Sarah Aviaja Hammeken om jord, sprog og ophav
Den dansk-grønlandske danser og koreograf Sarah Aviaja Hammeken præsenterede sin første solo, SOIL, under Berlin Art Week i 2024, og i forsommeren i år blev værket for første gang vist i Danmark til CPH Stage. I SOIL mediterer Hammeken kropsligt over sin egen kulturelle baggrund og identitet i en koreografisk udgravning af sprog(løshed), længsel og ophav. bastard mødte hende til en samtale om værket og hendes kunstneriske og sproglige arbejde med det grønlandske sprog, kalaallisut.
Sandra Cecilie Quist Lund [SQL]: SOIL blev oprindeligt skabt til en udstilling i Berlin. Har du videreudviklet værket i forbindelse med opførelsen til CPH Stage?
Sarah Aviaja Hammeken [SAH]: Ja, det blev vist første gang på KW Museum for Contemporary Art i forbindelse med Pia Arkes’ udstilling Arctic Hysteria som en del af Berlin Art Week. Fordi værket handler om identitet, sprog og mit forsøg på at nærme mig det grønlandske sprog, havde jeg fra start en idé om, at soloen kunne blive ved med at udvikle sig i takt med, at jeg udvikler mig. Jo mere jeg selv udvikler mig, eller jo tættere jeg kommer på at mestre sproget, desto mere udvikler værket sig. Samtidig påvirker de forskellige venues også udviklingen. Den første opførelse fandt sted i et museumsrum i Berlin, mens værket her til CPH Stage udspiller sig i en pavillon i dagslys og med begrænset lyssætning og mørklægning. Tanken er, at værket hele tiden skal kunne tilpasses forskellige rum og kontekster.
SQL: Du arbejder med kroppen, som i udgangspunktet er et ordløst materiale, men lad os begynde med ordene: Hvilke ord skal vi bruge her i interviewet og generelt, når vi taler om Grønland eller Kalaallit Nunaat og dine rødder?
SAH: Ja, på grønlandsk hedder Grønland ‘Kalaallit Nunaat’ [K’et udtales som et G]. Det er godt at bruge, synes jeg – ligesom mange af mine kolleger og andre med grønlandsk baggrund, der arbejder med kunst. ‘Kalaallisut’ er det grønlandske sprog. Jo mere vi bruger de her ord, desto lettere bliver de genkendt, og desto mere berettigelse får de.
SQL: SOIL bygger på dine personlige erfaringer med at vokse op med både danske og grønlandske rødder. Jeg læste i en programtekst, at værket er en undersøgelse af længsel efter kultur og sprog, som man ikke har lært eller haft adgang til – og måske også længsel efter historie. Hvad har den længsel betydet for dit arbejde?
SAH: Jeg arbejder altid ud fra det, der føles vigtigt. Det kan måske virke politisk, og det er det til en vis grad også, men det er ikke det, der er udgangspunktet. Når jeg går ind i en ny produktion eller får en idé, er det som regel noget personligt, der er på spil for mig.
Det er som en kontinuerlig søgen, fordi jeg ikke er vokset op i Kalaallit Nunaat og heller ikke med det grønlandske sprog, kalaallisut. Det er derfor noget, jeg hele tiden vender tilbage til eller finder inspiration i – langt mere end i min danske baggrund, som altid har været nærværende. Jeg er opvokset her i Danmark, så det danske ophav har jeg ikke haft behov for at udforske.
Min grønlandske baggrund har derimod været til stede på et mere ubevidst plan i min opvækst, og jeg kunne ikke altid skelne mellem grønlandske og danske traditioner – og jeg har ikke altid vidst, hvilke traditioner og kulturer, der kom hvorfra. På et tidspunkt følte jeg et stærkt behov for at dykke ned i mine grønlandske rødder for at forstå, hvor jeg kommer fra, og forstå den kultur, som også er en del af mig.
Så ja, der var en mangel – og deraf også en længsel.
