Dansefeltet har samlet kræfterne i en international biennale, der skal styrke fællesskabet, føre endnu flere publikummer ind i dansens verden – og på sigt være med til at ændre dansens position i det danske kulturliv.
Lanceringen af yes – dance biennale 2026 markerer en ny tilbagevendende kulturbegivenhed for dans i Danmark. Indtil 28. september manifesterer samtidsdansen sig på tværs af de københavnske scener og i byrummet, for Dansehallerne, København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater har for første gang samlet kræfterne i en fælles dansebiennale. Forestillingerne og danse-events’ene finder sted i det meste af byen – fra Operaen og Gamle Scene over Dansehallernes Kedelhus i Carlsberg Byen og helt ud til Sydhavnstippen.
Ambitionen er at skabe en fælles platform, der kan understøtte, at flere og flere publikummer strømmer til danseforestillinger, altså den voksende interesse, samtidsdansen får både nationalt og internationalt. Samtidig er målet at placere København på verdenskortet som international destination for samtidsdans.
Et felt med momentum – trods strukturel underprioritering
Da jeg første gang skulle anmelde en danseforestilling, var det i en halvtom sal. Der var spændt sorte seler over hver anden stol, så man ikke kunne sætte sig, og selvom der var udsolgt, havde flere af de publikummer, der havde fået fingrene i en billet, alligevel valgt at blive hjemme. Dagen efter blev landet lukket ned.
Men nu, efter længere tid uden nedlukninger og en lang periode, hvor Dansehallerne, Danmarks nationale scene for samtidsdans, har overlevet en hjemløs og nomadelignende tilværelse, og mens de fleste danske dagblades scenekunstkritik har været ramt af nedskæringer, er det som om, der endelig sker noget. Som om, dansen fylder mere.
Eva Steen Nordhagen, aktivitetschef hos Dansehallerne og projektleder på yes – dance biennale, beskriver udviklingen:
“Vi oplever en stigende nysgerrighed på dans som kunstform – både i billetsalg, i publikums sammensætning og i den generelle synlighed i kulturen. Flere publikummer opsøger aktivt dans, også uden for de traditionelle scener.”
Men set fra arrangørernes side står den voksende interesse over for en gammel strukturel udfordring.
“På trods af høj kunstnerisk kvalitet og voksende publikumsinteresse har dans traditionelt haft færre ressourcer end andre kunstområder. Det er en strukturel udfordring, som kræver synlighed, dokumentation og stærke fælles initiativer,” siger Eva Steen Nordhagen.
Men yes -dance biennale handler i den forstand ikke kun om at samle en række forestillinger under én overskrift. Initiativets vision er også at samle og synliggøre et felt, der allerede lever og ånder i byen på tværs af festivaler, kompagnier, kollektiver, arbejdsrum og scener.
Fra Gamle Scene til Sydhavnstippen
Biennalens første udgave viser samtidig, hvor mange retninger samtidsdansen bevæger sig i.
Dansk Danseteater åbnede biennalen med Summer Dance foran Operahuset og den svenske koreograf Philip Berlins Le Scénario, mens København Danser senere i september præsenterer Marcos Moraus Afanador på Gamle Scene.
Herfra strækker biennalen sig videre gennem byen. KIN Festival i Sydhavnen præsenterer blandt andet værker af Claire Vivianne Sobottke og Alma Toaspern samt stedsspecifikke værker i landskabet, mens Dansehallernes OPENINGS samler danske og internationale kunstnere som Chiara Bersani, Dorothée Munyaneza, Mette Ingvartsen og Sarah Aviaja Hammeken.
Fra de store scener til byens rum og fra lokale kunstnere til internationale navne tegner programmet et billede af en kunstform, der spænder vidt i både form, æstetik og med de spørgsmål, den stiller.
Kan en biennale ændre dansens vilkår?
Men kan biennalen yes få betydning for samtidsdansens status og synlighed i Danmark?
Ifølge Eva Steen Nordhagen ligger en del af potentialet i at skabe en begivenhed af en størrelse, som den enkelte aktør har svært ved at skabe alene:
“Når man samler feltet og skaber en begivenhed med volumen, publikum og international opmærksomhed, bliver det tydeligere, hvilken værdi dansen har – kunstnerisk, socialt og bymæssigt. yes – dance biennale kan være med til at skabe et stærkere grundlag for dialog med både kommune og stat om dansens rolle og behov fremover.”
Måske ligger noget af biennalens langsigtede betydning ikke kun i den synlighed, der følger med, men også i de samtaler, biennalen kan sætte i gang, i de værker og fællesskaber, der allerede er i bevægelse, i mødet mellem generationer og koreografiske praksisser, der konstant udvikler sig?
En biennale løser naturligvis ikke i sig selv de strukturelle udfordringer, dansen står overfor. Men når et kunstfelt, der historisk har haft færre ressourcer end andre kunstområder, samler kræfterne og insisterer på at fylde i byen, kan det muligvis gøre både kunsten og dens vilkår sværere at overse.
Foreløbig samles Dansehallerne, København Danser, Sydhavn Teater og Dansk Danseteater om et initiativ, der ikke tidligere er set i Danmark i den skala, og som kan forhåbentlig kan markere begyndelsen på en ny tradition for samtidsdansen og for publikum.
