Billedkunstner og forfatter Melanie Kittis første institutionelle soloudstilling Kippar efter vinden (ledsen och klumpig) på Rønnebæksholm gentænker freskomaleriet og kradser samtidig i rester af vestlig (kunst)historie. bastard har talt med kunstneren om udstillingens hybride værker, der ikke bare vibrerer et sted mellem skulptur og maleri, men hvis fragmenterede motiver også skaber nye sammenhænge og væsner, der er umulige at fastlåse.
Melanie Kitti toner frem i en rar, dæmpet belysning på min skærm. Vi mødes over zoom, for hun er i Norge og arbejde i øjeblikket. Indledningsvist bliver hun indimellem afbrudt af forbipasserende, der hilser på og spørger hende om noget, og hendes alvorlige ansigt åbner sig så i store smil. Melanie Kitti virker på én gang imødekommende, stærk og sårbar.
Vi skal hovedsageligt tale om hendes første institutionelle udstilling på Rønnebæksholm med den poetiske titel Kippar efter vinden (ledsen och klumpig). Så jeg indleder med at spørge til titlen, og Melanie spørger tilbage om, det er ok, at hun ikke forklarer den. Jeg svarer selvfølgelig, at det er i helt i orden og fuldt forståeligt.
Melanie Kitti [MK]: “Men jeg kan sige, at jeg ofte skriver digte til mine værker og udstillinger, og så får digtet og udstillingen samme titel. Det har jeg også gjort her til Rønnebæksholm. Digtet er også publiceret i folderen, hvor der også er andre tekster til udstillingen, og i bogen, som udkommer lidt senere på grund af trykfejl”.
Udstillingen Kippar efter vinden (ledsen och klumpig) er udgjort af en serie dragende, organiske, hybride freskoværker, et sted mellem skulptur og maleri. Jeg spørger derfor Melanie Kitti, hvorfor og hvordan hun arbejder med freskoen?
MK: “Jeg er uddannet fra Kunst og håndværk i Oslo og Kunstakademierne i Oslo og København, og jeg har altid bevæget mig mellem brugskunst og billedkunst. Jeg arbejder med forskellige materialer og medier, og de har alle referencer til brugskunst. Jeg begyndte fx at væve, som er en måde at lave stof til beklædning på, når man væver bygges billedet op i tråd med materialet. Freskoen er jo forbundet med arkitektur, og billedet har på den måde været integreret i den struktur, som det vises på.
Freskoen er blevet brugt til at udsmykke kirker i middelalderen. Jeg er vokset op i en del af Sverige med mange middelalderkirker med fresker. Det er der også i Danmark. Jeg begyndte at arbejde med fresko, da jeg kom ind på Kunstakademiet i København.
Jeg laver altid billeder, men synes, det er meget vanskeligt at male på et lærred.
I starten af 2022 havde jeg en soloudstilling på Ariel – feminisms in the aesthetics. Da havde jeg malet på ruskind, som så blev polstret, som man polstrer sengegavle. De blev så præsenteret på væggen som malerier. Jeg maler fx også gerne på bagepapir og sandpapir, men ikke på ‘almindeligt’ papir”.
Mette Garfield [MG]: Er det, fordi du gerne vil have en form for tekstur?
MK: “Nej, det er ikke et bevidst valg. Men jeg kan retrospektivt se, at der altid er en brugsreference, og at det er vanskeligt for mig at vælge klassiske måder at male på. Meget af min kunst bevæger sig mellem lav og højkultur. Jeg har også selv foretaget en klasserejse. Så det er en måde at forholde mig til min egen historie på. Jeg har tidligere haft et ønske om at frigøre min kunst fra min personlige historie pga skam, men nu har jeg indset, at det så bliver svært at tale om kunsten, hvis jeg ikke fortæller det hele.
Jeg har fået påvist kompleks PTSD som følge af stress i min barndom. Og jeg tror at alt, hvad jeg laver og gør, handler om at bearbejde min barndom. Jeg drømmer ofte om mit barndomshjem om natten. Jeg skriver også om den i min første digtsamling, Halvt urne, halvt gral, som udkom på Gyldendal i august 2022. Freskerne er en måde at pege på historiske udgravninger og se tilbage i tiden på. Teknikken og baggrunden for motiverne peger på det, og når jeg arbejder med fresko, tillader jeg mig at lægge til og skrabe kalkpuds af for at redigere i billedet. Ofte sidder jeg og nærmest bager maleriet frem. Det er jo lidt som at grave minder frem og fortrænge dem”.