SQL: Hvordan kommer længslen efter sprog til udtryk i SOIL?
SAH: På den ene side er det meget praktisk: Jeg vil enormt gerne lære kalaallisut, kunne kommunikere på sproget, blive forstået og forstå andre. Et sprog rummer en hel kultur i sin opbygning og måde at beskrive verden på, og det gælder i høj grad for kalaallisut. Men det er en udfordring. At lære et nyt sprog er svært i sig selv, og det bliver endnu sværere, når man ikke altid er fysisk til stede i landet. Og så er det tilmed også udfordrende at lære sproget i Kalaallit Nunaat, fordi det danske sprog i høj grad stadig er nærværende i det grønlandske samfund. Det er blevet bedre, men langt fra godt nok. Kommer man som dansktalende til landet, bliver man hurtigt mødt med dansk – og det er egentlig ikke det, jeg ønsker. Det er også svært at besøge familie og venner i Kalaallit Nunaat, som jeg sjældent ser, og bede dem kun at tale kalaallisut til mig, da det ville gøre det svært for mig at føre en samtale.
Jeg har altid haft et godt sprogøre, og jeg har ikke været bange for at lave fejl, men med kalaallisut er det anderledes. Der ligger så mange følelser i det, og jeg bliver bange for at fejle, bange for ikke at være god nok. Jeg må virkelig tvinge mig selv til at blive ved med at forsøge og overvinde tanker som: “Du ser ikke grønlandsk nok ud” eller “du kan jo ikke sproget”.
Da jeg skabte SOIL, tog jeg udgangspunkt i, at jeg kun kunne tale lidt kalaallisut. Fokus var på den fysiske eller kropslige side af sprog og tilhørighed: Hvordan oplever jeg længsel i kroppen? Hvordan mærker jeg fysisk, hvor jeg hører til, hvor sproget og mine rødder stammer fra? En ting er, hvor man bor og vokser op; en anden er, hvor man virkelig føler sig hjemme.
SQL: Sprog er ikke kun ord. Det handler selvfølgelig helt konkret om ord, når du lærer et sprog, men kropssproget er især det sprog, vi som publikum har adgang til i SOIL. Hvordan arbejder du koreografisk og kropsligt med ordløsheden?
SAH: Jeg har en vilje til at forsøge at formulere noget, selvom jeg ikke altid kan. Jeg står konstant mellem to modpoler. Noget stopper mig fysisk. Jeg bliver pludselig meget opmærksom på mig selv, hvordan andre ser mig, og hvordan jeg ser dem.
Da jeg første gang opførte værket for et publikum, skete der noget uventet: Jeg kunne næsten ikke se på publikum. Det var ikke et bevidst valg – normalt bryder jeg gerne den fjerde væg, sender energi ud og ser, hvad der kommer tilbage. Her følte jeg helt fysisk, at jeg ikke kunne, men undervejs ændrer det sig. Der er en form for indelukkethed, samtidig med at en stærk energi flyver ud. En konstant dualisme: Jeg vil gerne kommunikere, men der er noget, der stopper mig.
Den anden side handler om følelsen af ikke at kunne kommunikere. Følelsen af ikke at blive forstået eller høre til – den arbejder jeg kropsligt med. Jeg bruger også ord indimellem. I den seneste version af værket har jeg også undersøgt sprogets rytmer, dynamik og det uforudsigelige i sproget.
SQL: Hvordan har det været at arbejde med den her splittelse og længsel i relation til sproget og dit ophav? Ikke kun i værket, men også i lyset af kolonihistorien og alt det, der rører sig medie- og scenekunstlandskabet?
