Korværket Nattens Ende dykker ned i 4000 år gamle tekster og påkalder gudinden Inanna i et moderne ritual i Glyptotekets festsale. Det er et ambitiøst koncept med flere spændende elementer, men forestillingen kan ikke få enderne til at mødes.
Jeg indrømmer, at jeg måske havde lidt for store forventninger til forestillingen Nattens Ende. Tidligere i år stødte jeg for første gang på dramatiker Alexandra Moltke Johansens tekster i publikationen Stykker om Magt udgivet af Bibliotek Bayou, en ny serie med dramatik, som forlaget Kronstork står bag. Jeg var med ét solgt til Moltke Johansens tekster, der både er højstemte og humoristiske, hjerteskærende og platte – og helt unikke. Så da jeg så hendes navn på plakaten for Nattens Ende, tænkte jeg, at det måtte jeg se. At det så ovenikøbet var en forestilling baseret på 4000 år gamle tekster af verdens første forfatter, den mesopotamiske ypperstepræstinde, Enheduanna, lød heller ikke dårligt. (De tekster er også for nyligt blevet tilgængelige for danske læsere gennem en udgivelse fra det ambitiøse lille forlag Uro drevet af litteraturformidler, oversætter og forfatter Shëkufe Heiberg.)
Det blev desværre ikke den oplevelse, jeg havde håbet på.
Nattens Ende er et akustisk korværk produceret i et samarbejde mellem Glyptoteket, Sort/Hvid og Songbirds v Lotte Andersen. Det bliver beskrevet som en slags gudstjeneste til Inanna, der er gudinde for moderskab og frugtbarhed, for død og liv. Korværket starter allerede i det øjeblik, vi kommer ind ad døren til Glyptotekets festsal. Her bliver vi mødt af en sortklædt flok med masker og langt hår. Deres kostumer ligner en blanding af noget fra Zorro og den uhyggelige pige fra The Ring. I lidt tid lader performerne publikum stå og stritte, usikre på hvad, der nu skal ske. Jeg når halvvejs at få taget min jakke af, før jeg må få samling på tøj og krop igen, da vi bliver gelejdet videre ind i festsalen. Nu ankommer vi til et mere klassisk setup: En rødmalet scene og en række stole. Her begynder koret deres første sang, en øm dystopisk pendant til Solen er så rød mor. En person kigger på verden gå i opløsning og spørger sin mor eller Moder Jord:
Mor, hvad gør bølgerne om natten
Sover skummet så hvidt?
Mor, hvad gør myggene
Går de mon hver til sit?
Pas på det ikke bliver nat
Pas på det ikke bliver nat
Mor, hvad gør dem der er på flugt
uden en lampe, uden seng?
Mor, hvad med vinteren
Fryser hver pige og dreng
Pas på det ikke bliver nat
Pas på det ikke bliver nat
Mor
I de første fem minutter er jeg hypnotiseret og spændt på hvad, der skal ske. Koret synger smukt, skuespillerne er intense – omend måske en tand for højtidelige, men det er jo meget passende, når de nu skal være en form for præstinder. Nattens Ende slår tonen an til både at diskutere klimakrise, død, liv og omsorg … men siden får jeg en følelse af, at det aldrig rigtigt bliver forløst. Korn bliver drysset ud på scenen, appelsiner bliver hevet frem og proppet hele i munden, presset, kastet med, revet i og penetreret med fingrene, alt imens performerne holder øjenkontakt med publikum og synger mere og mere liderligt, desperat, skabet. Det føles som om, det skal få os op af stolene, at det skal ryste os, få os til at reagere, men den oplevelse jeg får er, at distancen mellem mig og performerne bliver større og større, som aftenen skrider frem. Der er intensitet, men ingen intimitet. Skuespillerne henvender sig direkte til publikum, men virker ikke nærværende. Som en af de eneste i ensemblet formår Özlem Saglanmak at holde dampen oppe og tilføje en anden sårbarhed og råhed til teksterne og koreografierne, som hun får gylpet rå æggeblomme i munden og ufortrødent synger videre, mens hendes medspiller tvangsfodrer hende med appelsiner.
Når der engang imellem er stilhed mellem sangene, og skuespillerne går ned i tempo, er det som om Nattens Ende får lov til at trække vejret, og der opstår små sprækker af noget, der føles mere intimt og vedkommende. Lyden af blade, der bliver kastet ud over scenen, hænder, der tegner figurer med små frø drysset ud på gulvet, og en person, der senere ruller henover selvsamme frø. Når Nattens Ende lader billederne og lydene tale for sig selv, bliver der skabt ømme øjeblikke.
