Group Tectonics er en udstilling på Center for Kunst og Mental Sundhed af Ida Lunden, der former og omformer gruppeterapiens rum. Titlen refererer til Jordens pladetektoniske sammenhænge, og man skal ikke dykke langt ned i pladetektoniske beskrivelser før ligheden med mennesket som art viser sig.
I forbindelse med udstillingen er publikationen og digtet GRUPPETEKTONIK af Sidsel Ana Welden Gajardo skabt. Denne tekst indeholder både beskrivelse, refleksion, poesi og noter over både udstilling og digt og fungerer dermed som en art videreudvikling og dokumentation for Group Tectonics.
(Beskrivelse) Tektonik som praksis
Jordens ydre del, lithosfæren er opdelt i stive plader, som bevæger sig i forhold til hinanden, idet pladerne flyder afsted på den underliggende, flydende asthenosfære. Lithosfæren er mere kølig og stiv, mens asthenosfæren er mere blød og varm.
Ligesom Jorden kan det synes som om, at vi som mennesker er opbygget af en lidt hårdere skal, der flyder afsted på et blødere indre. Indimellem støder vi, ligesom Jordens tektoniske plader, ind i hinanden, og der opstår større eller mindre skælv. Forelskelser, raseriudbrud, tårer, lykke, liderlighed, åbne hjerter eller hudfolder.
På Jorden kan oceaners dannelser og forsvinden opstå, ligesom jordskælv og aktive vulkaner, foldning af stenmateriale i bjergkæder, fossile dyrs og planters udbredelse, kontinenternes skiftende størrelse, beliggenhed og bevægelse samt de dybe revner langs midten af oceanbunden.
Tektonik er i sin enkelhed læren om opbygning og sammenføjning af elementer til en helhed, hvorfor titlen Group Tectonics giver så god mening i forhold Ida Lunden´s udstilling om gruppeterapi. Det gruppeterapeutiske rum er i min optik netop opbygning og sammenføjning af elementer til en helhed. Både individuelt og kollektivt er det muligt at opbygge og sammenføje i det terapeutiske rum, men det gruppeterapeutiske er i høj grad også ”et rum hvor deltagerne møder op til terapi, ofte placeret i en rundkreds, med en autoritetsfigur i form af enten en læge eller en psykolog til at lede terapien. I psykiatriens ofte kliniske æstetik deler deltagerne deres tanker, traumer, erfaringer og sygdomsforløb. Alt dette sker med fremmede mennesker, der også er blevet henvist til et forløb, uden at nogen kender hinanden på forhånd eller kommer til at se hinanden igen. Den kliniske opstilling, stolene placeret i en cirkel med en halv meters mellemrum, og alle ansigterne, der er fremmede for hinanden står i skærende kontrast til indholdet, ordene og kropssproget, der udveksles mellem deltagerne imellem og som er hele præmissen for at dette rum findes i sin midlertidighed, til det opløses igen”, som kurator af udstillingen og forfatter Sidsel Ana Welden Gajardo skriver i publikationen GRUPPETEKTONIK, der fungerer som en forlængelse af udstillingen.
Det gruppeterapeutiske rum kan blive et sært, diskrepant rum, hvor fremmedgørelse og stivhed står i stærk kontrast til sårbarhed og blødhed. Den kontrast indfanger og former Ida Lunden i sine værker, de fleste udgjort af en firkantet piedestal, søjle eller tilnærmelsesvis gravsten, ud af hvilke deforme, rå og følsomme skulpturer nærmest vokser. De ’grimme’ sandheder kan ikke gemmes væk hverken i en piedestal eller i et stringent gruppeterapeutisk rum, men insisterer på både at blive fortalt og materialiseret fysisk i verden. Det kan virke som om værkerne med navne som Dys Lexia, Hjerteskammel, Næver, der udgøres af skamler og skitser, har gennemtvunget sin eksistens i verden gennem Ida Lundens hænder, der har været skulptør eller oversætter for et sprog, der ligger et sted mellem det rationelle og kropslige. Som de deforme skulpturer har tvunget sig vej gennem piedestalerne, har værkerne tvunget sig vej til verden, og det ligger nært at sammenligne deres insisteren på sin plads i verden med planetens ordløse råb om den usynlige smertes plads her på Jorden, hvor masseudryddelser, miljøkatastrofer og krige bryder igennem.
Group Tectonics er langsomt på vej til at blive sin egen pladetektoniske enhed bestående af udstillingen, der blev vist på Center for Kunst og Mental Sundhed, publikation og digt Gruppetektonik skrevet af kurator og forfatter Sidsel Ana Welden Gajardo og nu denne tekst udgivet på bastard.
Det gruppeterapeutiske rum har fungeret som en art støbeform for Ida Lundens værker, der har inspireret til Sidsel Ana Welden Gajardo´s digt, og de to værker smitter nu af på denne tekst.
