bastard-skribent Mille Højerslev var på Roskilde Festival 2024 for at lære festivalens nye hybridscene, Platform, der åbnede i 2022, bedre at kende. Samtalen med chefkurator Signe Brink Wehl handler om scenens profil, festivalens historie og det alsidige musik- og kunstprogram.
“Vi har forstærket, hvordan vi arbejder med kunstprogrammet, og hvordan vi skaber rum, der passer godt til den kunst, vi ønsker at vise”, fortæller kunstfaglig chef Signe Brink Wehl, da vi fredag formiddag mødes til en snak om den udvikling, Roskilde Festival de senere år har gennemgået på kunst- og aktivismefronten. En udvikling, som har ført til, at festivalen i dag står med en ny scene, dedikeret til kunstpraksisser, man normalt kun møder inden for kulturinstitutionernes hvide og sorte vægge eller på nicheprægede festivaler. Platform hedder den nye scene, som er skabt i samarbejde med den tysk-indiske billedkunstner Tino Sehgal og den hollandske tegnestue, NLÉ.
“Platform er eksperimenterende og tværkunstnerisk. Platform forpligter os til udvikling og til at programlægge og kuratere noget forpligtende, samtidig med at søge det nye og lægge mærke til, hvad der sker i krydsfelterne.”
At optræde foran 130.000 gæster – uden at overdrive
Ca. 130.000 gæster besøger hvert år Roskilde Festival, og det lyder måske en kende overdrevet, men det er ikke utænkeligt, at samtlige gæster på den ene eller anden måde kommer i kontakt med Platform i løbet af festivalugen. Platform er nemlig placeret på den korteste strækning mellem Orange og Arena i et område domineret af mad- og drikkeboder. For det brede festivalpublikum er Platform derfor et populært mødested at opholde sig midlertidigt ved, inden man skal videre til næste koncert. Dog er det tydeligt, at flere af publikummerne også er begyndt at vælge scenen aktivt til.
“Jeg møder flere, der nævner Platform som deres yndlings scene, fordi den er eksperimenterende, og man som publikum altid bliver overrasket”, fortsætter Wehl.
På dette års festival har publikum fx kunne opleve alt fra scenekunst, koreografi og dans over kuraterede lydoptagelser fra Amazonas og den skandinaviske natur til alternativ og eksperimenterende musik fra hele verden på Platform.
“Festivalpublikummet er særligt, for i modsætning til ude på kunstinstitutionerne har du her at gøre med et publikum, der ikke nødvendigvis er bekendt med hverken den præsenterede genre eller kunstner.”
“Derfor”, forklarer chefkuratoren, “var det med Platform vigtigt at skabe en åben struktur, der tillader publikum at engagere sig på flere niveauer og i det hele taget skabe de bedste betingelser for at gøre det tilgængeligt at opleve kunst.”
En black box eller en åben plads
Platform er en overdækket scene med mobile og fleksible mdf-moduler, der fungerer som rumdelere, vægge og bænke. Modulerne kan flyttes rundt efter behov og både stå oprejst eller lægges ned som chaiselonger. Selve scenegulvet er en platform, man træder op på ved enten at tage et stort skridt fra græsplænen og op eller ved at bruge en af ramperne. Scenen og publikumspladserne er altså på samme niveau.
“Platform er et intimt rum, hvor man som publikum kan komme tæt på artisten, og hvor artisten i samarbejde med kuratorerne kan have en fleksibilitet i forhold til, hvordan scenerummet skal se ud, og hvad det skal kunne til den enkelte optræden. Platform kan være en 100% black box eller være en åben plads”.
Gulvet er malet sort og korresponderer med det sortmalede svævende loft, der holdes oppe af to bærende jernkonstruktioner.
“Med Platform har vi skabt et unikt scenerum, hvor vi fremelsker nye produktionsmetoder. Som publikum kan du fx få uformelle oplevelser og møde en ‘clubbet’ vibe.”
Blandt de uformelle oplevelser kan nævnes musikprojektet Blue Lake, cellist og vokalist Mabe Fratti og sækkepiber Brighde Chaimbeul, mens danser Thjerza Balaj, koreograf Ruth Rebekka Hansen og særligt kunstneren og musikeren Pö stod for mere clubbede og psykedeliske indslag. Kakuma Sound inviterede til panafrikansk dansefest, mens Aysay og Allen Anjeh & Louis VI lavede improvisationer med kunstneren NATURE og i tilbagelænede samtaler talte om at inkorporere naturens lyde og kreditere NATURE, hvis royalties går til natur-restaurering.
