Den aarhusianske festival SPOR er en festival for tværkunstneriske, hybride, genrebrydende og nyskabende musikformater. Over fem dage fra 22.-26. april præsenterede festivalen internationale og danske koncerter, installationer, udendørs koncerter og videoværker i hele byen.
På vej ind til koncerten Yarn/Wire Plays Dreyer & Streich kommer jeg forbi installationen Bird Choir. Det keramiske fuglekor tiltrækker straks min opmærksomhed med sine lyde og sit karakteristiske udtryk, der befinder sig i spændingsfeltet mellem noget helt naturligt og noget, der grænser til en sci-fi-verden. Fuglelyde blander sig med elektroniske lyde, keramik blander sig med kabler, og man kan på trods af det åbne rum lade sig omslutte af et andet-end-jordisk univers.
Bird Choir
Hvisler, risler, pifter, fløjter
(mig der beskuer, lytter, tænker på
jeg hverken kan fløjte så godt som fuglene
eller pifte)
pastelfarver og brune og grønne
store fugle af keramik
og små keramikfugle
og lange gummislanger, der udsender elektroniske lyde
enkelte lyde
en tone
flere toner
et højskingert bip
bip bip bip
bip bip biiiiip
et kor
et fuglekor
et fugleinstallationskor
der synger længerevarende harmonier
og så lyden af
VAND
lyden af
LUFT
fra en elektrisk luftpumpe
enkelte lyde
flere lyde
flere toner
et keramikkor af
store små fugle
runde flade bolde
lange gummislanger
der hvisler, risler, pifter, fløjter

Yarn/Wire Plays Dreyer & Streich
Atmosfæren ændrer sig, da man træder fra Bird Choir i foyeren ind til Yarn/Wire Plays Dreyer & Streich i en lille sal på Godsbanen. Fire musikere sidder ved et lille bord forrest på scenen. Foran dem står bittesmå instrumenter, en spilledåse, abstrakte Georg Georgløs-maskiner. Stemningen er nærmest poetisk, da de langsomt begynder at spille på instrumenterne. Lyden er stille, næsten uhørlig.
Værket er på én og samme tid finurligt, spidsfindigt og humoristisk. Min opmærksomhed flytter sig fra at lytte til de bittesmå lyde til at observere musikernes kroppe. Jeg indfanges af deres nærmest usynlige, rytmiske og helt synkrone bevægelser med hoveder og skuldre. Musikken findes i deres kroppe. The Letting Go af Mads Emil Dreyer er det mest lydløse musikværk, jeg nogensinde har hørt. Det minder ikke om noget andet lydligt univers, jeg har oplevet. Jeg mærker, jeg drages mod værket som et ritual, der findes og lever i sig selv.
Andet værk Orchestra of Black Butterflies af Lisa Streich er anderledes bombastisk. Som kontrast til The Letting Go består værket af store instrumenter. To klaverer med tilhørende blæse- og strygeinstrumenter og orkesterslagtøj. De to kvindelige musikere sidder gennem hele værket ved de to klaverer. Mine øjne hviler gentagne gange ved deres fingre og bliver imponerede over den kropslige og mere procedurale hukommelse, der må være på spil, når fingrene bevæger sig lynhurtigt over tangenterne. De to mandlige musikere bevæger sig derimod mellem pauker, triangler, bækkener og som medspillere på klaveret, hvor de med armene bag om de kvindelige musikere spiller med på klaveret. Der er en særlig intimitet i netop det billede, lidt akavet og samtidig tæt.

