The Answer is Land opført på Bora Bora i april 2026 er noget særligt. Det er en smuk, ritualistisk performance, der særligt med sin start på rådhuspladsen i Aarhus placerer sig som en helt særlig oplevelse med den samiske folkesang og folkemusik, joiken, som bærende element for forestillingen.
En stor publikumsgruppe står afventende på rådhuspladsen foran Rådhuset i Aarhus. Tegnet af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller og opført i 1942 står bygningen som et hovedværk indenfor tidlig funktionalisme i Danmark. En særlig ro hviler over det ikoniske og let genkendelige værk med det 60 meter høje rådhustårn, og selvom der er småsnak blandt publikum, hviler roen også her. Roen forstærkes da syv kvinder iført røde folkedragthatte og megafoner strakt mod himlen kommer gående fra Bora Bora ad Frederiks Allé mod Rådhuset med taktfaste skridt. Kvinderne er en slående kontrast til byen og Rådhusets minimalistiske udtryk. Atmosfæren omkring dem emmer af stille demonstration og ritual. De er kommet for at fortælle noget.
Forestillingen starter her, på rådhuspladsen. De syv kvinder går langsomt rundt i den store cirkel, som publikum danner omkring dem. De kigger publikum intenst i øjnene og mødes til tider i små formationer, hvor de bevæger sig langsomt, synkront og koreografisk. Publikums øjne er opmærksomt rettet mod kvinderne.
En kvinde bryder ud i sang, eller det man kalder joik, som er en traditionel samisk sangform. Joiken er ordløs, men fyldt med rå stavelser, raspen, hæse lyde fra halsen. Jeg har ikke hørt noget som dette før. Det virker som et sprog fra en anden verden, der kraftfuldt bliver kastet ud af kvinden, og forstærkes af den megafon hun synger ind i. Joiken rammer noget dybt indeni mig. Som via en kvindelig urkraft kastes jeg ind i en fornemmelse af tilhørsforhold, kvindefællesskaber, naturkraft og kærlighed til planeten. Jeg græder, jeg står der på rådhuspladsen i Aarhus og græder. Jeg krammer min veninde, der også har tårer siddende i øjenkrogen, og vi går i fællesskab med resten af publikum mod Bora Bora, hvor resten af forestillingen skal foregå.
The Answer is Land er båret af joiken. Den kraftfulde sang synges både som soloer, i duetter og som kor af alle syv kvinder. Joiken er meget stærk, og jeg bliver konstant forundret over, hvordan den kan ændre sig fra at være poetisk og feminin til rå og fuld af urkraft. Særligt én af kvinderne har en særlig gurglende lyd, der kommer langt nede fra halsen, og mit blik søger konstant hendes væsen. Når alle performerne står med blikket vendt mod publikum og synger joiken, er der en aktivistisk stemning, og man får lyst til at handle, gøre noget for planeten og vores fællesskab. Titlen The Answer is Land hentyder vel netop til det. At det er i jorden, i landet, at svarene skal findes. Vi er nødt til at vende tilbage til noget mere naturligt og organisk, til et samarbejde med naturen fremfor en modstand for at kunne overleve de kriser, vi står i.
Som en anden grundpille i forestillingen bærer bevægelse og dans os igennem den abstrakte fortælling. Dansen veksler mellem at være taktfaste, synkrone skridt som en march til mere komplicerede koreografier, hvor særligt tre performere udviser en særlig teknikalitet. De springer, bevæger sig gennem hele rummet og laver små duetter og trioer. Også her er der én kvinde, der springer i øjnene på mig. Hun løber i cirkler omkring den røde scenografi af strikkede, aflange figurer, der hænger ned fra loftet. Hun bliver ved med at løbe og løbe og løbe, til hun er udmattet og må stoppes af de andre, der dog har besvær med netop det. Det er som om en kraft driver hende til at løbe videre.
Dansen kommer til tider til kort ved siden af joiken. Særligt de koreografier, hvor performerne skal have kropskontakt, falder nogle gange til jorden, måske grundet performernes forskellige baggrunde, og denne del bliver lidt lang og akavet, hvilket står i stor kontrakt til den ellers autentiske joik.
The Answer is Land er ellers på smukkeste vis båret af netop performernes forskelligheder, der alle bringer en særlig personlighed og stemme ind i forestillingen. Særligt starten ved Aarhus Rådhus var helt speciel, og det er lige før hele forestillingen kunne være opført her. Kvindernes kontrast til byens minimalisme og støj mindede os om forbindelse, sammenhold og stille handling på et tidspunkt, hvor man nemt kan blive ramt af passivitet.