne?”, spørger et forbipasserende par en smule skeptiske og måske sarkastiske. De har set skiltet, kunstneren Johannes Zits har stillet op i anledning af hans interaktion med to udvalgte træer i H.C. Ørstedsparken.

En hel dag tilbragte vi sammen med disse to kastanietræer på højen for enden af broen i parken. De ligner hinanden, men er alligevel helt forskellige, fandt vi frem til. Men først mødtes vi i en lille gruppe og talte afslappet om vores forhold til naturen. Vi skiftedes til at fortælle, og jeg må tilstå, at jeg aldrig har haft et særligt forhold til naturen. Jeg kan godt lide havet, at svømme i det og er begyndt at vinterbade og holder af at være i naturen, mærke lyset og vejrets minimale skift i gennem et år. Men jeg er egentlig en city-person og har det bedst i byens larm, lys og puls, hvor der ikke er myrer, fluer, mudder og andet skidt. Selvfølgelig er jeg som alle andre optaget af klodens tilstand og forsøger at gøre, hvad jeg kan for at tænke og handle økologisk og bæredygtig, men jeg er helt bestemt et kulturmenneske fremfor et naturmenneske. Jeg er gammel, kødspisende og ude af trit med tiden og ville ønske, jeg kunne skrive denne her tekst, så det ikke var mit, men træernes perspektiv, der kom frem. Jeg er en af dem, der ikke helt har forstået, at naturen ikke er noget, der er derude, men at vi er forbundet til den, at den er en del af os, og at jeg selvfølgelig selv er natur. Eller jeg har da læst og forstået det på et intellektuelt og rationelt niveau, men har ikke for alvor fanget det på et sanseligt sensibelt plan. Efter dagen med Johannes Zits og træerne i Ørstedsparken har det dog ændret sig.

Jeg forklarede derfor også oprigtigt gruppen, der var mødt op for at deltage i Johannes Zits interaktion med træerne, at jeg egentlig gerne vil være mere i relation til naturen.

Foto: Liveart.dk

Kunstneren Johannes Zits, som bor og arbejder i Toronto, Canada, er derimod nærmest besat af træer. Han ligner næsten selv et træ med sin langlemmede krop, armene som grene og benene som rødder, hans tøj i jordfarvet army-print. Han har venlige øjne, et stort gråt skæg og griner højt og hjerteligt. Han er tillidsvækkende og umiddelbar. Han bruger i sin kunst den performative krop til at udveksle mellem det offentlige og det private, ligesom han senere i Ørsteds parken bruger sin egen krop og guider alle i gruppen til at være i forbindelse med træerne med deres kroppe. Han er en multidisciplinær kunster og arbejder specielt med undersøgelser på tværs af eksempelvis collage, video, fotografi og handlinger, som denne i parken. Han skelner ikke mellem de handlinger, han laver her i parken og de handlinger, altså de performances, han laver i udstillingsrum, fortæller han. Værket kaldet Dialoguing With Trees anses derfor også for at være både dagen her i Ørstedsparken og på Copenhagen Contemporary. Her laver han nemlig dagen efter en form for re-enactment af handlingerne, vi foretog i Ørstedsparken, ligesom han lige også har guidet børn til at lave udvekslingen med træer i efterårsferien. Hans værker er ikke bare blevet præsenteret her i Ørstedsparken i København, men også over hele Canada og i Shanghai, Sao Paulo , Wien, Cuba, Mexico og mange andre steder.

Fra Johannes Zits performance på Copenhagen Contemporary. Foto: Liveart.dk

Performanceopskrifter

Det er Liveart.dk, der i samarbejde med Copenhagen Contemporary og deres formidlingscenter har inviteret Zits til et residency i København med henblik på at deltage i deres udviklingsprogram for performanceopskrifter. Programmet inkluderer også en række andre kunstnere fra Tyskland, England og Ghana. Kunstnerne udvikler under deres residency, ligesom Zits har gjort det, en performance, som bliver beskrevet i en opskrift, som vil blive anvendt i fremtiden af Copenhagen Contemporary. Med en performance-opskrift kan alle lave en performance, hvor og hvornår de vil. De mest kendte opskrifter på performances er måske teksterne i Yoko Onos bog Grapefruit – A book of Instructions and Drawings. Hvis jeg slår op på et tilfældigt sted i bogen, står der fx:

Laundry Piece

In entertaining your guests, bring out your

laundry of the day and explain to them about

each of them. How and when it became dirty and why, etc.

1962 summer

Søskendetræerne

Inden vi for alvor begynder at udveksle med træerne i Ørstedparken, fortæller Zits os om, hvorfor han har udvalgt netop disse to træer. Han havde også haft kig på to canadisk træer i Botanisk Have og et birketræ på en kirkegård, men søskendetræerne i parken var lettere at komme til og deres historie tilgængelig. Han viser os et gammelt kort, der går tilbage til den gang, Ørstedsparken blev anlagt. Her kan man faktisk se træerne, som er blevet plantet i 1869. De er altså 150 år gamle! I overvejelserne om natur overfor kultur skal man naturligvis også medtænke, at træerne er plantet og parken menneskabt og altså ikke er vild natur.

Zits spørger os nu, om vi vil være med til at udveksle med og undersøge træerne nærmere. Det vil vi gerne. Han opfordrer os til at gå rundt om begge træer og lægge mærke til og evt. røre ved først barken på træstammen: hvordan ser den ud, hvad sidder på den, hvilke svampe, insekter og lign, kan vi se? – og dernæst rødderne, hvordan er de, hvordan opfører de sig? Vi bliver også bedt om at se på grenene i kronen og senere sendt ud sammen to-og-to for at kigge efter træerne på lang afstand. Hvordan ser de så ud?

Min ledsager i Ørsteds parken, en ung, dygtig og belæst billedkunstner, nævner bogen The Hidden Life of Trees af Peter Wohlleben. Bogen tænker nyt om træer og planter og fortæller om, hvordan de føler og reagerer på hinanden; hvordan en skov udgør et socialt netværk af disse levende væsner. Det er en historie om træer, der kommunikerer med hinanden. Og på den måde ændrer bogen også måden at anse liv og verden.  

Det er interessant og skægt at tænke på, at træerne kommunikerer og hjælper hinanden. Mon vores to træer i parken taler med hinanden? Hvordan mon deres relation er? Da vi kommer tilbage efter vores tur rundt om træerne med et kig på lang afstand og efter vores tætte udforskning, bliver vi i gruppen enige om, at de ved første øjekast er søskendetræer. De ligner hinanden meget, men når man ser efter, som vi har gjort, er de faktisk vidt forskellige. Det ene træs rødder lader til at gå lige ned i jorden, mens det andet træs rødder flere steder slynger sig rundt synlige oppe over jorden. Det ene træs krone er stor og bred, mens det andet træ har en høj smal top. Og det ene træ er tydeligvis højere end det andet.

Men hvor højt er det så? Det må vi finde ud af, siger Zits og spørger os, om vi ved, hvordan man regner det ud. Nu er det ,vi søger hjælp i parken, for vi kan ikke finde ud af det. Vi fumler lidt rundt med forskellige metoder og googler også lidt. Men Zits vil forståeligt nok ikke have, vi benytter google, så vi bruger i stedet en metode, én i gruppen har hørt om. Bredden af kronen svarer ca. til højden på træet, ligesom omfanget af en persons udstrakte arme skulle svare til personens højde. Vi beder nu en gruppe turister fra Spanien om at hjælpe os. Det er fint og sjovt; de vil gerne hjælpe, så vi laver en lang menneskekæde under trækronens begyndende gule, røde og orange blade.

Min yndlingsøvelse er, da vi skal lægge os under træet og ligge der i ti minutter og bare kigge op i løvfaldet; lyset, der sitrer ind mellem bladene fra refleksionerne i vandet i søen lige ved siden af og fuglenes bevægelser. Jeg kan ikke helt få nok af at ligge der og bare være ét med det. Det er meget enkelt og let.

