På den genkommende internationale dansefestival Tanz im August i Berlin sidste måned, blev der ikke kun præsenteret koreografiske værker, men danse- og kunstkritikken blev også diskuteret med et særligt fokus på postkritik.
Med kunstkritikkens krise som følge af den digitale udvikling kan der så etableres nye engagerende former for danse- og kunstkritik i et konstant skiftende landskab af medieforbrug?
Det var nogle af de spørgsmål, der blev stillet og diskuteret af et klogt, rimelig enigt og velsammensat panel af kritikere på dansefestivalen Tanz im Berlin i august. bastard var med for at følge med i debatten og for at søge inspiration.
Paneldebatten blev modereret af den erfarne tyske danse, performance- og poesikritiker Astrid Kaminski og i panelet sad østeuropæiske Bojana Jankovic; hun er baseret i London og er en del af Critical Interruptions, et skrivekollektiv, som udforsker live art og performancekritik, ved siden af hende sad den norske scenekunstkritiker, redaktør, forfatter og kurator Anette Therese Pettersen, og den berlinerbaserede Beatrix Joyce, der kender til dansekritikken udefra såvel som indefra, da hun både er udøvende kunstner og skribent.
Sofa-arrangementet, som det blev kaldt, var en del af et program af lignende events og fandt sted på HAU2s bibliotek i Berlin. Der summede masser af folk omkring og inde i bygningen, da der også var mange forestillinger at se samt billetkøb og cafe her på stedet.
Postkritik
Efter en præsentationsomgang med spørgsmålet om, hvorfor paneldeltagerne var blevet kritikere med sympatiske svar som ”jeg ville gerne lære mere”, ”jeg ville gerne i dialog om de forestillinger, jeg så”, og ”jeg ville gerne finde nye måder at tænke over de former, jeg selv arbejdede med som instruktør” fulgte en dialog om objektivitet, kunstkritikkens krise, og hvor den er er på vej hen. Panelet diskuterede først manglen på kritik af kritikken: ved vi hvorfor, vi forsvarer den, for kritikken som sådan indtager selvfølgelig en position, et sted, der hvor, den der mener at have ret, befinder sig. Vi befinder os således muligvis i en postkritisk tid.
”Selv i Tyskland er der ikke meget kritik af kritikken, måske er det generationsspørgsmål?”, lyder det polemisk fra moderatoren: ”På dance studies i Berlin er der ikke nogen, der arbejder særligt med kritik af kritikken, og jeg kender kun til to publikationer, som jeg vil mene omhandler postkritik: Critique and Post Critique fra 2015 af Elisabeth S. Anker og Postcritique af Laurent Sutter fra i år”.
Som svar på Astrid Kaminskis spørgsmål til panelet om, hvorfor vi ikke ser så meget kritik af kritikken, svarer Bojana Jankovic:” Jeg føler mig ofte ekskluderet fra rum og steder hvor teater, performance og den slags ting sker. For mig handler kritik, kritik af kritikken og postkritik om, hvad værkerne gør politisk. Grunden til hvorfor jeg eksperimenterer og arbejder som gør med kritik i London og udenfor UK er, at den klassiske anmeldelsesform er journalistisk, sproget, formatet og dens placering henvender sig til et meget specifikt og smalt, hvidt publikum. Jeg synes kuratering og programlægning gør det samme. Jeg er mest filosofisk interesseret i hvem, jeg skriver til”.
Jankovic forklarer videre, at hun derfor mener, der mangler nye formater, nye sprog og fysiske steder, der alle kan række ud over den hvide majoritet. Hun taler for en mangfoldighed af stemmer og mener, det som kritiker, kurator og lign. handler om at skabe rum og spalteplads til stemmer, værker og processer, der ikke ellers bliver hørt og set. ”Jeg mener, at kritik også er stedet, hvor spørgsmål om magtstrukturer og den hvide majoritet, kan diskuteres”.
Beatrix Joyce fortsætter og fremhæver nøgleordet ’distance’. ”Distancen mellem performere og publikum bliver mindre, der er mere interaktion, publikum opfordres til at deltage i værket, og det ændrer ikke kun på relationen til publikum, men også til kritikeren, den hvor kritikeren bedømmer. Og det drejer sig ikke kun om en særlig type smal performance, om smalle værker, den er ved at blive mainstream, så tiden for at have en ny form for kritik, post kritik eller kritikkens død, eller hvad vi nu skal kalde den, er der – måske med mere refleksion i teatret, men også i andre rum, hvor performances finder sted. Spørgsmålet er nu, hvor distancen mellem performere, publikum og kritikere ændrer sig, hvordan reagerer vi så som kritikere på det, måske med kollektiv skrivning?”
Anette Therese Pettersen tager over og siger: ”Ja, og i kølvandet på at tale om eksperimenterende kunstkritikformer kunne man tro, der var tale om meget skøre indfald, helt vilde nye formater, men man kan også påpege at med kritik kan man gå i dialog med og diskutere med værkerne. ”Jeg forsøget at tænke med værkerne og vil gerne tage imod den invitation; jeg vælger noget ud og går med det og stræber ikke efter en objektivitet, som ikke eksisterer”. Man kan altså også bare eksperimentere med ikke at foregive at stræbe efter objektivitet og gå i dialog.
Hun forklarer videre, at hun mener, man netop kan strække den klassiske anmeldelse, den behøver ikke være standardiseret beskrivende og bedømmende, den kan være meget andet og være en del af samfundsdebatten: ”Kritikken kan være et forum for offentlig debat om kunst, særligt når det handler om scenekunst. Den kan være for de folk, der ikke har set performancen. Sidste år var der i Norge en stor debat om en forestilling meget få så, men som mange havde et offentlig mening om. I sådan en situation, har kritikken en funktion i at afdække, hvad der egentlig skete, og kritikken bliver et sted man kan gå hen og finde ud af, hvad der skete”.