DAMEKROP er en ekvilibristisk collage over den kvindelige overgangsalders mangefacetterede udtryk og følelser.
Hedeturens overophedede energi, den vilde nøgne krop, tab af børn og menstruation, vaginal korsang og døden som uundgåelig del af vores menneskelige væren er nogle af elementerne i den farverige forestilling.
Jeg må erkende, at jeg efter at have oplevet DAMEKROP on tour, tænker en del over, om jeg er berettiget til at skrive om forestillingen. Som 35-årig kvinde både fornemmer og ser jeg aldringens små tegn i og på min krop, men udover det er jeg ikke nær overgangsalderen.
Efter forestillingen er jeg både rørt, skræmt, glad og vemodig. Det føles som at have fået en gave, et lille indblik i en fremtid, jeg ellers intet kender til. Udover min mors sporadiske beskrivelser af hedeture, ved jeg ikke særlig meget om overgangsalderen. Jeg er en udenforstående, som på et tidspunkt bliver en indforstået. Lige nu kan jeg kun skimte gennem den åbning, DAMEKROP on tour har givet mig. Om jeg skal grine højt eller græde lidt indvendig, har jeg stadig ikke fundet et entydigt svar på.
Scenen hos Aaben Dans er stort set ikke ”forvandlet”. Den står i sin mest rå form. Sort, oplyst og med adskillige teknikkasser på hjul. De fire perfomere, Helene Kvint, Tomomi Yamauchi, Camilla Stage og Elke Laleman, sidstnævnte som også agerer performende tekniker, går forberedende rundt mellem kasserne, mens en indspillet samtale omkring rigtig meget blod, der vælter ud og sorgen over ikke at kunne give liv mere, lyder ud af højtalerne.
Så bliver der stille. Afventende.
Danser og performer Tomomi Yamauchi træder selvsikkert frem på midten af scenen. I kropslig takt til lyden af energiske og aggressive trommelyde bevæger hun boksende sin stærke krop i vildskab. Hun frisætter energi, kaster med sit sorte hår, smider sine højhælede stiletter. Det føles som et punktum og en start på samme tid. Hun sætter tonen for forestillingen, og publikum bidrager med en klapsalve. Nærmest som om Tomomi har leveret en kropslig punchline! Klapsalverne fortsætter periodevist under hele forestillingen, hvilket er et godt billede på forestillingens collageagtige opbygning, der giver plads til stille refleksion, transition, latter og de, for black boxen, uventede klapsalver.
Efter ”trommehvirvlen”, krammer Tomomi og Camilla hinanden så dybtfølt, at mit hjerte røres. Den inderlige scene kontrasterer den energiske trommedans. Netop denne vekslen mellem det vilde, humoristiske, energiske og det mere dybfølte, poetiske, sårbare er en slags forestillingens dramaturgi. En dramaturgi over overgangsalderens uregerlige følelser og energi. Den virker. Flere gange bliver jeg rørt, når en poetisk scene efterfølger en mere ”højtråbende”
Tomomi agerer nu Camillas søn, og en indspillet stemme fortæller, hvordan ”livet nærmest er gået”, nu hvor sønnen er blevet voksen og flytter væk. Sorgen i scenen er til at føle på, som Tomomi først liggende ved Camillas side ovenpå en teknikkasse, nu går fra hende fysisk. Sidenhen må Camilla ligge alene. Kramme sig selv.
Måske er det netop sårbarheden i forestilling og en ærefrygt overfor de fire performeres ærlighed, der gør, at jeg tvivler på, om jeg er berettiget til at beskrive deres frygtløse oprigtighed, humor og ikke mindst sårbarhed. Nøgenheden i både bogstavelig og metaforisk forstand gennemsyrer hele forestillingen.