MG: Vil du uddybe og forklare helt konkret, hvordan man laver fresker?
MK: “Min teknik er ikke sådan, som man egentlig gør. Den er ikke perfekt. Jeg har altid fundet min egen måde at gøre tingene på, og jeg omfavner fejl. I kirker malede man fresker direkte på kalkpuds på væggen, men jeg støber forme i gips, så blander jeg ca. 40/60 kalk og sand, så lægger jeg det på gipspladerne, og så maler jeg med pigment, som er blandet med vandet fra kalken. Jeg tænkte, at det gav ret god mening at arbejde med fresker på Rønnebæksholm, for kalken, jeg bruger, er udvundet, læsket og lagret i området”.
Da Kittis fresker altså er malet på gipspladerne, står de ud i de seks store rum på Rønnebæksholm, som også får en betydningsfuld plads i udstillingen. Jeg spørger derfor Melanie Kitti om, hun vil sige noget om freskerne som skulpturer?
MK: “Ja, det er altid et aspekt ved mine værker, at de er hybrider mellem billede og skulptur, mellem brugskunst og billedkunst, mellem høj og lavkultur. Jeg vælger måske bl.a. at vise spor af, hvordan jeg har opbygget dem for at kunne vise funktionen i materialerne”.
MG: Vil du fortælle om dit arbejde på Rønnebæksholm. Du har været der i residency i to måneder, ikke?
MK: “Jeg har arbejdet der lidt over to måneder, og det har været vældig dejligt at få den ro. Det har været et intensivt og fokuseret ophold. Jeg har været oppe fra tidligt om morgenen og arbejde. Nogle af motiverne er nok kommet frem stedspecifikt, men samtidig er nogle af motiverne brudstykker af minder, som jeg altid bærer med mig. Det er passende at tænke på, at Rønnebæksholm også har været et hjem. Jeg ville arbejde med den hjemlige atmosfære. Derfor ville jeg også producere en ren maleriudstilling for at relatere til det hjem, som jeg arbejder ud fra, når jeg laver kunst og skriver digte. Da jeg kom, havde jeg ikke tænkt, at det skulle blive en så luftig udstilling, og jeg var bange for, at det ville blive svært at fylde de syv rum ud. Men det endte med, at jeg tog næsten lige så mange værker væk, som jeg viste. Der er så meget information i rummene allerede, som jeg også ville give en mulighed for at eksistere sammen med værkerne”.
MG: Der er også dele af motiverne i freskerne, som så forskyder sig videre i andre. Og motiverne fremstår fragmentariske, en ankel, en næse, en svanehals…
MK: “Ja, det er en serie og brudstykker af minder, brudstykker af en historie, og det hybride er også tilstede i motiverne, som også nogen ganger virker mytologiske. Jeg kommer fra samme område som Astrid Lindgren, det er et meget eventyr-agtigt sted med skove og fortællinger.
MG: Hvis man kigger længe på motiverne, så kan man også finde flere forskellige motiver i det enkelte motiv.
MK: “Ja, hvis man skal læse det rent metaforisk, så er min historie svært sammensat. Det kommer nok derfra. Jeg har fx en biologisk far fra et andet land, men jeg er vokset op med en anden far, som også er fra et andet land. Jeg har lignet min stedfar, og jeg har en hvid mor, som alltid har været meget eksotificerende. Jeg har ledt efter min identitet. Vi flyttede også meget, da jeg var barn.
Jeg er også uddannet sygeplejerske og har arbejdet længe i psykiatrien, som nok også kommer af, at jeg har haft et ønske om at forstå mig selv, fordi jeg selv har haft det vanskeligt.
Det var ligesom at grave i andres og min egen historie, da man jo forhåpentlig arbejder parallelt med sig selv i sådan et virke.
Jeg er mange ting på en gang, men det er som om jeg i enhver sammenhæng bliver læst som det, som passer eller ikke passer ind i respektive sammenhænge”.
MG: Du er også forfatter og har udgivet Halvt urne, halvt gral i 2022, hvor der bl.a. beskrives tilstande som er halve, sammensatte. Og i digtene er en masse beskrivelser af materialer, dej, blåler, knoglerester fx, vil du sige noget om relationen mellem din billedkunstneriske praksis og din skrivepraksis?
