Forestil dig en anden verden. En verden hvor væsner bliver født ud af en sammensmeltning mellem tider, i krydset mellem det altmodische og avantgardistiske. En verden hvor grænser er udviskede, hvor kroppe er sammensatte og komplekse landskaber er opstået af hullet hud, teknologiske haler, dobbelttunger, dyreskind og amorfe lydkompositioner.
Forestil dig, at du mærker den verden mellem dine hænder,
stryger dine fingerspidser over flettet latex i en lille væv,
lader håndfladerne kærtegne et deformt lærred af hudfarvet dyreskind
(eller er det latex eller er det ødelagt menneskehud?)
Forestil dig, at du forsøger at tale, men du intet sprog besidder. De ikke-ord, der kommer ud af din mund er halshvæsende, ’alienatede’ væskelyde. Det er sådan, du kommunikerer, mens du bevæger din krop med en gangart på skinnebenene og en hale af teknologiske led, der med nærmest metallisk substans fejer over gulvet.
Forestil dig den verden, placér den i tid. Er det fortid, nutid eller fremtid? Længes eller skræmmes du?
>I en uge har det nysammensatte, kunstnerkollektiv -PHILE arbejdet på Teatret Zeppelin som en del af HAUT´s residencyprogram IN PROCESS, hvor kunstnerne Ville Vidø, Sofia Stål, Laura Gerdes-Miranda og Stina Force har arbejdet på deres projekt A Mutant´s Touch. Projektet undersøger, hvordan -PHILE kan sammensætte forskellige medier på uforudsete måder og kombinere 2- og 3-dimensionelle universer i deres afsøgning af bl.a. non-binære, digitale væsner.
Som fragmenter og sketches præsenterede de søndag d. 3. april en arbejdsvisning med efterfølgende faciliteret publikumsdialog<
Som skribent spørger jeg mig selv, hvordan jeg kan dokumentere processen uden at forvandle -PHILE´s proces til et færdigt produkt gennem min tekstlige dokumentation. Jeg ønsker, fremfor at præsentere arbejdsvisningen af A Mutant´s Touch som en færdig forestilling, derimod at invitere dig ind i en processkrivning gennem fire forskellige perspektiver, der ikke tager højde for arbejdsvisningens rækkefølge og hierarki, og hvor publikumsdialogen (1111 Konversation) præsenteres gennem poetisk sammensatte fragmenter taget ud af kontekst fra dialogen.
1 Sketch
11 Atmosfære
111 Taktilitet
1111 Konversation
1111_1 Konversation
Curiosity
Body sounds filling out the space
Hard to grasp
Do they come from an
Animal a
Human an
Animated creature
Are we entering a dystopic science fiction world (question mark)
Excitement in a moment of pulp fiction
Becoming a part of choreographic room
Are we only visitors or will we be invited into this experiment
Is the subject / object the experimented (question mark)
Is the subject / object doing the experiment (question mark)
in a constant becoming while embodying the “new”
transbodies giving away limbs
urging to try on a tech tale
11_1 Atmosfære
En lille gruppe har taget opstilling foran sceneindgangen på Teatret Zeppelin. Det er søndag. Søndagens stemning har fundet vej ind på teatret. Der er let samtale folk imellem. Nogle få kender hinanden og taler internt. Der er smil og varme i deres øjne. Andre kommer alene. Én spørger, om de andre også skal se A Mutant´s Touch. For at være sikker på, at det er det rigtige sted. En omsorgsfuld latter spreder sig som for at byde velkommen og holde rum for usikkerheden. I dette øjeblik samles gruppen fra at være adspredte atomer til at blive en samlet organisme. Forventning og afslappethed hænger omkring gruppen, som skal ind og opleve -PHILE´s kunstneriske arbejdsvisning.
11_11 Atmosfære
Som i et laboratorie er der i blackboxen opstillet flere forskellige stationer og sketches. Lyset er køligt og hvidt. Som teknologiske og tredimensionelle tegninger er hudfarvet latex, modeller, titan tubes med solariehvidt lys og mangeartede kameraer vokset op og ud af scenegulvets mørke. Stationerne indeholder teknologisk død og åndeligt liv. En fremmed ubegribelighed i et morfende univers mellem den nøgne krop og et futuristisk miljø.
