THE FEMALE GAZE ønsker at gøre op med fortidens stereotype kvindebilleder og genskrive kulturhistorien i kvindens blik. Men der skal langt mere til end blot at genbruge og twiste velkendte sexistiske klichéer for virkelig at skubbe til den kønslige ubalance i kulturen og samfundet. Og hvor er de ikke-binære køn og de etniske females i denne privilegerede hvidefortælling?
THE FEMALE GAZE er alt, jeg frygtede, det ville være; nemlig en hvid kvindes oplevelse af, at være i centrum for århundreders undertrykkelse af kvinder. Og jeg var derfor mere end lettet, da forestillingen sluttede.
På papiret lød det ellers godt; den maskuline højborg, Glyptoteket, ville lægge udstillingssal til en tværdisciplinær forestilling, der vredt vrænger af fortidens kvindebilleder og lader dem svare igen på den ødelæggende, men legitimerede seksualisering, som igennem tiderne har formet menneskets syn på kvinden og givet styrke til patriarkatet.
Men det kvindesyn, som forestillingen opstiller som alternativ, er ikke alene ude af sync med samtiden. Det er også diskriminerende over for både kvinden – og for den sags skyld også manden, der skildres meget ensidigt – og alle de andre kønsmæssige og etniske minoriteter, der hverken anerkendes eller er til stede i forestillingen. Noget, ’the female gaze’ som et universelt begreb, der stiller sig i modsætning til ’the male gaze’, ellers forsøger at leve op til.
Rosafarvede grise
Jeg sætter mig på en stol på en af de reserverede rækker og begynder at studere scenografien. På den lille scene hænger et fortæppe (der i forestillingens to første scener fungerer som bagtæppe), som får mig til at tænke på et numsehul i den måde, tæppet er samlet og formet på midten og trukket bagud mod bagenden af lokalet. Fortæppet er malet med en palet, som leder mine tanker hen på rosafarvede grise, ferskner og sensommerens solnedgange. Ovenpå den rosa-gule-orange-røde baggrund er der malet gråbrune streger, som igen minder mig om grise; denne gang glade frilandsgrise, der lykkeligt ruller sig i mudder og får pletter på huden. Som jeg ser det, lægges der op til, at vi skal forestille os kødet og tænke ’hudfarve’. Men hvad er ’hudfarve’ egentlig for en farve?
Slut prut finale
Skuespiller Line Bie Rosenstjerne træder nu frem på scenen og står foran tæppet klædt i et komplet sekretær-look med højhalset trøje, pencil-skørt og håret sat op i en knold. Dog dekonstrueres det stramme look med ca. 30 cm høje transparente plastikpumps, hvor en hvid sok, hvis tykkelse giver mindelser til tennissokker, er stukket i.
Line Bie Rosenstjerne, der spiller karakteren Line, læser højt fra et eventyr om en prinsesse ved navn Line. I løbet af eventyret forvandler prinsessens krop sig. Den bliver udspilet og deform, fordi hun ikke må få et numsehul af sine forældre. For rigtige prinsesser skider ikke, forstås. Hun låses inde i et tårn i Høje Taastrup (af alle steder), da hun ikke længere er “yndig og bitte-lille”. Hvorfor lige valget faldt på netop den bydel, vælger jeg for fredens skyld ikke at filosofere videre over.
Mens Line er i færd med at afslutte sit feministiske hævneventyr, griber to hænder fat om hendes ben, vælter hende ned på scenegulvet, så hun lander fladt på maven. Hænderne trækker hende tilbage i kulissen, så hun til sidst forsvinder. Kort tid efter kravler Line tilbage på scenen med fødderne og numsen først. Det snydes vi i hvert fald til at tro. For sådan introduceres danseren Stephanie Thomasen, der er identisk klædt, men forbliver navnløs og stum forestillingen igennem.
