Fra Bogotá til København – på cykel
Det virker næsten som et spøgelse eller en form for overmenneskeligt væsen, der har evnen til at teleportere. Det menneskeheden har drømt sig om i århundreder – at få noget man har ønsket sig i samme øjeblik, som man fik tanken… ikke? Din yndlingsting leveret lige til døren. Man bestiller den på en app, og så kommer der en besked på telefonen om, at den er blevet leveret. Man løber hen til døren, åbner den, men uden held, for det eneste, man ser, er en lyseblå pose med lunken mad indeni. Ingen mennesker, ikke en eneste sjæl i verden… magi? Man når lige at høre et dæmpet ekko af forhastede skridt ned ad trappen, inden hoveddøren lukker sig ind.
Det er temaet bag den København-baserede colombianske performancekunstner David Sebastian Lopez Restrepos udstilling The Finish Line – Wolt Migrant, der åbnede den 12. august 2022 på performancekunstcenteret Friisland. Udstillingen afsluttede et års langt durational performanceprojekt, hvor Sebastian fik madleveringsjobs gennem smartphone-apps. Han cyklede 9400 kilometer, hvilket er den lineære afstand mellem Danmark og hjemlandet Colombia.
Ven med det samme
Jeg mødte kunstneren selv, da jeg helt forpustet trådte ind i lokalet efter en lang cykeltur fra Amager til Nordhavn, hvor Friisland ligger – langt væk fra resten af kulturlivet, midt i en ødemark af byggearbejde, cement og sand med en snert af havsalt i luften. En oase. Paradoksalt cykler ingen madleveringstjeneste derhen. Det var det første, Sebastian havde fortalt mig. Jeg kender ham som ven, så det blev svært at gå objektivt analytisk til værks i denne tekst. Men når jeg ser, hvordan han byder de andre gæster velkommen, når han møder dem første gang med sin typiske åbenhed og empatiske energi, bliver jeg fuldstændig begejstret over, hvor nemt er det at få ham som ven.
Hans kunstneriske praksis er jo lige præcis mest bygget på relationer mellem mennesker, og hvordan man navigerer i de varierende forskelle, som vores opfattelse af andre er præget af. Sebastians kandidatprojekt var en performance, hvor han arbejdede som tjener på fastfood-kæden Subway. Her lavede han sandwicher med et twist – han skar ordet ”ART” på brødene, før han bagte dem. Nogle kunder opdagede det, og så startede der en oplysende samtale. Tanken bag performansen var også, at man kan lave kunst af, hvad som helst sted. Sebastians performance på Venedigbiennalen i 2022 havde lignende karakter – her tog han et stykke af sin skjorte og syede et filter af den og lavede en kop kaffe med filtret. Dernæst inviterede han publikum til at drikke og tale om aktivistiske økonomier, dekolonialisering, kapitalisme og identitet.
Guilty pleasure sat i perspektiv
Jeg besøgte udstillingen dagen efter, at jeg fik min månedlige guilty pleasure fra Wolt – sushi fra min lokale yndlings sushibar. Det var øjenåbnende for alt det, der bliver skjult bag den lyseblå lynild, der giver lidt farve i Danmarks gråvejr.
I Friislands lokale kunne man se alt det, Sebastian har samlet fra sit arbejde – alt fra cykeltøj, cyklen selv, brugte hjul, bøder, en armscanning og arbejdskontrakter. Kort over København, der viste mange dages leveringsvej, hang på væggene rundt i rummet. Ved første blik mindede det mig om et museum, men det var stadigvæk anderledes. Sebastians selfies med kunder hang også på væggene sammen med korte kommentarer om dagenes forløb. Med kun få ord kunne man virkelige mærke de små detaljer ved denne form for job: alt det pinlige eller tværtimod det skønne ved at levere til en ven eller bekendt eller frustrationen over at blive behandlet anderledes end andre af restaurantpersonalet.
At arbejde som bud på fuldtid og tjene penge nok til at leve et godt liv er hårdt og næsten umuligt, som udstillingen også viser. Hvis man cykler hele dagen, hver dag, så skal man købe en god (og dyr) cykel til at starte med. Ifølge Sebastian, var det ekstremt hårdt at finde beskyttelsesudstyr til hjulene, telefonen og alt det andet til dette slags arbejde. Det var et massivt pengespild. Intet virkede, kun en liter Voltaren, når man kom til skade. Og firmaet hjalp ikke – man blev mødt af en mursten af bureaukrati.
Det andet, jeg ikke vidste om dette arbejde, var ensomheden. Man har kolleger på kontoret, som man kan tale og joke med i pauserne. Men Wolt-bude har ingen at tale med i ventetiden, når maden bliver forberedt, hverken restaurantpersonalet eller kunderne har tid – the road is a couriers best friend. Der er også tidspresset – hvert minut tæller i din løn, som allerede er ret lav. Hvis man stopper, mister man penge.
Alt det blev materialiseret og håndgribeliggjort gennem de accessoires, som Sebastian havde samlet – og hans egen tilstedeværelse på udstillingen gjorde det muligt at spørge og lytte til hans lived experience. Udstillingen virkede derfor som en anarkistisk Temporary Autonomous Zone (TAZ). Man kan ikke bare distancere sig selv og kunsten fra det undertrykkende og udnyttende senkapitalistiske system, men det, kunsten kan, er at skabe taktiske spækker i systemet, hvorfra nye ideer og alternativer kan opstå, og så ændrer de muligvis skridt for skridt systemet selv. Publikum til The Finish Line – Wolt Migrant indgår i en midlertidig, autonom zone, hvor man vågner op af ”den amerikanske drøm” og ser, hvordan virkeligheden er for Wolt budene. Forståelse bringer på den måde handling i verden.
Just Eat? No, do more than that.
Jeg har fået den der catchy jingle på hjernen fra Just Eat reklamen … ring ding dong, ringa ding ding dong, did somebody say Just Eat™? Det virker ironisk, at man ikke er sikker på, om nogen har ringet på. Det kan være hvem som helst, et menneske, et spøgelse, eller Katy Perry selv. Det er pinligt for mig at erkende, men før udstillingen tænkte jeg ikke så meget over take away leveringstjenester. Jeg troede på deres narrativer om selvstændighed, be-your-own-boss, at det var nemt arbejde og god træning. Men det er aldrig Katy Perry. David Sebastian Lopez Restrepo afslører, hvad det egentlig er for en person, der udfylder alles ønsker på få minutter – et ensomt, træt, tørstigt menneske, der har ondt og i mange tilfælde en udlænding, der udfører det arbejde, som andre borgere ikke vil. Så næste gang du får leveret noget fra en take away kurertjeneste, så spørg buddet, om det vil have et glas vand – det har højst sandsynligt brug for det.