Kunstens klimapotentiale

Det er vel en af de ting, kunsten kan, åbne for sådanne oplevelser og give adgang til en sensibilitet overfor omverdenen og medmennesket, overfor de bittesmå ting, detaljer i naturen, sansningerne og relationerne, som vi ikke altid har blik for. Kunsten kan være med til at lære os at forstå vores forbindelse med naturen, og at vi selv er natur, på en særlig måde, nemlig med kroppen. Det er for mig at se, det Zits bl.a. guider til i Dialoguing With Trees.

Fra Johhanes Zits performance Dialoguing With Trees på Copenhagen Contemporary. Foto: Liveart.dk

Jeg ville helt banalt og konkret aldrig selv have fundet på at tilbringe en hel dag sammen med to træer. Jeg ville af mig selv aldrig have fået en relation til to specifikke træer og dermed muligheden for at få relationer til andre, men Zits værk har pludselig åbnet mine øjne lidt.

Man kan sige, at Zits handlinger i parken også var med til, at jeg blev interesseret i den franske antropolog og filosof Bruno Latours seneste bog Ned på jorden, som min ledsager til Dialoguing With Trees anbefalede. Latour, som Dagbladet Information kalder en af vores vigtigste klimatænkere, taler i Ned på korden om et nyt klimaregime og kæder som mange andre ulighed, folkevandring og globalisering sammen. Han foreslår, at vi skal vende os væk fra den ujordiske Trump utopi, der benægter klimaforandringerne, kun tænker i vækst og rigdom til en lille elite på flugt ind i beskyttede communitees. Vi skal i stedet vende os mod jorden, jordens overflade, både i højden og i dybden, der hvor vi lever både lokalt og globalt. Det handler for Latour ikke om at redde naturen, frøerne på fælleden, droppe kødspisning, stoppe turismen på Galapagos (selvom det sikkert også er en virkelig god ide) og dermed se naturen som et objekt. Vi skal derimod se naturen som part. Vi skal ned på jorden og indse vores afhængighed, og at vi er en del af naturen og af alle andre levende væsner, træer, dyr og mennesker, som lever på jorden.

Fakta:

Dialoguing With Trees

Lørdag d. 5. oktober inviteredes gæster til at tilbringe tid sammen med udvalgte træer i H. C. Ørstedsparken. Johannes Zits søger at inspirere os til at forstå og anerkende økosystemet og iagttage kompleksiteten og skønheden i andre levende væsner, der omgiver os.

Søndag d. 6. oktober

Johannes Zits indsamlede observationer fra dagen før blev udtrykt i en performance på Copenhagen Contemporary.

Kritikerpanelet på Tanz Im August i Berlin d. 10. august 2019; Astrid Kaminski, Beatrix Joyce,Bojana Jankovic og Anette Therese Pettersen. Foto: Mette Garfield

Rum og spalteplads til en mangfoldighed af stemmer

På den genkommende internationale dansefestival Tanz im August i Berlin sidste måned, blev der ikke kun præsenteret koreografiske værker, men danse- og kunstkritikken blev også diskuteret med et særligt fokus på postkritik.

Af Mette Garfield

Med kunstkritikkens krise som følge af den digitale udvikling kan der så etableres nye engagerende former for danse- og kunstkritik i et konstant skiftende landskab af medieforbrug?

Det var nogle af de spørgsmål, der blev stillet og diskuteret af et klogt, rimelig enigt og velsammensat panel af kritikere på dansefestivalen Tanz im Berlin i august. bastard var med for at følge med i debatten og for at søge inspiration.

Paneldebatten blev modereret af den erfarne tyske danse, performance- og poesikritiker Astrid Kaminski og i panelet sad østeuropæiske Bojana Jankovic; hun er baseret i London og er en del af Critical Interruptions, et skrivekollektiv, som udforsker live art og performancekritik, ved siden af hende sad den norske scenekunstkritiker, redaktør, forfatter og kurator Anette Therese Pettersen, og den berlinerbaserede Beatrix Joyce, der kender til dansekritikken udefra såvel som indefra, da hun både er udøvende kunstner og skribent.

Sofa-arrangementet, som det blev kaldt, var en del af et program af lignende events og fandt sted på HAU2s bibliotek i Berlin. Der summede masser af folk omkring og inde i bygningen, da der også var mange forestillinger at se samt billetkøb og cafe her på stedet.

Postkritik

Efter en præsentationsomgang med spørgsmålet om, hvorfor paneldeltagerne var blevet kritikere med sympatiske svar som ”jeg ville gerne lære mere”, ”jeg ville gerne i dialog om de forestillinger, jeg så”, og ”jeg ville gerne finde nye måder at tænke over de former, jeg selv arbejdede med som instruktør” fulgte en dialog om objektivitet, kunstkritikkens krise, og hvor den er er på vej hen. Panelet diskuterede først manglen på kritik af kritikken: ved vi hvorfor, vi forsvarer den, for kritikken som sådan indtager selvfølgelig en position, et sted, der hvor, den der mener at have ret, befinder sig. Vi befinder os således muligvis i en postkritisk tid.

”Selv i Tyskland er der ikke meget kritik af kritikken, måske er det generationsspørgsmål?”, lyder det polemisk fra moderatoren: ”På dance studies i Berlin er der ikke nogen, der arbejder særligt med kritik af kritikken, og jeg kender kun til to publikationer, som jeg vil mene omhandler postkritik: Critique and Post Critique fra 2015 af Elisabeth S. Anker og Postcritique af Laurent Sutter fra i år”.

Som svar på Astrid Kaminskis spørgsmål til panelet om, hvorfor vi ikke ser så meget kritik af kritikken, svarer Bojana Jankovic:” Jeg føler mig ofte ekskluderet fra rum og steder hvor teater, performance og den slags ting sker. For mig handler kritik, kritik af kritikken og postkritik om, hvad værkerne gør politisk. Grunden til hvorfor jeg eksperimenterer og arbejder som gør med kritik i London og udenfor UK er, at den klassiske anmeldelsesform er journalistisk, sproget, formatet og dens placering henvender sig til et meget specifikt og smalt, hvidt publikum. Jeg synes kuratering og programlægning gør det samme. Jeg er mest filosofisk interesseret i hvem, jeg skriver til”.

Jankovic forklarer videre, at hun derfor mener, der mangler nye formater, nye sprog og fysiske steder, der alle kan række ud over den hvide majoritet. Hun taler for en mangfoldighed af stemmer og mener, det som kritiker, kurator og lign. handler om at skabe rum og spalteplads til stemmer, værker og processer, der ikke ellers bliver hørt og set. ”Jeg mener, at kritik også er stedet, hvor spørgsmål om magtstrukturer og den hvide majoritet, kan diskuteres”.

Beatrix Joyce fortsætter og fremhæver nøgleordet ’distance’. ”Distancen mellem performere og publikum bliver mindre, der er mere interaktion, publikum opfordres til at deltage i værket, og det ændrer ikke kun på relationen til publikum, men også til kritikeren, den hvor kritikeren bedømmer. Og det drejer sig ikke kun om en særlig type smal performance, om smalle værker, den er ved at blive mainstream, så tiden for at have en ny form for kritik, post kritik eller kritikkens død, eller hvad vi nu skal kalde den, er der – måske med mere refleksion i teatret, men også i andre rum, hvor performances finder sted. Spørgsmålet er nu, hvor distancen mellem performere, publikum og kritikere ændrer sig, hvordan reagerer vi så som kritikere på det, måske med kollektiv skrivning?”

Anette Therese Pettersen tager over og siger: ”Ja, og i kølvandet på at tale om eksperimenterende kunstkritikformer kunne man tro, der var tale om meget skøre indfald, helt vilde nye formater, men man kan også påpege at med kritik kan man gå i dialog med og diskutere med værkerne. ”Jeg forsøget at tænke med værkerne og vil gerne tage imod den invitation; jeg vælger noget ud og går med det og stræber ikke efter en objektivitet, som ikke eksisterer”. Man kan altså også bare eksperimentere med ikke at foregive at stræbe efter objektivitet og gå i dialog.

