Som en del af artikelserien ’Levende arkiver’ interviewer kurator Lotte Løvholm billedkunstnerne Esben Weile Kjær og Maja Malou Lyse om selviscenesættelse som kunstner, begærskultur og mediestop. Samtalen tager afsæt i deres samarbejde omkring fyrværkeriværket Big Gang Bang Theory (2021), der måske er et selvportræt, og som indledes med monologen: ”I am a medium to persuade an audience.”
Lotte Løvholm: Big Gang Bang Theory (2021) er lavet til performance eventet ’Another Map to Nevada’ af berlinbaserede The Performance Agency til åbningen af Toaster på en kanalbåd i Københavns Havn. Jeres værk var et af de sidste på bådturen og består af en speak indtalt af Maja, techno tunes og et virkelig flot fyrværkerishow. Hurtigt går det op for én, at stemmen, der taler, er fyrværkeriet, og afslutningsvist siger den blandt andet ”Look at me, don’t look at me. Look at me…” Denne ambivalens mellem at ville begæres, men samtidig også at blive fri fra andres blikke, gav totalt god mening for mig i forhold til, hvordan jeg kender jeres praksisser. Vil I ikke starte med at beskrive, hvordan samarbejdet opstod?
Esben Weile Kjær: Vi har en forhistorie om at arbejde sammen. Vi lavede Institut for Succes (ed. kuratorisk performancekollektiv) sammen på SMK. Vi har atelier sammen. Vi har været på residency sammen
Maja Malou Lyse: Vi har været involveret i hinandens arbejde på alle mulige måder
Esben: Men det er første gang, vi laver et værk sammen
Maja: Vi havde længe talt om, at det kunne være sjovt at lave et værk sammen en dag. Esben havde altid drømt om at lave et fyrværkerishow, og det blev vores udgangspunkt, da vi fik invitationen. Samtalen gik sådan her: ”Haha, så er fyrværkeriet performeren, der står og gør sig til i stedet for os”
Esben: Det blev ret hurtigt en åben samtale omkring begærskultur og spektaklers potentiale. Det ambivalente i gerne at ville gøre op med andres blik og forventninger til, hvem man er, men samtidig også gerne at ville begæres af masserne
Maja: Der er en klar forventning til, hvordan fyrværkeri skal agere. Det har ikke særlig stor armbevægelsesplads. Det skal altid være perfekt. Der skal være timing, klimaks og symmetri. Det kan man virkelig godt genkende fra sig selv
Esben: Ja, præcis! (griner)
Maja: Og man vil jo gerne leve op til folks forventninger, skabe et klimaks og få folk til at huje og synes, man er fantastisk. Men det kan faktisk også være ret undertrykkende
Esben: Vi har snakket meget om den her performanceøkonomi. Man bliver inviteret til at lave et spektakel. Når Tivoli laver fyrværkerishows er det for at få noget, der fungerer godt på et billede. Og mange kunstinstitutioner vil faktisk gerne det samme. Hvordan kan man gå ind i den økonomi og samtidig tale om den? Oplevelsesøkonomien er både samlende, men også undertrykkende, fordi den kræver en stringent form.
Lotte: Hvordan var det at arbejde med fyrværkeri?
Maja: Vi gik til det undersøgende i forhold til forventningerne om fyrværkeri, fx at der bliver bygget op til et klimaks. Værket var et forsøg på skubbe til folks forventninger ved at gøre showet mere fragmenteret og lade himlen stå sort hen, for så nogle gange at give publikum en forløsning
Esben: Vi udviklede fyrværkerishowet sammen med Nian Fireworks, hvor vi sad med monologen og alle de her fyrværkeriprodukter: raketter, eksplosioner og bomber på en tidslinje. Vi kunne på tidslinjen time fyrværkeriet med specifikke ord i speaken og fik det koordineret, så bragene lå på ordlyden. På den måde blev fyrværkeriet vores materiale
Lotte: Man kunne som publikum godt mærke, at showet var topprofessionelt
Esben: ”I kind of look like heavens cumshot, don’t I?”, og så løber fyrværkeriet ned fra himlen. Nogle af de rigtig store raketter havde aldrig været fyret af i København, fordi de ikke må fyres af så tæt på bygninger. Nian Fireworks syntes, det var vildt at få lov til at bruge dem
Maja: Vi kunne ikke teste showet af, fordi det er så dyrt. Vi havde lavet nogle øjne i ildskrift, som skulle tænde af sig selv på kajen, når båden kom sejlende, inden showet startede, men fordi båden skulle være 100 meter væk på grund af de store eksplosioner, blev øjnene så små, at man ikke kunne se dem. Tanken var, at fyrværkeriet kiggede tilbage
Esben: Det var en del af tankerne fra start af, at give fyrværkeriet et blik.
