Udstillingens titel I’m Sorry This Space is Reserved har billedkunstner Kristina Steinbock hentet fra digtet ’Poems with Disabilities’ af den amerikanske digter og professor i handicapstudier Jim Ferris, fortæller hun. Hun har sagt ja til at tale med mig om udstillingen i Nikolaj Kunsthal, som hun har kurateret og bidraget med værker til. Udstillingen kredser om krop og identitet med værker skabt af kunstnere med og uden funktionsvarierede kroppe. Steinbock fortsætter: ”Jeg synes, sætningen peger på det, at vi gerne vil have kontrol over, hvem vi fx sidder ved siden af i offentlig transport. At man måske sætter sin taske på sædet ved siden af, for at sikre sig, at der ikke sætter sig et menneske, som er forskelligt fra en selv på en måde, der gør, at man ikke vil sidde ved siden af det.” Der findes en dobbelthed i titlen, synes jeg, på den ene side dette ønske om kontrol, som Steinbock taler om, og på den anden side kan sætningen læses som et udsagn om det at tage plads – som bliver der sagt: ”Beklager, men denne plads er reserveret til mig,” og det spiller godt sammen med det indtryk, mange af udstillingens værker giver – der er nogle magtforhold, som bliver vendt om.
Blikket kastes tilbage
Hvis man har prøvet kræfter med det offentlige system, forstår man helt intuitivt, ja kropsligt, Joseph Grigelys værk Between the Walls and Me (2023). En gipsafstøbning af kunstnerens hoved ligger foran en væg med store huller i, flager er slået af væggen og ligger nu spredt på gulvet. Vi forstår: Hovedet er blevet kastet mod væggen mange gange, og både væg og hoved er gået i stykker. Det er et virkelig godt billede på den modstand og det besvær, man møder, når man har nogle særlige behov og har brug for mere eller andet end de fleste. En talemåde lyder: man løber panden mod muren, men hvem siger, at det er muren, der holder. Her holder ingen af delene.
Flere af udstillingens værker beskæftiger sig med det besvær, der opstår i mødet mellem et menneske med en funktionsvarieret krop og det omgivende samfund; de fysiske rammer, de herskende normer, de fordomme og blikke, man bliver mødt af, og som skaber misforståelser, afstand og ulige rettigheder og livsvilkår. Og der er to ting, der går igen i de kunstneriske fremstillinger: 1) kunstnerne åbner på en virkelig generøs og modig måde deres mest intime rum for beskueren, og 2) de arbejder effektivt med at vende både blik og magtforhold om, så de hverken fremstår som ofre eller objekter, men som stærke og sårbare subjekter, og så jeg som beskuer tvinges til at granske mit eget blik på og fordomme om kroppe, der adskiller sig fra min egen.
Robert Andy Coombs, som pga. af en ulykke som 19-årig er lam fra skuldrene og ned, bidrager med store fotografiske selvportrætter, hvor vi ser ham i forskellige intime og erotiske situationer. På alle billederne retter han blikket direkte mod beskueren. Det har den effekt, at vi får udstillet vores egne blikke, pludselig ser vi os selv se. Det handler om at tage magten og styringen over måden, man bliver set på. Aktivt at styre blikket, der rammer en. At vise sig selv som subjekt. Kristina Steinbock fortæller om performancen This is my desire, som blev fremført til åbningen af udstillingen. Performancen har hun skabt i samarbejde med Ditte Amalie Hagelund Johansen, som lever med dværgvækst og lider af en sjælden sygdom (Osteogenesis Imperfecta), der får hendes knogler til at brække i uventede situationer, og Nina Skovgaard Schneidermann, der lever med blindhed. ”I performancen sidder Ditte i sin kørestol og bærer højhælede sko af glas. På et tidspunkt slår hun fødderne sammen, så skoene siger en høj lyd, der giver fornemmelsen af, at skoene knuses,” fortæller Steinbock. ”Nina er klædt i en frynsekjole og er nøgen under den.” Under mit besøg i udstillingen læser jeg manuskriptet til performancen. I første akt bevæger Nina sig i frynsekjolen med rokkende bevægelser, som er karakteristiske for en del mennesker, der lever med blindhed (blindismer). Hendes nøgne krop kommer til syne bag frynserne, og hun siger: ”Look what I do, please do. I’m the peephole and the live show in one, I’m the ecstatic object you went looking for.” Det er, som om hun siger: ”Jeg kan lige så godt klæde mig nøgen og vise alt frem, for du dømmer mig lige meget hvad.”