Hun forklarer videre, at hun mener, man netop kan strække den klassiske anmeldelse, den behøver ikke være standardiseret beskrivende og bedømmende, den kan være meget andet og være en del af samfundsdebatten: ”Kritikken kan være et forum for offentlig debat om kunst, særligt når det handler om scenekunst. Den kan være for de folk, der ikke har set performancen. Sidste år var der i Norge en stor debat om en forestilling meget få så, men som mange havde et offentlig mening om. I sådan en situation, har kritikken en funktion i at afdække, hvad der egentlig skete, og kritikken bliver et sted man kan gå hen og finde ud af, hvad der skete”.  

Brev fra Marseille

Af Mille Højerslev Nielsen

Kære Mette Garfield.

Jeg håber, at mit brev kommer til at vække glæde hos dig. Jeg skriver til dig fra Marseille, hvor jeg har tilbragt det meste af min sommer. Jeg ved ikke, om du nogensinde har besøgt Marseille, Frankrigs anden største by? Der er en vildskab her, som nok er meget typisk for havnebyer. Sproget er grimmere og mere direkte, og de maskuline og feminine udtryk er mere karikerede. Det er som om, de høje temperaturer og mængden af sollys går i blodet på folk og gør dem mere dyriske og primitive.

Nu har jeg efterhånden besøgt Marseille så tilpas mange gange, at jeg har vænnet mig til det kaos, der sætter standarden her. Bilisterne, der aldrig indikerer på vejene. De lange boulevarder og den romantiske arkitektur som i Paris, der nemt kunne maskere byens kaotiske liv, hvis ikke det var for facaderne, der er sodet fra heftig forurening og nærmest porøse efter mangeårigt slid. Middelhavet med sin helt egen fortælling og bjergene i baggrunden, som lover at huse de mere end 800.000 indbyggere, hvis Marseille en dag skulle blive ubeboelig pga. menneskeskabte katastrofer.

Havnebyen, der forbinder Europa med Afrika og Mellemøsten, er ikke for de sarteste af sjælene.

Marseille. Foto: louisredon fra Pixabay 

Marseille er en by, som mange kender fra filmen The French Connection (1971) og forbinder med vold, kriminalitet og korruption. Måske spiller filmen også for dit indre blik, Mette? Mit billede af Frankrig begrænsede sig til Paris, selvom det er pinligt at indrømme. Som så mange andre film, jeg bør se, men ikke har set, havde jeg heller ikke set The French Connection. Jeg havde altså ikke den fjerneste idé om, hvad der ventede mig, da jeg fløj over Alperne mod syd tilbage i 2013 for at møde den mand, der senere skulle blive min kæreste og bedste ven i den by, han kalder for sit hjem. Den forventning, jeg trods alt havde og pakkede min kuffert efter, var at spendere dagene halvnøgen, indtage sol, varme og det azurblå hav til morgen-, middag- og aftensmad og skylle det hele ned med en iskold pastis. Men jeg fandt jo hurtigt ud af, at Marseille er alt andet end storby-idyl. Den action-prægede samfundsdiagnose fra 1971 holder sådan set stadig stik i dag. Marseille har store samfundsmæssige problemer, som bliver meget tydelige for mig, når jeg ser rundt i gadebilledet. Der er hjemløse, tiggere på vejene, problemer med stofhandel, politivold og vold mod politiet, børn, der bliver slået af deres forældre, unge som ikke går i skole og skoler, hvor lærerne må smugle børnene ud, så de ikke bliver taget af myndighederne, fordi børnenes forældres har mistet deres opholdstilladelse. Hvad angår kunsten i Marseille, som jeg jo er særligt interesseret i, trives den ikke på trods af kaosset. Kunsten trives i kraft af kaosset, fordi dens aktører i mange tilfælde engagerer sig i samfundet og i bedste fald gør en forskel for byens borgere – og for naturen. Men også for Marseilles sociale, kulturelle og politiske udvikling.

 Gare de Marseille-Saint-Charles kl. 9.40

Jeg ankommer med toget fra provinsen til Marseilles hovedbanegård. I dag har jeg besluttet mig for at udforske det første arrondissement, som dækker over bydelene Belsunce, La Chapitre, Noailles, Opéra, Saint-Charles og Thiers. Det kommer til at tage hele dagen med indlagte kaffe- og spisepauser. Når jeg er i Sydfrankrig med min franske kæreste og vores fælles søn, bor vi hos hans mor og hendes mand i Aubagne, som er en forstad til Marseille. Afstanden mellem Aubagne og Marseille, svarer til at bo i Hvidovre, Rødovre eller Gladsaxe og pendle til Københavns brokvarterer. Familien bor på en bjergskråning udenfor Aubagnes bykerne. Grunden ligger så tilpas højt oppe på bjerget, at man føler, man er langt ude på landet, selvom man kan høre motorvejen summe og lastbiler hyle i baggrunden og blande sig med lyden af cikader og vildsvin, der roder efter rødder og smasker nedfalden frugt i haven. Det tager 20 minutter at gå til bjergtoppen fra familiens hus. Herfra kan man se Marseille og ane Middelhavet, som gemmer sig under en sky af smog. I den ene retning kører trafikken til Marseille og i den anden retning til Aix-En-Provence, Saint Tropez og Nice, hvor den generelle befolkning har flere penge mellem hænderne, tøjet er lysere og fula’erne (silketørklæde red.) flere.

Jeg går på perronens lange strækning mod hovedindgangen med hagen løftet og blikket rettet mod faste punkter. Gare de Marseille-Saint-Charles er ikke stedet, hvor du skal se ud som om, du lige er kommet ind med firetoget. Jeg prøver at huske på, at Anthony konsekvent siger, at han er fra Marseille, at han identificerer sig sådan. Så fremmed og eksotisk er jeg heller ikke, overbeviser jeg mig selv om, imens mærker jeg øjnene i skyggerne, der følger mine bevægelser, mine blå øjne og blege ben.                                                                                                                  

Rue Bernard du Bois kl. 10.33

Jeg går ned ad den ikoniske og majestætiske stentrappe, der bærer præg af havnebyens koloniale fortid, og som forbinder hovedbanegården med byen. Her drejer jeg til højre i en halvmånes omkreds til, jeg når Rue Bernard du Bois. Der ligger glasskår, cigaretskodder og plastik på gaden. Nogen har efterladt en afgnavet pizza-skorpe i en vindueskarm. De få personer, jeg møder, bærer alle rundt på blå let gennemsigtige plastikposer, hvori man kan se deres indkøb og værdigenstande. Der er drenge, som hænger ud i de smalle sidegader og prøver at gemme sig bag bygningernes hjørner. Det er tydeligt at se, at folk her lever i gaden, på gaden og med hjælp fra gaden.

Venezuelanske Pachitalaver frrokosttallerkner og dessert bag baren i Coco Velten. Foto: PR, Coco Velten

I nummer 19 i en stille og nærmest chokerende ren baggård ligger Coco Velten, som drives af non-profit organisationen, Yes We Camp, der også står bag Le Grand Voisin i Paris. Både udvendigt og indvendigt er Coco Velten udsmykket i regionens farver: dybhavs blå, solgul og olivengrøn. Det reflekterer deres tilknytning til nærmiljøet og forståelse af, hvor de befinder sig geografisk. Coco Velten er hjem for byens mest udsatte borgere, en kunstinstitution og kontorplads for en række non-profit organisationer, der arbejder i feltet mellem kunst, aktivisme og socialt arbejde. Den kunst, de skaber, materialiserer sig ikke i konkrete værker. Kunsten er de mennesker, der bor i huset, arbejder her, har kontor her, kommer her af lyst og den synergi, der opstår mellem dem. Hjertet af Coco Velten er et spisehus, hvor områdets kokke skiftes til at sammensætte menuer af lokale fødevarer. Man kan købe kaffe og måltider til dem, der ikke selv har råd. Bag disken og på gulvet arbejder brugerne af huset. Både de, der sidder i administrationen, og de, der har Coco Velten som deres hjem. Coco Velten samler mennesker fra alle sociale lag og danner ramme om udstillinger, koncerter, oplæsninger og foredrag. Varmen, venligheden og den imødekommende stemning, man oplever som gæst, annullerer gadebilledet og står i skarp kontrast til livet udenfor murene. Coco Velten er muligvis del af gentrificeringen af Marseille. Byen oplever en ny bølge af unge, ambitiøse og iværksættende mennesker, som immigrerer til byen. Det mærkes og kritiseres. Nok er Coco Velten både ny (de åbnede dørene tilbage i marts 2019 red.) og drevet af unge tilflyttere, men de ignorerer ikke deres nærmiljø og kæmper for, at Marseilles siddende politikere påtager sig ansvaret for at passe på byens svageste indbyggere. Noget, som de lokalt siddende politikere er meget dårlige til, skulle jeg hilse fra Coco Velten at sige.

