Legesyg horror-inspireret dansesolo om kronisk sygdom vrider sin krop og ordene til nye betydninger i skandinavisk tværkunstnerisk samarbejde.
Jeg er taget i Dansehallerne for at se forestillingen shivr af Ar Utke Ács, der bliver præsenteret som en ”body horror dance solo” og første kapitel i ‘the unapparent trilogy’, som udforsker det non-binære i relation til kønskonformitet, kronisk sygdom og performance.
Til anledningen har jeg inviteret min partner med, som også selv er kronisk syg og først for nyligt har fået kræfter til at kunne tage i teatret igen. Allerede før vi kommer ind i salen, bliver det tydeligt at shivr arbejder med sygdom, da publikum med kroniske smerter får lov at komme ind først, for at få de siddepladser, der fungerer bedst for dem.
Forestillingen er et skandinavisk samarbejde, co-produceret af MDT og Dansehallerne og udviklet af koreograf Ar Utke Ács (SE, DK) i samarbejde med fotograf Fryd Frydendahl (DK) og kunstner Sofie Winther Foged (DK).
Scenen består af en hvid platform og et langt gardin i knækket hvid, der lægger sig hen over platformen. I starten er der ingen performer på scenen. Ud af højtalerne hører vi en stemme, der snakker om “the cell” and “the self”. Stemmen nærmest smager på de fonetiske forbindelser mellem de to ord, før den begynder at snakke om de celler, der ikke bliver anerkendt som en del af selvet: fremmedlegemet, sygdommen.
På gardinet projiceres Fryd Frydendahls video, der starter i abstrakte teksturer, før den bliver mere cinematisk. Close-ups af jordoverflader og mudder bliver afløst af billeder af aftenens protagonist, den fiktive karakter, shivr, som er performet af Ar Utke Ács. Karakteren har en sheet-ansigtsmaske på og et hullet outfit af forskellige lag af beige og hvide nuancer, designet af Sofie Winther Foged. Stoffet har flere steder de karakteristiske farvede syninger, der kendetegner meget patientbeklædning og masken giver karakteren et mere-end-menneskeligt udtryk. Vi følger shivr, mens den bevæger sig rundt i moser, kollapser i en elevator, kører i bil og kigger sig i bakspejlet.
Imens videoen spiller, ormer karakteren sig frem på scenen under stoffet, som et væsen under en sandbunke, før bevægelsen kulminerer i en form for fødsel. Videoen og live-performancen kører nu parallelt, hvor videoen i perioder slukker og tænder igen. Karakteren bevæger sig frem ad gulvet på pinefuld vis med næsen klemt mod platformen, og da vi får lov at se dens ansigt, er den rød i hovedet som en nyfødt baby.
Langsomt begynder karakteren at prøve at bevæge sig på andre måder, den får møvet sig om på nakken med benene oppe i luften, før den vælter ned på siden igen. Vi er ikke helt sikre på, hvad den forsøger, men den vælter igen og igen, som om den er ved at lære at gå. Dens fødder er bundet ind i stof på en måde, så de ser helt deforme ud, et sted mellem en forbinding og de uhyggeligt snørede historiske ’lotusfødder’. På videoen følger vi nu et kamera, der bevæger sig ind i kroppen, som vi ser det indre af halsrøret. Imens ligger væsenet forsvarsløs med benene hængende oppe, som i en hospitalsseng.
På et tidspunkt skifter det hele til et køligt måneskinsagtigt lys. Vi hører bare karakterens vejrtrækning og kraftanstrengelser. Så får den fremtvunget nogle små lyde. “Self,” siger den. Og så bagefter et: “-ish” der kommer ud som en slags slag eller spasme i kroppen. “Self-ish”.
Ordet ’selfish’ får her med et kirurgisk snit en dobbelt betydning. Det selvoptagede, men også det der ikke helt er et selv, der kun er selv-agtigt. Den syge person, som én der stikker uden for det genkendelige, men også som én, der er i fare for at blive betragtet som selvoptaget, særligt når sygdommen er mere usynlig udefra. “You don’t look sick,” som væsenet siger, og her er det svært ikke også at tænke på performeren Ar Utke Ács, der heller ikke læses som syg med det blotte øje. Er nogle af shivrs kraftanstrengelser også performerens egne kraftanstrengelser? Eller er de repræsentationer af smerter og sygdomsforløb på andre tidspunkter i koreografens liv?
Midt i al mørket og smerten, findes også en humor i forestillingen, der også er lege-syg. En gang imellem får væsenet et frækt glimt i øjet, vender numsen mod os og driller os. Senere fortsætter den tilbage til sine uklare projekter. Den kravler ind under publikums sæder og henter en blå plastikpose. Den bevæger sig gennem rummet med et lys i munden. Den kollapser igen og kæmper igen og igen for at komme op, før den til sidst sætter sig blandt publikum i et forsøg på assimilation.
Forestillingen bruger flere greb med lyd og lys, men det mest gennemgående greb bliver videoen, der også står som et spørgsmålstegn for mig ved slutningen. Nogle gange supplerer videoen og kroppen hinanden godt: når vi får lov at komme helt close-up på karakteren (og ind i den!), samtidig med vi mærker og hører kroppen, der vrider sig på platformen. Andre gange er det mere uklart, hvordan filmen og dansen understøtter hinanden.
Der er noget ved hele dramaturgien jeg oplevede som en smule skævt og langtrukkent, men måske er det også lidt som et sygdomsforløb: nogle gange er det ikke så lineært, som man gerne vil have det skal være. Nogle gange slutter det aldrig.
Forestillingen bliver omtalt som en body horror, men da vi snakker om den bagefter, siger min partner: “Jeg tænkte ikke på det som horror eller som en fiktion af nogen art. Det er måske horror for en rask person,” siger de. “Men for mig, var det vi så, bare en repræsentation af hvordan det virkeligt er at være kronisk syg.” Sådan opleves shivr også med et dobbelt blik. For den syge: genkendelse. For den raske: rædsel.
Stærkest oplever jeg forestillingen, når den både vrider ordene og kroppen og får os til at se begge dele på nye måder. Kroppen, der prøver at blive indfanget af de utilstrækkelige ord. Ordene, der kan være en vold på kroppen, men som også kan splittes ad og forme nye kroppe af betydning. Sådan en ny krop er væsenet, shivr, der konceptuelt stadig lader til at være ved at finde sit fodfæste, men jeg er meget spændt på, at se hvor Ar Utke Ács kan tage den her karakter og fortælling hen.