Tidligt i performancen siger Ditte: ”I am public display; I am surrounded by you. Your stare – is it medical, is it sexual, or is it just passing by? Your gaze is always there.” Blikket og udforskningen af, hvilket slags blik, der ses med, løber som en rød tråd gennem udstillingen. På et af Steinbocks tekstilværker, som Søren Milan NIlsen, der lever med et synshandicap, har vævet, står der med punktskrift i hvid på hvid: ”If you stare at me, I luckily don’t see it.”
Omsorgshandlinger
Ligesom undersøgelsen af blikket finder der også en undersøgelse sted af forskellige former for berøring i udstillingen. I danske Luna Scales’ bidrag, videoværket Memories by Touch, har hun interviewet fire kvinder med medfødte neurologiske eller muskulære sygdomme om barndomsminder knyttet til sygehusbesøg. Billedfladen er holdt i smukke pastelfarver, og vi ser Luna Scales’ egen krop blive berørt på en nænsom og dog undersøgende/professionel måde. Det er et stærkt og sårbart portræt af forholdet mellem patient og læge, hvor, som Kristina Steinbock siger, Scales har taget styringen over både narrativ og (en ellers medicinsk) berøring og iscenesat det hele kunstnerisk og hyperæstetisk. Det, der rører mig allermest i værket, er, da vi får fortalt om engang, hvor en læge, i stedet for at skrive om patienten i journalen, henvendte sig direkte til patienten – eller altså barnet. Lægen skrev om hendes krop som en direkte henvendelse til hende, og det beskrives, hvordan hun oplevede den handling som ”a great act of care.” Selvom det kan virke som en lille ting, er det helt afgørende for et menneskes oplevelse af at være et (værdigt) subjekt og ikke blot et medicinsk objekt, der bliver talt om og hen over hovedet på. Og jeg ved, at man i nogle sammenhænge, på fx specialskoler, er begyndt at arbejde aktivt med netop dette, at skrive i du-form, også med henblik på at værne om barnets selvfortælling og -opfattelse, når det som voksen gennemgår sin medicinske historie.
En romantisk forestilling om blindhed
Kristina Steinbock fortæller om dengang, hun for omtrent femten år siden, hvor hun begyndte at arbejde med blindhed i sin kunstnerisk praksis. Nina Skovgaard Schneidermann, som hun begyndte at arbejde sammen med allerede dengang, bemærkede, at det var en romantisk forestilling om blindhed, hun havde. Det blev titlen på værket, de lavede sammen, og ”hun havde jo helt ret,” fortæller hun nu, ”jeg gik og troede, at som blind var ens andre sanser forstærkede, og det gælder jo langt fra for alle.” Der er så meget, vi ikke ved om, hvordan det er at være hinanden. Om, hvordan det er at leve med en funktionsvarieret krop, når man ikke selv gør det. Og det er noget af det, Steinbock håber, udstillingen kan – gøre opmærksom på omstændigheder, som mennesker uden funktionsvarierede kroppe ikke tænker så meget over. Hun bruger irske Corban Walker, som har dværgvækst, som eksempel og fortæller om hans installationer, som tager udgangspunkt i hans egen kropshøjde: ”Hans skala af tingene får mig til at tænke over min egen skala, som jeg ellers går og tror er ’normal’ og universel. Jeg håber, publikum oplever en lignende forskydning i egen kropsforståelse.”