Gæster og mad i Coco Veltens restaurant. Foto: PR, Coco Velten

Rue D’Aubagne via Rue D’Aix, Cours Belsunce og Rue des Récolettes kl. 11.30

Jeg fortsætter mod Rue D’Aubagne ned ad Rue D’Aix. Jeg kommer forbi kædebagerier, hvor de bruger industrielt mel og sælger deres croissanter og baguettes billigere. Her er ingen artisan bagerier. Jeg ser butikker med gode priser på mærkevaresko og kufferter. Jeg hører arabiske og afrikanske sprog, men nærmest ingen fransk talt på gaden. Det ændrer sig, da jeg når til Rue D’Aubagne.

På Rue des Récolettes, som munder ud I Rue D’Aubagne handler de mest velhavende i Maison Empereur. Jeg aner ikke, hvor bor de henne, for man ser dem så sjældent i gadebilledet, at man nærmest glemmer, at de selvfølgelig også er en del af Marseille. Turisterne handler her også, det er klart. I Maison Empereur kan man købe Creuset-køkkenudstyr, Marseille-sæbe, flettede tasker og andre produkter, der (be)viser ens dannelsesniveau og kendskab til den provencalske design- og kulturhistorie. Men Rue D’Aubagne lægger også navn til en tragedie, der fandt sted sidste år, hvor to bygninger kollapsede og slog flere familier ihjel. Beboerne havde ellers flere gange forsøgt at råbe både ejeren og Marseilles borgmester op og advaret om bygningens dårlige og farlige stand. Men ingen gjorde noget ved det. Ulykken minder om kollapset af Greenfell Tower i London, omend graden af ødelæggelse og død naturligvis ikke var lige så enorm, og om hvordan, de fattige, de på overførselsindkomst og de af anden etnisk baggrund ignoreres og ikke tages seriøst.

Hos Daki Ling Le Jardin des Muses i nummer 45Etaler de outsidernes sprog. De, som ikke passer ind. De, som andre griner af og finder ridicule. Daki Ling er et teater med en klovneskole. Anderledes fra Danmark har Marseille en rig og levende scene indenfor teater, (ny-)cirkus, akrobatik og burlesque, som Daki Ling er en del af på linje med bl.a. Théâtre du Centaure, Archaos: Pôle National des Arts du Cirque Méditerranée og Théâtre des Bastides (del af den eksperimenterende og tværæstetiske kulturinstitution La Gare Franche).

Fra Daki Lings teaterprogram 2019-20: Forestillingen L’Art de la joie af Jean-Christian Guibert, 2019 og Le Clown, sa Musique, son Intime af Christian Tetard, 2019. Foto: PR, Daki Ling Le Jardin Des Muses

 Cour Julien kl. 12.11

Jeg går forbi den tomme grund, hvor nummer 63 og 65 engang stod, og står få øjeblikke efter for foden af en anden ikonisk trappe. Den trappe, der fører op til den nær gennem-gentrificerede gade, Cour Julien. Det er som at træde ind i en anden persons syretrip. Gavlene, der indrammer trappen på hver side, er udsmykket med graffiti og hvert trin er malet i regnbuens farver. Valget af farver fortæller, at her er plads til alle. Fra hipstere til hjemløse og de midt i mellem.

Alexandre Carré: Biografen og bistroen La Baleine på Cour Julien, 2019

Efter at have drukket en kop kaffe på en af fortvoscaféerne og nydt musik fra afrikanske gademusikanter, går jeg forbi La Baleine, som er et af de nyeste tiltag i gaden, for at tjekke ugens filmprogram. La Baleine, som er en kombineret bistro og biograf, der viser uafhængige film fra hele verden for publikum i alle aldre. Under paraplyen La Petite Baleine viser de fx i september animationsfilmene Les enfants de la mer (Ayumu Watanabe (2019)) og Le Roi Lion (Jon Favreau (2019)) – man er vel i Frankrig, hvor det foretrukne sprog altid er fransk. For det voksne publikum viser de i september Reves des jeunes, Apocalypse Now Final Cut og A Hard Day’s Night om The Beatles. Konceptet bag La Baleine er inspireret af den ældre Videodrome 2, som også er en kombineret bistro og biograf, der ligger 10 numre længere nede. Dog er Videodrome 2, der tager sit navn efter en David Cronenberg-klassiker, ikke ligefrem kendt for sin mad, men for sin levende bar og sit brede udvalg af øl. Senest har de huset festivalen Cinemabrut: Festival International du cinéma autoproduit | Édition 2019. Hos Videodrome 2 kan man også leje dvd’er, hvis man gerne vil se Jacques Demy-film (som er skribentens yndlings franske instruktør) eller Walt Disney’s filmatisering (1954) af den franske forfatter Jules Vernes klassiker 20.000 lieues sous les mers (1869-1870).

 La Canebière via Boulevard Garbaldi kl. 13.15

Jeg går videre mod La Canebière, som er en bred boulevard, der forbinder den gamle havn til byens centrum. På 152 La Canebière har Le Bureau des Guides GR2013 deres kontor, altså et godt stykke fra Le Vieux Port. GR2013 betegner en 365 km lang rute gennem det urbane og rå område af det sydlige Provence. Ruten blev opfundet i forbindelse med udnævnelsen af Marseille til Europas kulturelle hovedstad. Under vandreturen får man ikke bare set turistmål, men også industrielle områder, shopping centre og ubrugte togruter; urbane og kommercielle land marks. Ruten afslører de enorme kontraster, der beskriver Marseille og regionen; mellem land og by, land og hav, fortid, nutid og fremtid. Det tager 15 dage at gå ruten, og den har form som et ottetal. Pga. klimaet og risiko for skovbrande i løbet af sommeren er ruten dog lukket mellem d. 1. juni – 30. september.

På 80 Rue Léon Bourgeois, som jeg ikke når forbi på min rute, har et andet kollektiv hjemme, der også har vandring og samtale som sit kunstneriske fokus. Collectif SAFI tilbyder mere og andet end det. Her kan man lytte til forskere og andre professionelle, som har naturen som deres arbejdsområde, hvad de er specialiserede indenfor biologi, botanik eller økologi. Hos Collectif SAFI kan man  spise, lave mad og arbejde i haven. Bl.a. samarbejder de også med Yes We Camp omkring projektet Foresta, parc métropolitain, der er en grøn oase i byen, hvor de lokale kan deltage i sportsaktiviteter og kreativt arbejde såsom keramik. Keramik har i øvrigt en lang kulturhistorie i Provence og stor kunstnerisk værdi for den franske befolkning, men det må jeg fortælle dig mere om i et andet brev.

Editions Wildproject, som jeg heller ikke når forbi, arbejder også med forholdet mellem mennesker og natur. Som navnet antyder for de franskkyndige, er Editions Wildproject et forlag. Det har eksisteret længere end Le Bureau des Guides GR2013 og Collectif SAFI har, og i ti år udgivet bøger med forskellige indgange til spørgsmål om økologi og menneskets omgang med naturen.

