På Godsbanen i Århus har koreograf og komponist, Karis Zidore, udforsket lyde. Udforsket de ”for meget” lyde, de stønnende, gispende lyde, der minder os om sex og intimitet, forvirring og orgasmer i et billedligt sammenkog. Bagved lurer et melankolsk og cirklende, på grænsen til enerverende, symfonisk lydtæppe, der kontrasterer Karis´ undersøgelse af kvinden, hendes lyde og hvornår de og hun opleves som for meget. Med procesvisningen She’s Too Much Sound med Zidores undersøgelser under HAUT x Godsbanens residency med temaet ’injections’, føles det som at have fået en indsprøjtning af anspændthed, forvirring og lidelse under huden, ligesom modsatrettede forventninger til det kvindelige køn.
Denne tekst, har ligesom HAUT´s residency, IN-PROCESS, fokus på sin egen proces og fremstår som en undersøgelse af en tekstlig kropsliggørelse af lyde, de performative, sceniske billeder og afsluttes med tre poetisk fremstillede transskriptioner af den efterfølgende, kollegiale dialog med publikum.
(h)aaaaahhh
(h)aaaaahhh
(h)aaaaahhh
Haa ha ha ha h h h h
Hhhhhhhhh h h h h h
Et fuldt oplyst rum, et dybt-pink spot på midten af gulvet. Tomt. Gulvet er tomt. Scenen er tom. Men rummet er lydt. Opfyldt af lydlige frekvenser, en stemme, et støn, et gisp, en kort tone, en lang, et suk – eftergivende, flere korte konsonanter følger hinanden
H H H H
Hårdt afstemte lyder de fra en strube på et menneske, vi ikke kan se. Vi, publikum, som sidder råt oplyste i en halvcirkel om scenen. Der er lyd, kun lyd.
Udenfor os resonerer en dyb melankolsk, symfonisk lyd. I et andet rum, lyder det som om. Indtil bevidstheden opfatter, at også denne lyd findes her i rummet, distanceret iboende det nøgne rum. Langt væk fra hørelsen og alligevel så tæt på, hjertet, efterhånden som procesvisningen af She´s Too Much Sound indfinder sig i sin helt egen cyklus.
En kvindelig karakter træder ind på scenen. Lyserødt sweat-set, hætten over hovedet, sorte sneakers. Hun sætter sig som den lille havfrue forrest på scenen. Hænderne er tungt plantet på gulvet foran hendes egen krop. Hun læner sig ned i sine hænder. Det er hendes lyde, vi hører.
(h)aaah ah ah ah
ahhhhhhhhhh
ha ha ha hh h h h
Hun åbner de dybrøde, optegnede læber. Som en åben fiskemund. Med vidtåbne øjne drejer hun hovedet mod venstre. Udtrykket stirrer intenst. Blikket er åbent, men ser intet. Hun bevæger hænderne langsomt, subtilt, feminint. Hendes fingre drypper af blød intethed.
Hun finder alle fire. Kravler. Gisp. Støn. Fremviser et hjerte på hver balle i rødt og glitrende sølv.
Den fortsat dystopisk-distancerede surroundsound-fornemmelse af lyd står i absurd kontrakt til den kravlende kvinde. Som en dramatisk b-film udfolder scener sig.
Karakteren er mangefacetteret. Denne kvinde har flere ansigter. Eller andre beder hende om at have flere ansigter, flere kroppe, flere munde, flere hænder, flere positurer, flere stemmer, ingen stemme, alle stemmer. Hun er kølig i sit sweat-outfit. De udtryksfulde, -løse bevægelser er sigende nonchalante. Lydene mere og mere kantede. Stønnende.
Så er hun en dukke, der griner, så græder hun. Hun er dramaets DRONNING, offeret, skuespillerinden, flirtende. Hendes fine bevægelser forfører, henfører i en langsomt bølgende, gestikulerende sekvens. Der er en elegance over hende stående her på begge ben.
Indtil hun træder igennem et sæt sorte ”side-vinger”. De hænger frontalt i publikums venstre side. Som et gardin, et omklædningsrums forhæng, et sceneskifte. At gå igennem dem er en opløsning, en transformation, der leder mod kvindens karakterskifte.
