Fredagen på HAUTs YC Festival 2023 er et vævet tæppe, en poetisk labyrint af sprøde universer, en book launch, en arbejdsvisning, blå mellemrum og en tale, der skaber tårer. Denne tekst er del af et samarbejde mellem HAUT og bastard.blog, hvor vi sammen undersøger nye måder at dokumentere kunstnerisk udforskning og arbejdsprocesser.
Friday 24.11
VACANCY
På toilettet strømmer stemmer ud. Jeg lytter til dem uden at opfange ord. Funderer over dem som et særligt soundscape. Ambiente lyde, der vil mig noget uden at være invasive.
15:00
Book launch +
Conversation On archiving
_Foyer
Jeg træder ind i et lyserødt, rødt, blødt og på samme tid kantet univers. Æstetikken er sådan. Der er smalle bænke op ad væggene. Farvet i rødlige nuancer. Der er bløde sofaer beklædt med gennemsigtig plastik. Små runde puder og et lavt podie med HAUTs nye publikation ’HAUT Residencies’ i små, firkantede stabler. Rummet vi sidder i er indrettet som det grafiske design på bogen. Vi sidder i en spejling af publikationen. Kunstnere, der har bidraget til publikationen, er tilstede. Det samme er facilitator og redaktør Sophie Grodin samt professor i performance studier ved KU, Laura Luise Schultz. Sammen skal de åbne for en samtale om, hvordan vi kan arkivere processer.
Champagne er hældt i glas, stemningen afslappet, Sophie forventningsfuld, som hun indleder HAUTs book launch.
Særlige sætninger bider sig fast
”Documentation is performing”
”Archiving as something that is not finished”
“Archive as an attempt”
“Memory becoming part of archiving when looking back at something ungraspable”
“Archiving as a performative act”
“Documenting as traits”
Jeg tænker over bastards samarbejde med HAUT om netop at skrive for kunstnere i HAUTs residencies IN PROCESS. Samarbejdet, der netop forsøger at dokumentere en proces skriftligt. I mine egne tekstlige eksperimenter, som jeg ynder at kalde dem, har det været både udfordrende og spændende at forsøge at skrive sig ind i dikotomien mellem dokumentation og performance. Min fornemmelse af teksterne er, at de aldrig er færdige, selv når jeg vælger at sende dem til min redaktør, og de bliver publiceret. Teksterne er i proces, og derfor føles ordet dokumentation ikke retvisende. Dokumentation, afledt af det latinske documentum, betyder bevis. At bevise noget, der er i proces, virker som en umulig opgave, eller i hvert fald noget, jeg personligt ikke ønsker. Måske er det derfor er min kropslige fornemmelse af at skrive om processer netop er noget jeg eksperimenterer med, eller måske er det endda fornemmelsen af, at teksten eksperimenterer med sig selv, får sit eget liv, sin egen sjæl, som jeg blot hjælper med at udfolde.
Jeg vender tilbage til samtalen, hvor Laura Luise Shultz´ kropssprog fanger mine øjne. Hun taler ikke kun verbalt. Hendes hænder bevæger sig konstant og flydende. Håndfladerne op og ned, samlede fingerspidser, der vender mod himlen, når en særlig pointe kommer i spil. Hun åbner hænderne som en låge, når noget skal udfoldes og cirkulerer hænderne rundt om hinanden, når noget gentages.
Kroppen er i spil også, når vi skal formidle og kommunikere akademiske pointer. Og da samtalen afslutningsvis kommer ind på, hvordan vi er nødt til at akademisere kunstnerisk dokumentation for, at ”andre” skal kunne forstå, tænker jeg til gengæld, at jeg tror, vi som kunstnere, scenekunstnere, kreative væsner skal holde fast i, at også dokumentationsprocesser kan være poetiske vævninger af ordløshed, eksperimenter, krop og tekst.
VACANCY
Jeg opdager et lille, blåt plysrum bag see-through gardiner. Det inviterer mig ind, inviterer til at lægge mig ned. Lægge mig og hvile i plysset, spise pistacienødder og læse vægpoesi.
16:30
Please hold
_Black box
Nede i blackboxen træder et køligt kontorlandskab frem. Møbler og objekter placeret i rummet i klynger. Rummet er nøgternt, lidt afmålt. Computerspilslyde og stroboskoplys indleder denne worksharing. Indleder og fortsætter performancen i lang tid. Som kontrasterende aktører i det ellers nøgne og ordløse landskab.