 Allées Gambetta kl. 14.33

Fotokinos udstillingsrum i brug. Her ses udstillingen Fripiton af Geoffroy Pithon og Benoit Bonne, 2019

På 33 Allées Gambetta, som bliver sidste stop på ruten inden, jeg tager regionaltoget tilbage til mand og barn i Aubagne, ligger Studio Fotokino, som dedikerer sig til en bred vifte af visuelle udtryk fx tegning, video og fotografi. De har udstillinger, de viser film, og de afholder workshops. De har endda et mobilt bibliotek for lokale børn! På deres hjemmeside skriver de da også, at de henvender sig til børn i alderen 1-99 år. Men vigtigst er, at de går op i at styrke børns og unges dannelse og kritiske bevidsthed gennem kreativitet og i deres valg af film og udvalg af workshops. Forestil dig fx hvilken forskel, det kunne gøre for et barn, dets fantasi, nysgerrighed og forståelse for, hvad filmmediet rummer, at blive introduceret til Charlie Chaplins som lille! Eller Jacques Tati for at nævne et fransk komisk geni.

 Fotokinos mobile bibliotek. Foto: PR, Fotokino

Gare de Marseille-Saint-Charles kl. 15.40

Tilbage på Gare Saint-Charles har jeg timet min rejse godt. Mit tog afgår kl. 15.50.

Hvad, der i mine øjne gør scenen i Marseille interessant i forhold til fx scenen i Danmark er antallet af kunstnere, der engagerer sig socialt og politisk. Enten i forhold til økologi og beskyttelse af naturen eller socialt og politisk arbejde. Man ser en kunst, der tydeligt engagerer sig i samfundet på en organisk og ikke forcerende måde.

I øvrigt ønsker jeg dig stort tillykke med støtten fra Statens Kunstfond til udviklingen af Bastard. Hvor er det flot og godt klaret, at dine hårde anstrengelser har båret frugt!

Vi skrives ved.

Kh Mille Højerslev

Fakta:

I 2013 var Marseille europæisk kulturhovedstad, og det har pyntet på byens image og udvikling. Til næste år i 2020 er Marseille vært for den nomadiske kunstbegivenhed Manifesta 13, som får titlen Les Paralléles du Sud. Det bliver første gang, begivenheden finder sted i Frankrig.

Dette brev tager udgangspunkt i kunst- og kulturinstitutioner i det 1. arrondissement i Marseille, som alle er i gåafstand fra Gare Saint-Charles Marseille. Der er i alt 16 arrondissementer.

Mille Højerslev 

Cand.mag. i Visuel Kultur, Københavns Universitet (2014) og tidligere elev på Politikens Kunskritikkerskolen (2018. Højerslev har skrevet om kulturstof – primært billedkunst – siden 2010. Hun har dækket en lang række emner indenfor dansk og international samtidskunst, men holder sig særligt orienteret omkring social og politisk kunst, den selvorganiserede scene samt tværæstetiske projekter. Hun tror på, at man gennem kunsten kan skærpe den enkeltes kritiske bevidsthed og demokratiske selvtillid og lave positive indgreb i samfundet.

Højerslev har været tilknyttet Bastard siden begyndelsen. Hun er også del af redaktionen på KUNSTEN.NU og har skrevet udstillingstekster og bidraget til udstillingskataloger i Danmark og i udlandet.

Decolonization as a choreographic practice or

Choreography making as a decolonizing process:

Transitory outcomes of an artistic residency

By Georgia Kapodistria

The text is not answering any questions. It is not performative and it will not satisfy any academic structures. It is somewhere in between and exactly were it should be. The need of manifesting and sharing thoughts comes from a wish to create visibility around my ongoing research, in the hope of creating some kind of dialogue and exchange.

The actual sharing of what the research is all about begins with looking back to a project that was initiated in 2018, which focused on examining possibilities on how to decolonize dance education within schooling. Decolonization is according to dictionaries the process that colonized lands go through towards becoming independent, after the colonizing power leaves the area. The project with the name ‘almost the same, but not white’ created a frame in which the notion of decolonization was sat next to my facilitative practice, to acknowledge and make an effort in changing colonizing tendencies, which the role of the teacher (the dance teacher) can imply. For the sake of my inquiry the notion of decolonization was formed to describe the effort and process of acknowledging and changing the colonizing tendencies that imply domination through appropriating a domain or situation for one’s own use.

The findings from the ‘almost the same, but not white’ research project, act as starting points for the exploration that is described in the following pages. My current research starts here and it starts with a problem:

Graph by Georgia Kapodistria

A similar graph as the one you see above appeared in the beginning of the ‘almost the same, but not white’ research period.  The simplicity and innocence of the shapes interlacing and overlapping each other has been slowly fading away and now, in the beginning of this research period, I am almost scared to face the self in the middle. Placing the individual in the center confirms the white structures that frame not only the work, but also the thinking just as much. Having a research ecosystem happening around ‘me’ is at this point a ‘blind’ spot I am unable to slip, which constitutes once again the beginning of yet another artistic research projec.

I hope that by now there are some keywords to hold on to.

Artistic research, Decolonization, Dance Practitioner

 During the next paragraphs I will try to give an inside in to the research work of the past weeks, at times in relation to the outcomes of the ‘almost the same, but not white’ project. I use the problem (as presented in the above-shown graph) to create a structure for my writing in which you, together with me, can think / re- think around and about the political trajectories of choreographic work. We do not need to read / see / hear back to colonial times to attend the notion of decolonization and its practice, but can attend it in present time through facing the neo-liberalistic structures of our every day life (in Denmark, 2019).

‘It is impossible to think about the development of capitalism without thinking about its co-development with colonialism’ (Lepecki, 2016:p.3)

Choreography making can not only be political, but also relate to colonial discourses that are strongly connected with modern society and the mainstream political image.

Context:  The frame, in which the research is realized, is my participation in the Åbent Rum residency program, an Åben Dans Theatre initiative. During the seasons 2019/2020 I have the possibility to examine my research inquiry during in- and off- studio working periods, without an external expectation of producing a specific outcome. The text though you have on your screen/paper, could imagine a written manifestation, hence a product, of my first three-week confrontation with the inquiry.

Artistic Research:  The inquiry that at this point constitutes the core of the research, could look like this: What might a choreographic practice that focuses on the notion of decolonization look like?

Methodology:  The methodological structure was set to embrace and touch upon the different facades I include in my work as a dance practitioner. Three headings appear on the wall:

The dancing artist              The emancipated student           Decolonizing the mind

Through visiting and revisiting, while insisting on including all of them in each working day, new and old questions rise to the surface. These are the questions I wish to share, next to significant thoughts that changed the course of the flow.

The dancing artist uses a physical practice as a compass to navigate through the questioning. The physical practice consisted of any continuous physical activity that produces fire and water. It was yoga, interval training, ‘just’ dance or the revisiting of ‘The beginning practice’, which was assembled during the ‘almost the same, but not white’ research period.

The practice, which I call ‘The Beginning practice’,is an individual physical exploration of 90min using video recording and writing. It was used to decolonize the professional dancing body from previous teachers, practices and techniques, and functions as a journey towards the impossible task of finding the unbiased, uninfluenced movement quality. 

In an attempt to sidestep the whiteness of this practice, in which ‘me’ and my movement is central to the exploration, I tried to acknowledge and chose, instead of acknowledge and change, practices and patterns I encountered as a student. By doing that I reassembled a practice, which can be shared with others, and focuses on how a student (in this case me) ‘will dance with his master’s ghosts’ (Lepecki, 2005:p.27).

The emancipated student (see Ranciére, Jacque (1991): The ignorant schoolmaster translated by Kristin Ross, Stanford University Press, Stanford California) approaches the learning of new disciplines with help from tools that are available and without seeking for a master. Practicing emancipated learning erases structural power binaries and embraces ignorance. Learning, for example, how to dance ‘Sousta’ (Cyprus folkdance) with the use of You-tube videos, intrigued my already present interest in exploring the decolonization processes apparent in folkdance traditions of colonized peoples. 

A superficial overview of what the folkdance landscape in Cyprus looks like, reveals gender structures that fall under the (de)colonization radar. Women appear shy, portray moral decency and enjoy subtle dancing in limited space, whereas men take on a competitive attitude before they start a lively performance with high jumps, deep pliés and loud clapping. Decolonization processes are not exclusively political. They can be social, racial, gender specific.

