En bevægelse så hurtig, at den ikke kan ses
Hun kommer til os og fortæller, mens vi står i foyeren i Dansehallerne. Jeg husker brudstykker som: “There was this one … Could not stop thinking, obsessing about spores … Thought about sounds, loved sounds … How spores would sound.” Sporer, svampe, rødder, råd. Kunstneren Rósa Ómarsdóttirs installation og performance MOLTA graver sig dybt ned i komposten og genopstår i et forvitret og langsomt voksende sansebombardement af økosystemer og naturlige forvandlingsprocesser. Værket slår på alle strenge fra lydkunst over dans, intim 1:1-tale til mad og sang. Alt er under konstant forvandling, og selvom værket udvikler sig sagte og langsomt over hele fire timer i installationen, en indendørs park på Dansehallernes store scene, er værket ikke en klassisk ‘durational’ performance, for hver gang jeg vender tilbage til biotopen efter blot 10 minutters pause, mærker jeg straks, at jeg har misset en bid af forvandlingen.
På islandsk betyder Molta kompost, og i MOLTA udforsker Ómarsdóttir grænserne mellem mennesker og natur. Det er som om, rummet smelter sammen med publikum og omvendt. Performerne forvandles i samspil med alt, der gror, smelter, drypper, bobler og syrer. Det er både mystisk og mytisk og måske også romantisk og rituelt.
I tusmørket i hallen inviteres publikum med op på scenens bløde græs. Her lugter af jord og fugt. Her er flere performere, men de hviler sig, og det er svært at skelne dem fra publikum. De leger med vandet og en mikrofon, der føres helt tæt på vandet. Her er ellers så stille, at jeg kan høre en ambulance uden for bygningen. Der skrues op for både lyd og lys, men så langsomt, at det måske blot er mine øjne, der har vænnet sig til mørket.
Pludselig viser én, som jeg troede var gæst, sig at være en performer, der bevæger sig langsomt til lyden af svage dryp fra en isklump, der hænger og drypper over et lille kvadratisk bassin. Performerne ruller sig i græsset, men ekstremt langsomt, og ellers sidder de blot som skulpturer alene eller i formationer, kravler, sprøjter med vand, siger mørkere lyde, som kom de fra under jorden. Lyde, der indikerer liv, knitrende og skvulpende. En kulde, varme, en tættere luftfugtighed. Vi omgives af skiftende vejr. Lydene tiltrækker de andre performere, som en lyd der påkalder et dyr. Som dyr søger de mod vand. Tørstige? Deres ansigter mimrer, de kravler til truget med lukkede øjne og bader i lyset. Det sker, at de søger kontakt eller ser forbi hinanden. Ser uden at se.
Hun kommer og sætter sig lige ved siden af mig, en performer, og taler kun til mig. Hun fortæller en historie roligt, næsten som en hvisken, om en pige, hun husker fra sin skole. Pigen fortalte hende om en drøm, hun aldrig kunne glemme. Om brændende, gult græs og vinden. Hud, der bliver til skæl, og hvordan drømmen rakte ind i pigens virkelighed. Den intime henvendelse vokser på mig, og jeg trækker mig tilbage til foyeren for at smage på den mad, der er kokkereret til værket. Øl brygget med gær fra performernes kroppe og proteinrig mad med voldsom smag.
Vand løber nu fra flere kilder, rødt vand eller rødt lys blandes i bassinet. Performerne er nærmest faldet ind i hinanden som én skulptur omgivet af røg og damp. Publikum hviler, bladrer i en bog, venner og kærester kryber sammen. Jeg mærker derimod en svag klaustrofobi. Den her insisteren på ro gør mig urolig. Få dage inden læste jeg om ‘Biosphere 2’. Et forsøg på at genskabe Jordens biosfære i et stort drivhus i 1991 i Arizonas ørken. Her levede otte personer i et lukket kredsløb, mens luftkvalieten blev dårligere og dårligere. Det er let at forestille sig her. Performerne åbner og lukker deres munde som små fisk. Alt omkring mig fortæller, at jeg skal forsøge at blive ét med miljøet. Budskabet er helt klart, og måske derfor kan jeg ikke. Vi er på scenen omgivet af lys, lyd, ledninger, vand, græs, jord og andre rekvisitter i et uendeligt miks af natur og teknologi. Men hvorfor flytte naturen ind på scenen, når vi kunne mødes ude i den?
MOLTA er både statisk og dynamisk, og værket fungerer bedst i spændingen og forvirringen over, hvad der måske skal ske. En langsom bevægelse, jeg forsøger at regne ud, hvor er på vej hen, eller en sagte ubestemmelig lyd, et ekko. En bevægelse så hurtig, at den ikke kan ses. En scene tømt for performere, så vi, publikum, selv fylder rummet og giver det vægt. Til gengæld forvirres jeg af de mange elementer og greb, der igen og igen bringes i spil.
