For 50 år siden blev det lovligt for to mænd at danse sammen i det offentlige rum. Den lovændring kan vi takke Bøssernes Befrielsesfront for. alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund dykker ned i dette væsentlige kapitel i dansk kulturhistorie og lader deres kroppe blive en del af fortællingen og aktivismen. Denne tekst er en del af HAUT og bastards samarbejde, hvor vi forsøger at finde nye måder at dokumentere kunstnerisk forskning og arbejdsmetoder.
Jeg kan ikke huske, om Reventlowsgade nogensinde har været et trygt sted at befinde sig en tidlig lørdag morgen. Det er lørdag den 9. september, jeg skal med en bus mod Aarhus kl. 6.45 og er ude efter en frugtjuice, der kan holde min energi oppe, indtil jeg når Sjællands Odde og kaffebaren på Kombardo Expressen. Jeg er knapt nok steget op fra København H metro, før jeg bliver ‘cat callet’ første gang og føler mig 15 år igen, aldrig kysset og forvirret over fremmede cis-mænds seksualisering af mit udseende og min krop. Jeg forbander, at jeg ikke handlede i går eftermiddags.
Måske tillægger jeg morgenens oplevelse betydning, fordi jeg ved, at jeg senere på dagen skal deltage i worksharingen PÅ TRODS på Åbne Scene i Aarhus, der bl.a. forholder sig til den vold, hvad end den er fysisk, psykisk eller latent, som queers – kvinder og minoriserede personer – oplever i det offentlige rum og må leve med hver dag.
Med PÅ TRODS – der har fokus på queers – tegner kunstnerne alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund en historisk linje fra homoseksuelle mænds frihedskamp i 1970’erne til i dag, hvor LGBTQ+ personer fortsat kæmper for at få lov til at leve deres liv i fuld overensstemmelse med deres identitet.
PÅ TRODS fejrer 50-året for afskaffelsen af Danseforbuddet med tre ‘dansende mindesmærker’, hvoraf det ene og sidste altså foregår i Aarhus på Åbne Scene på invitation af HAUT.
Frem til ophævelsen af Danseforbuddet i 1973 var det ikke tilladt for mænd at danse sammen i offentlige rum og på offentlige restaurationer – kun på lukkede klubber. PÅ TRODS læner sig ind i denne kulturhistoriske begivenhed og reaktualiserer den med blik og respekt for queer- og transpersoner og deres nutidige kampe. Men PÅ TRODS behandler også de mange følelser, der knytter sig til at trodse normerne, den heteroseksuelle orden og de heteroseksuelle institutioner.
Bøssernes Befrielsesfront
Det var Bøssernes Befrielsesfront, som var en venstreorienteret og anarkistisk aktionsgruppe for homoseksuelle med forbillede i den amerikanske Gay Liberation Front, der stod bag danseaktionerne i 1970’erne, hvor de protesterede mod forbuddet mod, at mænd dansede med hinanden. Bøssernes Befrielsesfront ville ændre samfundets opfattelse af bøsser (et skældsord de omfavnede og gjorde til deres) og sikre flere homoseksuelle rettigheder og krævede homoseksuel frigørelse på egne præmisser. Bøssernes Befrielsesfront stod i opposition til Forbundet af 1948 (der i dag hedder LGBTQ+ Danmark), som de mente, var for borgerlig og pæn. De anlagde selv en konfrontatorisk stil under paroler som “INTEGRATION GENNEM KONFRONTATION”, der bl.a. bød på danseaktioner, der desværre – stik imod intentionen – ofte endte i voldelige sammenstød, eller rettere med at aktionsgruppens medlemmer fik tæsk. Men Bøssernes Befrielsesfront var mere end blot konfrontatoriske og benyttede sig også af bannere med blødere budskaber som “Smil, homofil” og “Bøssesolidaritet”, ligesom de også gjorde noget ud af at forklare, hvad det var, de lavede, og hvad de var for nogle (kilde: interview med Ole Kongsdal Jensen, medforfatter til Erindringer fra Bøssernes Befrielsesfront). Frem til 1970 blev homoseksualitet opfattet som en synd, og mange opfattede homoseksuelle som farlige på lige fod med kriminelle. Man sprang derfor heller ikke ud, som det populært hedder, men kunne måske i en meget nær vennekreds eller blandt andre homoseksuelle fortælle, at man var homoseksuel.