SAH: Vi er efterhånden flere performancekunstnere, der har arbejdet med de her spørgsmål. For eksempel Pia Arke og Jessie Kleemann, som begge var/er fantastiske kunstnere og rollemodeller. Jeg ser meget op til dem – selvfølgelig for deres kunst – men også fordi de har banet vejen for grønlandsk kunst. De har fået plads i den danske kunsthistorie, og selvfølgelig i den grønlandske. Jessie Kleemann har både performet og udstillet på SMK, og udstillingen Tiden løber løber tiden var hendes første soloudstilling på et dansk museum (SMK). Pia Arke var den første grønlandske kunstner, der fik mulighed for at vise en soloudstilling på et stort anerkendt museum i Danmark, nemlig Louisiana.
Der er mange dobbeltheder i Jessie og Pias arbejde, som jeg kan genkende i mig selv. Jeg føler, at vi står på skuldrene af den her generation, der banede vejen. Pia Arke beskrev følelsen af splittelse som at være en bastard … Følelsen af dobbelthed, at være både dansk og grønlandsk, og kompleksiteten af, at de to lande står på hver sin side af kolonihistorien – den følelse genkender jeg. Det er som om at stå i et ingenmandsland. Jeg tror, der kan komme stærk kunst ud af at opholde sig netop dér.
Lige nu er der en enorm hype omkring Kalaallit Nunaat. Det har stået på i flere år, men er blevet endnu mere intenst efter Trump og de politiske sager, der hele tiden dukker op i medierne. Det er både godt og skidt. Folk får øjnene op for tvangsfjernelserne og spiralsagen – ting, der har været meget nærværende i Kalaallit Nunaat, men længe gemt væk i Danmark. Det har ført til en ny, og til tider lidt skør, interesse for grønlandsk kunst. Nogle gange kommer den interesse fra et politisk behov. Men så er det jo op til os, der faktisk arbejder med det, at gøre det på en respektfuld måde over for Kalaallit Nunaats kultur og kunst.
Dansk har været det officielle sprog i den danske administration af Kalaallit Nunaat, dvs. i alle offentlige institutioner i landet, blev der ikke talt Kalaallisut. Kalaallisut, det grønlandske sprog i sig selv, har ikke været forbudt, ikke på samme måde som de grønlandske traditioner som tromme- og maskedans, tatoveringer og spiritualitet, men selv i landet, hvor sproget hører hjemme, blev det undertrykt. Det giver kalaallisut en særlig tyngde. Måske gør det, at det føles endnu vigtigere at kunne tale det, fordi det har været frataget befolkningen.
Jeg tror også, der ligger en form for skam i det, at man ikke måtte tale sit eget sprog. Hvor meget af det lever videre som transgenerationelt traume? Hvor dybt går det?
SQL: Der er virkelig meget politik i sprog, ikke?
SAH: Helt vildt. Jeg gik ikke ind i det her med nogen intention om at lave et politisk statement. Men der er så meget politik i sprog, at det uundgåeligt følger med. Det er ikke min indgangsvinkel, men det bliver uundgåeligt en del af det.
SQL: Ja, det er som om, der hele tiden er noget dybere på spil i SOIL. Men også noget ret æstetisk. Din performance står som noget smukt for mig – selv med den smerte, der også er så tydelig. Jeg fornemmer en klar hilsen til Pia Arke. Du talte før om publikums placering, og hvordan du er meget udstillet, men samtidig kan undgå direkte øjenkontakt det meste af tiden. Og så er der den sort-hvide scenografi: den sorte jord, dit hvide tøj, det hvide underlag under jorden. Jeg går ud fra, at det er Arkes Arctic Hysteria, du sender en hilsen til?
SAH: Jeg blev spurgt af Sofie Krogh Christensen fra KW Institute for Contemporary Art, om jeg ville lave noget til Pia Arkes udstilling Arctic Hysteria under Berlin Art Week. På det tidspunkt havde jeg længe haft en idé om at lave en solo, der handlede om sprog og mit forhold til kalaallisut. Om hvad et sprog gør, og hvad det gør ikke at have adgang til det. Om at søge efter det tilhørsforhold, som sproget giver. Hvor er det egentlig, jeg kommer fra? Hvor langt skal jeg grave ned for at finde mine grønlandske rødder? Jeg kan huske, at jeg gik rundt og ledte efter en titel til soloen. Det endte med, at selvfølgelig skulle den hedde SOIL.
