Gennem ekstrem langsommelighed undersøger TRUE RANDOM, hvordan tilfældigheder påvirker vores sårbare menneskeliv i en tid, hvor forandringer sker hurtigt. I et rum mellem nutid og fremtid, tilfældigheder og koordination placerer værket os i en meditativ og nærmest åndelig tilstand.
TRUE RANDOM er koreograf Marie Topp´s tredje undersøgelse af tid i forskellige faser i livet.
Fire performere i simple kostumer er placeret på et firkantet, gråt podie. Podiets plan er skråt og hælder en smule mod publikum. En af performerne ligger i podiets hjørne med ansigtet vendt mod gulvet. Han holder fast i et råhvidt, stort klæde. Lyset er hvidt og nøgent, lyden svinger i langsomme, monotone bølger. Øjeblikket svæver nærmest i Dansehallernes store hal. Det virker som et fastfrosset billede. Det kunne være et øjeblik fra en film sat på pause eller et hverdagsøjeblik, der er gået i stå.
Nærmest usynligt begynder performerne at bevæge sig ganske langsomt. Bevægelserne er subtile og grundige. Som en elastik strækker tiden sig længere og længere.
Det tager et øjeblik at overgive sig til langsommeligheden. Da det sker, opstår der en fornemmelse af afventende nysgerrighed blandt publikum. Vi bliver suget ind i billedet, detaljerne står skarpt frem, en sjælden, opmærksom bevidsthed overtager rummet.
Lyden skifter og bliver dyb, bragende, rungende. Skiftet sætter hele billedet i bevægelse. Særligt én bevægelse fanger min opmærksomhed. Performer og danser Karis Zidore griber ud i luften med runde arme. I bevægelsen findes en længsel efter at indfange nogen eller noget, der ikke er der. I tomheden findes en sorg. En sorg, der synes at spejle sig i hendes evigt distancerede blik.
TRUE RANDOM rummer netop dét, og alligevel er det er svært at sætte ord på, hvad det er, vi oplever. Langsommeligheden sætter tiden ud af spil. Det føles som om, vi befinder os både i nutid og fremtiden, der undervejs i det koreografiske værk bliver mere og mere nærværende.
Koreograf Marie Topp har skabt en langsommelighedens undersøgelse af tilfældigheder i en verden, hvor ønsket om relationelt nærvær står i kontrast til en nærmest dystopisk distancering af science fiction-karakter. Lyduniverset, der fungerer som en medspiller i værket, underbygger det med en enerverende og underliggende uro.
De fire performere virker til at agere ubevidst og tilfældigt, og samtidig føles det hele gennemarbejdet og koordineret. Selvom værket i sin essens udforsker tilfældigheder, er der intet, der virker tilfældigt. I den diskrepans ligger en foruroligende fornemmelse.
De udfører deres kropslige bevægelser med overbevisende og nærværende graciøsitet. Jeg bliver suget ind i detaljegraden og det minutiøse. Hver hånd, hvert blik, hvert møde virker koordineret ned til mindste detalje, og det får hele værket til at virke som abstrakte mønstre, der fletter sig ind og ud af hinanden. Som eksempel da Snorre Elvin falder ind mellem Karis Zidore og Emilie Gregersen, der sidder med ryggen til ham og uden at kigge på ham, standser hans krop med en hånd på toppen af hans hoved. En åndelig frekvens hænger over og inde i værket. Som en membran i bevægelse.
Karis Zidore´s karakter udvikler sig fra at læne sig ind Alexander Montgomery-Andersen, som de sammen slæber sig op ad platformens hældning til at blive mere distanceret og udføre, hvad der virker som ubevidste handlinger, der minder om vold eller overfald. Hendes helt mørke øjne, der stirrer ud i tomheden samtidig med at hendes hænder i slowmotion forsøger at skubbe Snorre Elvin ud over kanten af platformen, har karakter af psykopati.
Alexander Montgomery-Andersen udfører mere introverte handlinger. Det er sjældent, vi ser hans ansigt, og han ’snubler’ nærmest ind i andre mennesker og forlader dem åndeligt igen. Da han mod værkets slutning falder ud over platformens bagkant og begynder at løbe hurtigt langs bagvæggen, opleves det som en uventet overraskelse. Samtidig bliver værket sat i rumligt perspektiv. Pludselig opleves de fire performere og deres verden ekstremt lille i forhold til Dansehallernes ekstravagante størrelse.
Emilie Gregersen er helt subtil og grundig og fungerer næsten som fundament, omkring hvilket de andre performere drejer. Hendes karakter virker til at have større tilbøjelighed til at ville relationen og mødet med andre mennesker, men udfordres hele tiden på andres utilregnelige bevægelser. Snorre Elvin svæver nærmest på platformen. Han bliver ofte offer for andres lyst til at tvære hans ansigt ud, holde en hånd for hans hals eller skubbe ham ud over platformen. Der ligger en abstrakt ubekvemmelighed i hans ordløse tilladelse og overgivelse ind i disse møder med andre mennesker.
TRUE RANDOM’s underspillede genialitet ligger i rummet mellem den konkrete fortælling og åbenhed for interpretation. I forskellige konstellationer skaber performerne gennem deres relationelle møder nye hændelsesforløb og spejler på den måde vores liv, som det sker ude i verden. Vi møder et nyt menneske, og det møde har potentiale til at skifte vores livsbane.
At indfange det magiske punkt mellem det almengyldige og rummet for den subjektive læsning er svært. Jeg bliver givet konkrete billeder, og samtidig er der rum for, at jeg kan læse mit eget liv ind i det abstrakte narrativ og karaktererne. Kunst der forsøger det, kan hurtigt komme til at sige ingenting, men
TRUE RANDOM rammer det punkt ret præcist.