På årets Taarnby Park Performance Festival udfoldes og udfordres temaet LEGELAND, i hemmelighedsfuld græsplænekoreografi, filosofisk fællessang og flertydige performanceeksperimenter. Det er medrivende og vedkommende – og sjovt, fordi legen bliver taget alvorligt.
At lege handler om noget om at være til stede i nuet – legen er et udsøgt rum for at improvisere og sige ja, og i fællesskab opstille og udforske nye præmisser og andre virkeligheder. På mange måder virker legen som et indlysende og vigtigt tidsfordriv – også for voksne. Som en form for modvægt til den raketfarts-agtige, gennem digitaliserede og opmærksomhedsinsisterende kultur som denne del af verden er gennemsyret af.
Mit indre legebarn, der fylder en hel del, blev derfor vældigt begejstret ved at erfare, at LEGELAND var tema for og titel på dette års Taarnby Park Performance Festival. Da jeg kun deltog fredag, kan jeg ikke udtale mig om oplevelsen af hele festivalen – men at dømme ud fra programmet, så det ud til at Andreas Liebmann og team havde skruet en meget helstøbt og velkurateret festival sammen. Den var, så vidt jeg kunne se, præget af mange forskellige formater og former for publikumsengagement og -inddragelse, gennemsyret af det legende og udtryk for en stærk lokal og stedslig forankring i såvel præsentation som skabelsesproces. Med andre ord en udfoldelse af alt det Taarnby Park Studio (TPS) står for og har som mission.
Verdens ende er skriggul
Hele fredagens program udspiller sig på forskellige lokationer i og lige omkring Taarnbyparkens fælleshus og festhus, hvilket gør det dejlig nemt at være med til det hele. De forskellige udendørs lokationer giver også en vis grad af gadeteaterfornemmelse, hvor forbipasserende og lokale beboere spontant kan slutte sig til.
Det første der springer mig i øjnene er, hvordan området omkring TPS i anledning af festivalen er blevet indtaget af en flok skriggule mannequindukker, som en del af Veronica Fabrons permanente installation The world is ending, smiley. Ansigtsløse og tavse lyser de op med deres helt uproportionalt tydelige farve midt i det noget mere afdæmpede boligområde. De får mig til at tænke på og længes mod samliv og fællesskab, og dukkernes bedagede futuristiske udtryk gør mig usikker på om, min længsel mon er bagudskuende eller en form for stille fremtidshåb? Det giver fin mening at ’lege’ med dukker som afmærkning af festivalområdet og dermed gøre opmærksom på, at her foregår noget ud over det sædvanlige – noget vi leger. På trods af værkets dystre titel, morer jeg mig også lidt ved tanken om dem, der skrår igennem området en mørk nattetime og forskrækket erfarer, at de bliver ’beluret’… af en mannequin.
Forbindelse og forsvinding
Første performance på fredagens program er Sienna and Valencia 2 Infinty af de to dansere og koreografer Ane Carlsen og Evelina Jakobsson Potenciano. Den foregår udendørs på græsplænen ved siden af TPD. Timingen kunne ikke have været bedre. Regnen er netop ophørt, og det våde sensommergræs og det særlige lys, der ofte følger et regnvejr, udgør en meget stemningsmættet kulisse for duetten, som måske bedst kan beskrives som et overflødighedshorn af en feminiseret ’BFF-kulturs’ udtryk og markører. Helt poetisk, da solen bryder frem og rammer kroppe og ansigter, så smukt som intet spotlight kan gøre den efter.
Med forskydninger og forgreninger i musik og bevægelse og en fin brug af det udendørs formats særlige uberegnelige muligheder som ekstra krydderi, er scenen sat med publikum fordelt i to grupper under hver deres træ på hver sin side af græsplænen. Første del af performancen er præget af bevægelser, der giver mindelser om at posere og stille sig an for, med og mod hinanden. Græsplænen mellem de to publikumsgrupper bliver næsten en catwalk, der gradvist udviskes som koreografien udvikler sig til mere dynamiske og synkrone sekvenser – hele tiden med et særlig ladet spænd imellem de to performere – hvor de begge altid synes vidende om den andens position og intention. Samtidig er det også som om både idolisering, misundelse, ømhed og intriger konstant ligger og ulmer under overflade. Med bløde bevægelser forsvinder de kortvarigt bag en bakketop, og som publikum mærker jeg, hvordan deres relation er en verden for sig, skjult og afskåret fra os andre af hemmelige koder og særlige aftaler. Carlsen og Potenciano formår virkelig at gestalte en særlig ’bedste-vens’ energi, som vækker genklang hos mig. Måden de starter med småsnakkende at enes om koreografi og bevægelse, og tilsyneladende hele tiden sætter noget op eller gør noget klar og hele tiden starter forfra, ud fra en tilsyneladende indre logik, som kun de to kender til, er for mig billedet på den nærmest symbiotiske sameksistens man kan have med en udvalgt ven. Hvor forbindelsen også rummer kimen til konflikt.
