A Play, skabt af I-IR (Institute of Interconnected Realities), handler om teatret som sted, men det er (heldigvis) noget helt andet end traditionelt skuespil, der møder mig til premieren. Replikkerne hænger i luften, og det er det, jeg har drømt om – at ordene kan få lov at leve deres eget liv. Performerne gentager ordene. Betydningerne forskyder sig, og gentagelsen udvisker alt det forstilte.
I-IR (Institute of Interconnected Realities) er et kuratorisk performancekompagni etableret af koreograferne Marie-Louise Stentebjerg og Ida-Elisabeth Larsen (der tidligere dannede duoen two-women-machine-show) sammen med performanceinstruktøren Jonathan Bonnici. Sammen faciliterer I-IR større kollektive performances og arbejder med konceptet decentraliseret koreografi, der ikke alene handler om decentralisering af selve koreografien, men også af organisationen, praksissen og konceptet bag deres performances. Centralt for deres proces er derfor også improvisation og inddragelse af publikum, der får en form for agens i performancerummet. Det kan mærkes i den stedsspecifikke performance A Play, der finder sted på Husets Teater – i en black box.
På scenen er der en formation af mursten, en lille ruin, og fluorescerende tape, der hvor væggene burde stå. Det ligner, at nogen har gang i en arkæologisk udgravning midt på teatrets scene. En udgravning af teatrets materie, der på den måde bliver en fortælling om teatrets historie fra de græske tragedier til Hamlet.
Performerne er iført masker som det klassiske græske kor, og de varetager korets opgave ved at tale direkte til os (publikum) og kommentere på ‘handlingen’ eller viser os, hvad vi skal føle. Koret spejler os. Grænsen mellem fiktion og virkelighed forsvinder, når grænsen mellem performer og publikum udviskes. Der opstår en form for intimitet og en destabilisering af koderne i teaterrummet.
Performerne begynder at tale på engelsk. Ofte når skuespillere naturalistisk udtaler replikker på dansk, har jeg svært ved at tage ordene rigtigt ind. Men her taler performerne engelsk, og det skaber et ekstra filter, der sætter ordene fri.
Performerne forsøger at gestalte for os, hvad det er for et rum, vi er i. De beskriver teatret, der ligner ”the outer shell of a submarine”. Her er ingen vinduer, ingen ventilation. De peger på, hvor mærkeligt det i grunden er, at vi aften efter aften vælger at placere os selv i det her iltfattige rum.
Normalt gør teatret alt muligt for at lede publikums opmærksomhed væk fra det sted, vi faktisk befinder os, med bl.a. lys og tunge gardiner. Vi skal gå med på illusionen og leve os ind i fiktionen. Men her ser vi teaterrummet, som det er. Og som i en form for mindfulness-øvelse leder performerne endda vores opmærksom inde fra salen ud til Halmtorvet og videre til Jorden og Universet. Jeg ser mig selv og os selv udefra.
De fire performere, Angela Bundalovic, Jakob Schnack Krog, Jonathan Bonnici og Inaja Skands, skaber direkte kontakt til publikum, når de beskriver os og fx kommenterer en af gæsternes Pokémonhat. Improvisationen gør hver performance forskellig fra de tidligere eller kommende, og det er måske helt andre udtryk hos publikum, der skubber performerne i en ny retning næste gang.
I-IR arbejder med såkaldte improvisations-regler, der fungerer som instruktion til performerne, der lytter til rummet, væggene (de banker på væggene, som inden man borer et hul, så jeg formoder de faktisk lytter til stedets fysiske udformning så vel som menneskene i det), og de maskeklædte performere udtaler ord, der gentages af de andre og i højtalerne som ekko og blandes med støj:
”This land is dead”
Teaterrøg fylder rummet som tåge, og der skiftes i lyssætningen, så de fluorescerende farver lyser. Jeg får en uvirkelighedsfornemmelse. Støjen lyder lidt som om, nogen spoler en videofilm tilbage, eller som en skrattende radio langt borte. Jeg får en følelse af at befinde mig mellem skiftende virkeligheder.
Maskekoret siger:
”Time is up”
Gentagelse og variation er nøgleord. Maskerne gentager ordene igen og igen hver for sig og sammen, men lægger trykket forskelligt. De smager på ordene og gestikulerer. De udtaler de samme ord, men med et voldsommere udtryk, og næsten truende bevæger de sig mod os med en pink sokkel. Er det et billede på forholdet mellem teatret og publikum? For maskekoret fremstår som teatrets sjæle. Netop som jeg når at blive ængstelig, bliver maskernes stemmer blidere. Betydningen af ordene ”time is up” pendulerer mellem overført og bogstavelig betydning, når en performer fysisk peger op på loftet.