Ligesom The Letting Go sidder jeg med en fornemmelse af at være trådt ind i en sofistikeret Georg Georgløs-verden. Klaverrne er motoriserede, og strygeinstrumenter spiller gennem papirstrimler fastgjort til motorerne.
Yarn/Wire Plays Dreyer & Streich er en anderledes og ny musikoplevelse, hvor min opmærksomhed skiftevis bliver fanget af det tekniske og selve musikken, og jeg er lige dele forundret, forvirret og forblændet.
Cantus (Bind lll)
Det næste værk jeg skal opleve, er Scenatets og Jeppe Ernts Cantus (Bind lll). Synet af ti performere i en trekantet formation møder mig på trappen op til Dokk1. De står med lukkede øjne i den kølige april-blæst. Der hænger en særlig ensomhed i luften omkring koret. Selvom performerne står skulder mod skulder, er deres opmærksomhed vendt indad, og der er helt stille.
Værket starter, og selvom jeg fra programbeskrivelsen ved, at det er et lydløst kor, forventer jeg nok alligevel, at der vil være en form for lyd undervejs. Men det er der ikke. Slet ikke. I stedet starter en lydløs koreografi af ansigtsudtryk, åbne munde, skæve munde, øjne, der vrider sig og gestikulationer med hænder og arme. Der er noget både fornuftsstridigt og poetisk over de udtryksfulde ansigter. Ansigterne ligner ikke sig selv. Mennesket bag forandrer sig, selvom det på sin vis er rationelt forkert. Det er samme menneske, men deres mange udtryk viser nuancerne i deres personer og væsner, og pludselig består koret ikke bare af ti performere men flere hundrede.

I performernes gestikulationer opstår en nærhed og særlig intimitet. Performerne rører hinanden, selvom de fortsat kigger lige ud eller har lukkede øjne, og netop det gør intimiteten særlig. For er det intimitet, eller er det i stedet en ensom trang til at komme i kontakt? Et forsøg på at finde et andet menneske, opleve nærhed?
Som koreografien bevæger sig gennem koret, opstår der flere og flere asynkrone øjeblikke. To munde åbner sig på vid bag, mens resten af koret har lukkede munde. Som en duet. Hele koret lukker øjnene, mens en performer åbner øjnene på vid gab. Det er, som om toner og harmonier løber gennem korets ansigter som en bølge. Cantus (Bind lll) efterlader mig med forundring over, hvor meget et enkelt greb kan forvirre og skabe illusionsagtige tilstande. At tage lyden fra et kor fremhæver verdens uforudsigelighed og udfordrer vores til tider snævre blik på livet, og hvordan det ‘burde’ udfolde sig.

Boy World Effigy ll
Jeg går fra Cantus (Bind lll) ind i Dokk1, hvor flere små installationer og videoværker er placeret.
Boy World Effigy ll er et videoværk opstillet i Dokk1 med udsigt ud over Aarhus havn. Jeg trækker en stol tættere på de store skærme og sætter mig som ene tilskuer.
Hernings Kirkes Drengekor kommer til syne på skærmene i pæne, hvide skjorte, med kæmmet hår. Der er noget altmodisch over udtrykket og samtidig noget helt vildt sårbart og skrøbeligt, som drengene står side om side og synger. Videoen åbner op for en privat verden. En verden der opstår i interaktionen mellem drengene. Det føles vigtigt at få lov til at kigge ind, og der opstår tilnærmelsesvis en relation mellem videoværket og mig.
Videoværket veksler mellem at vise drengene synge sammen til gruppeinteraktioner, hvor de sidder med deres smartphones og solostykker, hvor en enkelt dreng danser hjemme på sit værelse og har filmet det som en privatoptagelse. Blandingen mellem de forskellige optagelser giver indtryk af en ungdomskultur. Hvordan identitet har flere ansigter og både kan skabe samhørighed og ensomhed.
Jeg bliver virkelig rørt over Boy World Effigy ll. Det er så nærværende og autentisk, og jeg har lyst til at blive siddende længe og følge drengenes liv. Hvad sker der med dem alle sammen? Hvordan ser deres fremtidige liv ud i en verden, hvor det skrøbelige ungdomsliv hurtigt kan forsvinde i verdens kriser og teknologi?

Boy World Effigy ll minder mig om livets skrøbelighed, og at vi skal passe på hinanden. Det bliver jeg ved med at vende tilbage til netop nu, og kunsten har en evne til at minde os om det.
SPOR Festival er en lille aarhusiansk perle, der åbner for eksperimenter og kuriositeter i hybride formater mellem lyd, video, musik, installationer og mennesker. Festivalen er fyldt med forsøg, fejlslutninger og perfekte tilstande, og jeg håber på, at SPOR fortsætter mange år frem i tiden.