Lotte: Ved at gøre fyrværkeriet til performer frem for jer selv, ligger der en interessant forhandling, som også bliver belyst med værket, der handler om, hvor meget man giver af sig selv som performer for at leve op til publikums forventning
Esben: De her situationer kan være ekstremt prekære, hvis man skal stå og performe tre dage i træk på en kaj. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man laver, og hvad man gerne vil med sit værk, men det kan være en hård praksis at have. Jeg tænker fx, at jeg ikke kan performe mit værk BURN! (2019) de næste mange år. Det er for hårdt. Det er begrænset, hvad kroppen kan holde til, og hvad jeg kan bede andre performere om.
Lotte: Vil du forklare, hvad værket går ud på?
Esben: Kort sagt tager det udgangspunkt i mandestrip og fyrværkerimaskiner, som er lavet til stadionkoncerter og fyrer høje søljer af gnister op. To performere skiftevis wrestler, stripper og falder i en on going koreografi. Samtidig live screener en tredje performer det op til nogle skærme. Det er en fysisk krævende performance. For mig handler det om at finde en kunstpraksis, som også er bæredygtig for mig selv at være i. Vi tager begge afgang (ed. fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler) til foråret 2022.
Maja: I forhold til det her værk var vi begge lettede over, at vi ikke selv skulle performe. Vi snakkede om, at folk nok regnede med, at vi skulle lave et eller andet kukkeløjer (griner)
Esben: Vi kender jo godt blikket på os. Vi lavede det her pressebillede, hvor Maja sidder på mine skuldre, og vi løber igennem fyrværkeri. Vi sender det billede ud, værket hedder Big Gang Bang Theory, og så tænker folk måske, at det er en dildoperformance i fyrværkeri
Maja griner.
Lotte: Hvad tænker du, Maja?
Maja: Jeg arbejder meget med min seksualitet og har brugt nogle af disse figurer og arbejdet billedmæssigt med kønsorganer. Mit æstetiske univers spiller på sexkultur og de koder, så den lette fortolkning kunne være, ”Majas dildoshow”, selvom mine værker selvfølgelig er mere komplekse
Esben: Det er også en mediefortolkning!
Lotte: I bruger begge medierne meget i jeres praksis, blandt andet har Maja haft sit eget tv-program Sex med Maja på DR. I relation til formidling af kunstnerpersonaen i medierne, kommer jeg til at tænke på et interview med Sophie Calle i The New York Times (ed. ’The Fertile Mind of Sophie Calle’, 10.4.17), hvor hun var gravid med en kat. Det var så fedt, at der var en journalist, der gik med på den præmis. Men det kan være svært at få lov til at styre narrativet i medierne?
Esben: Næsten umuligt
Maja: Tidligt i min praksis tog jeg en beslutning om, at medier var et medie for mig at arbejde i, men lige nu kan jeg mærke, at jeg har brug for at trække mig fra det. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg skal navigere i det på en ny måde. Det er et voldsomt landskab at bevæge sig indenfor. Jeg kan ikke blive ved med at have en distance til mediepersonen Maja. Det går ind og påvirker mit selvbillede. Jeg begyndte at se mig selv på en begrænset måde og kunne ikke genkende mig selv. Deres spejling blev mit eget selvbillede.
Lotte: Har du det også sådan med sociale medier eller kun med medierne?
