Gakket danseforestilling vil både blæse og have mel i munden. Det lykkes i momenter, men andre gange drukner kapitalismekritik og intimitet i pruttehumor.
Jeg er taget ind for at se den israelske koreograf Roy Assafs danseforestilling Two Lions and a Castle, der er lavet i samarbejde med kompagniet Dansk Danseteater, der holder til i Operaen. Aftenens forestilling finder sted på Takkelloftet i Operaen. Scenen er minimalistisk og grå bortset fra et gardin af guldlameller, der hænger og blafrer let, mens vi venter på forestillingen skal starte. Pludselig hopper danserne frem bag lamellerne og gør en overdreven dramatisk entré én efter én. De poserer for os, giver et lille vrid med hoften og flirter med øjnene, mens de behændigt danner kurver med deres arme og ben eller foregiver at bruge stegepander og mobiltelefoner i et møde mellem dans og mime. En af performerne henvender sig direkte til publikum og fortæller med en alvorlig mine, at de først har tænkt sig at vise alle de “bits and pieces”, der ikke kom med i det endelige show. “There will be a show, but this is not that”, forsikrer han os om. Efter det kommer der fart på. Truppen udspiller en række korte sekvenser, hvor de både danser, synger, snakker og leger, at de er dyr. Som tiden går, og vi bevæger os fra billede til billede, fra bid til bid, bliver det hurtigt klart, at dette er selve showet, selvom den ene performer bliver ved fra tid til anden undskyldende at insistere på at: “this is still not the show!” Danseforestillingen Two Lions and a Castle er én lang sekvens af alle de løse bidder, der ikke kom med i den endelige forestilling – eller det gjorde de så alligevel. Det er den slags selvmodsigelser som forestillingen er fyldt med på godt og ondt. Two Lions and a Castle stiller spørgsmål til, hvad en kreativ process er, hvad der bliver valgt fra, og hvad der kommer med i det endelige show. Men bag de spørgsmål virker der til at blive stillet endnu større spørgsmål som: “Hvad er dansens og kunstens rolle i samfundet?” eller “Giver det overhovedet mening at lave kunst?”. Det vender jeg tilbage til.
Det hele varer en lille time og i løbet af den tid oplever vi performerne løbe rundt, danse, synge platte sange og holde maniske monologer på engelsk og dansk om kunst og seksualitet. Der er ingen baggrundsmusik. De eneste lyde på scenen er dem performerne selv laver, når de med jævne mellemrum performer nogle faktisk ret catchy sange. Der er noget meget umiddelbart ved forestillingen. Den er sjov og imponerende, energisk og let. Performerne har en god komisk timing, de er dygtige til deres håndværk og forestillingen er fyldt med absurde sammenstillinger og skønne billeder. Men så igen er der noget, der skurrer lidt. Det er som om punchlinen i deres små bidder altid handler om sex og prutter, og jeg begynder at kede mig. Til gengæld griner og klapper publikum på Takkelloftet, og det er der noget befriende over. Der er endda én blandt publikum, der bliver så begejstret, at personen ikke kan holde et “Fedt mand!” tilbage.
Men der er ikke kun småplat humor i Two Lions and a Castle, der er også intimitet og ømhed. På et tidspunkt sidder to af performerne på gulvet og ryster sårbart. Senere hvisker de til os. En fod gnider besværet hen over gulvet. En gigantisk buket bliver langsomt båret på tværs af scenen. Umiddelbart er der ingen sammenhæng mellem de forskellige ’bidder’ vi bliver præsenteret for, men til sidst bliver flere dele alligevel bundet sammen, da performerne begynder at referere tilbage til karakterer, vi har mødt i tidligere dele. Det bliver også forklaret, hvordan hele ensemblet faktisk er ét stort havfrueband, men det føles mere som en eftertanke, end en forklaring forestillingen reelt har ledt op til. I denne sidste sekvens oplever vi også et af de eneste mere konkrete narrativer om Joe the Mermaid, der ikke kan finde ud af at være en rigtig havfrue. Joe træner og træner, men lykkedes ikke med at svømme ordentligt som en havfrue, indtil han en dag bliver fanget på krogen af en fisker, og mens han hænger der og spræller i luften føler han sig, ironisk nok, for første gang fri. Men linen knækker, og Joe må tilbage i havet og prøve at “strike her best mermaid pose” – uden succesfulde resultater…