1_1 Sketch
En performer sidder på en stol mellem forskelligartede kameraer, der alle peger ind mod dennes ansigt. Munden bevæger sig. Åbner, lukker, åbner, lukker. Der er intet system. Til gengæld er der en fornemmelse af noget abnormt, der ved første øjekast ikke er til at begribe.
Ansigtet projekteres op på et lærred. Et hudlærred, et dyreskind, en menneskeham, latex i rå kødfarve. Det er som revet itu. Hullet og uden kanter. Ingen geometrisk form. Det er ophængt i tykke reb på en hjemmelavet model af træ.
Ansigtet, som for publikum både er synligt mellem kameraerne, i virkeligheden, og i projektionen åbner og lukker altså munden. En tunge kommer til syne mellem væskelyde og et tungt åndedræt. Den afvigende, anormale fornemmelse fortsætter, indtil man opfatter de to tunger. Den ene spiser den anden. Det er ikke lækkert, nærmest u-lækkert. Man hører mundvæsker og ser den forstørrede mund projekteret op på menneskehammen. Hvad er virkelighed? Det spørgsmål hænger i luften. Hvad er dette væsen, som spiser sin egen ’anden’ tunge, taber den på gulvet, samler den op med en ske og putter den i munden, som var det en kødfarvet kugle is.
Hvad er dette væsen?
Hvem er det, som har langt, blondt hår og mennesketræk, er iført cowboystøvler i skind, hvid t-shirt og blå løse bukser og om taljen har fastspændt en sort, teknologisk hale inddelt i led som en rygsøjle. Hvad er det, der morfer i laboratoriestemningens kolde lys, og findes det her, eller er det en illusion om en fortid eller en fremtid, som ingen endnu har set.
Længes eller græmmes du?
111_1 Taktilitet
1_11 Sketch
Om kroppen fastsætter performeren et GoPro og finder en iPhone frem. På sin iPhone leder performeren efter en video eller et stykke musik. Teknologien fungerer ikke, og der opstår et ærligt øjebliks analogi i det teknologiske. Det øjeblik, hvor det sansende menneske møder det stringent teknologiske som en kemisk forbindelse, der ikke fungerer.
Videoen resettes, og performeren begynder at bevæge sig, danse. Bevægelserne er naive og ufærdige, som kantede fragmenter i tid. Der går netop tid før rummet opfanger, at performerens krop forsøger at kopiere bevægelser i videoen. Videoen, der ikke synes fra publikums vinkel. Performeren bliver et levende spejl på en teknologisk virkelighed, som man ikke kan se. (Altså hvad er virkeligheden?) Der opstår et rum, hvor levende dans, teknologi, musik afspillet fra en iPhone, cowboystøvler og menneskets fejlbarlighed giver en fornemmelse af et tik-tok-møde med musik fra en fjern og gammeldags tid.
Performeren standser sine prøvelser, sætter sig på skinnebenene og giver sig til at børste sine lår med sine håndflader
Swish swish swish swish swish swish swish swiiii swish swish swish swish swish swish iiiiissssh swish swish swish swish swish swiii swish swish swish swish
Lyde opstår i mødet mellem hænderne og de blå bukser, tekstilet på lårene. En rytme dæmrer. En rytme kroppen måske forstår. En rytme, der forsvinder igen, mens performeren på knæene repeterer ordene ”Pass the golden butter” og kravler rundt i rummet på skinnebenene med teknologihalen, der svinger fra side til side. Performeren fremstår som en menneskelig installation i bevægelse. Den nærmer sig publikum
1111_1 Konversation
Associations
Transhuman new types of bodies
co-exist in a new reality of fragility and strength
(between the skin and a parallel digital world)
Alone on stage
who is that performer whom we cannot frame
Vulnerable and strong
Who is the performer (question mark)
Where is reality (question mark)
(between the skin and a parallel digital world)
What is reality when we do not know who the performer is
living in a lab between a grandmother and technology
No answers lie ahead of you
1_111 Sketch
Den menneskelige installation kryber på skinnebenene mod en særlig station. Stationen er lav og ligner en gammeldags væv. I væven er vævet et mønster med strimler af hud. Hudfarvet latex. Performeren trækker en hudstrimmel fra væven og bevæger sig mod det store lærred/dyreskindet/menneskehammen. Her transformerer situationen sig langsomt. Lyde bølger ud ad performerens – menneskedyrets mund. Lyden er squeezende, quirking, andenverdenspotentiel. Imens trækker menneskedyret hudstrimlen gennem de store huller i menneskehammen. Hud igennem hud. Hud møder hud. >Det giver mig gåsehud<
På latexlærredet projekteres en fusion af et menneske, et vanddyr og teknologi. Kroppen er knogleløs, armene deformerede. Som slanger og tentakler bevæger de sig ud fra kroppen. Måske en feminin krop. Den bevæger sig ledløst foran en blå-rød baggrund på et firkantinddelt gulv. Der løber en neonstribe i rød og en neonstribe i grøn henholdsvis horisontalt og vertikalt på gulvet. Det hele virker som en Augmented Realitet i sanselig forstand. Performeren squeezer lyde ud ad sin hals som soundscape til det digitale univers på hudskærmen.
