Performancekunstner og forfatter Theresa Hak Kyung Cha viser, hvordan kvinder er blevet bragt til tavshed af historiske brutaliteter, der indhentede hendes eget liv. Hun guider os samtidig til en tilstand hinsides sorg.
Bastard dykker ned i en (næsten) glemt performancekunstners arkiv. Theresa Hak Kyung Cha opførte flere performances, der som fragmenter stadig taler til os i dag. Chas arkiv er fyldt med fotografier og notater til værker, der skaber et sprog for den vold, der gennemsyrer vores sprog og historie.
Et portræt i fragmenter
Theresa Hak Kyung Chas kunst var fornyende. Hun miksede flere genre og arbejdede med flersprogsproglighed, og hendes værker spænder over udtryksformer som live performance, kunstnerbøger, lyd og video. Hvis man er så heldig allerede at kende til Cha, har man som regel læst eller hørt om hendes eksperimenterende roman Dictee fra 1982. Et postkolonialt bogværk der kombinerer poesiens sprog med typografi, fotografi, fundet tekst og andre visuelle materialer. Dictee bærer på en særlig kraft, der rykker i læseren og ved forestillinger om, hvad litteratur kan. Man transformeres af sanselige beskrivelser i en flersproglig undersøgelse af sprogets mundtlighed, erindring og historieskrivning.
På trods af Dictee er Theresa Hak Kyung Cha ukendt for de fleste.
Blot en uge efter udgivelsen af Dictee i november 1982 blev Cha voldtaget og myrdet i New York. Hun blev kun 31 år gammel.
Whitney Biennalen vil i april 2022 præsentere værker af Theresa Hak Kyung Cha i udstillingen “Quiet as It’s Kept”.
Cha blev født i 1951 i Busan i Sydkorea. Kort efter hendes fødsel flygtede Chas familie fra Koreakrigen i Seoul til byen Songdo. I 1963 emigrerede familien væk fra militærdiktaturet i Sydkorea til USA, hvor de slog sig ned i San Francisco. Historien om Chas forældre er også præget af en tilværelse i eksil og en opvækst i Manchuriet under den japanske besættelse af Kina og Korea, hvor det var forbudt at tale koreansk i forsøg på at slette den koreanske kultur og identitet. En erfaring der går igen i Chas kunst, der er som en konstant undersøgelse af relationen mellem sprog og identitet.
Romanen Dictee springer mellem flere hovedkarakterer: Cha selv, Jeanne d’Arc, den koreanske frihedskæmper Yu Gwan-sun fra det tidlige 20. århundrede, der som 17-årig blev tortureret og dræbt, og Chas egen mor. Gennem sin mor undersøger Cha traumer i Koreas historie fx den japanske besættelse, Koreakrigen og den efterfølgende periode med forskellige diktatorer. Selvom Cha formidler smerte, er det samtidig med en tro på forløsning. En tro på at gennem overvindelse af smerten kan vi bevæge os hinsides sorgen.
”I dette værk vil jeg være publikums drøm”
Gennem 1970’erne skabte Cha flere rituelle og drømmelignende performances. Cha fortæller selv sådan her om sin performance A Ble Wail: ”I dette værk vil jeg være publikums drøm”. I A Ble Wail fremførte Cha en performance bag en stofskærm, der adskilte og skjulte hende fra sit publikum.
“Et miljø, et gardin lavet af osteklæde blev hængt op og adskilte den optrædendes rum fra beskuerens. Effekten er, at man ser igennem en form for uigennemsigtig gennemsigtighed. Inde i performerens rum bliver tændte stearinlys også reflekteret af spejle placeret bag dem, hvilket skaber et ovalt område. Performeren er iført en hvid kappe og en 20 meter sort og rød klud indenunder. Bevægelserne, der performes, er opdelt i rum med rolige bevægelser. Lyden og tiden er også opdelt i lyd-stilheds-dele”, skriver Cha. Bevægelserne ligner en form for dans.
