DUNKEL er en forestilling om mørke. Om at være det, stirre ind i det, lade sig omslutte af det. Mørket. DUNKEL er en danseforestilling eller sanseforestilling om alle mørkets nuancer. De kropslige, de musikalske, de universelle. DUNKEL er måske den spejling af mørket, der omslutter os, som er nødvendig for at kunne være med det og i det. Mørket.
17. februar 2024 / Black Box Teater / Oslo / ICE HOT NORDIC
Mørket er en sort firkant, du kan stirre på
Mørket er et neonhvidt lysstofrør
Mørket er uden ord
bag lukkede øjne
Mørket er en brændende rød farve
Mørket er en orange varmelampe
Mørket er hæse råb
i store åbne munde
Mørket er dyrisk og lunefuldt, det er nedgang derefter opgang
Det er det midt imellem
Særligt det midt imellem
Mørket er dunkelt og beskidt, det er helvede og is, det er søvnløse nætter og ruminerende tanker, det er angst og ensomhed i kroppen
s i t r e n d e
Mørket er seksuelle væsner og at ånde i hinandens munde, fra hinandens munde, dementorkys, sjælesuger, smæld
Så langsomt, at ingen kan holde det ud, er mørket
Mørket er Techno og Rave
to gudinder
dem ingen ved, hvor skal hen
Mørket er hvileløse vandrere
i dem ser du dig selv
Mørket er en kinddans, en holden om, en kærlighed
og så død
og så kærlighed
og så død
Mørket er det dyb, du ikke vil falde i for at kunne vågne op, (du lukker øjnene i stedet)
Mørket er dunkelt
Og så flyver en enkelt fugl over himlen. Den minder dig om din egen død
Så kan du være ensom sammen med fuglen
Hello darkness, my old friend / I´ve come to talk with you again / Because a vision softly creeping / Left its seeds while I was sleeping / And the vision that was planted in my brain / Still remains / Within the sound of silence
(P. Simon, 1964)
OM MØRKE OG MENING
16. februar 2024 / Dansens Hus / Oslo / ICE HOT NORDIC
De sidste mange måneder har ’mening’ fyldt meget i mit liv. Hvad er meningen med livet, meningen med scenekunsten i en verden så fuld af det dunkle og uforståelige. Jeg har fundet mening. Glimtvis. I scenekunsten. I relationer. I at opleve scenekunst sammen med mennesker, der står mig nær. Men meningen er også gået tabt igen. Når jeg har forladt teateret, er gået ud af black boxens mørke og har ladet Københavns vintermørke omslutte mig, har meningstabet indfundet sig igen. Ensomheden.
Hvad laver vi egentlig? Menneskeheden?
Har scenekunsten overhovedet en plads i den her dystopi?
Lige nu sidder jeg i Dansens Hus i Oslo. Skyerne græder. Tusindvis af dråber rammer flere ugers sne. Den smelter væk. Måske ligger meningen dér. I at sne kun holder kortvarigt. Ligesom scenekunsten er den flygtig. Begge optræder de på en scene, skaber et landskab, vi kan træde ind i et øjeblik og blive en del af for at forsvinde igen. Meningen opstår i glimt.
(Sneen minder mig om dig.
Jeg skriver en sms.
Sender en video af en stille flod dækket af sne.)
Mellem disse glimt, opstår mellemrum. Pauser. Tid til at fordøje. Men det føles som om, vi har udvandet pauserne. Og måske er det derfor meningstabet indfinder sig igen og igen. Vi tillader ikke at dvæle ved disse glimt, før vi er videre til at konsumere næste snefyldte landskab. Næste scenekunstneriske oplevelse. Næste relation. Nærværet og øjenkontakten forsvinder. Vi taler om overflader. Vi vader på overflader.
Jeg tror, vi er nødt til at dykke ned under overfladen. Ned under jorden. Ned i mørket. For at være i stand til at træde i lyset igen. Det er egentlig simpelt. Ligesom årstiderne er det nødvendigt med vinter, før foråret kan spire.
Vi må grave.
OM MØRKE OG JORDEN
UNEARTH er en forestilling om mørke. Og jorden. Om at være jord, grave sig ned i jord, komme fra jorden. Og mørket. UNEARTH er en danseforestilling eller kropsoplevelse og lydoplevelse om jorden og vores forbindelse til den. Til den og døden. UNEARTH er måske den spejling af jorden og mørket og døden, som er nødvendig for at kunne være med det og forbinde os til det.