Jeg var faktisk ikke bevidst om de scenografiske forbindelser til Arkes Arctic Hysteria, før jeg stod i det og tænkte, at det var lige godt satans. Pludselig var der en masse parallelle ‘tributes’ – både til Pia Arkes og Jessie Kleemanns arbejde.
Men udgangspunktet var min egen proces. Min egen søgen efter, hvordan jeg kunne skabe en solo, der handlede om at lære et sprog, og som blev til, imens jeg var i gang med lære sproget, og en søgen efter, hvad jeg havde brug for scenografisk for at kunne understøtte den rodfæstelse – eller manglen på netop rodfæstelse.
Og så stod jeg dér med et værk, der også blev en kæmpe tribute til Pia Arke. Jeg synes, det er både skørt og fedt. Jeg ved ikke, hvor meget af det, der kom som ubevidst inspiration, eller hvor meget der simpelthen skyldes, at vi deler mange af de samme udfordringer og står/stod med de samme indre og ydre konflikter – og deraf en lignende kunstnerisk motivation.
SQL: Samtidig med at SOIL er en tribute, synes jeg også, der er noget andet på spil. Den måde, du nærmest svømmede eller gravede i jorden, adskiller sig fra Arkes videoperformance, der har et lidt andet udtryk og en leg med det sensuelle blik på kvindekroppen. Jeg tænkte, hvad er det dog, der trækker i performeren, altså dig. Jeg fik både en følelse af, at der var noget indre, der driver dig på scenen, og noget meget voldsomt, som næsten ikke alene kunne komme fra performeren selv?
SAH: En del af det handler om, hvad jeg selv føler, og de processer, jeg gennemgår, mens jeg lærer kalaallisut. Det betyder meget for mig, hvad andre tænker. At søge anerkendelse: Er jeg grønlandsk nok? Må jeg tage den her plads? Jeg spørger tit mig selv: Kan jeg virkelig kalde mig grønlandsk, hvis jeg ikke kan sproget? Det kan føles som et slag i ansigtet, når man ikke passer ind i det stereotype billede af, hvad det vil sige at være grønlandsk – især fordi kolonihistorien stadig er så nærværende.
Men det handler også om et ønske om at blive accepteret. Man vil gerne føle sig velkommen, og når man ikke altid gør det, kan følelsen blive meget voldsom.
SQL: Oplever du tvivl eller sorg omkring dit tilhørsforhold?
SAH: Ja, men der er også en enorm vilje indimellem: Jeg vil gerne høre til. Det betyder meget at få en følelse af rodfæstelse – at kunne føle, at her må jeg gerne være, eller her hører jeg til. Når man kæmper for det, bliver det en vigtig kamp.
SQL: Den jord, du bruger på scenen, er det egentlig rigtig jord? Jeg forsøgte at røre ved den, og det lignede, at den voksede, når du rørte den. Hvordan har det været at arbejde koreografisk med al den jord?
SAH: Jeg har arbejdet sideløbende med kroppen og jorden, hvordan den fungerer, hvad den kan, og hvordan min krop forholder sig til tematikken og til rummet.
Men nej, jorden er ikke rigtig jord, det er en form for skumgummi. Jeg synes, det er spændende, at den bliver levende, når jeg trykker på den. Den er også varm at ligge i – ikke kold som ægte jord. Publikum kan måske ikke se det, men det føles rart, selvom kroppen ikke altid fungerer, som man forventer i værket. Forestillingen rummer mange modsætninger. Jeg valgte materialet, fordi jeg synes, det er fedt, det ligner jord uden at være det. Det er sjovt at kaste sig rundt i, men også enormt frustrerende. Fxl vil jeg undervejs i værket flytte jorden fra den ene til den anden side af scenen, men det er svært, når der er så meget af den. Jeg kan ikke gøre det, som jeg vil, og det skaber frustration.
