Hegemony bryder med gamle maskulinitetsidealer og skaber et sprog for omsorg og magt i mellem mænd.
I marts præsenterer Dansehallerne og Betty Nansen i samarbejde programmet POPDEATHPOWER – et fire uger langt program fyldt med nyskabende og eksperimenterende koreografi. bastard har set Hegemony af koreograf Ofelia Jarl Ortega på Edison. Forestillingen er en undersøgelse af begær og magt, seksualitet og sensualitet, der eminent formidles til lyden af intens lilletromme.
Ofelia Jarl Ortega arbejder ofte med sårbarhed, femininitet og erotik, og det gælder også i Hegemony. Sårbarheden står her i skarp kontrast til en voldsom og næsten voldelig erotisk æstetik. Hegemoni kommer fra græsk hegemonia og betyder ‘anførsel, ledelse’, eller af hegemon ‘fører’. Det er en fortællende koreografi, der udspiller sig. Tre mandlige dansere portrætterer en kompliceret magtstruktur mellem tre mænd, hvis karakter forbliver mystisk og gådefuld.
Danserne træder ind på den hvide scene med sort bagklæde. Bevægelserne er ikke typisk maskuline. De går rundt imellem hinanden og står af og til stille i forskellige positurer. Musik blandes med lyden af stemmer, og den gennemgående lilletromme skaber en sitrende stemning i salen. Det er tydeligt, at en afsøgende gestik er essentiel for det udtryk, der skabes. Deres bevægelser er elegante, legende, vågede. Af og til glimter mere klassisk feminine, balletlignende trin frem, men udtrykket er helt nutidigt formidlet af danserne iklædt blå træningsjakke og hvid tanktop.
Deres dans minder lidt om visse fuglearters repeterende parringsdans. Armene blafrer, de går ind og ud af underlige stillinger. Der må være en form for kærlighed på spil eller venskaber med et erotisk tvist. Forestillingen er voldsom. En knytnæve trækkes ind i gestikken, de trækker i hinanden, kravler på hinanden, løfter og bærer hinanden, og så kaster to dansere den tredje danser om bag bagtæppet. En fløjte optræder kort i musikken, og det hele minder måske om et sexet tamburorkester. Koreografien er en tydelig, men også lang, undersøgelse af et komplekst grænsefelt mellem overgivelse og vold. Det er et stærkt og smukt billede, der opstår, når den spinklere byggede danser bærer den større. Når den klassiske balletverden siger, at mænd kun kan løfte kvinder, lyver de. Disse kroppe er skulpturelle og akrobatiske, sårbare og stærke på én gang.
Dansen glider over i ekstase, lyset dæmpes, musikken præges af synkoper. En tydelig repetition går igen i både musikken og dansen, hvor bestemte bevægelser og takter gentages. Scenen bliver næsten så mørk, at jeg ikke kan se, men jeg fornemmer, at en form for krampe har ramt den dansende krop. Scenen bades i blåt lys, og de danser en langsommere, mere øm dans. De holder om og trækker i hinanden. En fin gestus er, at den ene danser holder en hånd om den andens ansigt og skaber en stærk, men voldsom sensualitet, der balancerer på en knivsæg fra at glide over i vold.
Noget der lyder som glad popmusik bryder ind med en filmisk stemning, der vækker associationer til natteliv. Der kommunikeres en tydelig ømhed over for en danser, der pludselig slapt ligger på gulvet i en uhyggelig kontrast til den glade musik. Musikken forsvinder. De forsøger at holde ham med den slappe krop, bære ham, mens han selv holder om sine knæ. Her forskrækkes publikum af et smæld, som jeg selv straks læste som et pistolskud.
Voldsom elekronisk musik sætter igen gang i dansen, der stadig præges af vågede forsøg på akrobatik. Musikken kommer og går og glider over i ren lilletromme. Da jeg egentlig er mættet af indtryk, falder spotlyset på en af danserne, mens de to andre går væk fra scenen. Solodanseren performer, ser på publikum, kommer med mislykkede forsøg på at pifte. Han nyder det, spiller op, selv mens han binder sine snørebånd. Herefter danser de to andre i stilhed med simultane, lettere, runde bevægelser. De kravler rundt efter hinanden, gentager fugledansen som en leg med balancen.
Til sidst hører man lyden af trommestikker, der slås mod hinanden. Den ene danser virker rådvild, den anden nærmer sig, og de gentager en tidligere serie af trin, imens vi hører en nynnen. Lydspor overlapper hinanden som et ekko. Det er som at være fanget i et loop, der gentages og gentages.
Hegemony er en rørende men kompliceret og lidt lang fortælling, der skaber et sprog for omsorg og magt i mandlige relationer. Som et portræt og en hyldest til en ikke giftig maskulinitet, der minder mig om dette digt af Lisa Robertson:
To speak of the men is no trifle.
They are both sublime and
Beautiful, delicate
And copious, rolling and touching
And rubbing one against another
In their most serious actions
But nothing makes them men
But their word in the new-found world.
I study them more than any other subject
Studying hard is this disordered rabble
Remembering to drink water
Judging soundly like a man
The ceremonies and decorations
The opportunities for ornament
Inorganic and misty they exist
Against gravity and they fail
Glamorously their ideal which is to float
In the air without any support
So beautiful and sucking.
– Lisa Robertson: The Men (2014)