Værket lykkes til fulde med at tale til alle sanser, og performernes bevægelser er vidunderlige. Uforudsigelige og fulde af styrke og i stand til at kontrollere vægten af hinanden. Det er som om, deres kroppe faktisk styres af et miljø, der smitter af på dem. Dét formidles så stærkt, at jeg hverken har brug for stearinlys, slik, der knitrer i deres munde, maling eller en decideret sang med ord. Værket bliver enten med vilje eller ufrivilligt rituelt, når stearinlys bæres ind i noget, der minder om et optog og placeres på en træstub. Indtil nu har jeg her i biotopen i Dansehallerne levet i en illusion om, at jeg befandt mig uden for kulturen, men nu får alt et verbalt sprog, og sangen repeteres, så budskabet skæres ud i pap. Alligevel holder jeg meget af de forsøg på sprog og kontakt, jeg oplevede. Sprog, der vokser, og lyde, der testes, indtil de bliver ord.
MOLTA i Dansehallerne d. 26.9 – 28.9 2024.
Koreograf: Rósa Ómarsdóttír. Performere: Saga Sigurðardóttir, Karítas Lotta Tuliníus, Erna Gunnarsdóttir, Andrean Sigurgeirsson, Gabriele Bagdonaite, Sanna Blennow and Escarleth Romo Pozo. Musik: Nicolai Johansen. Dramaturg: Ásrún Magnúsdóttir. Kostumer: Kristjana Reynisdóttir. Installation assistance: Guðný Hrund Sigurðardóttir, Hákon Pálsson, Valdimar Jóhansson Lys: Hákon Pálsson. Tekniskleder: Valdimar Jóhannsson. Co-producenter: Íslenski Dansflokkurinn, Reykjavík Dance Festival, Dansehallerne Copenhagen, C-takt Belgium. Residensstøtte: Dansverkstæðið and WpZimmer Belgium.Mere
Sange fra et bundløst hul
Karis Zidores soloværk Slit Show er intenst og teatralsk, men balancerer overbevisende mellem nærmest ubærlig alvor og absurd komik. I Dansehallernes black box hænger de smukkeste røde, tunge teatergardiner. Mens mine øjne løber over det bløde velour, bemærker jeg en lyd, der lyder som boblende mavesyre. Jeg ser Karis, der kryber baglæns over gulvet. Min krop reagerer. Det er ikke nogen god lyd, eller det kan umuligt betyde noget godt. Lyden må komme fra én i stor smerte. Der er næsten ingen pauser mellem lydene, der bliver mere og mere klynkende, kun afbrudt af vejrtrækning. Al lyd kommer fra kunstnerens krop. Og pludselig kryber hun om bag gardinet.
Hendes lyde er både menneskelige og umenneskelige. Genkendelige, men overdrevne, forvrængede, og lettelsen breder sig i mig, da jeg mærker komikken. Selvironien i den nærmest groteske selvudlevering, der åbenbarer sig, når vores performer står på hovedet og græder. Er det noget, hun faker?
Stadig baglæns glider, vrikker og vrider hun sig, mens hun med vilje ‘taber’ et sort klæde. Hun er iført utroligt mange lag tøj, viser det sig. Tøj, som hun nu fjerner mere eller mindre elegant.
Der breder sig et presset udtryk i hendes ansigt. Blikket er både fjernt og intenst. Måske ligefrem nydelsesfuldt, når hun bevæger sig mere og mere katteagtigt. Tempoet stiger, lydniveauet stiger, og pludselig skriger hun og tager sig på maven, som gjorde det ondt.
Hvor langt kan man gå ind i sin egen krop, og hvordan formidler man det videre til os på stolerækkerne? Det er som om, det er dét, hun gør. Som om hun går ind i kroppens sammensurium af smerte og nydelse og trækker det ud som ren lyd.
Et skrig eller hyl bliver til ord:
Silence
Mens hun synger, forstår jeg, at det er et melodramatisk miks af opera og striptease, jeg er vidne til:
In a bottomless hole
If I let go right here
Hun synger med ryggen til, og det virker stærkt. Hun stripper og gemmer sig bag gardinet, kaster et stykke tøj, men klynker igen højlydt efterfulgt af en pause og sang:
No matter where
the story begins
is where it ends
Hun gisper. Det er både alvor og parodi. Hun henter mere sort stof og virker gal af begær, mens hun forsøger at påføre sig stofstykkerne for blot at hive dem af igen, men hun kløjes i det, kaster sig rundt og klynker dramatisk, indtil hun sætter sig på en stol og ser ud på os. Hun ser sultent på os, men lægger sig på stolen for straks at sætte sig op med stor dramatik og dratte ned igen. Hun trækker klynkende et par bukser af.
She is gone
she is gone
I shall never see her
Man forstår, at der er et knust hjerte på spil, mens hun synger i spotlyset:
I spread my lips
and open my mouth
I cannot hide
You see my heart
through my mouth
Slit Show er én stor åbning. En kløft ned i dybet. Vokalen og den åbne mund er en portal for en dyb, indre længsel, der kommer til os som svag boblen og syren, klukken, klynk, hyl, skrig og latter. En lille, fin, men helstøbt og drillende performance, som man måske aldrig bør stole på, men som alligevel, når masken falder, lander et smertefuldt, oprigtigt sted.