The thoughts are noted, but left aside for the moment.

Decolonizing the Mind (see wa Thiong’o, Ngūgí (1986) Decolonizing the Mind: The Politics of Language in  African Litterature) includes all the above and a little bit more. It implies actions that help contextualize my thoughts when connecting the notion of decolonization with a choreographic practice. The actions / activities I worked around were reading, re(ad)-flexing and mapping the working space.

Mapping the working space has as a purpose to find the center, by advising the repetitive movement patterns in space during working, and not by advising the physical center of the room. After being busy with an activity / exploration / exercise at a certain place in space, I would mark it with tape and insist to keep that spot exclusive for that specific activity. The mapping hopes to reveal unconscious placement patterns that support specific tendencies and structures, which can be connected to colonial vocabulary (see Picture 1) and support power binaries based on the center and the margin.

Picture 1: The spatial vocabulary of colonialism (Tuhiwai-Smith, 2012: p. 55

By the end of the working period the room imagined a very well structured, almost stringent working environment. (see Picture 2) My need of controlling and forming the room is of course reassuring my tendency of inhabiting an authoritarian role, but I accepted the necessity of taking this road at this point of the research. Luckily my choreographic impulse to govern was shaken and interrupted, when a carefully set up paper wall resisted the choreography and fell down over night (probably because of the heat). (see Picture 3)

Picture 2
Picture 3: ‘some people want to run things, other things just want to run’ (Harney and Moten 2013: p. 51) Photos Georgia Kapodistria

Not only the mapping of the space but also the act of choreographing in general can be seen as ‘art of command’ (William Forsythe in Lepecki 2016: p.40). There are and have been several examples of efforts to escape the colonial tendencies of choreographing, but the self gets always caught in the middle, as the process is easier said than done. Attempts of decolonizing the choreographer’s role could look like: using chance procedures, move as or being moved by a thing, displacing the center, participatory work, undoing the hierarchy of the senses…

These practices became familiar to me through the reading of chosen literature:

Ranciére, Jacque (1991): The ignorant schoolmaster translated by Kristin Ross, Stanford University Press, Stanford California

Bhabha, Homi K. (1984): ‘Of Mimicry and Man: The ambivalence of colonial discourse’ in October Vol. 28, Discipleship: A special Issue on Phychoanalysis (Spring 1984) Published by The MIT Press

Tuhiwai-Smith, Linda (2012): Decolonizing methodologies: Research and Indigineous Peoples Zed Books Ltd, London

Lepecki, André (2016): Singularities: Dance in the age of Performance, Routledge, London/New York

Harney, Stefano and Moten, Fred (2013): The undercommons: Fugitive planning & Black study Minor compositions, Wivenhoe / New York / Port Watson

Pace, Michelle and Sen, Somdeep (2019): The Palestinian Authority in the West Bank: The theatrics of woeful statecraft,  Routledge, London/New York

 Event though reading as a practice produces incredible amounts of ‘movement’, I tried to incorporate my limps and torso more excessively into the reading by practicing what I called re(ad)-flexion. The reading happens while the ankle between upper and lower body is in flexion. This allows for the stretch of certain muscle groups. I invite you to find your own comfortable stretching and reading positions or try out some of the positions that made sense to me (Picture 4).

Picture 4: Re (ad) – flexion examples. Photos Georgia Kapodistria

Learning / Outcome:  To round up I wish to underline the particularity of this text and let it be what it is, without conclusions and statements. It is a sum up of thoughts, written down as a source of questions, problems and highlights, which are to be dealt with by anyone with similar interests. The researching around the connection of the notion of decolonization with a choreographic practice has just been initiated, and a follow up of different events is in the horizon. I will do my best to share out, but please be welcome to contact me with in- or out-put. (by email: gkapodistria@hotmail.com)

 Thank you for reading!

Georgia Kapodistria (CY/DE) arbejder som professionel danser, koreograf og danseformidler i København. Hendes professionelle og kunstneriske rejse startede i Tyskland med optagelsen på Folkwang Universitet der Künste i Essen, hvor hun gennemførte en bachelor uddannelse i dans (2009-2013). Efter tre års freelance arbejde fortsætter hun sin akademiske dannelse på Den Danske Scenekunstskole, hvor hun tog overbygnings studiet i Danseformidling (2016-2018). I sine nuværende projekter, om det er som performer, formidler eller koreograf, lægger hun meget vægt på at finde grænserne mellem de roller og arbejde ud over disse. Hun søger eller skaber projekter, der giver muligheden for at udforske grænselandet mellem performance og formidling.

Stedet er Levende, 30 dages performance i Astrids Atelier

Astrid Noarcks Ateliers baggaård. Foto: Sara Hamming

Af Sara Hamming med bidrag af Lukas Racky

Vi starter hver aften med at holde en tale (læses evt op på engelsk):

Velkommen til Stedet er Levende, 1. dag af 30 dages performance i Astrid Noacks Atelier – et kunstrum som var en af Danmarks første professionelle kvindelige kunstneres arbejdssted fra 1936 – 1950.

Det kunne også have heddet Stedet er Offentligt; for der opføres performances i hele juni måned for at markere at Astrid Noacks Atelier vedbliver at være et offentligt sted, også efter gentrificeringen.

Baggården her, som burde være fredet, bliver i den kommende periode tilbygget med en 7 etager høj boligejendom med private boliger. Opført med tilladelse fra Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg.

Vi vil huske, at hele baggården var et offentligt sted, hele baggården var et kunstrum og et socialt mangfoldigt rum. Og et historisk sted, som rummede de bygninger som Astrid Noack bevægede sig ind og ud af i de år, hun boede og arbejdede i atelieret.

I juni måned performer mere end 50 kunstnere i atelieret. Symbol på, at Astrid Noacks Atelier ikke handler om at hylde enkeltindivider, men handler om steder, der har ånd, steder der giver enkeltindivider mulighed for at skabe og for at trives i fællesskaber. Også selvom de ikke har mange økonomiske midler.

Indtil vi får en revolution må, vi desværre leve med høje boligpriser, men vi skal kæmpe for at bevare de offentlige kulturelle mødesteder.

(Herefter præsenterer værten aftenens performance:)

1. juni
Astrid Noackkroppe ser større ud på scenen, egentlig er dette ikke en scene, men et atelier på 32 kvm, det er som om, dette rum vokserog bliver større og større; Victor Valqui Vidal

2. juni
Kompas Klipning Rigmor bor i Vølundsgade på Ydre Nørrebro, og Astrid Noacks Atelier i Rådmandsgade er hendes lokale kulturinstitution; hun har bestemt sig for at komme hver aften kl 20 i hele juni og se performance, hun vil gerne opleve helheden. Rigmor kommer og giver Annika Nilsson sit lange hår, der blev klippet af i 1968 og indbundet i en hestehale. Håret er mørkt og blankt, som om det lige er blevet klippet af

3. juni
Fra nedrivningsarkivet gentrificering opfattes som en naturgiven proces, noget man ikke kan gøre noget ved, som sår i byen, der må skæres; Felix Becker ankommer midt i velkomsttalen – han har foreberedt sig, men langt tidligere, sidste efterår spillede han sammen med Kristian Tangvik, da forhuset blev revet ned og Kirsten Dufour og Finn Thybo tog billeder og filmede. Dette er endnu et lag i dokumentationen. Hvis man skal mobilisere noget mod gentrificering, skal man blive ved og ved. Længden på denne performance er en udfordring for publikum. Han gennemspiller motiverne i flere versioner: Blanke instrumenter mod murbrokker og maskiner. Når man ikke kan gøre mere, kan man give sorgen en form