I sit eget virke har Kristina Steinbock også arbejdet med punktskrift og tegnsprog, som hun er meget fascineret af. Dette at nogen har et eget sprog, som vi andre ikke har adgang til og ikke forstår, ligger der en styrke i, og det forbinder sig også med den bevægelse, der findes i udstillingen af magtforhold, der forskubbes.
Det indre bliver det ydre
En ambition i arbejdet med udstillingen har været at nuancere, udvide og udfordre forståelsen af funktionsvarierede kroppe, at understrege, at det ikke er fx en kørestol, der definerer et menneske. ”De kunstnere, jeg har kurateret på udstillingen er nogle, hvor jeg har oplevet, at de har haft modet til at sige: Kig lige på mig på en anden måde end kun den faktuelle.” Hun fortæller videre, at hun har gjort meget ud af, at kunstnerne kunne mærke, at deres værker blev udvalgt på baggrund af den høje kunstneriske kvalitet, og flere af de deltagende kunstnere, der lever med en funktionsvarieret krop, har givet udtryk for at være glade for at være blevet sat sammen med kunstnere, der ikke gør, fortæller Kristina Steinbock. ”De er først og fremmest dygtige kunstnere,” siger hun. Æstetik, kunstnerisk kvalitet og taktilitet har været helt centralt i hendes arbejde med udstillingen, hvilket man tydeligt mærker som besøgende i både farvesammensætning, komposition, materialesensitivitet og organisering af værkerne i Nikolajs kirkerum.
”Jeg synes, det er virkelig spændende at få det indre til at blive det ydre, få det indre liv ud, så det ikke altid kun er det ydre, vi kigger på,” siger Kristina Steinbock. Og de fleste af værkerne på udstillingen giver netop beskueren adgang til indre og intime rum, som men ellers ikke har adgang til. Det gør det umuligt at se bort fra kompleksiteterne, og det betyder, at vi er nødt til at fralægge os det ydre fordømmende blik, som kun ser overflade og forstår ting i bestemte kategorier og i stedet rent faktisk forholde os til nuancerne og til de mennesker, der taler, og det, der bliver sagt.
Ingen krop kan klare sig uden andre
Det var først, da jeg fik et barn og begyndte at bevæge mig rundt i byen med en barnevogn, at jeg oplevede på egen krop, hvor besværligt det er – hvor afhængig man er af, at elevatoren virker eller af andre menneskers villighed til at hjælpe. Det gjorde mig bevidst om noget, som jo er et vilkår for rigtig mange mennesker med kroppe med funktionsvariationer: Hvis elevatoren ikke virker, kan man ikke komme med toget, man må finde en anden vej på arbejde, til lægen, hjem til sin ven eller kæreste. København rangerer ikke højt på listen over Europas mest tilgængelige byer. Kristina Steinbock fortæller, at hun i samarbejde med Nikolaj Kunsthal har sørget så godt som muligt for tilgængeligheden i udstillingen. Hun har bl.a. selv synstolket værkerne, afholder flere omvisninger for både blinde og døve, og alle videoværker er tegnsprogstolkede. Om at synstolke fortæller hun, at det er svært, fordi man så vidt muligt skal bevare objektiviteten i beskrivelsen og fordi, man er nødt til at forsøge at sætte sig ind i, hvordan det er at være blind: ”For eksempel kan man ikke tale om skala til en, der ikke har syn – hvad betyder fx stor eller abstrakt, eller at noget ligner noget andet, for en, der aldrig har set.”
Afhængigheden af andet og andre er et andet tydeligt spor i udstillingen, som jeg oplever, bidrager til at nuancere og udvide forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske på et eksistentielt plan. I vores samfund synes den fremherskende idé om styrke stadig at bestå i, at man kan klare sig selv. At det er en svaghed at have brug for andre. Men der ligger en overvindelse i at erkende dette behov og rent faktisk bede om hjælp – og dermed en enorm styrke.