MK: “Jeg har altid været et gravende menneske. Min barndomsdrøm var at blive arkæolog. Det kan man nok se i min kunst sommetider.
Jeg leder altid efter ting og finder ting, jeg leder altid efter materialer og ‘rekvisitter’. Min mor kunne sy, bygge møbler, huse og tegne. Hun kunne lave alt. Jeg har fået en bred materialeforståelse og interesse gennem hende.
Jeg har forskellige måder at lave malerier på, og mine digte er også en måde for mig at lave billeder på. Det ene komplementerer ikke hinanden, men er forskellige versioner af det samme. Digtet til fx denne udstilling er et værk i sig selv, som det ikke er nødvendigt at læse malerierne ud fra”.
MG: Vil du fortælle om det litterære, kollektive rum på Rønnebæksholm, hvor du har inviteret Det Lilla Rum, Untold Pages, Laboratoriet for Æstetik og Økologi, Sorg og Samfund, til at præsentere bøger, tidsskrifter mm. Du har også inviteret forskellige forfattere og kunstnere, du måske har et slægtskab med, ind i rummet og udstillingen til forskellige events.
MK: Jeg har altid som person været optaget af at hjælpe andre og give videre. Det gør man jo også, når man arbejder i psykiatrien. Når vi ser hvilken retning verden er på vej i, så synes jeg, det er helt uinteressant at lytte til kunstnere og mennesker generelt, som ikke vil være ‘politiske’, eller rettere sagt medmenneskelige. For dem som har meget koster det lidt at række en hånd ud. På Rønnebæksholm har jeg fået adgang til ressourcer og rum, og jeg ser ingen grund til kun at lade de ressourcer komme mig selv til gode. Det er altid vigtigt for mig at give noget videre. Nu har jeg så heller ikke fået så sygt meget i gennem mit liv, men mere end mange andre, og der er nok til at kunne dele noget af det. Nogen har også hjulpet og delt med mig en gang, og nogen gør det stadigvæk. Rønnebæksholm er jo også et sted, hvor man prøver at lave til et repræsentativt, diverst og bæredygtigt program. Jeg synes, at de lytter og prøver at ændre strukturer, så godt de kan. Når nogen gør det, vil andre se det og måske tænke, at det ikke er umuligt for dem selv at gøre det.
I kunstverdenen, som den ser ud nu, er der en elite, og den bestemmer, hvem der skal være med. Det kan føles uendelig vanskeligt, hvordan man nogensinde skal komme ind i den, men det kan også gøre, at man får lyst til at forandre den, fordi man faktisk ikke vil være en del af den, som den ser ud i dag. Jeg vil gerne gøre det synligt, at man kan forandre det system indefra. Jeg synes også, vi må snakke om, hvad det er, som gør, at nogen får success, mens andre ikke får det, selv om indsatsen og produktet kan være af samme kvalitet. Det er jo, fordi nogen er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og fordi nogen har ressourcer til at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er ikke fordi, der ikke er andre, som er lige så gode eller bedre end dem. Jeg mener, vi må være bedre til at inkludere hinanden. Og med hinanden, mener jeg, dem, som ikke kommer nemt ind gennem døren”.
MG: Du har også arrangeret Benefit Art Sale?
Der er noget smukt i, at Kinga Bartis og jeg lavede et koncept. Det var første step. Andet step var, at vi inviterede 100 kunstnere til at lave noget. Tredje step var, at vi 102 kunstnere lavede noget sammen, og så kom alle de mennesker og købte det. Det er donationer af tid, værker og penge.
Da vi arrangerede det sammen med Overgaden sidst, indsamlede vi 115.000 kr. Det er jo ikke mig og Kinga Bartis, der har gjort det alene. Det er alle, der har været med til det. Det er jo så lidt arbejde fra hver person, men der kommer så meget ud af det. Så jeg kan tænke, hvorfor gør alle ikke noget? Man kunne hurtigt forandre situationen for mange på vældig kort tid. Folk ved, at det er muligt, men vælger ikke at bruge sin tid på det. Jeg håber, at nogen tænker, at det er muligt at gøre noget, som er godt for andre, og at det også kan være godt for en selv. Det behøver ikke være en helt uegoistisk handling.