Maja: Begge dele. Fordi de har indflydelse på hinanden. Det kan du sikkert også genkende, Esben? Jeg frigiver noget information på sociale medier, og så er der en journalist, der fanger op på det. Jeg har trukket mig meget fra Instagram
Esben: Det er vildt spændende det med ens selvbillede. Vi bruger jo begge medierne i vores praksis, og det er noget, vi har snakket om før, men ikke på denne måde
Maja: Jeg tror faktisk aldrig, jeg har sagt det før
Esben: Jeg har altid ligesom dig set medier som et medie i min praksis. Og jeg har den samme følelse som dig. Bare jeg bliver kontaktet af en journalist nu, får jeg en form for PTSD følelse i kroppen. Det handler netop om, at man ikke selv har kontrollen. Det er en ultimativ kontrolfralæggelse at indgå i det rum. Det er mega spændende i relation til en post-pop art tanke om at leve og producere ind i medieflader. Jeg tror virkelig på det på alle mulige måder, men det er godt nok hårdt at være i. Det er spændende at høre dig snakke om, hvordan den spejling, der er, bliver ens eget selvbillede. Det, der gør det svært, er manglen på ambivalens, og det er det, vi kan få lov til i billedkunsten
Maja: Kompleksitet får meget sjældent lov til at eksistere i mediebilledet. Det er altid meget polariseret. Det skal være konkrete svar
Esben: Det er noget af det, jeg er vildt glad for ved vores værk. I værket ligger en ambivalens og en meget present kritik. Det var et meget behageligt rum at være i, hvilket jeg aldrig har været ude for i et interview til et dagblad. De vil altid konkludere et specifikt svar på en problemstilling. Der er ikke plads til det eksistentielle eller filosofiske
Maja: Det vil aldrig være din egen fortælling eller dit eget narrativ. Det vil altid være en fortolkning af dig. Jeg tror, vi har fået afløb for disse oplevelser med værket. Jeg havde svært ved at få den sidste del af redigeringsprocessen med teksten til at lande og havde en telefonsamtale med min mor, som sagde, at mine udfordringer med teksten lød som det, jeg selv gik og døjede med: ”Kan du ikke bare tage udgangspunkt i dig selv?” Gud ja. Det er jo mig. Jeg har det ligesom det her fyrværkeri
Esben: Skat! Vi har så meget lavet et selvportræt.
Lotte: Jeg har også lyst til at høre jer om jeres forhold til sociale medier som en forlænget del af jeres praksis. Du sagde, du havde trukket dig meget fra Instagram, Maja. Men hvad var dit udgangspunkt for at bruge mediet til at starte med?
Maja: Det handlede om at have muligheden for at definere sig selv i en medieret virkelighed. Det var en meget revolutionerende tanke for mig. At beskæftige sig med sit eget selvbillede og eksperimentere med det. Du kan lægge noget ud, hvor du eksperimenterer med din stemme, og så slette det igen. Det handlede om den magt, der lå i den mulighed. Når man eksperimenterer med sig selv, er sletknappen ret frigørende. Du kunne lidt bygge en persona op. Men hvis du ikke var enig i den længere, kunne du bare slette den. Det var en legeplads
Lotte: Det markerer måske et lille generationsgap mellem os. I har helt sikkert begge haft en mere legende tilgang til sociale medier end jeg! Du bruger heller ikke dit navn som profilnavn, men i stedet Habitual Body Monitoring
Maja: Ja, jeg har heddet alle mulige ting
Esben: Der var Boothbitch
Maja: Jeg har også heddet Young girl. Det har altid mere været en persona
Esben: Gennem personaer kan du bevæge dig mellem forskellige identiteter. Du er ikke én ting. Du kan ændre dig løbende. Der er et queerpotentiale i sociale medier
Lotte: Men det er også et rum, der vægter identifikation og autenticitet. Sociale mediers indtægter er baseret på salg af data om os. Firmaer gider have reklamer på platformene og købe vores data, fordi de kan gennemskue vores begær ud fra en analyse af, hvem vi er. Så de super queerede profiler passer måske ikke til formatet?
Maja: Den cyberfeministiske bevægelse i 1990’erne så internettet som et potentiale for at skabe et helt nyt rum, der var antipatriakalsk og hvor kønsidentiteter ikke fandtes. Lynhurtigt viste det sig desværre, at det heller ikke er noget, man kan løbe fra på internettet. Og det er lidt det samme, der gentager sig med sociale medier. Internettet er ikke en utopi, der er frakoblet virkeligheden. Det vil altid spejle de strukturer, der er i verden
Esben: Det er i virkeligheden en meget flot sløjfe på vores samtale. Sociale medier repræsenterer en ambivalens i begærskultur, hvilket præcis er det, værket handler om. Det med gerne at ville begæres, og alle problemerne med at blive begæret.
Animationen af Big Gang Bang Theory med voice over udviklet i samarbejde med Nian Fireworks kan ses her