Afstandens muligheder
Indenfor i Taarnbyparkens Fælleshus indtager Sophie Grodin og Karen Christopher scenen, som udgøres af den ene del af rummet, med det første udkast på deres tredje performance Two Apart.
”Uden regler, findes der ikke nogen leg eller spil”, siger Grodin med mild stemme, alt imens hun siddende på hug iført rulleskøjter trækker sig fremad langs det tov, som Christopher har fat i den modsatte ende af. Christopher gør det straks herefter klart, at intet betyder noget, når jorden er lagt øde. Således er præmisserne ridset op. Herfra ruller(!) deres performance afsted, kondenseret og kompleks i lag af lyd og bevægelse, fyldt med forståelser, misforståelser og merforståelser. Fortællingen om familien på weekendtur, hvor et tilsyneladende hyggeligt ’lyvespil’ ender i råbende beskyldninger om at være en reel løgner, bliver et gennemgående tema. Samtidig bliver familien som ideologisk kampplads et billede på både de mellemmenneskelige, men også det storpolitiske kommunikationskollaps, der synes at dominere vores samtid. Omkring det hele ligger også Det Store Kollaps og ulmer. Grotesk symboliseret gennem den lille muntre sang om lavaen, der strømmer ud og lægger alting øde. Samtidig er performancen også perforeret med glimt af håb, eksempelvis når den ene spørger den anden ”Where do we go from here?”, og de sammen finder videre i både bevægelse og fortælling. Det kan dårligt formuleres mere konkret og mere metaforisk. Rulleskøjterne og tovet, som både er i brug i begyndelsen og til slut, kan tolkes på mange måder. Måske som en ekstra udfordring af kommunikationens stringens, måske som en konkretisering af alt det, der holder os sammen? Måske som alle de tråde, vi griber ud efter og klynger os fast til i forsøget på at nå og forstå hinanden. Et underfundigt billede på, hvor snublende nær vi kommer hinanden, og hvor hurtigt vi kan skubbes væk igen.
Konfettifyldt informationsoverload
Scenen er sat på en asfaltbane der, når den ikke lige danner scene, ser ud til primært at blive brugt som en form for trafiklegeplads. Den er i hvert tilfælde bemalet med alskens striber og symboler. Selvom _PLEX-TAARNBY ikke handler om trafik, så flettes de forskellige markeringer, tegn og symboler på den grå asfalt elegant sammen med den energiske koreografi af Alma Toaspern som Lúa Mayenco fremfører. Mayenco er en knivskarp performer med en energi og en timing der drager øjet, og hendes kostume understøtter kun den sprælske energi, når hun i løbet af forestillingen lyner lommer op, fyldt med frynser og konfetti. Inspirationen er John Oswalds album Plexure (1993) – en tæt, hurtigklippet collage af over 1.000 popsamples. Musikken synes da også nærmest at skifte hvert andet øjeblik. Alligevel når min hjerne at opfange mange af de forskellige popnumre, som lydsporet er samplet af. På den måde får forestillingen mig til at tænke over, hvor mange informationer min krop og min hjerne egentlig er eksponeret for på daglig basis. Det er opmærksomhedskulturen på fast forward – et konceptuelt gennemført performanceeksperiment, hvor en enkelt dansende krop forsøger at respondere på og give udtryk for den ufattelige mængde af information, som vi alle i mere eller mindre grad eksponeres for.
Kan vi synge os ud af suppedasen?