4. juniMittingen vi sender en mail ud til en masse kollegaer, vi skal programmere 30 dages performance i juni, vi opererer med et bredt performancebegreb, det bliver hovedsageligt folk, der arbejder med billedkunstperformance og folk, der arbejder koreografisk, dansere. Det er godt. Det går hurtigt. Jeg synes, titlen Stedet er Levende er lidt pinlig, men man må jo vælge noget; det er vores opgave ikke at tvivle. Måske er det, fordi jeg føler mig lidt død indeni og vred på samme tid, at jeg provokeres af titlen. Tiden går hurtigt. Vi skal også have arrangeret nogle med-værter, som kan hjælpe os med nogle af aftenerne, og en dag med åbent hus for dem, der ikke har set stedet; det bliver d. 23. maj. Flere af performerne kommer for at se atelieret Evita Tsakalaki går rundt og kigger ind af vinduerne på de forladte bygninger i baggården; hun leder efter en trappe, hun vil gerne op på taget. Selvom hun har boet i Rådmandsgade i flere år, har hun aldrig været her, nu mødes de endelig. Det er igang


5. juni
In duo with earth oghun holder helt bogstaveligt jorden under sin arm, grøn og blå-malet, den har været flad, nu er den rund, sådan genopstår hun Birgitte Skands. Det er valgaftenen, vi har overtalt hende til at tage denne aften og gøre den til sin. Bagefter drikker vi øl og sodavand i baggården, og luften er varm

6. juni
Metalklange ogjeg kan alt –  jeg downloader mobile pay (selvom jeg ikke har lyst), jeg dækker ateliervinduet til med molton, hvis der skal bruges projektor, jeg dokumenterer aftenens performance, jeg holder tale, jeg husker cues til lyd, jeg koordinerer, jeg ringer, jeg henter nøglen, jeg står i baren. Øl koster 20 kr., og sodavand koster 10 kr. Det er ikke super-billigt, men så har vi råd til at give alle medvirkende en øl eller vand på huset. Jeg skal løbende tjekke om økonomien stemmer, så jeg får dækket det, jeg har lagt ud for. Jeg har ikke lyst til at køre træt i det her projekt og blive slidt op, det gider jeg ikke. Det skal være stort, men let – selvom det er tungt Kristoffer Raasted

7. juni
A night among the horses min usikkerhed har stået i vejen for mange ting Julia Müllner, Antonia Harke & Angela Bundalovic men stoffet og hundredevis af små ringe flyder ud af døren og blomsterne breder sig på gulvet, tak Juli, Peter, Antonia, Vincent. Karin for at hjælpe med at være værter! (Andrea havde du også mulighed i slutningen af måneden?)

8. juniSkin Tonic & Woven Wounds ogAmalie Bergstein og Camilla Lind begynder at bygge et rum, der er blødt som en krop. Co-lab: Musiker Karis Zidore, kunstner Adrian Delafontaine og Ingrid Skulidottir rummet trænger til dette poetiske knepperi -bagefter bliver det røde dansevinyl tørret udendørs af alle, der er tilstede med trøjer og viskestykker, der er den vidunderligste stemning

9. juni
_Under Constructionog hun lægger et lille puslespil af potteskår mellem splinter af mursten, der hvor forhuset lå; kan det ses højt oppe fra en altan af blik? Nogle forbipasserende er stoppet og står ved deres cykler Ágnes Grélinger & Kalliopi Siganou

10. juni
Green fields
i bageste baggård ligger et kollapset klaver, med tangenterne spredt ud i støvet. Thjerza Balaj & Andreas Haglund der piler frem og tilbage i dag.Bygningerne i baggården skal renoveres til dyre lejelejligheder, garagerne med værksteder skal rives ned og istedet skal, der anlægges parkeringsplads; ud mod gaden skal, der bygges en høj bygning – også med dyre lejelejligheder – og gården lige udenfor atelieret bliver de nye beboeres baggård med cykler, barnevogne og webergrill

11. juniTårnby får besøg – efter filmen E.T dagens kunstnere har arbejdet med en festival i Tårnby “et forsøg på at opretholde forbindelsen mellem performativitet og dets hovedpersoner: borgerne rundt om hjørnet. Baggrunden for festivalen er en undersøgelse af teatrets rolle i forhold til medborgerskab i en virkelighed, der ikke opfordrer til lokalt engagement” skrev de. Har folk brug for mærkelig performance? Boaz Barkan & Andreas Liebmann. Har folk brug for Hollywoodfilm? Han leder vist efter et nyt kontor/samlingspunkt i Tårnby, hvis nogen kender til noget, man kan leje billigt i Tårnby? Medbringer de selv gryden til at lave pop-corn?

12. juni
Leaves of memory om vi skal være inde i atelieret eller ude i baggården, bestemmer vi på dagen – det afhænger af vejret. Jeg læser et interview med Lauren Greenfield, der viser udstillingen Generation Wealth på Louisiana, i et blad:”ødelæggelsen af autentisk kultur er meget farlig for os, for det er den autentiske kultur, som hjælper os til at forstå vores historie – hvem vi er, og hvor vi kommer fra”. David Sebastián Lopez Restrepo. Ordet autentisk gør mig lidt bange.Kunne man istedet for autentisk skrive selvskabt? Eller skal autentisk bare rehabiliteres?

13. juni
Oplæsning af Gertrude Stein: Stykker til at spille med en introduktion til Gertrude Steins skuespil. Astrid Noack arbejdede med skulptur på den måde, at hun byggede formen op af mange små klatter, man kan mærke, at atelieret er ladet af uendeligt mange gentagelser af bevægelser. Gertrude Stein Selskabet v/ Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz, Oskar Sjøgren og Tania Ørum

14. juni
Invisible Occupation i dag er der 134, der har meldt på facebook, at de deltager, det var alligevel ikke så mange, Jeg kan ikke lade være med at kigge på det engang imellem – scrolle ned og checke. Gabrielle Le Bayon Rigmor kommer hver eneste aften, ogVictor kommer ofte, lidt sky

The solid surface i dag Emma and Jonathan Bonnichi

15. juni
Zeamietyderne eller Kvinden, Krigeren og Den Gamle Mand går frem og tilbage. Det er ikke så let at tage det første skridt baglæns, måske vil du falde; de9trin: Christine Schøtt, Mads Mazanti Jensen, Jakob Draminsky Højmark og Peter Vadim

16. juni (2 performances)
Noter om huller, åbninger og skåle, men det er værd at forsøge. Hvad er nok? Hvad er temaet? Ninna Bohn Pedersen

Påklædning er det venskab? Der er så mange, jeg savner, så mange jeg gerne ville se noget mere, hænge ud med. Der var et helt miljø her i baggården, nu er der kun atelieret tilbage. Alle andre er blevet smidt ud. NA (Nellie Park og Astrid Randrup)

17. juni sketch #2
ligesom det skal ske for flere af beboerne i Mjølnerparken. det er en del af regeringens “ghettopakke”; flere har fået at vide, at de har tre år tilbage. En publikum, der er aktiv i Almen Modstand kommer forbi. Karin Bergman elsker at okkupere et sted og transformere det til noget, hvor hun bliver til en vært i stedet for at være performer

18. juni (2 performances)
Relatable og træder ud foran andres blikke for at blive rummelig. Jeg kan se ham for mig, skiftevis lukket og smidigt eksplosiv, mens forskellige ansigtsudtryk opstår og forsvinder igen. Tak for lån af dit GoPro-kamera hele juni! Vincent Jonsson

The Laughing Game barnet er to år nu, da vi lagde tidsplanen for et par uger siden, sov han kl syv, og jeg regnede med at kunne putte og stadig nå at se aftenens performance; ud over de aftener, hvor jeg skal være vært. Nu er det lyst og varmt og barnet sover ofte først kl halv ni; jeg læser The Lorax så monotont og kedeligt som jeg kan, om og om igen, mens jeg henter vand og mælk og flere bananer og bliver irriteret. Jeg synes godt, at min partner kunne putte flere aftener. Jeg henter og bringer hver dag, og i sommerferien skal Daddy være væk alene i to uger Antoinette Helbing

19. juni (2 performances)

