The journalist Mille Højerslev visited the artist in his studio for a discussion about the work. Subsequently, she attended Roskilde Festival to experience Feral Fantasies by Andreas Haglund and finally let go of perfection.
Otte dage før premieren på Roskilde Festival møder jeg Andreas Haglund i Dance Cooperative på Frederiksberg. Den kommende søndag rykker Andreas Haglund ind på Platform, hvor han har fire sammenhængende timer til at teste lyd og lys, finde løsninger og beslutte, hvordan de mobile vægge skal placeres og forme scenerummet.
Da jeg ankommer lidt før tid, er Andreas stadig i møde med lysdesigneren Will Zawistowski. Jeg får at vide, at kaffemaskinen stadig er tændt, og at jeg bare kan tage en kop, “som måske stadig er lidt varm”.
Dance Cooperative occupies a room with a dance floor at one end and a small kitchen at the other.
I sit on the sofa with my notebook and listen; most of it passes over my head.
He and Will speak in an insider work language, naming scenes and sequences with terms that only they understand.
However, later I ask about the technical details and naming.
Andreas Haglund dismisses them as dull and irrelevant to understanding the performance.
It may be best that the work language remain the work language.
Jeg spørger i stedet ind til, hvordan hans dag har været, og han fortæller om dagens gennemspilning:
“Det er en fysisk krævende og kraftigt udmattende performance. Næsten som et cardiopas.”.
Jeg har set værket før og ved, at Andreas ikke overdriver. Feral Fantasies er en dynamisk performance, hvor Andreas Haglund skifter mellem tempi og temperamenter, og hvor publikum bliver en aktiv del af koreografien. “Et hurtigt danseunivers”, som Andreas Haglund bl.a. beskriver det. Men for Andreas Haglund er den fysiske anstrengelse selvfølgelig ikke et mål i sig selv. Hans ‘cardiopass’ er et middel til at nå et transcendentalt stadie, hvor han mister kontrollen og kommer tættere på sig selv:
“Jeg kan godt lide de performative tilstande, som værket bringer mig i. De er meget spændende.”
Frihed, kontrol og domesticering
Feral Fantasies havde premiere på Dansehallerne i november 2025. Siden januar 2026 har Andreas Haglund vidst, at værket skulle vises på Roskilde Festival, og de seneste måneder har han arbejdet på at oversætte performancen fra en black box til et udendørs scenerum med et uforudsigeligt og mangfoldigt publikum.
Inspirationen til værket kommer fra puppy play, en praksis med rødder i queer BDSM-kultur.
“Hunden som billede kom til mig”, forklarer Andreas Haglund, og vi fortsætter med at snakke om magtbalancer og underkastelse og hundes oftest underdanige repræsentation i den visuelle kultur.
“Men hunden har også agens.”
Andreas Haglund holder en kort pause og prøver at fange mit blik. Hunden kan vælge at adlyde – eller lade være. På samme måde ved hverken performer eller publikum helt, hvad der kommer til at ske under performancen, og værket bliver derfor til i mødet mellem dem – og dybt indefra Andreas Haglund selv.
“Feral Fantasies handler om frihed, kontrol og domesticering og bevæger sig ind og ud af en ‘grey zone’. Værket undersøger forholdet mellem publikum og performer – og forsøger selvfølgelig at udfordre det.”
Andreas Haglund beskriver performancen som en bevægelse mod et “frigjort sted”, hvilket også understreges i titlen. Han sammenligner den tilstand, dansen kan fremkalde, med det, der i puppy play kaldes ‘puppy head space’ – en form for somatisk bevidsthed, hvor kroppen får lov til at tage styringen:
”Når jeg underkaster mig kroppens magt og evne til at ‘take the lead’, fortæller Andreas Haglund.
”Jeg håber at kunne tage mere frihed med denne version af performancen. Danse mere ud fra en ‘state of mind’ – et sted, hvor jeg næsten forsvinder og samtidig kommer tættere på mig selv.”
Det konservative blik
Selvom Feral Fantasies udspringer af queer kultur, er værket ikke først og fremmest henvendt til et queer publikum. Tværtimod.
Moreover, Andreas Haglund states that the performance targets ‘a conservative view’. It is a view based on ideas of natural order and fixed boundaries between humans and animals.
