Du er en dag i morgen er en dag i morgen i morgen er en dag måske måske er der en dag i morgen
måske
Du er en dag i morgen er en dag i morgen i morgen er en dag måske måske er der en dag i morgen
måske
Du er en dag i morgen er en dag i morgen i morgen er en dag måske måske er der en dag i morgen
måske
hvis ikke du er blevet kaldt grim i dag
hvis ikke du er blevet spyttet på i dag
hvis ikke du er blevet kastet på gulvet på alle fire og redet på som en hest
hvis ikke… så er der en dag i morgen
Du er en dag i morgen er måske det eneste i morgen der er
du, du er dagen i morgen du er dagen i dag i morgen i dag i morgen i dag i morgen i dag i morgen
du er hvilken dag det er
du håber det er i morgen og i morgen håber du det er i overmorgen og i overmorgen håber du det er dagen efter i overmorgen
Du er en dag i morgen er måske det i morgen der er
du
Som jeg skriver de to ord ’i morgen’ udviskes deres betydning for øjnene af mig. Jeg kigger på ordene på computerens skærm. Kigger på bogstaverne, der udgør ordene ’i morgen’. Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt ’i morgen’ betyder ’i morgen’, altså dagen efter i dag. Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt ’i morgen’ overhovedet findes som ord. Det flimrer for øjnene af mig, og jeg må slå ordene op i ordbogen på min telefon.
Det er ligesom, når man gentager et ord rigtigt mange gange
”i morgen i morgen i morgen i morgen i morgen i morgen i morgen i morgen i morgen i morgen”
så forsvinder det
Måske er det sådan, han har det. Hovedpersonen i lydværket Du er en dag i morgen. Hvis man gentagne gange bliver kaldt grim, spyttet på, kastet på gulvet på alle fire, kaldt grim, spyttet på, kastet på gulvet på alle fire, kaldt grim, spyttet på, kastet på gulvet på alle fire
så forsvinder man
Ligesom man forsvinder ind i lydværket, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen med stemmer fra fortiden, nutiden og tanker om fremtiden.
Hovedpersonen hvis liv er ødelagt af mobning
Hovedpersonen som 6-årig, der bliver mobbet
Hovedpersonen, der tænker på sin 6-årige søns skolestart
Rengøringsdamerne, der vasker menneskejagten af væggene
Hver dag vasker de den blodige jagt af væggene hver dag jages han vildt jages han vildt hver dag indtil dagen i morgen i morgen jages han også vildt vildt som et dyr i skoven i skoven jages han vildt som et dyr af andre dyr dyr dyr menneskedyr der jager ham vildt vildt løber han i skoven i skoven løber han vildt omkring og kan ikke finde i morgen i morgen kan han ikke finde han finder kun i dag hvor han jages vildt med ondt i maven med spyt løbende ned ad kinderne han løber med spyt ned ad kinderne og for gammel mælk ned ad nakken nakken er det eneste man kan se som han spurter igennem skolegården som han spurter igennem livet jaget vildt vildtløbende vildtløbende smertefulde mavesmerter for dagen i dag for at komme til dagen i morgen i morgen i morgen i morgen vasker de den blodige jagt af væggene
Jeg kigger mig omkring. Vi sidder i en cirkel i et atmosfæreløst klasselokale på Öehlenschlägersgade Skole. Det er søndag. En efterårsdag, hvor regnen har silet ned hele dagen. Indtil nu. Solen er brudt frem bag bevægelige grå skyer. Vi sidder her i en cirkel med høretelefoner på, på stive stole. Vi er fælles om at lytte til fortællingen om mobning. Vi er fælles om at lytte til vores egen fortid. Eller sådan forestiller jeg mig i hvert fald, at det er. At som vi sidder her og lytter til en andens grusomme fortælling om mobning, så tænker vi på vores egne folkeskolehistorier. Sådan forestiller jeg mig, det er. Indimellem lukker vi øjnene en ad gangen. Måske for at dykke dybere ind i lydhistorien. Måske for at undgå konfrontationen ved at kunne se hinandens temmelig anonyme reaktioner på en temmelig voldsom historie. Gemmer de anonyme reaktioner på subjektive grusomme historier enten som mobbeoffer, mobber eller den tavse tilskuer.
En kvinde sidder et langt øjeblik med lukkede øjne. Jeg tænker på, hvad hun tænker på. Om hun var den, der var jaget vildt. Eller måske er hun bare dykket dybt ned i lydværkets binaurale lyd, som jeg ikke kan beskrive bedre end at være tredimensionel.
Knitrende lyde smelter sammen med min høresans langt bag mit baghoved. Vand risler ude til højre for mit højre øre. En hvisken kryber ind i min venstre øregang. En stemme bevæger sig fra højre mod venstre i cirklen. Skridt høres gående hen over gulvet. Lyden føles som usynlige stemmer i luften. Som mennesker, der findes i rummet uden, at de kan ses.
Flere gange får jeg lyst til at vende mig efter lyden. Samtidig ved min høresans instinktivt også, at det er en teknik. Lydværket veksler mellem at føles som noget, der foregår lige i dette nu og til at føles som en indtalt historie og optagede lyde. Måske er det også det, der gør, at jeg selv veksler mellem at følge historien og vende tilbage til min egen fortid.
Jeg husker at gå gennem den smalle gang, hvor 9. klasserne havde klasselokaler. De stod på mærkværdig vis altid, altid langs væggene. Selvom der aldrig skete noget, sad mit hjerte oppe i halsen, når jeg skulle gå de lange skridt ned til skoletandlægen.
Jeg husker episoden, hvor min bedste veninde havde allieret sig med nogle af de andre piger i klassen. De løb fra mig. Jeg løb efter dem. De løb fra mig. Jeg løb efter dem. De løb fra mig. Jeg løb efter dem. De løb fra mig og gemte sig. Jeg kunne ikke finde dem. Jeg stod alene i skolegården. Jeg tror, det skete én gang. Men jeg mærker også, hvordan en anspændthed indfinder sig i min mave, som jeg skriver det her nu.
Jeg ville ikke betegne mig selv som et mobbeoffer. Tværtimod var jeg nok en af de populære piger i klassen, og jeg kan ikke frasige mig, at jeg ubevidst har været passiv tilskuer eller endda involveret i mobbeepisoder. Jeg husker det dog ikke. Men jeg husker særligt den sidste episode, hvor min bedste veninde løb fra mig, som temmelig skelsættende og kropslig. En episode jeg gentagne gange vender tilbage til i sessioner med terapeuter gennem mit liv.
Folkeskolelivet er barskt
Du var en dag i går måske måske var du en dag i går i dag er der sket en massakre en massakre hænger i klasselokalet alle hænger i klasselokalet i klasselokalet ligger en krop under katederet under katederet ligger en krop en krop hænger fra loftet fra loftet hænger to kroppe to kroppe hænger i lyse fletninger og rengøringsdamerne klipper dem fri de klipper dem fri af de lyse fletninger de klipper dem fri fri fri af historien forsøger at vaske væggene væggene bulner af betændelse som milde kemikalier ikke kan vaske af
Du er en dag i morgen er en dag i morgen i morgen er en dag måske måske er der en dag i morgen
måske
Du er en dag i morgen er en dag i morgen i morgen er en dag måske måske er der en dag i morgen
måske
Du er en dag i morgen er en dag i morgen i morgen er en dag måske måske er der en dag i morgen
måske
var du en dag igår