“Vores idéer begynder som former. Så bliver de til symboler. Og så bliver de til ord”.
– Back to Back Theatre
Det hele begynder skævt. Jeg kan ikke finde indgangen til Republique. Jeg går i ring. Tre gange rundt om bygningen, før jeg endelig står foran den rigtige dør. Inde i salen leder jeg længe efter rækkenumrene. Til sidst sidder jeg på min plads – med en lurende usikkerhed. Al den snak og glæde omkring mig. Men noget er anderledes. Flere blandt publikum opfører sig ikke, som vi har lært, man skal. Der er en frihed i rummet. Som om det hele er mindre stift. Jeg vil selv være mindre stiv, mere fri. Alligevel sidder jeg ofte på mine hænder, næsten ubevidst, så ingen – måske endda ikke engang mig selv – mærker behovet for at bevæge mig, regulere det indre oprørte hav af følelser, der skyller gennem kroppen. Man må jo ikke sidde uroligt. Men kvinden ved siden af bevæger fingrene stille og hurtigt. Som mine tæer i skoene, der vipper febrilsk. Som min hånd, der flyver op til hårgrænsen, når jeg skal tale med en fremmed.
Scenografien er sparsom. Kun en skærm til overtekster.
Så træder to personer ind: Sarah og Scott. De har en stabel stole med, som de sætter op på række, mens de taler om samtykke: hvor og hvornår det er okay at røre ved sig selv og andre, fxl. Men hurtigt flytter min opmærksomhed sig fra ordene til noget andet: stemmeføringen. Den rytme og langsomhed, den filterløse tilstedeværelse, som måske er forestillingens allerstørste styrke.
Sarah, Scott og Simon – det er både skuespillernes navne og karakterernes. Spiller de? Spiller de sig selv? Spiller de nogen, der spiller, at de spiller sig selv?
Scott har en t-shirt på med teksten “Autism Pride”. Sarah insisterer på at blive kaldt hjerneskadet, ikke mentalt handicappet. Simon udstråler en ro med sit tålmodige væsen. Sammen forsøger de at indlede et offentligt møde, men mødet afbrydes igen og igen af misforståelser, afveje og afbrydelser.
Men er afbrydelserne egentlig afbrydelser – eller blot en anden måde at tale på? En accent? En rytme?
Forestillingen er ikke plotdrevet, men kredser om kommunikation. Om forsøget på at tale til og med publikum. En formidling, der konstant må kæmpe for at finde fodfæste. Sarah, Scott og Simon er meget forskellige, men netop i forskelligheden deler de en dyb indsigt i hinandens erfaringer.
“Ikke nok med at jeg er autist – jeg har også en meget slem australsk accent”, lyder Scotts vidunderligt leverede replik.
Sarahs tale er uendelig langsom, tøvende. Hun begynder på en sætning, går i stå flere gange, og man tror, hun har glemt, hvad hun ville sige, men så samler sætningen sig. Det er mirakuløst. Jeg forsøger at gætte med, fuldføre sætningen i mit hoved, men jeg rammer aldrig rigtigt. Og hver gang er hendes pointe vigtig.
Sarah – og de andre – viser, hvordan århundreders nedvurdering af mennesker med et anderledes sprog og udtryk har fået os til at overse det, der blev forsøgt sagt. Når vi kun anerkender neurotypisk kommunikation som legitim, går viden og erfaring tabt.
Pause. En hånd, der blafrer i stilheden.
“Øhm … Jeg kan ikke huske, hvad jeg var ved at sige. Min hjerne er tom”.
“Hvad gør man, når et menneske med et handicap går i panik?”
Imens ruller autogenererede overtekster hen over deres hoveder.
“Hvorfor skal vi oversættes? Vi taler da samme sprog, gør vi ikke?” spørger Sarah.
“For at andre kan forstå os”.
“Men vi taler jo ikke et andet sprog!” råber hun frustreret.
Scott beder Siri om hjælp på sin iPhone, men Siri beskyldes for ikke at have følelser. En fordom, som stadig rettes mod autister: at de mangler empati, er kolde og robotagtige.
De vender det hele på hovedet og spørger os:
“Når kunstig intelligens tager over efter den menneskelige intelligens, hvordan vil mennesker så blive behandlet?”
De opremser en lang række historiske overgreb mod mennesker som dem:
“Efterladt i skove. I kældre. Institutionaliseret. Gasset. Umenneskeliggjort. Stigmatiseret. Steriliseret. Eutaniseret”.
Listen fortsætter i forestillingen og i virkeligheden. Overgrebene er ikke kun fortid:
“Behandlet som andenrangsborgere”.
“Adfærdsmodifikationsterapi. Jeg er ikke en hund”.
“Nogle gange skammer jeg mig”.
“Det gør jeg også”
“Hvorfor?”
“Skammen skyldes samfundet”.
“Det er samfundets skyld”.
“Dobbelt skam”.
“Normale mennesker skræmmer ham”.
“Vi er mere normale end de normale”.
Flere referencer til teknologi sniger sig ind. HAL i 2001: A Space Odyssey. Deep Blue, den første computer, der slog et menneske i skak.
Det her er hardcore formidling – og selvom lydniveauet og det skarpe, diffuse lys ikke passer til min sanseprofil og får mig til at føle mig lidt forkert – finder jeg alligevel en form for tryghed. Måske deler jeg den erkendelse med andre. Måske er det ikke genkendelighed, der skaber følelsen af at høre til, men resonansen – og i den, en form for tryghed.
Forestillingen er barsk, men ikke uden humor. Publikum griner. I begyndelsen går det hen over hovedet på mig. Men langsomt bliver jeg blødere. Jeg griner med. Med publikum. Med Scott, Sarah og Simon, når de vender alting på hovedet og skærer kernen ud i pap for os: At det er dem – de såkaldt handicappede – der har et ansvar for at hjælpe publikum til at forstå, at også de en dag, hvis vi bliver overhalet af AI, måske bliver betragtet som utilstrækkelige. Her viser performerne faren ved enhver form for alvidende intelligens og magt. En dag kan vi alle blive betragtet som handicappede.
Er det, vi kalder handicap, også det, der også gør os allermest menneskelige?