På den ene side virker det naturligt, at der ikke er verbal dialog mellem de to, da dansen er Thomasens udtryksform og kroppen hendes domæne – ikke det talte sprog. På den anden side skaber det en ubalance mellem de to kvindelige kunstnere, hvor Thomasen oftest kommer til at indtage rollen som den underdanige, selvom hendes komiske og imponerende mimik gør alt for at skabe den nødvendige balance og ironisere over dette forhold. Det forstærker også Rosenstjernes dominans i projektet og på scenen, hvilket jeg vil komme mere ind på senere i anmeldelsen. Thomasens rolle skal bl.a. finde sig i at blive afbrudt midt i en sensuel og forførende dans, blive rullet ud over scenekanten og få smidt sine pumps langt pokker i vold, så hun må humpe rundt på én fod hen mod slutningen af forestillingen. Jeg bliver i tvivl om, hvorvidt denne magtkamp er intentionel, og hvad meningen i så fald er med det usolidariske og uligevægtige forhold mellem de to kvindelige kunstnere? For bør de i virkeligheden ikke i højere grad støtte hinanden for at leve op til det, begrebet og forestillingen lover; nemlig at skabe et større og mere nuanceret feminint udfoldelsesrum?
Kvindebillederne svarer igen
Som begreb står ‘the female gaze’ i kontrast til ‘the male gaze’, der kort fortalt betegner mandens begærlige og objektiverende syn på kvinden. Det væsentligste problem med ’male gaze’ bunder i et ulige magtforhold, da kvinden ikke får mulighed for at respondere på mandens seksualiserede syn på hende – for at blive inden for en binær forståelsesramme – og derfor konstant må se sig selv ude fra.
Forestillingen tager udgangspunkt i velkendte kvindebilleder i den mandsdominerede vestlige kulturhistorie såsom prinsessen, moderen og husmoderen, det udsøgte lig og elskerinden eller måske rettere luderen, der alle traditionelt set er blevet skildret gennem mandens blik. Med THE FEMALE GAZE vækkes disse kvindebilleder til live og får lov at svare igen på århundredes sexistisk behandling.
Det udsøgte lig udtaler fx, at hun er ”træt af at have ondt i nakken”, at hun ”ikke længere vil være katalysator for din (underforstået ’mandens’ red.) udvikling som menneske” eller være grunden til, der skrives en god rolle til en mand, som siden vinder en pris for sin skuespillerpræstation. Line fortæller desuden, at vi har lært fra film, at kvinder helst skal have ”nøgler mellem fingre”, når de er på tur i mørket, og ikke gå klædt i ”korte nederdele”. Selvom der ude i virkeligheden kun er ”få psykopater, der dræber om natten”. Alt dette er med til at kontrollere og disciplinere kvindekroppen.
Billedet af det smukke og sminkede liget, som vi især kender fra filmens verden, der rejser sig fra de døde for at gøre oprør, er faktisk et godt eksempel på ‘the female gaze’. Her er magtforholdet nemlig til forhandling. Line får lov at bryde fri af rammen og de indlejrede forventninger, vi måske kunne have til hende. I det øjeblikket får hun ejerskab over blikket og er selv med til at skabe publikums opfattelse af hende. Vi får indblik i hendes indre liv, hendes tanker og følelser, og det bliver sværere at tilgive et objektiverende syn på hende og interessen i at gøre hende passiv og intetsigende som karakter.
Narcis
THE FEMALE GAZE er blevet til i en kollektiv arbejdsproces, der har forenet skuespil, dans, fotografi, video og lyd. Forestillingen er delt op i forskellige frames, hvor hver kunstart har fået sit eget frame, som har været præsenteret selvstændigt på forskellige locations rundt om i landet som Skuespilhuset, Dansekapellet og Kvindemuseet. Forestillingen på Glyptoteket er projektets femte og sidste frame. Skuespiller Line Bie Rosenstjerne har fulgt udarbejdelsen af alle fem frames tæt og stillet sig selv til rådighed gennem hele processen. Hvilket desværre ses alt for tydeligt i skuespillet og scenografien, som er skabt af scenograf Nadia Nabil. Ikke nok med, at hun er meget synlig på scenen både fysisk og verbalt, bl.a. fordi hun er den eneste, der taler (og råber). Hun er også portrætteret i samtlige for- og bagtæpper (på nær det første), der bl.a. udgør scenografien. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at skrive det, men jeg får meget hurtigt nok af at se på Line og alle hendes nøgne eller halvnøgne alter egoer. På et fotografi presses hendes bryster mod en glasrude, mens hun lægger hovedet på skrå og kigger direkte ind i kameraet. På et andet fotografi står hun topløs i en gangtunnel med en ulvemaske på hovedet. Og på et tredje fotografi ligger hun i en affaldscontainer med røven i vejret og hovedet begravet. De fotografier, der er printet på tæpperne, er skabt af fotograf Karoline Liberkind i frame #1. Når der nu lægges så meget vægt på det kollektive arbejde og koblingen mellem kunstarterne, hvorfor vælger man så at bruge et så narcisistisk visuelt greb?