Et samarbejde med billedkunstner Tino Sehgal og tegnestuen NLÉ
At kalde Platform for en ‘ny’ scene er måske en anelse misvisende, for den åbnede tilbage i 2022. Frem mod Roskilde Festivals 50 års jubilæum i 2020 (som måtte udskydes og i stedet afholdes i 2022) fik Roskilde Festival kontakt til billedkunstneren Tino Sehgal, der i 2019 havde skabt en midlertidig struktur på The High Line i New York i samarbejde med tegnestuen NLÉ, hvor der blev præsenteret dans og performance. Strukturen med navnet ‘The Shed’ bestod af forskellige konfigurationer, der kunne åbne og lukke sig op, ikke ulig Platform. En af kuratorerne fra festivalen havde oplevet The Shed i New York og foreslog på den baggrund et samarbejde.
“Vi prøvede først at finde ud af, om man kunne shippe The Shed til Danmark, men det var ikke optimalt, og strukturen kunne ikke tilpasses miljøet på festivalen. Vi besluttede os i stedet for at investere i en hel scene og at skabe den i samarbejde med Tino Sehgal.”
Tino Sehgal har tidligere haft soloudstillinger på både Tate og Guggenheim og brød for alvor igennem internationalt med sit bidrag til Documenta (13). Jeg var selv så heldig og privilegeret at opleve hans performanceværk This Variation på Documenta i 2012. Når jeg tænker tilbage på oplevelsen, er det ikke den smukke danser, som deltog i performancen og inviterede mig, jeg husker, men derimod den sårbarhed og følelse af sammenhold, fællesskab og parathed, der opstod mellem danserne og publikum i rummet.
“Tino Sehgals grundtanke er at skabe værker, der styrker forbundethed, for når vi er forbundne, skaber det også en større forståelse for hinanden. En del af hans kunstneriske metode er, at der ikke er meget dokumentation og formidling omkring hans værker, men at værkerne bæres af performere, der går i dialog med publikum, og at publikum får lov at komme helt tæt på performerne.”
Det kuratoriske greb som Signe Brink Wehl og hendes hold af kuratorer benytter sig af lægger sig tæt op ad Tino Sehgals grundtanker og visioner:
“Vi havde et meget tæt samarbejde med Tino Sehgal, og man kan sige, at han nærmest overgav sin kunstneriske metode til os.”
Platform blev designet og bygget til at kunne opføre This Variation i 2022, og Platform kan på mange måder siges at være et værk af Tino Sehgal. Som Signe Brink Wehl forklarer, “lever hans ånd videre og stimulerer alle valg” i dette års program, selvom kurator-teamet også har taget sig friheder til at fravige fra Tino Sehgals principper og gøre Platform til deres egen.
Det er fx ikke alle værker, hvor kunstnerne interagerer direkte med publikum, og hvor publikum er aktive deltagere, ligesom nogle kunstnere også har brug for et bagtæppe at stå foran og derfor ikke arbejder med hele rummet.
“Det er andet år, vi har Platform, og jeg føler, vi har fundet vores egen vej i forhold til, hvordan vi bruger scenen”, fortæller Signe Brink Wehl.
“Elsker Slausone Malone <3”
Det første act på Platform er musiker Slauson Malone 1. Guitaren slår kraftigt an, det sitrer i mit baglår, og spændingen forplanter sig i vibrationerne i sæderne, sensationen er ret bemærkelsesværdig. Jeg stryger nysgerrigt min hånd over overfladen på sædet, der er slebet glat og blød.
“Det er materialet, de tynde mdf-plader, lyden rejser nemt igennem det sammenpressede træ, som gør, at man mærker det så tydeligt i kroppen. Hele konstruktionen er bygget i det materiale, kan man se”, siger min ven, da jeg spørger, om han mærker det samme som mig. “Elsker Slausone Malone <3” havde han skrevet et par dage forinden, da vi aftalte at mødes her. “Jeg føler, han er eller er ved at blive en vigtig milepæl indenfor støjrocken, selvom han har gang i så mange genrer”, fortæller han.
Slauson Malone 1’s guitarstøj går direkte i mit nervesystem – nu er vi i gang.
At være S.T.U.C.K.
