Sex, blod og død: Beauty And The Beast tager kærligt sit publikum i hånden for at hylle os i mørket med deres intime og intense performanceseance Dead. Et poetisk og gakket univers, der lader flæsket blævre, safterne løbe og ‘pussiesne’ death growle.
Det er tydeligt, jeg ikke skal se scenedans, som jeg kender den, da jeg fredag aften træder ind på Edison. Fra forområdet bevæger jeg mig sidelæns gennem indgangen, hvor kutteklædte Beauty And The Beast, a.k.a. Amanda Apetrea og Halla Ólafsdóttir, udgør hver sin side af en åbning så smal, at det er svært at undgå, at vores kroppe rør hinanden. Det bløde rum, jeg ankommer i, består af vægge i sort stof. Væk er scene og dansevinyl, ligesom de dertilhørende disciplinerede dansekroppe er forviste. Tilbage står kun et podie fuld af gravlys. Jeg omsluttes af en særlig tyngde, da BATB indtager rummet med rockstjerneværdig attitude og make-up. Iklædt tunge støvler, læder, harness og pels skræver de ned foran publikum. De spredte ben peger ind mod mørket og åbningen, der historisk set altid har vækket fascination og foruroligelse: Aften står i ‘pussyens’ tegn.
Det er bad-ass rock-and-roll, når BATB akkompagneret af røg, vind og metal fremmaner deres særlige „pussy“kraft ved hjælp af kroppe og kropsåbninger. Med hænderne griber de mellem benene og hiver det forbudte og fortiede frem af mørket. Fra sorte munde growles poetiske vers af stemmer, der låner dødsmetallens karakteristiske lyd for at hylde mørke fantasier med en selvfølgelighed, der runger fra de bidskt fremadhuggende underliv op gennem struberne og ud i rummet. Blodige tunger i koreograferet bevægelse dirrer og mødes. Kroppe ridder hinanden. Hud piskes af håret fra et headbangende hoved. BATBs undersøgelse af mørket er ikke for sarte sjæle. Alligevel ligger humoren altid lige under overfladen og giver dybet en slags lethed. På absurd vis, ler jeg mig eksempelvis gennem et digt, der handler om orgasmisk at ville fortære én man engang elskedes hjerte med sin „wolf pussy“. Med nærhed og berøringer skaber BATB et intimt rum og henvender sig med en ømhed, så jeg ikke kan andet end at føle mig ført af sikre hænder gennem deres liderlige og skøre univers.
Med „Dead“ vender BATB på vedkommende vis den mørke vrang ud og viser os det forløsende potentiale, der findes i at slå håret ud, smide tøjet, ryste flæsket og lade det indre runge, så gulvet ryster under os. Samtidig er „Dead” en genforhandling af, hvilke typer af kroppe og bevægelser, der får lov at tage plads. Den handler om fortællingens kraft, om at lægge normerne i graven og om at give agens til alle de „unnamed pussies out there“. BATB bruger deres kraftfulde „pussies“ til bl.a. at pege på det paradoksale i, at vi ofte mangler ord for selvsamme. Ved at dedikere sin dans til dem, beskrive og navngive dem, lader BATB os dykke ned i et dyb, hvor netop det grænseløse i fantasien giver plads til at få øje på, hvordan alt det, der normalt ikke får ordet, har massere at sige.