Den frustration bliver en reference til følelsen af at ville kommunikere, men ikke have værktøjerne til det. Arbejdet med materialet relaterer direkte til oplevelsen af at lære et sprog – eller ikke at kunne kommunikere på det sprog.
SQL: Hvad med metaforikken i ‘jord’? Jord, rødder og ophav – og måske ‘af jord er du kommet, til jord skal du blive’. Har du tænkt over det, eller har selve materialiteten og den fysiske jord fyldt mest for dig?
SAH: Nej, der er klart en reference til metaforen om ophav. Hvilken jord skal jeg dykke ned i for at finde ud af, hvor jeg hører til? Kan man slå rødder her, og hvad skal der til for at kunne det? Får man den rigtige næring i det rigtige miljø? Hvor føler jeg mig virkelig hjemme? Hvor kan mit nervesystem slappe af? Det oplever jeg tit, når jeg er i Kalaallit Nunaat. Jeg får en enorm følelse af hjem der – jorden, luften og lugten er så stærk. Så ja, det er en klar reference til ophav. Men det handler også om jordens materiale, den grønlandske natur, selve stedet, og hvordan det opleves fysisk.
SQL: Må jeg også spørge lidt ind til musikken eller lydsiden i SOIL? Den spillede en stor rolle for min oplevelse, og gav mig en fornemmelse af, at der også var noget ude fra, der trak i dig eller din krop. Ligesom du tidligere talte lidt om, hvordan kroppen i værket ikke altid virker, som man forventer, en typisk krop vil virke på en scene. Det var som om, der var støj på linjen både for kroppen og på lydsiden. Samtidig var der en varme i musikken – og sang, måske en vuggevise?
SAH: Ja, det er en grønlandsk godnatsang. Siri Paulsen er værkets lyddesigner og dramaturg, og vi har haft en del dialog om, hvor meget sprog der skulle med ind i SOIL. Et af de ord, der har sneget sig ind i lydsiden, er ord som ‘issoq’, der betyder ‘jord’ på kalaallisut. Lydsiden spejler modsætningerne i værket og giver en følelse af, at der er noget, der ikke fungerer, som støj eller en blokering. Men der er også nynnen, det menneskelige univers. To modpoler ligesom med jorden på den ene side, det hvide underlag på den anden. Vi har forsøgt at lade lyduniverset afspejle kampen og længslen efter at slå rødder og høre til.
Måske kommer der en dag flere ord ind i værket, måske kommer jeg til at tale, I don’t know. Det er interessant, at jeg ikke havde adgang til ordene i begyndelsen af processen. Kolonihistorien bliver vendt på hovedet. I et samfund, hvor man ikke må tale sit sprog og måske heller ikke taler kolonisatorens sprog, bliver fraværet af ord en del af fortællingen.
De ord, der er med nu, er på kalaallisut. Når værket vises i Danmark, forstår de færreste, hvad de betyder, og det er spændende, synes jeg. Publikum vil ikke forstå alt ved værket. Det kan virke frustrerende, men det er også pointen – at fremprovokere en følelse af ikke at forstå og ikke at være en del af det, som foregår.
SQL: Det er jo vilkårene for flersproglig kunst. Der er noget, man forstår, og så er der alt det, man ikke umiddelbart har direkte adgang til, men så bliver sproget noget andet, måske ren lyd bare – og det kan også være interessant. Måske er det bare smukt, at vi kan være vidne til lidt forskellige variationer af det samme værk, selvom vi sidder i det samme rum og ser den samme performance udspille sig.
SAH: Ja, det er også det, jeg synes er fedt. Vi har egentlig skruet lidt ned for antallet af ord i denne version. Men det, der er spændende, er, at ordene bliver en slags gave til dem, der forstår kalaallisut. Jeg kan godt lide at give lidt ekstra til et grønlandsk publikum. Det er ikke iøjnefaldende, men det er der.