Da jeg mødes med min veninde i en tidlig aftentime og fortæller hende, at jeg er på Roskilde for at skrive om programmet på Platform, udbryder hun: “Det er min YNDLINGS scene!”. Jeg forstår på min veninde, at der er en hype omkring Mounia Nassangars performance, som er det næste act på programmet. Hun har i hvert fald fået performancen anbefalet af en af kuratorerne på Platform som noget, man virkelig bør prioritere at se. At modulerne er rullet tæt ud til scenekanten for både at gøre plads til danserne og til publikum føjer også til forventningerne.
Til en start er S.T.U.C.K langsommelig og skuespillet og dansernes mimik det bærende element. Usikkerheder og sammenligningstrang performe snarere end, der vises fysisk overlegenhed, kunnen og styrke. Men det er som om live-kronragningen af Suzanne Degennaro markerer et skifte i performancen. Intensiteten i positurerne og bevægelserne øges, og den rastløshed, jeg fornemmede blandt nogle af publikummerne, og som fik en gruppe højlydte teenagere til at forlade scenen (heldigvis), er helt forsvundet. Publikum hujer og klapper. Jeg rives også med, fordi jeg er imponeret over selve showet og performernes fysiske formåen og overlegenhed.
S.T.U.C.K blev til under coronanedlukningen og tematiserer at føle sig fastlåst, altså ’stuck’. En følelse “som er hverken positiv eller negativ, trist eller glædelig”, og at alle “kan genkende de stadier, man går igennem”, fortæller Mounia Nassangar i en PR-video. Hun beskriver whaacking som ‘en kanal’ og en måde at præsentere en akkumulation af følelser. Danser Muteki No Rena sætter S.T.U.C.K. i relation til følelser knyttet til at være del af et samfund, “hvor vi er stuck hele tiden på grund af regler og normer – indtil vi åbner munden”. Dette var dog ikke helt tydeligt for mig, da jeg overværede performancen.
I programmet beskrives desuden, hvordan Mounia Nassangar ser whaacking som danseform som både en protest mod homofobi og racisme og en nøgle til frigørelse. Hvilket knytter an til Roskilde Festivals aktivistiske og politiske DNA.
Indsamling til Black Panthers
Dette års festival er bevidst om sin historiske fortid og sit politiske udgangspunkt med temaer som identitet, køn og klima, der dominerer dette års aktivisme- og kunstprogram.
Signe Brink Wehl fortæller mig, at aktivisme og fejring af den brede kunst er en del af Roskilde Festivals DNA og altid har været det. Historisk set forbinder Roskilde Festival sig til ungdomsoprøret og kvindekampen og opstod som en moddiskurs og et kunstnerisk alternativ til det omgivende samfund. Men helt konkret blev Roskilde Festival skabt, fortæller Wehl mig, fordi to gymnasieelever ønskede at samle penge ind til Black Panthers. Alene den historie giver berettigelse til, at aktivisme- og kunstprogrammet nu optager så stor plads i festivalprogrammet – og på festival-plakaten.
“I vores formidling har vi lagt vægt på at lancere kunstprogrammet sammen med musikprogrammet. Det har haft stor betydning, at organisationen nu sætter kunsten i midten”, fortæller Wehl om festivalens prioritering af kunsten.
Karnevallet som fest og protest
Et af festivalens hovedtemaer, karnevallet eller festen som lige dele fejring og protest, manifesterer sig i kunstnerduoen Anansi’s Webs performance onsdag nær midnat. Dimanche fokuserer på det caribiske karneval som ‘eurofoisk fejring’ og ‘politisk modstand’ ifølge programmet. Til performancen er Platforms moduler arrangeret, så en lang, smal gang dannes, hvor publikum står i rækker på gulvet og på sæder for at få bredere udsyn. Indretningen af rummet og stemningen mindede mig om et modeshow. I Dimanche optræder tre performere delvist nøgne i erotiserede og ekstravagante kostumer, inspireret af en sadomasochistisk æstetik og kitsch popkultur og med flagrende gevandter, der gør sig godt til ‘swirls’. Performerne udnyttede dette lange smalle rum, men det betød også, at publikum fik forskellige oplevelser alt efter, hvor de stod, så det var umuligt at få alt med. Jeg forestiller mig, at den overvældelse, forvirring og frustration, jeg selv følte ved at måtte lade mit blik flakke rundt og ind imellem stå på tæer, for at kunne se, hvad der foregik på scenen, nok minder om at være til et faktisk karneval, hvor det oftest også er umuligt at få detaljerne og indtryk med. Men der stopper sammenligningen med karnevallet også, da den politiske satire og latterliggørelse af den politiske magt, som jeg ser som karnevallets grundsten, ikke var tydelig.
