Der er uro i min krop, før jeg stiger på bus 4A mod Emdrup Torv til Dansekapellet. Der er uro i min krop, før publikum lukkes ind i salen i Dansekapellet. Der er måske lidt mindre uro i kroppen nu, men stadig uro. Urovækkende lyd fylder rummet, som publikum bevæger sig ind. Larm, og noget der skvulper, ulmer. Jeg får en følelse af at være under vand, være i en krop fuld af uro. Vi ved ikke, om forestillingen er gået i gang. Publikum taler stadig, indtil nogen eller noget skriger i højtalerne. Er det et barn eller et dyr, der skriger eller græder af smerte? En høj tone lyder, og jeg lukker øjnene, for at lukke af for indtryk. Lyset i rummet kommer fra neonrør langs den ene væg. Den slags lys, der blænder snarere end oplyser.
I pressematerialet citeres koregrafen Hilde Ingeborg Sandvold: ”Engang krydsede jeg Atlanterhavet 4 gange på 10 dage. Jeg vågnede i en seng, uden at vide hvor jeg var, svimmel, med kvalme. Mine fødder var langt væk fra mit hoved, og mine indvolde svævede stadig over havet. Siden den slags begyndte at ske, med mig og dem rundt om mig, er jeg blevet optaget af et af vor tids mest almindelige problemer: Stress.”
Jeg mærker en dunken som fra et hjerte, der slår for stærkt. Så stilhed (næsten). Performeren går ned ad trappen. Hun har noget vådt i sin hånd. Et vådt klæde? Et organ? ”Would you mind holding this?” spørger hun en fra publikum.
Hun danser med en krop, der gør sig umage. Der går stød eller chokbølger gennem kroppen. Græder hun? ”This is my face”, siger hun med ansigtet gemt i sin arm. Hun kaster det våde klæde mod væggen. En tinitus-lyd ringer for mine ører. Jeg føler mig fanget. Det er som om performeren mimer en oplevelse af stress. Det smitter, men jeg er splittet imellem, om jeg skal gå ind i de følelser performeren mimer for os, eller om jeg skal fortsætte som betragter udefra. Min krop stritter imod, imens den genkender den kropslige oplevelse af stress.
Et sølvbæger står på scenen. Kommer lyden fra bægeret? ”I’m gonna start again”, siger hun og viser os sine fingre, ”… and fingers”, pause, ”and”, pause, ”sound”. Når hun siger ordet ”sound” strømmer larm ud af højtalerne, mens hun løber, kaster sig rundt, indtil hun igen taler:
”And fuck it.”
”And this, this is the first time I am looking at you.”
GRÅTT af Hilde Ingeborg Sandvold. Foto: Christoffer Brekne (DK)
Hun ser ud på os. Hun presser sig mod væggen og ligger sammenkrøllet på gulvet. På helt absurd vis ligger hun bogstavelig talt på siden, som om hun svæver. Hun taler til os, fortæller kort, præcist og med en poetisk enkelthed om sin oplevelse af stress på egen krop, men ud af det blå skriger hun. Et voldsomt brøl, og en krop der på én gang ser ud til at blive kvalt, ryster og er i krampe. Det er som at se en krop i en Alien-film, før en alien bryder ud af en menneskelig værtkrop.
”Am I overly sensititive?”, spørger hun.
Det er smerteligt, men også en absurd, humoristisk forestilling, jeg er er vidne til. Hun tager pludselig sine bukser ned. Trækker dem hurtigt op igen. Hun virker forvirret og sårbar. Hun kaster den våde klud, der næsten ser rød ud, op mod væggen. Er kluden et organ? Kød? Krop? Hun gnubber på væggen med kødet, og en ekstra performer kommer ind på scenen. Lyset bliver varmere. Den anden performer danser blødere, lettere. Hun ser på ham, og jeg forestiller mig, hun tænker: ”sådan håndterer alle andre livet bedre end mig”. Hun lægger kødet på gulvet.
”These are my hands. I can’t feel them. How do I know they are mine?” spørger hun og begynder at hyperventilere, går i stå. Hun stikker endelig sin arm ned i sølvbægeret på scenen. Fra bægeret fylder hun sin hånd med væske. Dråber drypper fra hendes hånd mod munden, mens hendes krop er i en helt unaturlig positur. Liggende på ryggen løfter hun sig, så kun hoften rør gulvet. Hun lægger sig ned og beder om hjælp.
”I am just asking for a hand. I know most of you have two.” Publikum griner af joken, men det er her performancen virker mest interessant på mig. Hun beder os visualisere, at vi hjælper hende. At vi løfter hendes arme, ben, alle lemmer. Jeg tænker på, hvor langt der er fra de forestillede handlinger til reel handling. Vi visualiserer, at vi bærer hende ud ad døren, men vi sidder her på rækkerne. Vi gør ingenting.
”You carry me out”, siger hun og går ud med sin klud / kød.