A test in space jeg har et residency i Astrid Noacks Atelier i juni måned, jeg skal indlede et projekt, der handler om affald, om hvordan gode ting bliver smidt ud. Det er i juni måned, at de begynder at rive bygningerne ned og vistnok begynder at bygge. Jeg synes, det giver mere mening at lave flere offentligtlige arrangementer, så alle kan komme og se hvad, der sker. Jeg får en assistent, men vi synes egentlig, at det er mere interessant og effektivt at arbejde sammen som kollegaer, så det gør vi Naja Lee Jensen

My house vi mødte Jørgen Callesen til åbning af CPHstage på Nørrebro Teater, og pludselig blev festen sjov. Han vil gerne bidrage med en performance i Astrid Noacks Atelier, det er vigtigt at forbinde til Warehouse9, der arbejder strategisk med gentrificering – eller hypergentrificering, som Jørgen kalder det – og blive ved med at blinke i den kedelige orkans øje Miss Fish


20. juni
Dagbøger 1988 – 2019hver aften tager vi et billede af dagens performer med rekvisitter i hænderne op ad bagvæggen i atelieret, den samme beskæring med de samme fire hjørner hver aften. Der står performerne Camilla Graff Junior ved sidenaf skulpturen, der er ubevægelig – og øver sig på det sværeste – at være død og levende på samme tid

21. juni (2 performances)

Anja Franke hos Astrid Noack vil du plante lige der, hvor der skal bygges en syv-etagers bygning Anja Franke? Eller vil du hellere tage planter i krukker med fra dit hjem og kunstprojekt; Instant Herlev Institute, som vil åbne sig mod Astrid Noacks Atelier, som et blomsterhoved åbner sig mod et andet? Som planter halvlukket og halvåbent bevæger sig rundt om hinanden og overfører signaler mellem cellerne og taler med hinanden gennem luftbårne kemiske signaler

                                                

I denne her bliver heksen ikke brændt og er i dialog med  fortiden, nutiden Nanna Katrine Hansen og fremtiden på årets længste dag. Det er ikke lang tid siden, at en kvinde var et udgrænset, usynligt sort får, når hun hverken levede i en husstand eller et ægteskab – men i et atelier, det må vi ikke glemme. Jeg er så bange for, at vi glemmer, fx retten til fri abort. Hvorfor vil de ikke frede Astrid Noacks miljø?

22. juni
Arbejder at bevare Astrid Noacks Atelier har ikke noget at gøre med hjemstavnsromantik: Astrid Noackblev født i Ribe i 1889, hun flyttede hjemmefra og til København som 14-årig, til Paris i 1920 og i 1936 tilbage til København til Rådmandsgade, hvor hun fandt noget, der mindede hende om miljøet i Paris.Charlotte Bergmann Johansen tilværelsen er ikke nødvendigvis let, fordi man har genskabt sig selv. Det kan være omtrent så hårdt som at drapere gulvbrædder rundt om livet som et skørt. Du har bestemt dig for at male et billede af et helt gulv nu, du har malet tidligere, håndværket sidder nok stadig i dine hænder, hvis det er de samme hænder?

23. juni (2 performances) 

A Long And Sticky Now det føles så rigtigt det-her!Der er mange, der svarer med det samme, at selvfølgelig vil de være med. Jeg kan ikke holde op med at tale om det. Lidt for meget oppe at køre – måske? Men det er nødvendigt for at gennemføre det. Jeg skal også på noget andet arbejde i dag Kristoffer Ørum

Looking at Him from Behind  Jeg har det lidt dårligt med det hele, der er noget, der føles forkert. Der er en enorm ubevidst bias i det med kurateringen. Stine Kvam Er kuratering – og casting – ikke noget af det mest politiske, man kan foretage sig? Rødkindede af angst. Nej, det er ikke en kuratering, men en aktivering af ressurcer, dem vi kender. Hvad med dem vi ikke kender, hvad med det vi glemmer. Alle fik sendt link til en Doodle, hvor de selv kunne vælg en dato. Doodlen var sat til kun at kunne booke én performance pr. aften, men pludselig begyndte den at booke dobbelt – det virker så sløset at lade sig styre af tilfældigheder på den måde. Konceptuelt, ville det have været klarere, hvis vi kun havde haft én performance pr. aften. Jeg er virkelig ked af de dobbelt-bookninger. Det er meget stærkere med en ting pr. aften. Man skal tro på sin intuition – mens den også kan skifte. Du siger, at der er meget, du forstår “for sent”,den indbyggede uretfærdighed i tiden

24. juni
Grå Porto byen kan ikke bære sig selv, den skal bæres. Du skal bæres, og du skal have lov til at opleve dig selv som et offentligt menneske, dvs have lov at være stærk og svag og begå fejl og blive svedblank og din egen version af glamourøs. Henrik Vestergaard byen skal bæres medrealistiske forventninger til andre mennesker; Helt ærligt, kan man blande offentlige og private rum i denne baggård? Kan forældrene i de nybygede huse, hvis børn skal sove, nære sig for at ringe til politiet, hvis performancen larmer? Kan de bære over med det aften efter aften i fremtiden?

25. juni
Time travelling to Astrid Noack’s Studio 1936 / 2036 Tag evt. et blødt tæppe med til at ligge på, vi skal bevæge os sammen frem i tiden til det fælles, der ligger og venter på os, og som vi skal beskytte nu: naturresourcer, kulturarv – som vi skal leve af og for J&K / Janne Schäfer og Kristine Agergaard. Det var en relativt tilfældig beslutning at tillade baggården skulle tilbygges 6 mod 5 stemmer i Københavns Kommunes Teknik og Miljøudvalg. Det var en afstemning, demokratisk, men skødesløs med det fælles

26. juni
Stubborn Figures godt, at skulpturen Ung Mand der Planter et Træ stadig står i atelieret og fylder. Han står op ad døren ved endevæggen, skal han flyttes til den anden side? Det er ikke så let, han vejer 1 ton. Ud over ham lavede Astrid Noack her bl.a. Kvindefigur, Stående kvinde, Jason Dungan og Maria Zahle Stående pige med blomst, Hvilende model, Drengeportræt

27. juni (2 performances)

Ode à l’oublien urolig og bitter fornemmelse i hele kroppen og en vred svirpende sorg indtil, der indtræffer en art følelsesløshed overfor ødelæggelse og tab Jona Borrut så svirper det igen

The Catalyst der er ikke honorar til de medvirkende. Og det er ikke faldet os ind, at kontakte de medvirkende pr. telefon. Måske er det for blufærdigt at sige i telefonen, at der ikke er nogen penge til performere og arrangører Yvette Brackman,men vi har sendt mange mails, der er nogle, der svarer lynhurtigt, og så er der nogle, der først svarer efter 10 dage, lever vi så ekstra stærkt i deres tanker i de ti dage, eller har de virkelig glemt os? Er det ok, at der ikke er nogle penge? Det er det nok ikke

28. juni
PAST PASTURES projektbeskrivelserne, der står samlet i dokumentet ‘30 dages performance’ er en stor rigdom af fælles tanker. Man skal foriøvrigt kunne skrive lækre pr-tekster for at gøre sig gældende som kunstner, de skal være cool og fremfor alt, skal de vise, at der er kontinuitet i brandet. Med titler er det anderledes;titler rammer altid plet et sted i munden, for de skal siges. Det er dejligt at høre andre sige titlen på ens værk, det er dejligt at smage på andres titler Marlene Bonnesen.

29. juni
Dandelion kan vi komme ud over den selvopfyldende profeti om den egoistiske kunster, kan vi ikke bare få lov til at redde verden ved at blomstre? Anna Lea Ourø

30. juni (2 performances)

Pling Plong-musik og klatmaleri eller stå i knop i lang tid før vi blomster Ragnhild May

OF ALL ITS PARTS – Episode #3 dette er ikke en festival, men et kontinuumTwo-women-machine-show

Sara Hamming er performancekunstner og står bl.a. bag 1:1 performanceserien Whole Body Treament 1-5 samt performanceserien Bloody Mary #1 – #4. Sara Hamming har sammen med danseren Lukas Racky arrangeret Stedet er Levende, 30 dages performance i Astrid Noacks Atelier, der finder sted i juni 2019.