Hun træder blødt igennem. Stiller sig i det dybt-pink lys og tegner sit ansigt med sine pegefingre. Pegefingre som tårer, der løber langs
tindingerne
kindbenene
kinderne
kæben
hagen
Et indrammet ansigt i sorg. Hun samler hænderne knyttet på sit fysiske hjerte. Flettede fingre som en ordløs bøn. Lyner sweatshirten op og åbenbarer lag af lyserødt stof. Lag på lag. Et udskåret hjerte i en langærmet trøje over en pink undertrøje. Afklædningen afslører lange fletninger. Et naivitetens udtryk. Eller kvinden som sensuel.
Det provokerer mig.
Jeg mærker en modstand i kroppen.
En modstand mod dét blik på kvinden.
På mig (?)
Hun stiller sig med ryggen til. Foroverbøjet. Står med spredte ben. På ballerne råber de to hjerter. ”Se!”. Hun trækker med ultralangsomme bevægelser højre bukseben op til knæet. Seksuelle undertoner lurer, tragikomikken træder frem. Tilstede som en sort stemning. For musikken, den dybe symfoniske atmosfære hænger fortsat som et tungt baggrundstæppe og cirkulerer i samme cirkler. Kontrasterer kvinden, der skal spille op, der spiller op. For at blive set. Det er en absurd pornografi.
Hun træder gennem de sorte sidevinger. Karakterskifte.
Kvinden har åben mund, rodet hår. Opera-toner stryger os i nakken. Er det kvinden, der synger? Hun trækker den langærmede trøje over hovedet. Strækker den ud mellem sine albuer. Holder den om en ramme om sit hoved. Små gisp forlader hendes krop.
h. h. h. h. hhhaa. h. h. h.
k.k.k.k.k.k.k.
k. k. h.h.h kk
De nærmest hakkende lyde fortsætter. Hun kravler på alle fire. Mod bagvæggen. Sætter sig på hug. Vender sig dramatisk om. Igen og igen. Siddende på hug, kigger hun intenst, udfordrende på publikum.
Jeg får mere og mere ondt af kvinden. Føler sympati med hende, alle kvinder og mig selv. Forvirringen, lidelsen, den famlende fornemmelse over alle de kvinder, hun skal kunne være. Hvem er du? spørger jeg
Hvem er du? svarer hun
En siddende koreografi har indprentet sig i mit hoved. Kvinden sidder forrest på scenen. Hun tripper med fødder og hænder, så kroppen lander i en åben position. Bevægelserne er passionsløse. Uden liv. Hun trækker igen sit bukseben op. Blotter sin højre ankel. Drejer hovedet mod venstre. Den åbne mund, de vidtåbne øjne vendt væk fra benet. Gisp. Som i skam. Som om en anden har bedt hende om at blotte sin hud, vender hun sig væk fra denne handling.
ahhh ehh jeee jaaa åååhhhh eh ahhhh
ahhh ehh jeee jaaa åååhhhh eh ahhhh
Hun synger uden ord. Forsøger at fortælle i bløde toner. Men kvinden er gjort stemmeløs. Hun gestikulerer blidt. Kravler så væk. Igen. En baby i publikum kommer med lyde, der umiskendeligt minder om kvindens forsøg på sang.
En humoristisk melankoli lægger sig som en dyne over scenen. En formløs sorg.
Hvem har stemmen
I_
En åben mund sårbar og dyrisk
Et madonna-maleri
Et spejl
En havfrues indre kamp
”Song of Sorrow”, råber hun med sine bevægelser som en karismatisk robot
Den vokser i baggrunden ”the song”, euforisk cirkler den i mørke flader
i løsrevne elementer af uhygge
Ansigtet, der er en dukke med åben mund med øjnes stirrende bevægelser
”so sad”, hvisker hun
og lukker os ind i intimiteten af sårbarhed og sex og animalistiske tendenser
II_
Åndedrættet, der trækker sig ind og ud
Kroppen, der bliver fyldt med gispende luft
en kort indånding, en lang udånding
Filmisk trækkes spændingen ud
Med en strippers positur
bløde hænder
følelsesmæssig berøring
”Jeg ønsker ikke at være sexet, jeg vil berøres”
fortæller en pige
der bliver ung
der bliver voksen
der ældes
III_
Lyde af poppende bobler i strubehovedet
udtrækning af usagt anspændthed
en anstrengt søgen
i en horrorfilm