Tankerne voksede frem under pandemien, hvor Andreas Haglund læste teori om naturbegreber og forholdet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. Ikke for at komme tættere på en romantisk idé om naturen, men for at undersøge, hvordan forestillinger om det ‘naturlig’ også kan bruges til at marginalisere mennesker og kroppe, der falder udenfor normen.
De teoretiske refleksioner flyder som en understrøm i Feral Fantasies som en måde at være i verden og arbejde med kroppen på (læs mere omkring Andreas Haglunds teoretiske overvejelser i Karin Halds artikel:.
Det var derfor ikke overraskende for mig, da Andreas Haglund under lydprøven prompte svarede følgende på spørgsmålet om, hvorvidt han havde forestillet sig et drømmepublikum:
“A middle-aged white cis man.”
Vi var en mindre gruppe til stede på Platform, og vi brød alle ud i grin, fordi det netop åbner for en befriende tanke: Hvad ville der ske, hvis netop dén type tilskuer lod sig rive med af værkets leg med kontrol, begær og sårbarhed?
Selv er Andreas Haglund ikke bange for tanken. Han kan godt lide den erotiske ladning i værket og “publikums blik på min krop”, som han siger.
En “wholesome” lydprøve
Musikken starter brat. Selvom jeg ved, den kommer, giver det et sæt i kroppen. Bassen vibrerer gennem bænken, hvor jeg sidder, mens lyden bevæger sig fra højtaler til højtaler og skiftevis fortoner og intensiverer – jeg kan mærke, hvordan min krop bliver opstemt, og at det bobler i hjernen. Asta Norborgs lydlandskab gør mig hyperfokuseret. Emilie Gregersen, som er danser og også en del af Dance Cooperative, står model, mens Will Zawistowski justerer spot og tjekker skygger, og gennem sine kommentarer kuraterer Andreas Haglund det samlede udtryk.
Lyset, der testes, er skarpt, og Emilie Gregersen vælger på et tidspunkt at tage sine solbriller på, som dækker hendes øjne helt til – også hendes øjenbryn. Hun ser voldsomt cool ud, og der hujes og heppes.
Jeg oplever en helt særlig stemning af fællesskab til lydprøven, som bekræfter Andreas Haglunds beskrivelse af processen som “wholesome”. Nu forstår jeg, hvad han mener. Alle ved, hvad der skal gøres, og hvornår de skal træde til.
Jeg ved, at Andreas Haglund ønsker et nøgent udtryk, der skal spejle en sårbar dramaturgi, som bl.a. arbejder med dagslyset som scenisk effekt. Lyset skaber ikke den samme distance her som på Dansehallerne, og det er heller ikke meningen. Andreas Haglund er meget tættere på sit publikum på Platform i konkret og overført betydning, og performancen er derfor mere åben koreografisk – men det betyder også, at han er mere udsat som performer.
Roskilde-versionen af Feral Fantasies er endnu mere ‘dirty’ end på Dansehallerne. Det siger sig selv, men jeg kan alligevel ikke lade være med at blive overrasket. Gulvet er beskidt allerede inden, det er taget i brug af festivalgæsterne. Selvom der har været frivillige forbi for at feje, kan jeg se spor fra sneakers, indtørret mudder på bænkene, og flere af os tilstedeværende sidder og ryger. Her skal Andreas Haglund kravle rundt på alle fire og samle en tennisbold op med munden.
Humor og ubehag forårsaget af en tennisbold
Det er onsdag aften og premiere-tid på Feral Fantasties. Andreas Haglund kommer gående ind mellem publikum med en stol balancerende over hovedet. Den limegrønne øjenskygge matcher tennisbolden, der snart bliver performancens omdrejningspunkt. Andreas Haglund har et sort bånd om halsen, der både minder om et hundehalsbånd og om et slips. En poloshirt ligger uden på en tætsiddende langærmet trøje, og revnede nylonstrømper er trukket uden på hvide tennissokker. Kostumet har et særegent og kontrastfyldt udtryk med en tydelig forbindelse til performancens kerne – Camilla Linds design skriger ’12-tals-dreng gone rogue’.
Han stiller stolen midt i scenerummet, tæt på de forreste rækker af mennesker, som en invitation – eller måske en udfordring.
Tennisbolden flyver gennem luften. Frem og tilbage. Først er det Andreas Haglund selv, der kaster den, siden er det publikum. Frem og tilbage. Farten øges, og Andreas Haglunds mimik bliver gradvist sværere at afkode.