Det næstsidste punkt på fredagens program er Immanuel, Immanuel! af den dansk- svenske gruppe Hungry Eyes bestående af Mie Katrine Kristensen, Ida Oldmark Østman, Olivia Klang og Dina Viksten Abrahamson. Her er vi inviteret med til kor- og fællessang i Taarnbyparkens Festhus, men på en måde, der slår sprækker i det velkendte kor format og skaber nye forbindelser. I det udleverede hæfte med aftenens repertoire kan man se, at vi både skal igennem et kropspartitur, et tyst kort, sangen Danse-Makabre af Jomfu Ane Band, Kulle/Bakke af Bertolt Brecht såvel som sange med tekst af både Immanuel Kant og af Hungry Eyes selv. Gruppen synger både på dansk og svensk og gør en tydelig pointe ud af at insistere på, at vi kan forstå hinanden på tværs af de to sprog. Det er ikke som sådan revolutionerende, men i en tid hvor verden synes tiltagende fragmenteret, kan man alligevel betragte det som et subtilt politisk budskab – at vi må kunne kommunikere på tværs af det, der skiller os ad. Og hvilket bedre medie at fremføre det i end netop musikkens og fællessangens. Som titlen antyder er Immanuel Kant en form for filosofisk forståelsesramme for koncerten. Her bliver det kategoriske imperativ til et omkvæd, som publikum pligtskyldigt gentager, indtil det forskyder sig til et bærende princip, der lyder; ”Må ud af suppedasen. Må for alt i verden ud af suppedasen. Alle skridt, der er et skridt ud af suppedasen, er skridt i den rigtige retning.” Selvom suppedasen ikke er nærmere bestemt, er det svært at være uenig i, at vi skal se at komme ud af den. Ved at lade repertoiret rundes af med ’Time after Time’ af Cindy Lauper, giver Hungy Eyes os (også) et lille håb. Jeg er ikke så naiv at tro, at alverdens problemer kan løses med fællessang, men jeg føler mig afgjort mere forbundet og væsentligt mere opløftet, hver gang jeg selv har gjort det. Med Hungry Eyes er jeg tillige fodret med filosofi og finurlige sproglige finesser. Og naturligvis en afsluttende kop kaffe og en kage.
“I do this for the press photos only”
Aftenens sidste performance er uden tvivl et trumfkort. Hvilket den fyldte sal da også vidner om. Ivo Dimchev er en performancekunstner af absolut verdensklasse. Da han træder ud fra baglokalet, spotter han straks de publikummer, der har sat sig på gulvet på siden af det areal, der udgør scenen. Hans første drævende ytring kondenserer den flertydighed, der løber som en rød tråd gennem resten af hans performance; ”It’s a frontal piece, why are you here?” Performancen METCH (M.E.T.CH. – Music, Exhibition, Text, Choreography) er i programmet beskrevet som en koncertudstilling, en auktion, en øvelse, en overdreven produktion af malerier og en besættende dialog med publikum. Når man har oplevet det, så giver det mening. Fra begyndelsen er vi som publikum trukket med ind, idet vi bliver bedt om at deltage i en samtale med Dimchev, hvor replikkerne er skrevet på forhånd. Senere sendes en mikrofon rundt mellem publikum, og alt afhængigt af, hvor man sidder, skal man enten give negativ eller positiv feedback på Dimchevs live produktion af malerier på scenen. Dimchev beder også publikummer komme op på scenen, og forsøge sig med hans performance-’metode’, hvor kropssprog og stemmeføring skal skilles ad. Andre bliver bedt om at tage fotos alt, imens han folder sig vildt ud på scenen – ”I do this only for the press pictures, because then they think it’s a very intense work.” METCH får behændigt ‘røntgenfotograferet’ konceptet kunst og hele den virkelighed, vi har konstrueret omkring det. Hele tiden balanceres det komiske med det ubærlige og fornedrende i en form, der samtidig sørger for at ingen i rummet kan skrive sig ud af fortællingen.
Den performative kommentar til (scene)kunstscenens knap så kønne facetter og kapitaliserende logik og mekanismer bliver også eksplosivt politisk til sidst, da alle Dimchevs malerier kommer op at hænge, med det forreste påskrevet Gaza, og han selv påført hvid maling som en ’conceptual nudity’ falder for et ’pistolskud’. Gid han havde haft flere aftener, til at kradse det Københavnske publikum ned ad ryggen.
Lad os tage legen alvorligt
Det rammesættende spørgsmål for årets Taarnby Park Performance Festival har været ”Hvad kan vi lege os frem til?” Baseret på blot en dags festival synes svaret af være ”En hel del!” På min vej hjem fra festivalen tænker jeg over, hvor vigtigt det er, at vi tager legen dybt alvorligt og ikke kun forstår den som et fænomen, der hører barnelivet til. I mit baghoved klinger Piet Heins ord ” Den som kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”. I legen kan vi mødes i nye fællesskaber og forestille os andre måder at være til på og andre verdener at være til i. Noget som alle fredagens performances på forskellig vis gav udtryk for. I en verden, hvor hver dags nyheder kun synes værre end den forudgående, og angsten for både nutid og fremtid er reel og tiltagende aktuel, synes temaet LEGELAND at være både modigt og absolut nødvendigt.
