Den nøgne krop i værket PRIMUS bliver en den, befriet fra forestillinger om køn, og skaber en sitrende næsten amorf spejling i gulvet i Det Kongelige Teaters Skuespilhus.
Primus betyder ’første’ og er navnet på netop første værk i koreograf Nønne Mai Svalholms nye trilogi Bing Bang, der kredser om emnet skabelse. To kvinder, en danser og en koregraf, en nøgen og en tildækket, performer en vibrerende duet som del af samarbejdet K:Selekt mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond. Værkets fortælling skabes i interaktion mellem performernes dans, et imponerende lysdesign, dystopisk lyd og publikums egne associationer.
Jeg går ind i en mørk sal og finder mit sæde, mens jeg fornemmer to skikkelser på scenen. Værket sættes i gang med svag lyd og lys, der minder om tåge. Musikken er præget af en tydelig monoton rytme, der sammen med lyset intensiveres gennem værket. Kroppene fremstår vibrerende i tågelyset. Den nøgne krop bliver først synlig og lyser i sin bleghed på scenegulvet.
Værket bæres frem af et foranderligt lysdesign, der er forskelligt ved hver performance og betinget af samme dags solopgangs farver og lys. Hver performance er derfor unik og en variation af de tidligere. Bag kroppene på scenen findes en rund skærm badet i gråligt lys og skygger, der spejler sig i gulvet.
Den tildækkede koreograf, der også er danser på scenen, sidder bøjet over den nøgne krop. Måske sætter hun langsomt den nøgne krop i gang, som lyset bliver stærkere. Dansen intensiveres i takt med lyset og lydens stigende intensitet, og de dansende kroppe skiftvis løfter sig og sænker sig mod gulvet i gentagne variationer. Bevægelserne virker pulserende og impulsive men også rituelle i kraft af den mytologiske scenografi.
I første del af værket ser vi hverken danserens eller koreografens ansigt. Koreografens ansigt er dækket med et lettere transparent klæde, mens danserens ældre og nøgne krop gennem det meste af værket er vendt mod gulvet. Publikum kan derfor heller ikke se den nøgne dansers køn, hvilket jeg oplever som et af værkets absolutte styrker. Jeg betragter en krop, der bliver en den frigjort fra forestillinger om køn. Den ansigtsløse ældre og nøgne krops muskler er spændte og spejler sig i et kraftfuldt og sitrende amorft udtryk i gulvet.
Koreografen optræder i dialog med danseren, der i kraft af sin nøgenhed også er sårbar i relation til koreografen, der er tildækket. Dette forhold peger på tilstedeværelsen af en struktur i relationen mellem koreograf og danser, som ikke forklares men bidrager til en udpensling og forstærkelse af den nøgne krops sårbarhed, styrke og begrænsninger. Lyden af deres anstrengte vejrtrækning når mig på bagerste række. Kroppene udmattes, sukker og falder på skift forpustede sammen.
Der fokuseres især på den ældre dansers nøgne krop, der som en bevægelig skulptur er placeret midt på scenen, mens koreografen overvejende befinder sig i periferien. Få gestusser, især koreografens åbne hænder mod danseren, tyder på en form for kommunikation mellem dem og gør værket til en duet. Koreografens kropslige gestik repræsenterer måske sprog, mens danserens ukønnede og ansigtsløse krop fremstår som en urkrop udenfor sproglige systemer. Mens lyset ændrer farve og bliver rødt danser koreografen mere ukontrollerbart med sit lange hår løst og næsten rødt i lyset. Værket afsluttes ved, at danseren sætter sig på ryggen af koreografen. Jeg vil ikke forsøge at tolke på om dette skal pege på en omvending af strukturerne imellem dem. Værket er først og fremmest en eksperimentel fysisk undersøgelse og ikke en fortælling.
Værkets styrke er dets visualitet, der bogstaveligt talt kaster et nyt og forandrende lys over den nøgne krop. Dansen tager form som en fysisk undersøgelse, men jeg er usikker på hensigten med den dikotomi, der opstår mellem koreograf og danser. Peger værket på en struktur, der alligevel holdes hemmelig? En kvalitet ved værket er dets undersøgende form, der tillader at forhold forbliver uafklarede og åbne for publikums fortolkning og associationer. Men en sådan strategi kræver, at publikum accepterer at komme til kort i sine forsøg på at forstå, hvilken fortælling der skabes.
PRIMUS peger på skabelse i form af det biologiske, hvor den nøgne krop presses impulsivt og alligevel repeterende og monotont mod gulvet. Samtidig rummer værket også en association over kunstnerisk skabelse – en mytologisk fødsel af en nøgen krop, der kæmper sig op fra jorden. Denne fødsel kan også betragtes som en meditation over kunstnerisk skabelse i kraft af koreografens tilstedeværelse på scenen og den sårbare relation mellem koreograf og danser. Koreografen og danseren performer deres samarbejde og værkets tilblivelse på scenen.