Med ophævelsen af Danseforbuddet blev homoseksualitet gradvist mere acceptabelt op gennem 1970’erne til 1980’erne, og Bøssernes Befrielsesfront blev siden hen kendt for deres vilde optrædener, den årligt tilbagevendende og landsdækkende Bøssekaravane og deres oplysende arbejde på skoler og uddannelsesinstitutioner – noget de i øvrigt var de første til at gøre. I dag er aktionsgruppen opløst, men Bøssehuset på Christiania, som har været gruppens tilholdssted siden 1973, lever fortsat videre med et kulturelt fokus, hvor man kan deltage i koncerter, arrangementer og fester.
Sidenhen er der sket en række positive kulturelle og samfundsmæssige forandringer. I 1981 blev homoseksualitet ikke længere anset som en sygdom, Copenhagen Pride begyndte i 1996, i 2007 blev WareHouse9 grundlagt, i 2012 kunne to personer af samme køn gifte sig, og i 2018 åbnede Ved Siden Af, en natklub, der er kendt som et fristed for transkønnede og homoseksuelle og for sine klare regelsæt, der forbyder alle former for diskrimination.
Historien om Bøssernes Befrielsesfront siger imidlertid ikke meget om, hvordan livet var for queers og transpersoner, og hvilke vidnesbyrd der er fra denne gruppe. Men der har formentlig ikke været berøringsangst i gruppen eller skarpe definitioner, i og med aktivisterne bl.a. sang: “Jeg er bare et menneske. Hverken mand eller kvinde. I hvert fald ikke i din forstand. Det er ikke det, du venter at finde.”.
Røgfyldt black box
Vi er en lille gruppe på omtrent otte personer, der skal tage del i worksharingen af PÅ TRODS. Betina Rex fra HAUT har allerede set gruppens skitser et par gange, Trine Sørensen fra Åbne Scene det samme, dvs. samtlige gange, trioen har ‘spillet’. Betina Rex og Trine Sørensen fortæller, at der nok er gentagelser mellem de enkelte worksharing-præsentationer, fordi der er en overordnet fortælling og metode, der binder dem sammen, men at alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund er gode til at udnytte formatet, aktivere deres research på forskellige måder og få udbytte af mødet og dialogen med publikum. Det er vigtigt at understrege, at en worksharing på ingen måde er en færdig produktion eller et værk, men et indblik i en proces eller et eksperiment, som måske en dag vises på en scene, måske ikke.
Da dørene åbnes til black boxen, træder vi ind i en tåge af røg, som en røgmaskine har lukket ud i rummet. Røgen har en sjov lugt af noget nyt og hengemt, ligesom nye sko, der forbliver i deres indpakning og først tages i brug et år senere. At træde ind i blackboxen mimer fornemmelsen af at træde ind på en klub for første gang eller at være til ungdomsfest i et forsamlingshus, hvor man er forventningsfuld, lidt bange, men mest af alt føler sig uovervindelig og klar.
Vi fordeler os på to flydesofaer på hjul, som er placeret i hver deres ende af blackboxen. De er betrukket med et materiale, der føles som læder, men som jeg ikke er sikker på faktisk er det. Jeg trykker tre-fire fingre ned i flyderen og presser dem mod hinanden for at gribe fat. Jeg lægger håndfladen fladt ned, men bliver for distraheret af min egen håndsved og sætter mig ret op og forsøger i løbet af worksharingen ikke at skifte mellem for mange havfrue-stillinger for ikke at forstyrre de to andre, jeg deler flyderen med.