Det er tydeligt at mærke, at performerne og Roy Assaf har haft et sjovt samarbejde, og at koreografien og teksterne er opstået i en synergi mellem dem alle. Der er en glæde og en energi over Two Lions and a Castle, og det smitter, men det er alligevel en lidt hul følelse, jeg sidder med bagefter. Egentlig tiltaler præmissen for stykket mig: idéen om at forestillingen kan rumme alle mulige bidder og mere bliver et billede på en kunstnerisk proces end en færdig forestilling. Samtidig er der noget trættende over den måde Two Lions and a Castle bruger så lang tid på at referere til sig selv som forestilling. Det foregår ikke bare gennem de små “still not the show” kommentarer, men også gennem en lang monolog om performances uden kroppe samt performance og metafysik eller en passage, hvor performerne chanter “Art as activism”, “Art as massochism”, “Art as feminism” osv. På den måde lægger forestillingen sig også i en lang tradition af kunst, der laver sjov med at være kunst. Det er altid en svær balance. Jeg synes selvfølgelig, at vi skal blive ved at diskutere kunsten både indeni kunsten og omkring den, men nogle gange kan det godt blive lidt for clever, på en måde hvor det faktisk bliver dumt. Vi ved godt alle sammen, at underholdningsindustrien og kunstverdenen og kapitalismen er ond, og jeg oplever ofte, at kapitalismekritikken i en kunstkontekst ryger i én af to grave: enten bliver den en helt ironisk overfladisk kommentar eller en indigneret prædiken for koret. I Roy Assafs tilfælde svinger forestillingen mest mod det ironiske samtidig med, at jeg kan mærke en oprigtighed i glæden ved at performe og ’have det sjovt’. Men der er noget krampagtigt ved den måde stykket insisterer på alle sine platte sange kombineret med et kor af kritik. Som om kritikken bare er der som en undskyldning for at få lov at have det sjovt. Det føles som en beskrivelse af det øjeblik, man mister sin uskyld og bliver bevidst om alt det håbløse, der sker i verden og sine egne implikationer i det og derfor drømmer sig tilbage til dengang, man kunne lege frit uden at forholde sig til andet. Jeg tror, det er vigtigt at kunsten bliver ved at lege, og jeg tror på, at der findes kritiske lege, der kan balancere alvor og humor, men jeg er ikke sikker på, at det er det, der finder sted i Two Lions and a Castle.
Et billede, der går igen mange gange i løbet af forestillingen er blomster. Danserne bærer rundt på store buketter, kaster med blomster og tager dem i munden. Jeg tænker, det er en reference til, hvordan man også forærer – eller kaster med – blomster til performerne på premiereaftenen, men jeg kan heller ikke lade være at tænke på blomsternes dobbelthed: at man både medbringer blomster til fødsler og begravelser. Måske er Two Lions and a Castle netop begge del: en begravelse og en fødsel for sig selv, dansen, kunsten, spektaklet. Spektaklet er dødt. Spektaklet længe leve.
Én ting står i hvert fald klart: Roy Assaf vil både blæse og have mel i munden – og i momenter lykkes det. I hvert fald lykkes det at få et helt publikum i Operaen til at skraldgrine til en danseforestilling, og det er lidt af en præstation i sig selv. Alligevel sidder jeg med en følelse af, at Assaf har fanget sig selv i sit eget koncept. At han har prøvet at skrive sig omkring underholdningsindustriens problematikker ved hele tiden at referere til sit eget spektakel som et spektakel, og at han på den måde endelig kan lave det store sjove skøre show, han drømmer om. Men måske er Assaf ikke meget anderledes end Joe the Mermaid, der hænger og spræller majestætisk på fiskerens krog. Nogle gange føler vi os allermest frie, når vi er fanget.
CREDITS OG INFORMATION
KOREOGRAFI Roy Assaf
DANSERE OG MEDSKABERE Dansk Danseteater
SCENOGRAFI Raphael Frisenvænge Solholm og Roy Assaf
LYSDESIGN Raphael Frisenvænge Solholm
KOSTUMEDESIGN Maria Ibsen og Roy Assaf
TEKST Roy Assaf, Jessica Lyall, Ariel Freedman
INSPIRATION TIL TEKST Ohad Zehavi, “An Invitation to Perform”, Bezalel Journal of Visual and Material Culture 1 (2014). Tekst “Joe the mermaid”: Emilie Leriche, Lucas Threefoot, Lukas Hartvig-Møller, Edward Pearce, Jessica Lyall, Roy Assaf
VARIGHED 1 time uden pause
KOMMENDE VISNINGER
22.02.22 – Kolding Teater
23.02.22 – Sønderborg Teater
24.02.22 – Slesvighus, Tyskland
03.03.22 – Fredericia Teater
07.03.22 – Aalborg Teater
08.03.22 – Aalborg Teater
12.03.22 – Teater Momentum, Odense
13.03.22 – Teater Momentum, Odense
14.03.22 – Helsingør Teater
Roy Assaf (f. 1982) er født i Sde Moshe i det sydlige Israel. Han har danset og skabt lige siden, han kan huske, men begyndte først sin formelle dansetræning i en alder af seksten. Et par år senere blev han trukket ind i Israels forsvarsstyrker, indtil han afsluttede sin nationale tjeneste. Siden 2010 har han skabt sine egne værker til nogle af de mest indflydelsesrige spillesteder i verden heriblandt Théâtre National de Chaillot i Paris, Batsheva Dance Company i Tel Aviv, Baryshnikov Arts Center i New York og Biennalen i Venedig. Han har vundet adskillige priser for sine værker. Senest modtog han både publikumsprisen og juryprisen