De mystiske udtryk i Chas performances minder om aspekter i koreansk shamanisme. Cha optræder næsten som en kvindelig præst (mudang), der udfører ritualer og skaber trance.
Cha opførte sin performance Barren Cave Mute på Berkeley i 1974. I et maskinskrevet notat beskriver hun selv værket. ”Tre stykker hvidt papir 10 x 4 fod” blev hængt op i rummet. Ord blev skrevet med hvid voks på papiret. Rummet var mørkt.
“Et enkelt tændt lys blev brugt til performancen. Da flammen kom i kontakt med vokspapiret, begyndte den at smelte voksen og blottede ordene for betragterne.” (upubliceret notat af Cha).
Til sidst brændte papiret op. ”CAVE BARREN” står der på det første papirark. “MUTE” på det andet ark. Det tredje ark er tomt. Man forestiller sig, hvordan de poetiske fraser med kryptiske formuleringer langsomt blev synlige. Et gådefuldt og sorgfuldt værk.
Other Things Seen, Other Things Heard
Chas performance “Other Things Seen, Other Things Heard” blev opført i 1978 på San Francisco Museum of Modern Art samt på flere andre gallerier i San Francisco og i Vancouver. Et notat lyder sådan her: ”Gulvet i den ene ende var dækket af sandet pulver. To dias- og én filmprojektor kaster kornede sort-hvide billeder af strande og klipper på endevæggen. Indlæste stemmer stillede højtideligt meningsfulde eksistentielle spørgsmål […]. Lydsporene begyndte at overlappe hinanden, indtil det var umuligt at fokusere på ordene. Cha dukkede op foran de fotograferede billeder. Hun sad meditativt. Hun slæbte reb bundet til sten med etiketter som “forladt” skrevet på dem. De samme sten blev set på film. På dette tidspunkt følte jeg mig hypnotiseret.” Sådan skriver Robert Atkins i en upubliceret anmeldelse til Bay Guardian i 1978.
Ud over fotografisk dokumentation af performancen findes også de slides, som Cha planlagde at bruge i sin performance. Disse slides blev fundet i en lille slide case af blik, og det er uvist, hvilken rækkefølge de blev vist i.
Flere af fotografierne er meget lyse nærbilleder af sand, strand, sten og tekster skrevet med hvidt på sort baggrund og stilbilleder fra film af Carl Theodor Dreyer, Alain Resnais, Marguerite Duras og Kenji Mizoguchi. Stenene som Cha brugte som rekvisitter bar ordene ”ABANDON”, ”RETURN”, ”REDEMPTION”, ”FORBIDDEN” og ”PURITY”. Cha kombinerer her live performance med fotografi og lydkunst og skaber en sanselig, drømmende collagefortælling, der befinder sig et sted mellem erindring, drøm og ritual.
“Reality does not tell stories but memory”, skriver Cha. Other Things Seen, Other Things Heard skaber en hypnotiserende og meditativ erindring i fællesskab med betragteren. Cha var optaget af erindringsprocesser og forbindelsen mellem sprog og erindring. Hun rekonstruerer her minderne, så erindring bliver genfortælling i konstant udvikling.
”Words fail me”
“The main body of my work is with Language, looking for the roots of the language before it is born on the tip of the tongue,” skriver Theresa Hak Kyung Cha. Cha fremførte performancen “Aveugle Voix” i San Francisco i 1975. “Aveugle” betyder blind og “voix” stemme. En hvid klud med “Aveugle Voix” skrevet med sort er viklet rundt om Chas hoved og dækker hendes øjne og mund. Cha er fotograferet, mens hun ruller et lærred med tekst ud. Ordene ”WORDS FAIL ME” ses på lærredet. Værket kan læses som Chas vidnesbyrd om, hvordan det er at vokse op mellem flere sprog. At vokse op i USA med koreanske rødder og med Koreas historie og traumer i bevidstheden. Cha binder sig selv for øjnene og hindrer sig selv i at tale. Værket fortæller om en stumhed, der taler, og er et mystisk paradoks mellem stilhed og fortælling. Et værk om at miste sit sprog, der alligevel kommunikeres ved hjælp af ord.