Slavisk folklore og hård techno
Kort efter Anansi’s Webs performance blev der igen rykket rundt på de mobile moduler og scenerummet åbnet til Thjerza Balajs performance Ruzalka. Inden performancestart tændtes røgmaskinerne, og snart var der så meget røg på scenen, at det var svært at se foran sig. Inden scenen fyldtes af røg, når jeg at få øje på to trådværker i hver sin ende af scenerummet. De er forholdsvis identiske og kunne ligne et spindelvæv, fiskenet og kønsbehåring. Det er en utrolig sensuel og sanselig installation, der både tiltrækker og skræmmer, den er ligeså smuk, som den er uhyggelig.
Jeg læser op på performancen Ruzalka og lærer, at hun er en mytisk karakter i slavisk folklore, der lokker unge mænd ud i vandet, vikler dem ind i sit hår og sænker dem ned på havets bund. Til hård techno bevæger Tjerza Balaj sig op og ned ad det afgrænsede scenegulv, mens hun vrider sin krop i mekaniske bevægelser og skyder brystet frem i voldsomme stød, så hun ind imellem synes mere som en robot eller et overjordisk væsen end et menneske. Det er helt tydeligt, at mange forhold og tematikker, der knytter sig til sex, magt og identitet udforskes, forhandles og afsøges i denne performance.
Ligesom Mounia Assangar, CTM & Skjold Rambov (der spiller dagen efter) har Thjerza Balajs performance også tidligere været vist.
“Det er klart, det kræver en omfattende tilpasningsproces, når man skal præsentere et allerede eksisterende værk”, forklarer Signe Brink Wehl, da jeg udfordrer hende på dette, “men det er også en mulighed for kunstneren eller artisten at lave en særlig udgave af værket”.
CTM & Skjold Rambow & Regnen
Det er tæt på, jeg ikke når at se CTM & Skjold Rambow optræde, fordi min bus var 20 minutter forsinket. Jeg ankommer præcist kl 12, hvor performancen starter. Modulerne er skubbet tæt sammen, så de danner en black box med kun to indgange. Det regner heftigt, og black boxen er fyldt op med publikum. Dog er jeg heldig at have stillet mig præcist det sted, hvor performerne skal ind. Snedigt følger jeg lige i hælene på dem, så jeg sikrer mig en plads inde i black boxen. Mens CTM (Cecile Trier Musik) spiller på sin cello, danser Skjold Rambow en iøjnefaldende blanding af break dance, ballet og moderne dans. De to kunstnere responderer skiftevis og harmonisk på hinandens udtryk. Regnen falder samtidig hårdt på taget og lyder højt i rummet som både tromme og bas.
Under CTM & Skjold Rambows fælles performance går det pludselig op for mig, at der er en sammenhæng mellem de præsenterede danseformer på Platform. At en stor del af dem stammer fra gaden, fra club scenen og subkulturen. Waacking blev fx skabt i de homoseksuelle klubber i Los Angeles i 1970’ernes diskoæra, mens breakdance opstod i forlængelse af en DJ- og hiphopkultur og som en mulighed for fattige unge fra den afroamerikanske arbejderklasse og latino og caribiske immigrantmiljøer at tjene penge på gaden i 1970’ernes New York.
NATURE
Et andet væsentligt tema for festivalen – og et årligt tilbagevendende – er bæredygtighed.
Roskilde Festival skriver verdenshistorie, fortæller de i deres program, “når NATURE for første gang indtager Roskilde Festival som anerkendt kunstner med en række performances på Platform-scenen” og forklarer videre, at NATURE “har komponistrettigheder og får royalties, når du streamer NATUREs musik”. Projektet anføres af Museum for the United Nations, og NATUREs lyde er optaget og kurateret af organisationerne VozTerra og The Listening Planet. De sørgede for, at publikum kunne tilbringe deres nattetimer til lyden af Amazonas og de tropiske Andesbjerge.
NATURE optræder i eget navn onsdag, torsdag og fredag og sammen med Aysay, Louis VI & Allen Anjeh på Platform og Aurora på Orange.