På scenen, altså den del af black boxen, der udgør og skal ligne en scene, er en meget simpel scenografi med bagvendte plancher og projektioner af arkivvideoer fra Bøssernes Befrielsesfronts danseaktioner og demonstrationer.
alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund træder ind på scenen. Haglund går mod lydpulten og skruer op for en lydmontage, inspireret af Joe Brainards erindringsklassiker, Jeg kan huske fra 1975, mens alex blum og Paolo de Venecia Gile stiller sig midt i rummet med en armslængdes afstand til hinanden.
Kluddermor-sammenhold
alex blum og Paolo de Venecia Gile bruger tid på en sekvens, hvor jeg ikke er sikker på, hvad der sker. De hiver og skubber i hinanden, men støtter, løfter og bærer samtidig hinanden i bløde, glidende nærmest vægtløse bevægelser. Det er ikke til at adskille, hvornår de gør hvad, og hvordan det er tiltænkt, at man som publikum skal reagere og føle. Det får mig til at forestille mig forskellige scenarier fra virkeligheden, der påvirker mig forskelligt: Jeg forestiller mig, en overfalds situation, hvor man går alene og pludselig overraskes og overmandes af sin overfaldsmand, og omvendt en situation, hvor man i gruppen finder styrke og sikkerhed og derigennem er beskyttet mod konfrontationer af enhver art. Jeg når både at føle ubehag og frygt, glæde og kampgejst. Ind imellem svajende bevægelser rører alex blum og Paolo de Venecia Gile ved hinanden på måder, der får dem til at smelte sammen og gør, at jeg opfatter dem som én og samme krop. De filtrer sig ind i hinanden, som i en kontrolleret og elegant omgang kluddermor. Det rører mig, fordi det vidner om et stærkt fællesskab, hvor man ikke giver slip på hinanden. Du kan give slip, fordi jeg har dig. Du kan lade dig falde, men du falder ikke, det forhindrer jeg. Du er ikke alene.
Fra antikke skulpturer over Playboy-modeller til Mousekeeters
I en anden meget rørende sekvens, som måske kan siges at have mest karakter af et mindesmærke, i hvert fald i en traditionel billedkunstnerisk forstand, indtager alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund en række forskellige stående og liggende positurer. Positurerne giver mig et væld af associationer fra stolte antikke skulpturer, over Playboy-pinup-modeller til 1990’ernes Mouseketeers, Justin Timberlake, Britney Spears, Christina Aguilera (og bonus, Ryan Gosling), som alle senere kom til at definere min og formentlig også trioens barn- og ungdom.
alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund indtager på intet tidspunkt den samme fotogene position, i hvert fald ikke af hvad jeg kan se. De hviler sig op ad vægge og flipover-tavler på hjul med et bagud løftet ben, armene over kors og rank ryg. De ligger på maven med, mens deres hoveder hviler i hænderne, så deres fingre former en blomst, hvis kronblade lukker sig om ansigtet. Positurerne har en lethed over sig, de er sjove og meget ungdommelige i deres udtryk som var de forsider til ‘Vi Unge’-blade. Samtidig fremviser de ranke kroppe, som udstråler og indtager rummet med styrke og stolthed af Riefenstahlsk karakter.
“Jeg kan huske”
I en anden forbindende sekvens sidder alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund på gulvet, tæt og med udstrakte ben. De skiftes til at dele minder, “jeg kan huske…” og skaber på den måde en forbindelse til den lydmontage, der har været afspillet – med enkelte afbræk – som en understrøm gennem worksharingen, afbrudt af pumpende natklubmusik og andet musik med reference til pop, dance og tekno. Det er intimt, og de snakker om deres første forelskelser, kærtegn, teksturer og taktilitet. Andreas Haglund fortæller om et minde fra en strand, hvor en hånd rører et lår, der udvikler sig til et kys og gør deres krop elektrisk. Teksterne er vedkommende og stærke, og man sættes selv tilbage til de tidligste minder med den første kærlighed.