Den tektoniske opbygning og sammenføjning af elementer til en helhed går på den måde hen og bliver både et teoretisk og filosofisk fundament for udstillingen i sig selv og sidenhen en praksis eller metode for udstillingens efterliv og dokumentation.
(Refleksion) At afstøbe et menneske
Jeg besøger udstillingen i forbindelse med finnisagen og udgivelsen af digtet GRUPPETEKTONIK af Sidsel Ana Welden Gajardo. Ida Lunden fortæller indledningsvis om sin proces, ”at alt er skulptur, alt er form”. Snarere end en rationel beskrivelse, fornemmes det som en fænomenologisk tilgang til at være i verden. I værkerne findes dele af Ida Lundens venner og hende selv afstøbt. En fod eller en hånd, der sammen med andre (krops)dele, skaber en ny helhed. Ordene lander i mig som en oplevelse af verden som modeller- og formbar. Vi påvirker og afstøber hinanden hele tiden.
I forbindelse med nogle spørgsmål omkring relationer, hører jeg mig selv spørge min terapeut om, hvorvidt vi som mennesker kan komme til et sted, hvor vi bliver stående helt stabilt, som vi er og lader andre stå helt stabilt, som de er. Han griner og forklarer, at ligesom øjnene bliver påvirket af det, de ser, og ørerne bliver påvirket af det, de hører, bliver vi mennesker påvirket af de mennesker, vi omgiver os med. Det er energier. Det virker banalt, når det bliver forklaret på den måde. Vi afstøber hinanden som mennesker, skubber til og sætter aftryk i. I øjeblikke kan det føles voldsomt.
Jeg vender tilbage til tektonikken for at prøve at forstå. Jordens tektoniske plader skubber til hinanden og sætter aftryk. Vulkansk magma bryder igennem, stenmateriale folder sig, kontinenter er i bevægelse. Voldsomme kræfter er på spil, men der er en tilladelse til bevægelse og formbarhed.
Jeg er overbevist om, at der i tilladelsen til bevægelse ligger en frihed, hvis vi tør overgive os. Ligesom afstøbningerne i Ida Lundens værker, der bevæger sig fra at være et flydende materiale til at blive fast og porøst, ligger der i tilladelsen til at være formbar en frihed til at være menneske. ’Jeg’ er her hele tiden, men ’jeg’ er modellerbar, og dermed er ’jeg’ måske slet ikke.
Som menneske med behov for at finde sig selv, en identitet og på den måde en plads i verden, kan det virke skræmmende ikke at kunne afstøbe sig selv som en fast form. Det bliver som at gribe i luften efter noget, der allerede er væk. Friheden ligger vel i ikke at gribe og tillade de tektoniske bevægelser og deformiteter at finde frem. Herfra kan vi holde nænsomt om hinanden og blive ved med at være sammen, også når vi forandrer os.
(Digt) Alt er form
deformiteter vokser ud af rummet
ud af overfladen
alt er form
alt er form
du er her
du afstøber dig selv
alt er form
det porøse materiale
den flydende form der bliver fast der klistrer
og bliver flydende igen
flyvende igen
de røde vinger
(Geryons)
de røde fødder
der vokser ud af siden på gravstenen
det lille hoved der folder sig sammen på midten
som en babys
alt er form
vi skubber til hinanden
du sidder i cirkel ovenpå en gravsten
under dig vokser indvolde
ud gennem gravstenens hårde ydre
sandheder bryder igennem som vulkansk magma
langsomt
flyder det ud af sprækkerne
de dybe revner langs oceanbundens midte
alt er formbart
du afstøber dig selv
gennem andres ord
og indvoldene
sætter sig fast på huden
som en ny og smuk deformitet
en dæmon
en alien
en dyslektisk sfinx
en sommerfugl uden vinge
Geryon
alt er skulptur
indtil det ikke er skulptur
alt er formløst
under den hårde overflade
flyder du på en varm og blød asthenosfære
former hinandens kroppe
de syge og skrøbelige
vi er
form
og kroppens indre deformiteter har lagt sig udenpå huden
vi er pirrende
vi er frastødende
vi er form
alt er form
(Noter) Noter
Cirkulær
Form
Piedestal
Hvid
Rød
Brun
Grønne
Farver
Gevækst
Alien
Deformitet
Krop
Dyr
Væsen
Søjle
Barok
Romersk
Organer og sommerfugle
Indvolde og tarme
Huller
Piedestaler (der bærer på kroppes historier, der vokser ud af den stringente form)
Gravsten
Fødder
Halvt dyr
Halvt menneske
Organiske former
Symmetri
Ben
Del
Fragment
Afstøbning (af det der er tilbage fra gruppeterapien)
Sfinks
Dyslexi