Selvom initiativet ud fra et klimapositivt perspektiv er beundringsværdigt, og intentionerne fra artisterne sikkert er dybtfølte og oprigtige, er resultatet efter min mening kunstigt og fortænkt og mangler den naturlighed, der gør, at man som publikum føler projektet NATURE helt ind i hjertet.
Louis VI er fx den eneste kunstner på festivalen, der formår formidle sit forhold til og samarbejde med NATURE på en naturlig passioneret måde – det er her værd at nævne, at han foruden at være musiker og producer også er zoolog og derfor deler sprog med NATURE.
Et kunstnerisk medborgerskab
Signe Brink Wehl forklarer mig, at hun sammen med sit kuratorteam er gået til den kuratoriske udvælgelsesopgave med at præsentere kunst “der er eksperimenterende og som inviterer til, hvad man kunne kalde et kunstnerisk medborgerskab.”
“Det er kunst, som kan være med til at starte debat, samtaler og refleksioner.”
Hun fortæller ikke overraskende videre, at det “langt fra er alle, der kommer for kunsten, når de indløser billet til Roskilde Festival”, og det derfor “giver os en unik måde at invitere folk ind og møde kunsten uden for institutionerne og sende dem hjem med stærke og betydningsfulde oplevelser.”
Dette gør sig måske særligt gældende for Cassie Augusta Jørgensens performance THE RITE OF NOTHING, som publikum havde mulighed for at opleve hele fire gange. Cassie Augusta Jørgensen er danser, performance- og billedkunstner og arbejder med at udfordre og gøre op med feminine stereotyper og at give et modsvar til det blik, samfundet og kulturhistorien har på transkønnede. Med sin kunst taler Cassie Augusta Jørgensen ind i en nutid, hvor transpersoner udskældes, udskammes og udsættes for vold og had i det offentlige rum og i medierne, ikke mindst i Ligestillingsminister Marie Bjerres læserbrev i Jyllands-Posten i august, hvor ministeren bl.a. giver transpersoner skylden for at stå i vejen for ligestillingen mellem kønnene og krænke kvinders rettigheder.
Cassie Augusta Jørgensen og hendes to performere ankommer til Platform i en aflang, hvid sportsvogn. De er alle klædt i hvide bryllup lignende kostumer, der emmer feminitet, renhed og uskyld – men så snart gruppen er fremme i den firkant, performacen udspilles indenfor, stopper den gode stemning. I THE RITE OF NOTHING skildres død og ulykke. Vi vidner bl.a. et biluheld, en fødsel og ammesituation og får læst højt fra fiktive dødsannoncer, mens en også udklædt DJ danner et dunkelt og ekspressivt lydtæppe.
Alene det at Cassie Augusta Jørgensen og hendes medperformere overhovedet træder ind på en scene som Platform, hvor afstanden mellem performer og publikum er sløret, og hvor sikkerhedsfolk kommer på ekstra arbejde i forhold til at skabe sikre forhold for alle parter, skaber nødvendige nuancer og inspirerer i allerhøjeste grad til et såkaldt ‘kunstnerisk medborgerskab’. Men om selve performancen fungerer som et værk i et offentligt rum og passede ind på Roskilde Festival er jeg stadig i tvivl om, da værket var præget af en højtidelighed og mest af alt talte til de allerede indviede og ikke i tilstrækkelig grad forholdt sig stedsspecifikt – for mig at se kunne THE RITE OF NOTHING være performet hvor som helst.
Kønsmoden fisk eller alien eller menneske
En anden performer, der udfordrer samfundets og kulturens kønsforståelser, er Ruth Rebekka Hansen, der fredag nat debuterer som koreograf med performancen RIPE BODY. Værket er skabt sammen med dramaturg Luna Stage i et storstilet samarbejde mellem Aaben Dans, Dansehallerne, Bora Bora og Teater Momentum. I midten af rummet står en lukket gennemsigtig plastikboks, der ligner et forstørret avkarium. Ruth Rebekka Hansen følges ind på scenen af to hjælpere, der støtter hende til at balancere på farligt høje plastikhæle. Inden hun træder ind i boksen, smider hun sin kåbe og afslører et tætsiddende og detaljerigt kostume i syntetiske materialer, hvor kun ansigtet er blottet.