Fordi rammerne for korværket er den smukke festsal i Glyptoteket, kan jeg ikke lade være med at tænke på den sidste forestilling jeg så her, Sapfo-operaen Dryppende Stof (som min kollega Sandra Cecilie Quist har anmeldt her. Det var et projekt, der på flere måder mindede om Nattens Ende i og med, at det tog gammelt materiale og bearbejdede det musikalsk og forsøgte at tage det ind i samtiden. Men hvor jeg oplevede, at Dryppende Stof lykkedes med at blande både nyt og gammelt og at vække Sapfo til live igen, føles Nattens Ende mærkeligt dødt. Det virker ikke som det på én gang moderne – og urgamle – ritual som pressemeddelelsen annoncerer. Det virker mest af alt urgammelt. Når jeg sidder og prøver at tænke tilbage på oplevelsen og genlæser teksterne fra korværket, får jeg en følelse af, at det måske er, fordi Nattens Ende er for tro mod sit originale materiale. At de ikke har turdet opfinde nogle nye ritualer, men i stedet riffer over symboler og udtryk, der allerede er cementeret i vores kollektive bevidsthed. Og at de er blevet så optagede af at mime Enheduannas sprog og påkaldelser, at de har glemt at påkalde samtiden.
Da jeg bagefter læser den cykliske drejebog Falder for din hånd, som Alexandra Moltke Johansen har skrevet i forbindelse med forestillingen, finder jeg noget af det, jeg savnede i Nattens Ende. Her er nemlig i supplement til korteksterne en række små breve, som Moltke Johansen har skrevet til ypperstepræstinden Enheduanna. De er skrevet med en helt anden stemme, der er ærlig og nede på jorden og kobler Enheduanna og Inanna til vores samtid og hverdag.
Det første brev starter i al sin enkelhed sådan her:
Hey kære Enheduanna,
Vi vil opføre et ritual for en ny religion, vi vil synge om din gudinde, Inanna. Det er mig, der har skrevet ordene, og jeg fik lyst til at skrive til dig.
I de følgende breve går Moltke Johansen i dialog med Enheduanna og blander hendes tekster sammen med bl.a. en fransk historiker ved navn Jules Michelet og hans idéer om hvalers ret til kærlighed(!). I ét brev reflekterer hun over, hvordan poesien kan ændre verden:
Du skriver at din digtning tænker over, hvad poesi gør ved verden, hvordan man kan ændre verden med ord. Du forsøger desperat og halsbrækkende at påkalde voldsomme kræfter, der skal omskabe din virkelighed.
Og i et andet sætter hun flere ord på den frygt, som i korværket hele tiden føltes så ukonkret:
Nu skriver de at Golfstrømmen måske vil gå i stå indenfor det næste årti. At dette vil forårsage tørke i kæmpestore dele af verden, milliarder vil sulte. Og mine børn vil fryse mens de endnu kun er børn.
Alting dør. Insekterne, dyrene, mennesker forsvinder, sulter ihjel. Havet stiger og æder og lægger sig ikke igen. Jeg er begyndt at frygte regnen. Vi troede vi havde den under kontrol, naturen, men vandet falder fra en grænseløs himmel.
Mens jeg læser brevene, kan jeg ikke lade være at forestille mig, hvordan Nattens Ende ville have taget sig ud, hvis brevene fra Falder for din hånd også havde spillet en rolle i korværket. Måske kunne de have taget det hele lidt ned på jorden og gjort fortællingen personlig igen.
Drejebogen Falder for din hånd slutter med, at forfatteren sammen med en gruppe kunstnere og aktivister tager ud og demonstrerer i forbindelse med den internationale klimakonference COP26 – ligesom Alexandra Moltke Johansen gjorde i virkelighedens København i oktober 2021 foran Klimaministeriet. Til demonstrationen klippede demonstranterne håret af sig selv i sorg over klimaet – ligesom mange mennesker gennem tiden har klippet håret af sig selv for at vise deres sorg over tabet af en af deres nære. På den måde var det både et urgammelt og helt nyt ritual og havde en snert af det virkelighedsnære og konkrete, som jeg manglede i Nattens Ende. Jeg ville ønske, det hele havde kunnet forenes den decemberaften i Glyptotekets festsal. At korværket Nattens Ende kunne have fået modspil af en mere ærlig og samtidig stemme, og at koret kunne have været akkompagneret af lyden af vinden foran Klimaministeriet, nogle blafrende papirskilte, tårer, der triller ned af kinderne og lange lokker af hår, der dumper ned i en sort kasse.