Et historisk og kulturelt ekko runger i Østre Gasværk fra de foregående aftener, da jeg på denne sidste spilledag træder ind i den kæmpemæssige kuppel sammen med, hvad der føles som resten af København. Sidste gang jeg stod i kø til Pina Bausch og hendes værk Café Müller var i New York i 2014. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle opnå samme forventningens sitrende spænding i København. Men her er højt til loftet. Der er plads til Pina Bausch´ indtræden på dansk scene.
København Danser
København Danser, som præsenterer Pina Bausch + École des Sables i samarbejde med Sadler´s Wells, er et nyt initiativ, der kuraterer større, internationale dansekompagnier til danske scener. Tidligere på året kunne man opleve San Fransisco Ballet, i februar kan man overvære israelske Batsheva Dance Company og her i september/oktober, var det altså Pina Bausch´s Le Sacre du Printemps, man kunne få glæden af for allerførste gang i en afrikansk version danset af kompagniet École des Sables, efter duetten ”common ground(s)”, skabt af leder for École de Sables, Germaine Acogny og Malou Airaudo, en af de oprindelige dansere fra Tanztheater Wuppertal Pina Bausch.
common ground(s)
Som poetiske tableauer er naturen rykket ind på scenen.
Nøgne sten ligger i cirkulære rum af lys.
Lange, viltre træpinde balancerer i en bunke i et hjørne.
To ensomme stole står med ryggen til publikum.
Det er, som om scenen er forladt, allerede inden duetten er begyndt. Det simple står i slående kontrast til den storslåenhed og forventning, der runger inde i kuplen.
De to kvinder i lange, sorte, elegante kjoler indtager langsomt scenen og bebor de ensomme stole. De tomme stole opleves som nøgne objekter, hvorfra vi kan sætte os og møde hinanden. Som om duetten siger: ”Sæt jer her og kig hinanden dybt i øjnene”.
Kvindernes bevægelser er nøjagtige og subtile. De møder hinanden i omfavnelser af omsorg, de møder hinanden med nysgerrighed, de møder publikum med deres faste blikke.
Netop mødet er centralt i duetten, hvor Afrika møder Europa gennem forskellige traditioners dans, to kroppe møder hinanden, mennesket møder naturen. Det mærkes som en stille invitation til mennesker i verden om at møde hinanden med samme respekt og langsommelighed, som kvinderne netop gør.
Midt i duetten projekteres billeder af børn op på bagvæggen. En sort og en hvid pige og (måske) deres forældre. Umiddelbart er det, de nu 70-årige kvinder, der også her mødes i barndomsbilleder, og giver stof til eftertanke om oprindelse, og hvor vi kommer fra. Et poetisk billede om den barnlige naivitet og nysgerrighed, der møder alle mennesker lige.
common ground(s) er mest af alt et poetisk vingesus, der lader Pina Bausch´ eftermæle tale gennem to elegante dansere og deres tidligere kontakt med koreografen. Det er rørende at se de to kvinder danse i respekt for Pina Bausch´ arbejde. Og det er ikke bare smukt, men virkelig bevægende at se ældre kroppe på scenen. Det er et tiltrængt skub til den danske dansescene, hvor fokus synes at være særligt rettet mod det nye og unge. Men common ground(s) viser, at danseren ikke forsvinder ud af mennesket på trods af alder. Og det rammer et sted i brystet, der kan sætte tårekanaler i gang.
Duetten er ikke et mesterværk, men en rørende beretning, der sætter tanker i gang om, hvordan vi møder vores medmennesker på trods af forskellighed. Det er en påmindelse om alle dem, der kommer før os. Om dem, der skaber fundamentet for, hvor dansen er i dag. Om dem, der skaber fundamentet for, hvor vi som mennesker er i dag. Som titlen antyder, ligger der i common ground(s) måske et lille ønske om netop at lade os alle mødes på fælles jord, vores forfædre, vores medmennesker, dig og mig.
Et stående bifald regner ned over Germaine Acogny og Malou Airaudo både da duetten afsluttes, og da de indfinder sig på deres publikumspladser for at opleve….
Le Sacre du Printemps
Ofring
Hvad ofrer vi os for?
Kroppen
Hinanden
Jorden
Hvad ofrer du dig for?
Kroppen
Hinanden
Jorden
Ofrer du dig?
Er du nogensinde udmattet af at ofre dig for noget? Ofrer du dig for andre? Ofrer du dig så meget, at det føles som at slå dig selv med en kropslig hammer? Har du samlet dine hænder i en knytnæve for enden af dine lange strakte arme og slået armene mod din krop? Igen og igen og igen. Kan du give dig selv hen til den rene kropslige udmattelse?
Eller gemmer du dig for ofringen?
Gør det for ondt at mærke din smerte? Gør det for ondt at mærke din egen smerte?
Gør det?
Kan du være stærk med andre kvinder? Kan du være stærk med andre mænd? Kan du stå stærkt i en gruppe og ofre dig sammen med andre. Tør du?
Tør du kaste dig i armene på en anden? Beskidt af jord på dine fødder, på dine hænder, på dit bryst. Men du kaster dig alligevel. Du ofrer dig sammen med en anden, du ofrer dig med de andre i fælles, bombastisk rytme. Du stiller dig i den cirkel og danser og danser og danser. I kaster jer sammen på jorden. Og rejser jer igen og igen, til I næsten ikke kan stå på jeres ben. Du finder en formation med de andre kvinder i det bagerste hjørne. I samler jeres knytnæver for enden af jeres strakte arme og kaster armene mod kroppen. Du finder en fælles formation med de andre mænd i det forreste hjørne og danser vildskaben ud af jeres bryst. Du danser med kvinder i sårbar elegance og viltert temperament. Tør du det? Tør du ofre dig sammen med andre for andre?
Eller tør du være den ene, der ofrer dig for alle de andre? Tør du lægge dig på det røde klæde, nøgen og sårbar og give dig hen til ofringen? Tør du, være den, der lægger dig på det klæde, når alle andre spørger, hvem der tør ofre sig?
Du tør.
Du tør danse i duften af muld,
til dine øjne er himmelvendte og fråden står om munden.
Du tør danse,
til de andres skræk i øjnene.
Du har styrken til at blive ved med at kaste dine arme i retninger,
de andre ikke vidste fandtes,
kaste dig og lade den brune jord omslutte dig,
Du tør ofre dig igen og igen
Tør du?
Ofre dig
for forfaldet
for efterårets komme
for det tidspunkt
hvor alting må blive stille
Inde i blomsternes knopper er der helt stille. Du er blevet stille. Du ligger med tårer i øjenkrogene. Din kjole er gået i stykker. Din krop er slap. Og lyset i dine øjne er slukket.
De er slukket, så knopperne kan skyde. Igen og igen og igen
Tør du ofre dig?
Det gjorde Ecolé des Sables og deres dansere i Pina Bausch Le Sacre du Printemps. På denne efterårsdag gav de sig hen til Pina´s sprog, til deres kroppes fysik, til deres udmattelse, til ofringen, til dansen, til det bombastiske, kropslige, sårbare.
Lad nu vinteren komme og lad os ofre os for hinanden i varmen fra vores kroppe, for forfaldet, for mørket. Så det igen kan blive forår.