Line Bie Rosenstjerne fortalte under en kortvarig artist talk, som fandt sted efter forestillingen, at hun ønskede at give “et nuanceret blik på kvinden”. Det synes jeg langt fra er lykkedes på trods af, at flere kvindelige kunstnere har været involveret og doneret deres stemme til udviklingen af projektet. Vi ser Rosenstjerne på scenen og som model i fotografierne. Alle karakterer, vi møder i løbet af forestillingen, hedder Line. Nok bruger hun sig selv og sin krop som talerør for flere generationer af kvinder. Det forestiller jeg mig i hvert fald. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan en sådan portrættering af kvinden kan kaldes ‘nuanceret’? Nuanceret havde det været, hvis der var gjort plads til andre og mere tilfældige typer af kvindekroppe. I løbet af forestillingen kom jeg til at savne behårede ben og køn, store bløde deller, der giver kroppen karakter af et landskab, rødt hår, mørk hud, gamle kroppe, gravide maver, lange posede bryster, manglende kropsdele og klumper af appelsinhud. Hvorfor er begæret endnu engang rettet mod den ‘lækre’ slanke, nybarberede, hvide kvindekrop? Den frustration føler jeg på trods af, at sveden drypper fra Line Bie Rosenstjerne og Stephanie Thomasen og våde plamager tydeligt viser sig på deres tøj, at de smører sig selv og hinanden ind i jord, krummer ryggen, går ned i knæ og på den måde forsøger at gøre sig ‘grimme’. Men selvfølgelig skal de ikke udskammes for at se ud, som de gør. Jeg ærgrer mig bare.
Hvor er skuespillerne Ellaha Lack og Jannie Faurschou, som tidligere tog del i Frame #2? Hvorfor er de ikke med på scenen i den sidste og endelige version?Ligesom nogle kritikere har beskrevet ’the female gaze’ som en hvid form for feminisme, der ekskluderer snarere end at inkludere, formår forestillingen ikke at omfavne alle dem, som identificerer sig som kvinder. THE FEMALE GAZE harmonerer ikke med samtiden, hvor flere eksperimenterer med deres seksualitet og kønsidentitet, fordi den forbliver i spændingsfeltet mellem mand og kvinde. Det virker håbløst gammeldags at lave en forestilling, der handler om at løsrive kvinden fra mandens greb fremfor at belyse de strukturelle problemer, der gør undertrykkende, krænkende og diskriminerende opførsel af alle køn mulig i første omgang. Jeg forstår det også som om, at forestillingen forsøger at indskrive sig i ‘feminismen’ og anskue den som en samlet universel størrelse. Med den manøvre lukker THE FEMALE GAZE faktisk øjnene for, at der ikke bare er én feminisme, men flere feminismer, der krydser hinanden og forener forskellige oplevelser og erfaringer med at være kvinde. En hvid kvinde oplever undertrykkelse og seksualisering på en anden måde end brune og sorte kvinder gør det. Jeg følte mig på ingen måde tryg i det rum, som skuespiller Line Bie Rosenstjerne og danser Stephanie Thomasen (selvom jeg vældig godt kunne lide hendes karakter) sammen skabte på den lille scene i den majestætiske sal. Ligesom Line, der siger ”jeg vil ikke være medlem af gruppen”, melder jeg mig også ud. ”Krænk mig i røven, who gives a fuck?!”. Det gør jeg.