Når publikum griner, griner maskerne. Der foregår hele tiden en vigtig interaktion, og det er en af performancens store styrker. Vi lytter til hinanden. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Vores udtryk har betydning for det fælles sted, vi befinder os. Selvom jeg sidder på stolerækkerne, har jeg også et ansvar for det kollektive rum.
”I needed you.”
Og
”I need you, baby,”
siger koret, der peger på personer blandt publikum. Ansvaret for det fælles handler også om en bevægelse væk fra individet som centrum. Det går igen i performernes bevægelser, der har stedet som centrum, når de langsomt glider i rummet og langs med væggene.
A Play er en undersøgelse af teatret som sted, men performancen er også en uendeligt befriende leg med sproget, hvor der i hvert udsagn er potentiale for og plads til råb, hvisken, mumlen, snøvlen, skift i tempo, toneleje og volumen. Denne mumlen går igen i højtalerne som støj. Legen med sproget understreger, hvordan teatret også giver plads til, at ord rummer vidt forskellige udtryk afhængigt af, hvordan ordene betones. ”Don’t take your eyes off me” er et andet eksempel, hvor ordene skifter mellem et legende, flirtende og truende udtryk. De tager også ordet ”father” og sætningen ”you don’t know what you are” i munden og udsætter ordene for samme behandling, men glider pludselig over i sang.
Som et mirakel bryder performerne ud i flerstemmig korsang, der for mig bliver højdepunktet i hele performancen. Det reciterende i deres sang af ordene ”you don’t know what you are” har karakter af bøn, og sangen lyder som middelalderlig kirkesang. Det er lidt hypnotisk, sårbart – og destabiliserende.
Det er svært at runde sådan en performance af. Hvis handlingen tager afsæt i interaktionen med publikum, hvornår og hvordan slutter man så? Flere af de sætninger, som koret udtaler, genkender jeg som bider af popsange, og publikum bombarderes nu med nye udsagn, hvor vi fornemmer, at koret forsøger at runde performancen af:
”How about one more dance before you go?”
“How about a dance?”
“One last dance?”
“Just a dance before you go?”
Jeg synes, det er bedre end fx. litterær oplæsning pga. den lydhørhed over for rummet, der gemmer sig i hver ytring. Kan man bestille de her performere til at indlæse digte?
Som ventet tager koret maskerne af mod slutningen, der trækkes ud i en morsom, men også langsommelig forhandling med publikum om, hvornår den her forestilling skal slutte. Men forestillingen ved det. Den er til fulde bevidst om, at den balancerer på en knivsæg fra at trække det hele unødvendigt ud. ”What is the exit strategy?” spørger en af performerne.
Efter A Play sidder jeg og ser lyset danse over tågen af teaterrøg, men jeg ved ikke længere helt, hvor jeg er.
I teatrets ruin? Efter en arkæologisk rejse i teatrets egen historie? Et teater der har bevæget sig fra at være noget folkeligt med et græsk maskekor, der spejler folkets følelser, til noget der forbindes med elitære ‘københavnske saloner’, men samtidig eksisterer for et prekært minimum.
Tågen af teaterrøg ligner tætte skyformationer set fra oven i atmosfæren, og her vil jeg egentlig gerne blive.
A Play er co-produceret af og præsenteres i samarbejde mellem Dansehallerne og TOASTER på Husets Teater.
A Play af Institute of Interconnected Realities
21.11 + 23.–26.11.2022, 20:00
Varighed: 1 time
Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København
Koreograf: Marie-Louise Stentebjerg
Dramaturg: Ida-Elisabeth Larsen
Performance-instruktion: Jonathan Bonnici
Performere: Angela Bundalovic, Jakob Schnack Krog, Jonathan Bonnici, Inaja Skands
Lyd og komposition: S. Rieser Lys: Christian Vest Berntsen
Maske og karakterdesigner: Nagi Gianni Scenograf
Environment researcher: Balz Isler
Kunstnerisk sparring: Shelley Etkin
Assistent: Sophie Rebekka Grodin
Producent: Gry Raaby
Administration: CYRK
Residency: Holstebro Dansekompagni
Mere fra Sandra Cecilie Quist