I et tilkalket grænseland mellem dyr og menneske, liv og død findes LIMBO. Et grænseland hvor det grænsesættende, grænsesøgende, grænsebrydende er brikker i livets groteske spil. Her flyder hud, magtspil, kroppe, kærlighed, afstraffelse og olie.
Der er kalk på det hvide gulv. Det er glat. Vi må bukke benene og glide vores fødder langs gulvet for ikke at falde, som vi indfinder os på publikumspladserne.
En rød stribe løber midt på gulvet fra den ene ende af det aflange, hvide lokale til den anden og ender ud under en dobbeltradet, rød svingdør. Griselamper lyser med nøgtern varme fra loftet.
Fire kroppe i mørkeblåt tøj ligger henslængt over hver sit kvadratiske bord. To kroppe på hver side af den røde stribe. Modsat den røde dør hænger en stor, uformelig krop i tykke reb fra loftet. Er kroppen dyr eller menneske, er den død eller i live?
Publikum, der sidder langs hver sin aflange væg, lader blikke vandre fra den ene ende af lokalet mod døren til den anden, hvor den uformelige krop hænger. Der er stilstand, en afventende spænding i luften, mens strengeinstrumenter fylder det rå lokale med lange strøg og toner.
Sådan starter LIMBO. Udover den spæde start er der ikke meget i Uppercuts seneste værk af koreograf Stephanie Thomasen, der er i stilstand. Danseforestillingen LIMBO, der er anden del i trilogien Plejer er død, balancerer hele tiden på en knivsæg mellem det menneskelige, dyriske og absurde eller måske endda det absurde i mennesket. For LIMBO er en morbid slagtedans, en humoristisk LIMBO-fest, et (politisk) opråb, en nøgen sjæledans. Forestillingen kaster kaskader af beskeder af sig i et væld af fysisk dans, trommeuniverser, ‘limbosoundtrack’, grisegrynt og råb.
Bordene vækkes til live, kroppene på bordene. Med lukkede øjne famler de sig frem med arme, der slider og danser langs sit eget bord. Der er lyde af klirrende glas i luften. Med munden puster de fire dansere et højlydt pust til kalken på hver sit bord. Dyret vækkes langsomt til live. Fastspændt i tykke reb i en sliske i loftet styrer dyret direkte mod den røde dør. Her fanges det i en umulig dans med stolperne i rummet, hænger udspændt i sine egne arme og nærmest flyver tilbage gennem lokalet nu henover hovederne på de fire dansere, der har indfundet sig bag hinanden på den røde stribe. Som arbejdere på en fabrik finder de fire dansere en fælles rytme, glider tilbage over gulvet og trommer på bordene, før de i høj fart skubber hver sit bord til endevæggen. Bang! Bordene banker mod væggen. Danserne hopper op på hver sit bord, vender sig og observerer dyret, der langsomt kravler ud af de snørende reb. Med grisegrynt og langsomme bevægelser begynder dyret sin søgen mod udvejen; den røde dør. Arbejderne går ud. Dyret forsøger at følge efter, men mislykkes fatalt. Døren er blokeret og dyret ruller kraftfuldt tilbage på gulvet.
LIMBO fortsætter med at følge den uformelige krop, dyrets forsøg på en rejse gennem livet, ud ad slagtehallen. Mark Phillip giver nådesløst, kraftfuldt og sårbart, krop til dyrets forsøg på at begive sig den lige vej langs den røde stribe på gulvet og ud ad svingdøren. Men som skrevet i stjernerne, går livet sjældent den lige vej, og undervejs må dyret kæmpe med andre menneskers nederdrægtigheder, tvivlen på sig selv, usikkerhed og frustration.
Dyret møder sig selv i Linn Fletchers vanvittigt smukke og akavede, dyriske bevægelser. De kæmper en kamp om, hvem der decideret har magten og ligger øverst. De kaster sig frygtløst mod stolperne og nedstirrer hinanden.
Dyret påtvinges røde stiletter af danser og musiker Alexander Skjold, der med sine sikre hænder trommer rytmisk på en olietønde og sætter tonen for en battle mellem dyret og rytmerne. En feministisk undertone synger i scenen, da Mark Phillip indpakket i flæsk må forsøge at finde sin egen balance i de sylespidse stiletter til lyden af dybe trommetoner.
Senere danser Giorgia Reitani og dyret en duet, der mest af alt giver indtryk af vores indbyrdes afhængighed. Hendes hår hænger for første gang løst, som hun hænger i sin egen dybe bagoverbøjning, hænger i nu filtrede, tykke reb fra loftet og hænger på dyret, der må bære menneskets tyngde.
Det kendte limbo-soundtrack lyder pludselig fra Alexander Skjolds hænder. Danser Alessandro Sousa Pereira danser selvsikkert i lyset fra de halvvarme griselamper i loftet en glædens dans. Der er fest på vej, brasiliansk karnevalsstemning i luften. Den glade atmosfære opbygges, dyret køres på rullebord rundt i lokalet, kigger med glimt i øjnene direkte på publikum, mens danserne stopper et æble i munden på dyret som en julegris, der skal opfedes. Alle spiser de æbler, trommer med piskeris på rullebordene. Den festlige stemning breder sig til et kakofonisk væsen, der tager overhånd og vokser sig til et monster.
Det må selvfølgelig slutte. Og det gør det. Bang!
Dyret lægges ned af Giorgia, der sidder overskrævs på Mark Phillip. Dyret indfanges i et bur. De livsglade dansere er igen blevet et arbejdende folk, der samarbejder om at låse dyret inde. Der er politiske opråb i lokalet, som Mark Phillip frustreret legemliggør vores alles forestilling om, hvordan det må føles at være dyr i et bur. Indespærret, låst fast.
Det er en rørende scene, der efter dyrets stridigheder og kamp om at finde mening og vejen ud, alligevel låses inde.
Som smuk forløsning, skræller dyret i sidste ende sit eget lag flæsk, sin egen kropsmaske af og hænger, som et virkelig genialt moment, flæskekroppen under det grisehoved, der blev brugt i trilogiens første forestilling, SAMBA. Historierne er kædet sammen. Mark Phillip danser nøgen langs den røde stribe i lokalet gennem glat olie, sårbare og balancerende bevægelser, ærlige øjne endnu en gang mod den røde dør. Mod udvejen. Man skulle ellers tro, at dyret med de mange forsøg havde givet op. Men nu står mennesket nøgent og sårbart tilbage og fremfor at løbe ind i døren, råbe ad den, kaste sig mod den, trækker han svingdørene den anden vej, mod sig selv og går ud…
Med LIMBO tør Uppercut Danseteater med Stephanie Thomasen i spidsen virkelig tro på kroppens geniale sprog. Det er et koreografisk stjerneværk, og de rå lokaler klæder kompagniets og danserne fysiske sprog.
Jeg sidder tilbage med en følelse af en forestilling, jeg ville ønske, jeg kunne have set igen. LIMBO er så meget krop og kød at fordøje. LIMBO er et blik på et samfund, der farer forvildet og for hurtigt rundt i rummene omkring os og perioden mellem fødsel og død til at opdage, at vejen ud nogle gange er at gå langsomt og sårbart til værks for i sidste ende at åbne dørene den anden vej.