Hudstrimlerne gennem hullerne strammes til, og hudlatexlærredet snører sig sammen om sig selv.
111_11 Taktilitet
deforme hudflag r krøller sig sammen om sig selv, bli en kjole du
tage på eller en ham, du kan tage af, tag den af, din ham og skift væsen
er væsensforskelle på mennesket og dyret og så alligevel ikke, for I har
uder begge to, huder og skind i beige nuancer og kigger man indenun
er rødt af blod og floder
dine arme og er som tentakler, dit hår en slanges tusinde tunger og ansig
ter i for llige grimasser
du er organisk, din rygsøjle leddelte knogle , hvi. som sne mens du bølg
bølger
bølger
ger
dine ben og din underkrop som kan se om er dine mennes –
ben eller et dyrs/en aliens ben for ved hvordan aliens ben ser ud
?
ved hvordan et dyr formerer sig, k det formere sig med et menneske, er du dyr eller men
du
?
morfer du i konstant forandring mellem teknologiske verdener og poeti
verdener, kan du vide hvem du er, eller er du fanget i en konstant illusion
Om ideen
Om ideen
Om ideen
Om ideen om hvem du burde være
er væsensfo le mellem menneske og dyr eller også er ikke for siger
ikke er et menn dyr, der er væ forskelle mellem menneske
og teknologi eller også er der ikke for hvem siger, du ikke er en menneske-
obot en ………… en cyborg
blevet en cyborg allerede eller findes den kun i dine tanker om en skræmmende
græm fremti
Længes du efter, eller skræmmes du af tanken om en tid, hvor verdener mødes, og du selv kan bestemme, hvem du må være?
1_111_1 Sketch
Performeren tager bukserne af. Publikum føres om på bagsiden (eller måske er det bare en anden side) af det nu sammenkrøllede hudlærred, hvor AR-væsenet stadig bevæger sig. Dette digitale væsen bliver overkrop til performerens menneskeben med techhalen. Den digitale og fysiske verden forsøges smeltet sammen. Det er en abstraktion.
Performeren forlader settingen. Med sig tager denne lyden af, hvordan en cyborg måske kan forventes at tale. Uden ord, som et metallisk, rallende dyr. Lyden kommer både et sted dybt inde fra halsen og fra hele rummet. Er morfingen blevet til virkelighed? Er den augmenterede realitet trådt ind i black boxens laboratorie, smeltet sammen med performeren, der vandrer uendeligt langsomt rundt med en organisk håndgestikulation?
11_111 Atmosfære
Rummet oplyses koldt af en station, hvor en titantube hænger fra snore bundet fast til en træmodel. Lyset er solariekoldt. Ovenpå tuben ligger et mindre stykke hudlatex. Henslængt.
Rummet oplyses varmt fra en station, hvor hudlatex er vævet til et mønster. Her mødes det gamle og det nye. Referencen til Amalie Smiths bog Thread Ripper skinner igennem. Det historiske åndedrag om vævens hulteknik, der har skabt grobund for algoritmer og computerteknologi passerer forbi.