Som beskuer mindes man i udstillingen om ting, de fleste helst undgår at tænke på. Særligt i Jesse Darlings værk Saint Icarus (Attributes) – et par vinger i metal med en sele på, så man kan tage dem på ryggen som proteser,og flyve mod solen på flugt fra den kendsgerning, at vi alle er skrøbelige, udsatte, kan gå i stykker og med tiden vil få funktionsnedsættelser, som gør, at vi i endnu mindre grad er autonome, men derimod stærkt afhængige af andre mennesker og hjælpemidler. På et af Steinbocks værker står der “A body is a body is a body,” en reference til Gertrude Stein og en påmindelse om, at en krop er en krop, vi er alle i samme båd, og vi har, som Steinbock siger til mig, ”alle brug for de samme basale ting for at kunne leve et godt liv – omsorg, nærhed, mad, vand osv.”
Please share this space
Kristina Steinbock fortæller, at et af de største tabuer omkring kroppe med funktionsvariationer har at gøre med seksualitet. Mange af udstillingens værker beskæftiger sig med seksualitet og gør det både i relation til kunstnernes eget begær, udefrakommende seksualiserende blikke og i form af de (u)muligheder, der findes, for at udleve sin seksualitet som et menneske med en funktionsvarieret krop. Fx fortæller Steinbock, at kun to lande i verden – Canada og Holland – anerkender det, der hedder en sexuel surrogate, en seksualterapeut, som hjælper de kroppe, der ikke kan selv med seksuelt samvær. Alle andre steder i verden er folk nødsaget til at gøre brug af sexarbejdere. ”Mange med funktionsvarierede kroppe tør ikke snakke om begær og sex. Jeg har oplevet, at der var brug for en scene til dem, for at de kunne tale om deres seksualitet og få nedbrudt nogle af de fordomme, de oplever at blive mødt af,” fortæller hun. En sådan scene er udstillingen i sin helhed, og også Steinbocks videoværk Divine Decadence, Darling (2020), som vises i en sal på vej op ad trappen i kirken. Værket er inspireret af 1920’ernes kabaretunivers. Vi møder fem mennesker, der lever med forskellige funktionsvariationer, i teatralske og overdådige scener, hvor de fortæller personligt og politisk om seksualitet og krop. Til sidst i filmen er der en scene, der gav mig kuldegysninger: Nina Skovgaard Schneidermann, som lever med blindhed, og som også var med i den tidligere omtalte performance, sidder foran et klaver og spiller og synger. Hun har bar overkrop foruden sorte nipple covers med kvaster, og synger med stor indlevelse bl.a. sætningen ”you don’t have the power over me.” Jeg går ud fra filmen med en følelse af at været blevet inviteret ind i intimt og magisk rum, hvor sandheden i, at sårbarhed og styrke er to sider af samme sag, runger højt og tydeligt.
På vej hjem i metroen lægger jeg mærke til en sætning, der står over et vindue: ”Please share this space,” efterfulgt af ikonerne for barnevogn, kørestol og cykel, og det får mig til at tænke på, hvor stor betydning det har for vores opfattelse og behandling af andre mennesker, at vi bliver bevidste om og får indblik i deres måde at være i verden på.
I’m Sorry, This Space is Reserved
Nikolaj Kunsthal d. 19. august 2024 – 25. januar 2025
I’m Sorry, This Space Is Reserved er kurateret af billedkunstneren Kristina Steinbock, som også selv deltager på udstillingen. De øvrige deltagende kunstnere er: Corban Walker (IRL), Emilie Louise Gossiaux (FR), Estela Lapponi (BR), Jesse Darling (UK), Joseph Grigely (US), Luna Scales (DK), Maiken Bent (DK), Maria Koschenkova (RU/DK) og Robert Andy Coombs (US).
Mere fra Helene Johanne Christensen