Helene Kvint, der modigt og udramatisk ryster og svinger sin nøgne krop får mig ikke kun til at røres af hendes mod, men giver mig samtidig et fuldstændig naturligt syn på hendes krop. Jeg griner med hende, som hun med fuld hengivenhed ryster sine bryster, baller, mave og lår i spotlyset forrest på den helt rå scene.
Camilla Stage råber ”I kan lave jeres egen fucking frokost”, skifter tøj og forlader scenen i arrigskab, mens publikum griner over, hvad der nok genkendes som en scene ”hjemmefra”.
Tomomi danser helt yndefuldt med sit lange sorte hår, nøgne skuldre, resten af kroppen gemt bag en kasse. Vi ser ikke hendes ansigt, kun håret er i fokus til lyden af helt sagte fløjtemusik. I en anden scene har hun fået et decideret panikanfald iført en sølvglimmer-festkjole.
Og så er der de vildfarne fællesscener, hvor hedeturen står som en energibombe af en scene i sig selv. Vindmaskiner og bladpustere bliver tændt, køleskab åbnet, undertøj trukket ned og op for at så meget kølig luft kan berøre hud. En i publikum bliver bedt om at vifte hårdere og hårdere, mens sveden begynder at glimte på kvindernes ansigter. Man tænker, at nu må det stoppe, scenen, hedeturen, men den fortsætter langstrakt, energisk. Det er humoristisk og samtidig ja, skræmmende. Jeg tænker, SHIT, det bliver formentlig mig en dag. Altså glimtet ind i fremtiden bliver så synligt for mig, at jeg både griner og forstenes en smule indeni.
Mod slutningen af forestillingen bygges et tårn af teknikkasserne. Som på en piedestalopbygning sætter de fire kvinder sig iført festlige skrud. Hver har de en mikrofon og naturligt forventer jeg, at de nu vil til at synge. Og det gør de også. Men i modsætning til verbal sang, bliver vi beriget med vaginal korsang, som jeg har valgt at døbe det. Mikrofonerne placeres ud for deres skeder, og høje forskelligartede toner udgør en melodisk korsang.
Det er sjovt. Og samtidig krummer jeg en lille smule tæer. Subjektivt, er det tåkrummende humor, og jeg tænker over, om jeg ville havde haft det anderledes, hvis det var mænd. Om jeg kulturelt set er så påvirket af en mandsdomineret humorkultur, hvor penis sagtens kunne havde sagt lyde? Men nej, personligt er jeg nok ikke til den form for humor, selvom det er befriende at se kvinderne kaste sig ud i de ublufærdiges kunst. Ikke bare i denne scene men gennem hele forestillingen.
Den poetiske kontrast udgøres blandt andet af Elke Lalemans smukke og live udførte spil på harmonika. Hendes rolige udtryk gennem musik og væsen er en skøn kontrast i sig selv til et ellers hæsblæsende tempo.
Collageforestillingen er, som ordet udtrykker det, opbygget af billeder. Det er som at åbne en billedbog, bladre side efter side i udtryk af følelser over overgangsalderen. Til tider kan det føles fragmentarisk at følge collageopbyningen, men når man hengiver sig til, at det er narrativets forløb i DAMEKROP on tour, er det en fin indgangsvinkel til de mange modsatrettede følelser. Jeg røres over kontrasterne, flyvskheden, temperamenterne. Forestillingen giver netop overgangsalderen den opmærksomhed, den har brug for. Hvis vi, som det er med alting i livet, vidste en smule mere om overgangsalderen og turde være nysgerrige på den, kunne vi stå med mere forståelse fremfor fordømmelse.
Og netop derfor sidder jeg også tilbage med en følelse af, at jeg er berettiget til at skrive om DAMEKROP on tour. For den er ikke bare for kvinder i overgangsalderen, der kan genkende sig selv, græde og le sammen med Helene, Tomomi, Camilla og Elke. Forestillingen er for alle. Den burde ses af alle, så vi kan få øjnene op for, hvad overgangsalderen er for en finurlig, skøn og uregerlig størrelse.