Der bor noget i væggene i lejlighed 15 på Lisbon Floor, der også er navnet på en nyskrevet horror-opera af komponist Matias Vestergård og forfatter Lea Marie Løppenthin. Lisbon Floor havde premiere på Takkelloftet under Copenhagen Opera Festival 2022 og er på én og samme tid en helt klassisk treakters opera med arier, kor- og ensemblesang og flere mord, end jeg kan holde styr på, og noget der føles helt nyt. Selvom der er tale om en sci-fi dystopi, er den verden, der fremanes, mere velkendt end fremmed.
Mugpletter der vokser og synger
Den spinkle og åbne scenografi af Jason Southgate udgør en moderne lejlighed i en skyskraber, hvor syv karakterer af forskellige årsager flytter ind. De flytter dog også ind sammen med Alex og Alex, bøsseparrets, ufødte barn (tilmed af ukendt art), der vokser i en kunstig livmoder og et lille spøgelsesbarn, der er usynligt for de andre beboerne. Spøgelsesbarnet, en lille pige, bor i væggen. Men der bor også andet i væggene. Ansigter viser sig som mugpletter på væggene, og snart synger de til os. De tager først form som klistrede mugpletter, og har man set Stranger Things, er det svært at slippe tanken om, at noget mørkt og farligt inficerer lejligheden, især da strømmen kommer og går, lyset blinker, og livmoderen begynder at lyse. Måske synger det ufødte barn også. Alex og Alex har mange planter, der gror og gror. De fejer jord sammen og forsøger forgæves at fjerne muggen. Efter pausen er planterne vokset vildt, og der ligger jord eller kompost under sengene i Alex og Alex’ værelse.
Ansigterne
Ansigterne i væggen synges smukt af Sct. Annæ pigekor, men ikke live. De repeterer og kommenterer handlingen. Karaktererne mister deres sans for tid. Dagene er ens, og der spreder sig en uvirkelighedsfornemmelse blandt beboerne. Det føles klaustrofobisk, og man fornemmer at fortællingen er blevet til i en tid med karantæne og nedlukning. Artemesia, en svigtet, yngre læsehest falder for Ra, en ansvarsfornægtende far, der har forladt sine syv døtre. Han har dog medbragt syv krus med hver deres ansigt. Et krus med en datter til hver af ugens dage, men de tåler ikke at komme i opvaskeren, for så går ansigterne af. Løppenthin har skabt en dragende poetisk logik, og da krusene alligevel havner i opvaskeren, kan det kun forstås som et varsel.
En kunstig livmoder og queer-romantik
En morgen er livmoderen væk, og biologen Daphne erklærer, at hun mener, den er uetisk. Men den kunstige livmoder bliver ikke rigtig farlig i fortællingen. Måske sparker den en enkelt gang, og måske synger den svagt, men den er nærmest mere harmløs end den biologiske livmoder, vi endnu er mest bekendt med. Det er sikkert meningen, at den skal forstås som et dystopisk element som i Matrix eller hos forfatteren Huxley, men som publikum er det svært ikke at være lykkelig på det rugende pars vegne. De er skrukke og forelskede. Deres tosomhed med små skænderier er humoristisk og omsorgsfuldt formidlet.
Arkitekten Gene befinder sig på randen af et sammenbrud. Han får et godt øje til den ene Alex, og på trods af at han slås lidt med sin giftige maskulinitet, stortrives han, da hans arm pludselig befinder sig på Alex’ lår. Lisbon Floor er en queer-opera – også i ordets oprindelige betydning. Den er camp, overdrevet og mærkelig, men samtidig helt forunderlig.
Omsorgsvigt og natlige e-mails
Spøgelsespigen går ind og ud af lejlighedens rum. Hun holder om den kunstige livmoder, læser i Artemesias bøger og synger med ansigterne: ”I am the little one to be kept safe.” Når man lytter til barnet og ansigternes kor er kernen i forestillingen omsorgsvigt – også med tanke på Ras forladte døtre. Artemesias opvækst er også præget af svigt, og da hun forelsker sig i Ra, hvad er så mere oplagt end at bekende sine følelser i en lang e-mail sendt midt om natten. Mailen tager form som en inderlig, men komisk arie. Hun synger: ”Jeg vil elske dig så meget, at du ikke behøver elske dig selv”. Hun nævner Kong Salomons dilemma fra Det Gamle Testamente om to kvinder, der påstår at et lille barn er deres. Salomon løser dilemmaet ved at ville dele barnet i to, så de kan få hver sin del af barnet. Den biologiske mor trækker sig. Artemesia synger, at hun selv gerne ville blive delt i to for ham. Da hun dagen efter spørger ham, om han har læst hendes mail, svarer han, at han har læst noget af den. Av. Da Artemesia senere dræber en mandelig roommate, synger hun om ”women who take their breath away.” Librettoens sprog er fuld af små ordspil. Når pigekoret synger “We are the little ones to be kept safe”, klinger det videre i udtrykket “Better to be safe than sorry.”
Fortjener genopsætning
Som en virus spreder galskaben sig i musikken og hos karaktererne og eskalerer i det ene mord efter det andet. Det er svært at holde styr på handlingen, især uden tekstanlæg. Farverne på scenen bliver næsten fluorescerende. De vanvittige og myrderede karakterer forsvinder ind i væggen og lever videre ved hjælp af fotosyntese. Fortællingen havner et lidt gakket sted, hvor mørket fader en smule. Lisbon Floor er dyster, men kitschet, overdrevet, men tvetydig. Musikken bevæger sig i mange retninger og er på en gang jazzet, legende, melodisk, inderlig og grim. Måske er den polyfoniske fortælling for stor, men alt er alligevel for meget i Lisbon Floor og kædes flot sammen i en stærk, poetisk opbygning. Med Lisbon Floor har vi fået en nyskrevet, dansk opera, performet af et stærkt hold, der sammen skildrer en grotesk verden, der føles vedkommende. Operaen fortjener en genopsætning med tekstanlæg – og så ønsker jeg med hele mit hjerte at Løppenthins libretto må blive udgivet snart!