Ruth Rebekka Hansen ligner ikke noget fra denne verden, men snarere en fisk i et akvarium eller – havde det været omdrejningspunktet for en sci-fi-film – et fremmed væsen, som er buret inde for grundigt at studere og monitorere det i et laboratorium. I sin titel henviser RIPE BODY til en modningsproces, den modning, der sker i overgangen fra barn til voksen, hvor man skal lære sin nye kønsmodne krop at kende og navigere mellem egne og andres drifter – og ikke mindst lære at fravige og ikke lade sig styre af andres blikke. Blandt publikum ligger en midaldrende mand henslængt på gulvet foran plastikboksen. Han er iført en gul regnhat, ligner en fisker og er tydeligvis en voyeur, og jeg frygter for mig selv, at performancen ødelægges af den tvungne interaktion med ham og hans konstante filmen. Min umiddelbare frygt bliver heldigvis gjort fuldkommen til skamme, da Ruth Rebekka Hansen henimod midten af performancen henvender sig til ham og publikummerne bag ham og smadrer sit køn mod plastikvæggen i en forholdsvis lang sekvens. Han chokeres og sættes tilbage. Billedeligt talt hoppede Ruth Rebekka Hansen kun på hans krog for at hive fiskestangen i vandet og vise voyeueren, at hans tid er forbi. Ruth Rebekka Hansen er ikke fanget under glasloftet, som det populært hedder, der er til for at holde kvinder og andre feminine personer nede og lade sig dominere. I stedet udfordrer og smadrer hun normerne inde fra sin boks og skaber forvirring omkring, hvem der egentlig har magten, hvem der kigger og bliver kigget på.
Et sikkert program
Programmet på Platform var præget af sikre bookinger med anmelderroste artister, der er taknemmelige at markedsføre og passer ind i en performativ diversitetsstrategi, og værker udviklet i tætte samarbejder med danske og internationale kulturinstitutioner. Men det var kun ganske få optrædener, der hævede Platform op på et niveau, der gør Tino Sehgal ære. Ruth Rebekka Hansen står efter min mening bag den mest vellykkede optræden og er den kunstner, der kommer tættest på at pege på i retning af udvikling og udfordre publikums syn på og forhold til kunst. Som publikum til RIPE BODY var du nemlig ikke en passiv tilskuer, men en aktiv tilskuer, fordi rollerne simultant blev byttet om, og den optrædende Ruth Rebekka Hansen blev det egentlige publikum, der kiggede på os – uden at vi som ‘publikum’ bemærkede, hvornår og hvordan det skifte skete.
At RIPE BODY er skabt specifikt til Roskilde Festival, mærker man tydeligt. Derudover gik RIPE BODY direkte i blodet på mig på en måde, der kan sidestilles med en musikoplevelse på en af de gamle scener – hvilket kalder på opmærksomhed fra festivalorganisationens øverste ledelse. Ingen tvivl om, at det mere poppede indslag S.TU.C.K. også var en succes på Platform og en performance, mange vil huske som en, der gjorde et stort indtryk. At dans og koreografi som kunstform nu træder i forgrunden på Roskilde Festival er et kæmpe løft af festivalens kunstneriske program, og noget kuratorteamet kan være stolte af at have opnået.
Jeg anerkender, at det må svært at lægge et kunstnerisk program for så alsidig en scene som Platform, ikke mindst at skulle gøre dette alene uden eksterne samarbejdspartnere – at indgå partnerskaber må bestemt også være en fordel økonomisk set for at sikre gode arbejdsvilkår for alle og for at have råd til at booke de kunstnere, man drømmer om at vise på dansk grund.
Men mit håb og ønske for Platform er, at man fremadrettet gør sig flere tanker om, hvilken oplevelse, man gerne vil give publikum, og hvilke roller publikum skal spille – for de spiller unægteligt en vigtig rolle på en scene som Platform og er med til at give form og præge indholdet af hvert enkelt optræden – og at dette i højere grad influerer og afspejles i valget af kunstnere. Platform er i sig selv et værk og dens værkkarakter forløses i mødet med kunstner og publikum og i samspillet mellem de tre. Det er scenens kunstneriske dimensionen og intimiteten, der for alvor adskiller Platform fra øvrige festivalscener. Måske bør kuratorteamet skynde sig lidt mindre med at løsrive sig fra Tino Sehgals principper og metode – eller blot tage et skridt tilbage, reflektere og analysere på, hvorfor This Variation er så forbandet godt et værk, der giver så forbandet god mening at vise på Roskilde Festival.