Blandt publikum udpeger Andreas Haglund en ung, lyshåret mand. Han bliver bedt om at sætte sig på stolen. Han holder et øjeblik tennisbolden i hånden, før han pludselig kaster den ud over publikums hoveder og uden nogen fornemmelse omkring, hvor den lander.
Publikum holder vejret. Et kort øjeblik ser det ud, som om spillet bryder sammen. Men bolden bliver kastet tilbage. Den lander foran Andreas Haglund. Publikum klapper og hujer, og performancen fortsætter.
Da Andreas Haglund pludselig knurrer og sætter i løb mod en kvinde på den forreste række, farer hun forskrækket sammen og skriger højt. Et øjeblik efter bryder hun ud i grin. Det samme gør resten af publikum. Manden har rejst sig fra stolen, og Andreas Haglund griber fat om stolebenene, mens han drejer rundt om sig selv så mange gange, at jeg selv bliver svimmel ved synet. Han udstøder råb, slipper til sidst sit greb om stolen og kaster sig ned på gulvet. Han holder øjenkontakten længe med publikum, inden han rejser sig, samler stolen op og forlader scenen på samme måde, som han trådte ind.
Humoren ligger hele tiden side om side med ubehaget i Feral Fantasies. Jeg har selv grinet under performancen, men også følt mig trist og mærket dårlig samvittighed. Oplevelsen afhænger af, hvor man fysisk befinder sig i rummet, og om man får tennisbolden i hånden – og hvad man i så fald vælger at gøre med den. Værket forandrer sig med sit publikum, og publikum forandrer værket.
Den sidste uddrivelse
Andreas Haglund begyndte at danse som barn i Stockholm. Flere aftener om ugen gik han til bugg, swingdans, jazz, ballet, tap og ‘urban styles’. Først i gymnasiet stiftede han bekendtskab med samtidsdans og en arbejdsform, hvor improvisation og kreative processer var lige så vigtige som teknisk kunnen og klassisk disciplin.
“Det var to verdener, der mødtes og stødte sammen i mig. Jeg bevægede mig fra et mere konservativt og kønsopdelt udgangspunkt domineret af en streng perfekthedskultur med meget klare holdninger til, hvad der skal til for at blive en god danser, til et queer, mere åbent og eksperimenterende undervisningsmiljø, hvor fokus var på at lære og udvikle improvisatoriske og somatiske teknikker.”
Da Andreas Haglund blev optaget på Den Danske Scenekunstskole i København i 2018, blev den eksperimenterende tilgang yderligere udviklet. I en periode var han optaget af Expanded Choreography, men opdagede gradvist, at også denne kunstneriske retning havde sine egne uskrevne regler og idealer og var mindst lige så dogmefyldt og regelret – og ikke så ‘expansive’, som Andreas Haglund hungrede efter.
Opgøret med perfektionen blev derfor større end et opgør med bestemte danseteknikker og traditioner. Det blev et opgør med forestillingen om, hvordan man er en rigtig danser, en rigtig koreograf eller en rigtig kunstner.
Da kunsthistorikeren Andria Nyberg Forshage oplevede Little Miss Beast Mode på Det Frie Felts Festival i 2025 – performancen som Feral Fantasies delvist udspringer af – beskrev hun oplevelsen som en eksorcisme.
“Først havde jeg svært ved at se det og tænkte bare: “LOL”. Eksorcisme lød voldsomt og virkede som en overdrevet beskrivelse af det, der skete under performancen, og hvad jeg gerne ville udtrykke med den. Som marxist har jeg det svært med idéen om en åndelig uddrivelse, fordi jeg tror på den fysiske verden. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere gav det mening. “She actually coined it”. Den intense fysikalitet bragte mig et andet sted hen, både fysisk og mentalt. Som en hypnose. Hun forstod faktisk min praksis bedre, end jeg nogensinde selv havde gjort.”
I dag har Andreas Haglund taget ordet til sig.
“Jeg kalder Feral Fantasies for mit sidste oprør eller min sidste uddrivelse. Det er mit første store soloprojekt, der giver mig lov til at være legesyg og til stede på en anden måde, end jeg har været vant til – og endelig give slip på det perfekte.”
Måske er det derfor, Feral Fantasies aldrig giver et entydigt svar. Hverken på, hvem der styrer, hvem der følger efter, eller hvem der egentlig bliver set på. Værket bliver ved med at vende tilbage til det samme spørgsmål:
**Who’s a good boy?**