17. februar 2024 / Kulturkirken Jakob / Oslo / ICE HOT NORDIC
jorden er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
vi må grave
Træder ind i en støvet kirke. Et menneskedyr kravler blandt mennesker. Alle sidder de på jorden, op ad vægge. Der er krisestemning. Evakueringsfornemmelser. Og alligevel er der ro. Alles øjne følger det langsomme menneskedyr. Der synger melankolsk.
“When you´re gone how can I even try to go on”
“Darling, can you hear me SOS”
SOS, when it was first agreed upon by the International Radio Telegraphic Convention in 1906, was merely a distinctive morse code sequence and was initially not an abbreviation. Later in popular usage it became associated with mnemonic phrases such as “Save Our Souls” and “Save Our Ship”. Moreover, due to its high-profile use in emergencies, the phrase “SOS” has entered general usage to informally indicate a crisis or the need for action. (Wikipedia)
kirken er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
vi må grave
Jeg sætter mig på jorden blandt de andre. En støvet fornemmelse hænger i luften. Som støvpartikler i en enkelt solstråle eller rester fra at have pudset vægge. Et tyndt lag. Også på huden af alle mennesker. Menneskedyret opløses og sætter sig én for én i skrædderstillinger. Lukkede øjne. Messende. Vuggende. Roterende om egen akse.
kernen er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
jeg må grave
”give yourself
unhear yourself
unhear your soul
I hear yourself
I meet your soul
I am here to sell
I am here to solve”
Det er som et mantra. Jeg er ikke sikker på, jeg hører alle ordene. Men jeg mærker frekvensen i min krop. Cirkulerende. Roterende. Save our souls. Det er religiøst eller spirituelt eller bare ingenting. Som en tomhed fyldt af mennesker. Mange ligger ned. Lukkede øjne. Lytter til ordene. Lytter til lydene.
lydene er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
må grave
De roterende mennesker bliver til dyr. Eller de er dyr. Det har de været hele tiden. De sidder i squat. De går med slæbende fødder. De er nysgerrigt akavede. De kommer helt tæt på uden at kigge i øjnene. Udstråler en længsel efter nærhed. Som at opdage andre mennesker for første gang.
intimiteten er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
lad os grave
“Darling, can you hear me SOS”
Én kommer helt tæt på. Jeg kigger på ham. Mærker min egen længsel efter, at han skal kigge mig i øjnene. Mærker eget mod. Mod til at sidde. Helt stille. Observere. Afvente hans blik. Men han kigger ikke. Han sidder helt stille i squat. Jeg tænker, det er her nærheden findes. I stilheden.
kærligheden er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
lad os begrave
Sangen begynder igen. En duet. Jeg husker fragmenter. Mere en stemning af melankoli end noget andet. Stemmerne er sorgfulde. Omsorgsfulde. De sidder alle i en klynge. Helt tæt sammen. Lukkede øjne. Lytter til hinandens stemme. Én stemme bliver til en andens. De nynner.
”go your own way
remember how we danced”
“I guess it’s just my life
It’s just my body”
kroppen er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
vi må begrave
Sangen begynder igen. Nu som solo. En kvinde synger dybt. Med en dyb stemme. Hendes tilbagetrukne hår, hendes androgyne udtryk. Hendes stemme i sang. Hun er et spejl. Hun føles som en spejling. En frase gentages igen og igen. Om tab og sorg. Om døden. En anden synger. Samme frase.
”Life of the night”
”Dear Lord, you took so many of my people, I am just wondering why you haven´t taken my life, what the hell am I doing here”
sorgen er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
vi må begraves
Fordøjelsen. Den komplette stilhed. Den kommer efter skælvet. Den kommer fra jorden og fra mørket. Herfra kan vi se igen. Herfra begynder de at kravle igen. De søger hinanden. Efter sorgen søger de hinanden. Mund til mund. Kys. Tæthed. Derefter en hviskesang i cirkel. Derefter graver de sig ned og ud. De graver i kirkens gulv. Skruer. Skraber med underarmen for at komme frem. For at grave sig frem. For at grave frem. Grave fri.
jorden er stille
som fuglene er stille
som fuglen er stille
må begraves
Teksten er frit udviklet ud fra skribentens oplevelser af de to forestillinger Dunkel og UNEARTH, der blev vist under ICE HOT 2024