Rollerskaters og septembersol
PÅ TRODS slutter med, at dørene ud mod Godsbanen åbnes på dramatisk vis, og røgen vælter ud af rummet på samme dramatiske måde, som de tunge døre åbnes og fylder den mørke black box med lys. alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund bevæger sig udenfor og indtager stolte og fotogene positurer. Udenfor er der en større gruppe samlet, som står på rulleskøjter, laver tricks og hører høj musik. Det kunne ligne en festival, men er det sikkert ikke. Jeg er så draget og opslugt af worksharingen, at jeg som det naturligste rejser mig og bevæger mig med udenfor, de andre publikummer følger forsigtigt efter, og snart står vi sammen i døråbningen med det røgfyldte mørke rum bag os og den varme og blændende septembersol, der hvis stråler prikker på kinderne og vækker sanserne på ny. Situationen markerer en fortsættelse eller en ny begyndelse snarere end en afslutning.
Samtalen
Til den efterfølgende samtale fortæller alex blum, at PÅ TRODS er bygget op omkring forskellige nedslag, der kommunikerer og formidler den overordnet ramme, men hver især har deres egen lille iboende fortælling. Der er gaden, klubben, teenageværelset og stranden, som alle er safer spaces og rum ladet med betydning og seksuel energi.
alex blum, Paolo de Venecia Gile og Andreas Haglund sætter sig på gulvet, og vi andre skubber flyderne hen foran dem, så vi tilsammen danner en sluttet rundkreds. Samtalen forholder sig til worksharingen og værkets kontekst, og trioens arbejde bliver rost, og stort set alle er enige om at være blevet rørt og inspireret. Der går en rum tid, før vi får åbnet op for en kritik. Der bliver sagt, at kostumer kunne have tydeliggjort projektet, og at det arkiviske materiale kunne have været iscenesat og aktiveret bedre. Jeg foreslår, at man kunne undersøge og bevidst spille på de friktioner og de lyde, som sneakers mod et gulv laver, fordi der i friktionen er en fortælling, der knytter sig til den overordnede ramme, om sammenstød, vold og sex. Vi taler om, hvor spændende det ville være at involvere skoler og få de helt unge med i samtalen. Til det svarer alex, at det må være op til mere bæredygtige og forankrede samarbejder at føre samtalen videre og formidle historien om eksempelvis Bøssernes Befrielsesfront og dansk queer historie. Det er også væsentligt at påpege, at ansvaret ikke kun er deres – selvom de er grundige, engagerede og generøse på en måde, der føles fuldkommen overlegen og er svær at få nok af.
Det, der står tilbage efter PÅ TRODS og den efterfølgende samtale, er ønsket om at formidle dette betydningsfulde stykke Danmarkshistorie, og at fremme kunstnernes budskab om, at historien er cirkulær, og at ingen opnåede rettigheder er sikrede, hvorfor fortællinger om fremskridt kan være afsporende.
Sabaah (en forening som arbejder for at forbedre vilkårerne for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund) står til at miste 1,3 millioner på finansloven 2024, og i forbindelse med dette års Copenhagen Pride var der på trods af rekordmange deltagere også rekordmange anmeldelser af hatecrimes i de efterfølgende dage. Ser man på Justitsministeriets offerundersøgelser fra 2005-2018 menes hvert 4. offer at være udsat for en hadforbrydelse, motiveret af trans- eller homofobi (kilde LGBTQ+ Danmark), og derfor er det stadig vigtigt at formidle, hvad det vil sige at være og leve som fx transkønnet og homoseksuel og fortsat kæmpe for lige muligheder for LGBTQ+ personer, og for at deres nuværende rettigheder ikke indskrænkes. Kigger vi over Atlanten, ser vi (foruden flere skræmmende statistikker vedrørende hatecrimes og terrorangreb) hvordan de amerikanske ‘book bans’ – hvoraf størstedelen af bøgerne enten er skrevet af eller handler om LGBTQ+ og ikke-hvide personer – gør viden om krop, køn, seksualitet og andre kulturer utilgængelig for yngre læsere.
PÅ TRODS er altså en fejring, der finder sted på trods af undertrykkelse, forfølgelse og nedarvede traumer og indskrænkning af rettigheder og mulighedsrum.