Kunstnerne Karoline C. Holland, Denise Lim and Armin Hokmi træder ind på scenen iført ja… stramt kontortøj (Som én i publikum nævner under den efterfølgende feedback samtale, så er det her outfittet, som ASOS præsenterer under temaet ’How to look busy’) Tempofyldt flytter de rundt på alle objekter. Det er ustruktureret og kaotisk. De kaster papirstrimler og destruerer ordenen. Lige indtil musikken går i stykker. Og rummet fremstår præcis, som det gjorde i starten. Det er gået fra orden til kaos til orden igen. Der er stilhed nu. Akavet stilhed. Venteværelsestemning, som når du sidder hos lægen og observerer de andre med ét øje og din telefon med det andet. Her er der bare ingen telefoner, og det gør, at det føles som om, vi kigger ind i en anden fjern fortid.
Én læser et blad. Bladrer uden at læse. En anden kigger afventende rundt. Retter sine briller. Øjnene kører fra side til side. Den tredje står helt stille med ryggen til.
Publikum begynder næsten at mime scenen. Sidder og kigger sig omkring. Afventende, akavet. Venter på, der ligesom skal ske noget.
Jeg tænker på at gøre én ting ad gangen, på langsommelighed, kedsomhed.
Første bevægelse: Én henter en kuglepen. Begynder at understrege sætninger i en bog.
Anden bevægelse: En anden tager et stykke papir. Folder det sirligt.
Tredje bevægelse: Den tredje skifter vægt fra det ene ben til det andet.
Sådan fortsætter det. Én bevægelse overtages af en anden.
Skifter stol. Løfter lampen lidt. Folder papir ud.
VACANCY
Hende ved siden af mig sover. Jeg funderer over, hvorfor hun sidder her. Om hun har en burde-følelse. Jeg tror, hun trænger til en lur i det blå plysrum. Hun fortjener det.
På scenen har karaktererne skiftet plads.
Piller en mandarin. Spiser en banan. Pudser næsen. Begynder at grine.
Publikum begynder at grine. Det er så simpelt, at det er akavet. Og selvom grinene på scenen helt sikkert ikke er meningen, passer det umanerligt godt ind som en sprække i den polerede facade.
Sprækkerne bliver der flere af. Med små tics begynder de tre karakterer, først uafhængigt af hinanden, at klø sig under skjorten, stoppe hovedet i en papirsæk, kravle dyrisk på gulvet, tage dele af deres tøj af. Til sidst kan de heller ikke holde sig fra hinanden. To begynder en akavet gulvduet med props, river tøj og sko af hinanden, knækker hinandens tæer. Det akavede brækker sig nærmest ud ad kroppene, på hinanden, på scenen. Facaden kan selvfølgelig ikke opretholdes.
17:15
Feedback conversation with:
Please hold
_Black box
Jeg har deltaget i flere af HAUTs feedback conversations . Både som artist-in-residence og som tilskuer. Her vil jeg blot nævne, at jeg er vild med formatet. Hvad der bliver delt denne gang, vil jeg lade rummets vægge beholde.
VACANCY
Der er blå drinks i glassene. Som en reminiscens over en anden tid. Smagen af e-numre og kunstige sødemidler. En gymnasiefest. Blå tunger og tungekys. Akavede dansetrin.
Tilbage til nutiden. En tale. Jeg bliver rørt og får lyst til at dele og får lov til at dele, dele af talen. De kommer her. Delene.
Hi everyone, we are Kai, Filip, Emile and caterina, who are responsible for the intervention called VACANCY, taking up the vacant spaces of the festival, a small room, the corridors, the restrooms, drinks, snacks and the staff’s clothes.
They said that they were going to make a festival together.
They used to call it a festival.
They said “No to authorship. No to the individual. Yes to experience”. They said “No to socks.” They had sweaty palms and sweaty upper lips. They loved performing and talking about performing.
They used to call it a festival, but they were also so tired. Of festivals, of performing, of working. We’re tired, they said.
“I’m tired because I know that it will not be the last time that I’m performing with a fever and lungs drained from air. I’m tired because I know that I will not be paid enough for my work and I know that the work I do behind the scenes is invisible to the people in power to change my working conditions”
“I’m tired because I don’t allow my body to be a body”. “I’m tired of all the discourse about bodies of resistance, queer bodies and marginalized bodies, because it feels like the body has just become a concept, a tool instrumentalized by the institution, but the institution has forgotten that the body is … a body.”
“I’m tired and I will have to withdraw from the project”.
They were so tired they started calling it a Festival of Fatigue because working as an artist can be so exhausting. And they imagined a festival that was about resting. They talked about what a Festival of Fatigue would look like. A festival where no one keeps track of time? Would there be any program? Or just conversations? Or just silence? Or sleep? Paid sleep for the artists.
They used to call it a festival, but now they just call it a conversation. A blue drink. A playlist for dancing. A space for resting. A series of unfinished songs. An excuse to meet.
Så græder jeg. Som var det en personlig tale. Måske var det en personlig tale. Sådan føles det. Jeg har været træt i halvandet år. Jeg har brug for Festivals of Fatigue og blå plysrum.
18:00
Collective meal
_Foyer
Og så spiser vi sammen.
