Festivalen Openings fejrede dansen og indvielsen af Dansehallernes nye, smukke hus i Carlsberg Byen. Et hus dedikeret til dans og koreografi, og åbningsceremonien gennemstrømmedes af en både højtidelig og kærlig stemning midt i den lyse, rå arkitektur.
Himlen åbnes af en skarp sol, der falder ind ad Kedelhusets små som store vinduer i den røde murstensfacade og fra tagvinduerne. Altid lidt svimmel i et nyt rum og med en forventningsfuld summen omkring os, stiger jeg op ad trapperne til første sal. Her i den lyse hal under det høje hvidmalede træloft med store hvide buer kan man fra stolerækkerne se et scenegulv beklædt med hvid gummidug og det svævende gule bånd, hængende mellem to klaser balloner, der venter på at blive klippet over.
Forestil dig nu en politiker på bare tæer, der holder tale på dansegulvet. Senere fondene, alle de penge, flere penge og endnu flere penge, alle millionerne, der skulle til, alle årene, alle, der skal takkes, og en metafor går igen i talerne: Dampen fra kedlerne, der engang stod her i fabrikken, Kedelhusets historie som leverandør af energi til Carlsbergs bryggerier skal nu gå igen som energi i dansen. Fabrikkerne omkring os er ombygget til dyre boliger eller revet ned for at give plads til nyt, men her står skallen endnu, og en ny type arbejde skal udføres. Dans er kunst, men også et fysisk arbejde. Og åbningsceremonien er en kraftoverførsel. Det er højtideligt, og en taler citerer koreografen Eske Holm: “I begyndelsen var dansen.”
Også ordet “hjem” går igen i talerne. Dansen har nu fået et nyt permanent hjem. I Danjel Anderssons åbningstale italesættes endelig den forskel, det gør for de dansende kunstnere, der har været hjemløse alt for længe. Salen sitrer, og folk er rørte, for det er sandt. “Velkommen hjem”, siger han og tilføjer, inden han klipper båndet over: “Spirits will flow. Audience will glow.”
Pioverà
I en ny summen af glade stemmer indvies dansegulvet med soloen Pioverà. Her vender den belgiske koreograf Anne Teresa De Keersmaeker tilbage til sin teknik med faseskift, som var hovedgrebet i hendes første værker, og som hun i dag har udviklet til et koreografisk princip.
Fra skulderen som med et ryk gennem hele kroppen, slyngende, mekanisk roterende fra rygsøjlen danser De Keersmaeker klædt i sort og orange All Stars. Hun roterer rytmisk med armen strakt ud mod lyset fra oven. Tagets apse strækker sig sammen med hende i solen. Det er så sjældent, men rart at opleve et værk i rent dagslys. Det føles friere og lettere end i alverdens black boxes tunge luft.
Til hakkende musik fuld af energi roterer hun først konsekvent og præcist, men så friere, lettere, som var hun et barn, der havde en hel dansesal for sig selv. Musikken glider over i Madonna med ABBA samplinger: ‘time goes by’. Hun mimer teksten og trækker én fra publikum med ud på gulvet. Det er ren glæde, eufori, der sitrer luften, da husets indre og ydre fyldes med flere og flere mennesker.
Fase
Et par dage senere vender jeg tilbage til hallen. Til forskel fra sidst står solen lavere, og de lange grå gardiner er trukket for. Dansegulvet er nu sort, stemningen roligere, mere familiær. Bag scenegulvet hænger et hvidt lærred, og flere scenelamper hænger sænkede i hver side af scenen, hvor Fase, Anne Teresa De Keersmaekers allerførste værk fra 1982, skal opføres.
Forestillingen består af tre duetter og en solo, der danses til fire kompositioner af Steve Reich. Ifølge De Keersmaekers hjemmeside har hun med afsæt i strukturen fra Reichs musik udviklet “et selvstændigt bevægelsesformsprog, der ikke blot illustrerer musikken, men også tilføjer en ny dimension”. Værket illustrerer hendes greb med faseskift gennem bittesmå variationer af bevægelser, der i begyndelsen er imponerende præcise, synkrone, men som gradvist skrider og bliver en leg med skiftende bevægelser og geometriske mønstre, der konsekvent svinger mellem synkronitet og asynkronitet. Samtidig kæmper en klassisk stilistik og en friere, vovet løssluppenhed om pladsen i værket, der oprindeligt blev danset af De Keersmaeker selv, men i dag har hun givet opgaven videre til to nye dansere, Laura Bachman, Yuika Hashimoto.
Hver fase, eller akt, indledes med en sort tekst på den hvide bagskærm, der fortæller, hvilken af Reichs kompositioner, der danses til.
PIANO PHASE er en duet, og så alligevel ikke. To dansere kommer ind på scenen med armene langs siden, og med det samme manifesterer to svage skygger sig på tæppet bag dem. Kort efter ser vi en tredje danser i form af en helt sort skygge mellem dem. Skiftevis ser vi to, tre, fire eller fem dansere på scenen, selvom kun de to er af kød og blod.
De to dansere af kød og blod ser på hinanden og spejler hinandens roterende bevægelser med en arm løftet ud fra kroppen.
Ved første øjekast er koreografien stram og stilistisk, og Reichs musik er først som et mekanisk urværk, der styrer dansen for så at sætte gang i noget levende og selvstændigt, som når danserne bryder ud i variationer af den ellers repeterende koreografi og komposition. Pludselig forskudt, og så igen i takt med hinanden og musikken.