Et af Chas mest kendte videoværker, Mouth to Mouth (1975), viser et nærbillede af en mund, læber, der udtaler koreanske vokallyde og opløses i en form for hvid tv-støj, som igen efterfølges af en beroligende lyd af rindende vand. Samtidig dukker engelske og koreanske ord frem på skærmen. Munden åbner og lukker sig. Værket er fængslende og portrætterer et forsøg på sprog og sprogets uendelige former. Cha gentager en helt enkelt bevægelse med sin mund og skaber en kraftfuld, fysisk handling. En handling der skaber en næsten arkaisk oplevelse af sprogets fødsel. Genopdagelsen af Theresa Hak Kyung Chas værker er en genopdagelse af sproget.
Mouth to Mouth handler om sprog og sprogløshed. I Dictee skriver Cha: ”To bite the tongue. Swallow. Deep. Deeper.” “tongue” betyder både tale og tunge. Fortælleren bider i sin tunge og i selve sproget og peger på den vold, der findes i sproget.
Munden i Mouth to Mouth kommer til os gennem et flimrende slør af hvid støj som sne på skærmen. Cha forstyrrer forventningen om sprog som betydning og indhyller i stedet beskueren i en sanselig oplevelse fuld af kornet materialitet og volumen. Men tavsheden er ikke behagelig. En mund åbner sig i håb om at formulere en betydning og frem kommer støj, vand og sne. Tom stilhed bliver til larm. Cha portrætterer et sprog i eksil. Immigrantens oplevelse af et sprog som beholder for fragmenteret erindring, hjemland og identitet. En realitet der er svær at artikulere og skjult for de fleste.
En cyklus af vold
Fortællingen om Chas kunst og litteratur er svær at adskille fra hendes biografi. Hendes roman Dictee beskriver en cyklus af vold på tværs af generationer. En vold der kan siges at kulminere i Chas egen død i 1982. Cha var næsten glemt, men huskes nu igen. Hun kan betragtes som et oplagt offer for at blive overset: Hun var kvinde og koreansk-amerikaner. Hun døde alt for ung, netop som hendes karriere var begyndt. I Dictee viser hun, hvordan kvinder bogstavelig talt er blevet bragt til tavshed af historiske grusomheder, imens denne historiske virkelighed indhentede hende eget liv.
Chas oplevelse af et liv i eksil er repræsenteret i hendes værker i kraft af forskydninger og brud i hendes værkers visuelle og sproglige former, der refererer til forskellige kulturer og perioder. Fra den koreanske kultur inkorporerede hun elementer af traditionel dans og shamanisme. Katolicisme, der samtidig er en af de mest almindelige religiøse retninger i Korea, er også essentiel i Chas værker. Der trækker sig en rød tråd af forløsning via lidelse gennem hendes værker, der guider publikum til en tilstand hinsides sorgen. Hendes praksis har efterladt en vigtig arv, som endnu ikke er fuldt anerkendt, men Chas værker påkalder sig at blive set og læst. Hendes værker var eksperimenterende og nyskabende, men også personlige. Cha skriver i sin afsluttende MFA opgave på Berkeley:
“Billederne og sproget udspringer af kilder, der er meget personlige, idet de er beretninger fra hukommelsen, personlig hukommelse såvel som beskuerens hukommelse, og derfor forhåbentlig et forsøg på kollektiv erindring.”
Cha påkalder sig personlig og kollektiv genkaldelse, der overskrider tid, rum og identitet. Hendes værker vækker erindringer til live hos publikum, bygger bro og dialog mellem Cha og os.
Filmen Mouth to Mouth kan ses gratis hos UbuWeb