Når de danser synkront er den tredje, sorte skygge én, men variationer dukker op fra den tredje skygge, når forskydningerne opstår. Skyggen får fx pludselig to hestehaler eller fire arme. Tempoet stiger, og dansernes bevægelser har sat spor i gulvet, der ser glattere ud dér, hvor fødderne har optrådt eller trænet tidligere. Sådan kan jeg gætte på, at de vil bevæge sig mod os i lineære formationer.
De to dansere i klassiske, enkle kjoler, lægger stor intensitet i hver gestus og bevægelse. Det er kraftfuld dans, nærmest hypnotiserende, men så friere, som når den ene danser pludselig afviger fra repetitionen og løfter en arm bag nakken eller løfter op i kjolen, som om hun ikke bare følger et manus, men overgiver sig til noget andet.
COME OUT: To små stuelamper sænkes efterfulgt af en dramatisk pause. Danserne vender tilbage i bukser og støvler og med to taburetter, og hele akten danses med taburetterne som base. Denne del af værket er uden tvivl min favorit, fordi den virker langt friere. Det bliver aldrig stift, som i de mere klassiske dele.
De to lamper tændes med et varmt lys, og stemmer fra højttalerne gentager ordene:
“Come out and show them”
Danserne gestikulerer voldsomt. Er det nærmest tegnsprog? Lyden af deres blafrende hænder giver teksten en besværgende kraft og energi, der forstærkes af repetitionen. De gestikulerer en siddende koreografi forskudt af hinanden, men også synkront.
Dansen skrider med musikken ud i et ekko af ordene; “Come on’ come on’ to show’ show’ them”, der bliver til støj, mens en vidunderlig bad ass-energi viser sig i dansernes mimik. Håret ugles af de kraftfulde gestikuleringer, og det er noget af det stærkeste, jeg har set i lang tid. Danserne vender sig mod hinanden og ligner nogle, der nyder det. Som et repetitivt ritual fra dansens begyndelse, der spreder eufori og ekstase.
I pludselig stilhed løftes armen op og langsomt ned. Så et vidunderligt, højt gisp.
Jeg bliver nødt til at google Reichs komposition og læser:
“Reich applied the same principle two years prior in Come Out (1966), one of his earliest attempts to explore the idea of the ‘phase’ (and the loss thereof). He composed Come Out at the occasion of a fundraiser for six boys arrested for murder during the Harlem Riots. To be allowed transportation from the prison to the hospital, one of the boys, who had been beaten by the police, had to show his blood. In an interview the young man explained: “I had to, like, open the bruise up and let some of the bruise blood come out and show them.” Reich lets the sentence run out of phase on four tracks by running two identical tracks and gradually slowing down one of them by holding his thumb against the running tape while recording it. Subsequently, Reich did the same with this recording and a third track, only to be joined by a fourth. The result is a play between synchronicity and polyphony, structure and chaos.” (Flipping the Hourglas; Notes on Fase: Four Movements to the Music of Steve Reich af Wannes Gyselinck).
VIOLIN PHASE er en geometrisk solo. I tusmørke bades solisten langsomt i en varm farve. Hun er som en violin, der bevæger sig i synkoper i en cirkel optegnet af lys på gulvet. Koreografien er tydelig. Først roterer hun langs cirklens kant, skyder så genvej gennem cirklen, dernæst kun til cirklens centrum og tilbage i vinkler, der går fra stumpe til spidse. Hun er som en levende passer, slår det mig, inden hun gør oprør mod geometriens love og igen bevæger sig friere.
Som en let, hoppende passer diskuterer hun med prikken i centrum. Må hun overskride den? Hun cirkulerer pludselig om den, uden at røre den, mens violinen bliver mere og mere hakkende, og så springer hun ud af cirklen på gulvet.
Violinen gentager samme tone, og hun laver piruetter langs kanten. Hendes skygge vokser og deler sig i to, men når hun danser mod os, publikum, forsvinder skyggen. Springer hun til den ene side, henter hun først én, så endnu en dansepartner i form af skygger.
Hun bevæger sig med en voldsom lethed til violinens alvor. Hun mestrer cirklen med en frihed, så jeg ikke længere føler, hun er bundet af dens optegnelser, men derimod selv styrer geometriens love.
CLAPPING MUSIC indledes med lang stilhed, inden den sidste duet går i gang.
Et lys viser sig i en aflang form, jeg bedst kan sammenligne med en bilrude på bagvæggen. Med først kun overkroppen synlig i lyset danser de en hoppende dans til ren klappende musik, båret af et fast rytmisk, nærmest rituelt beat. Op og ned på tæerne. Bøj og stræk i en arm, et ben. Deres dans bliver igen mere og mere fri med svaj i ryggen, da de bevæger sig ud mod os. Og her stopper værket med klapsalver. Vi klapper også af skyggerne, tænker jeg.
Selvom Fase er et værk, der i høj grad handler om dans og koreografi i sig selv, føles det ikke sådan, fordi værket er så fuld af ren, fri energi. Det er smukt og stilrent, men rummer også den form for dans, der bor i alle kroppe. Den gentagne flaksen med en arm, hånd, fod. Barnet, eller barnet i os, der hopper, eller de pludselige ufrivillige spjæt fra en muskel, før den giver slip. Kraftoverførslen er i den grad fuldført.