Gammelt glas lyser funklende koldt i særlige sale, og råheden kryber fra betonvæggene ind under huden. I Holmegaard Værk har Mirror Project kilet sig ind i det gamle glaspusteris historie for at spejle og vende bevægelser på hovedet.
I en stor, rå hal med gule murstensvægge og store metalfarvede udluftningsrør er en tredimensionel ramme opstillet. Loftet på rammen udgøres af to store spejle. De spejler det sorte gulv. I rammen står to dansere. Først helt stille. I super slowmotion går de langsomt baglæns. Deres blikke er intense og genskinner af det dybt rungende lydunivers, der bevæger sig i hele rummet.
Danserne, Cecilie og Taneli bærer dragter. Tanelis’ er løs, hvid og nærmest ’mosaikbetrukket’ med turkise og røde mønstre, mens Cecilies gule mesh og dyreprint-sæt afslører rødt undertøj. Farverne spejler den glaskunst, jeg gennem en lang gang har oplevet på vejen ind mod forestillingen og binder, sammen med spejlene, forestillingen sammen med sitet, Holmegaard Værk.
Som Cecilie og Taneli fortsætter deres langsomme gang ud af og væk fra den firkantede ramme, kommer de til syne i spejlene ovenfor. Verden vendes på hovedet og fordobles. To dansere bliver til fire, og lyssætningen, der skifter fra spot til dæmpet, gør spejlingen enten skarp eller sløret.
Danserne bevæger sig ned foran store projektionslys, der lyser ret frem mod publikum. De befinder sig, hvad der virker som, meget langt væk. Måske fordi de nu står udenfor rammen, udenfor ’scenen’. Her bøjer de i benene, og bevæger sig i plié mod gulvet, hvor de pludselig fremstår som mini-mennesker i spejlene. En illusion overfor virkeligheden. De to begreber stiller sig spørgende overfor hinanden og spørger publikum ”Hvad er illusion, og hvad er virkelighed?”, som danserne bevæger sig både udenfor og i spejlene.
Danserne ligger ned. De flyder, de floater og kaster med lys og skygger sig selv ind i spejlene og tilbage til virkeligheden igen. Et langsomt beat i musikken, en neddæmpet lyssætning skaber en grå masse i hele rummet. En kropslig masse, der skiftevis bevæger sig mellem at udgøres af to dansere, fire dansere, tre dansere, ingen dansere. Et mellemrum. Et ingenting. Danserne forsvinder ud af syne, ud af spejl.
Indtil de igen ’opstår’ i lys. De møver sig organisk, ruller som bløddyr, svirper op fra gulvet med elegance og frem. Frem mod spejlrammen.
Lyden slæber sig med lydlige beats. Hakkende
S i t r e n d e
: : : : : : : : : : : : :::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::……::::::::
…………::::::::::::::::….: : : ….:::::………:::::.:..: . . . . . : : : : : : : : :……:: : : : :::::.. .. .. .. … … .. .. .. : . .. :: : ; ;;;; . . . . :: .. .. ::: : :
……::::::: : : : : . . . ….. . ::…::: :….
.. : : : : : : : : : : : : :::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::……::::::::
…………::::::::::::::::….: : : ….:::::………:::::.:..: . . . . . : : : : : : : : :……:: : : : :::::.. .. .. .. … … .. .. .. : . .. :: : ; ;;;; . . . .
Lydlandskabet er positionerende, enerverende
Det hvide baggrundslys lyser klinisk
Spejlene vippes
Diagonaliseres med et analogt træksystem
Dansen begynder at hænge i luften
Loftet over spejlet kommer til syne
Mennesket står på jorden
Så hvem er det, der synes i spejlet?
SPEJL
den bevægelse, når en celle deler sig, og der opstår to identiske celler
hvis de to celler deler sig i flere og delingen bliver ved og ved og ved
opstår der genkendelige væsner
rummet
et vindpust og jeg blæser ind blandt publikum
står som en stilk blandt blomster
min venstre hånd rammer den højre
to grønne blade
mellem håndfladerne
kalkerpapir
en levende kopimaskine
der klapper hundredvis af kopier frem
et ekko af hænder og lyd
klapper som beruset af det liv
der buldrer gennem jeres kroppe
strømmer
utæmmeligt skrøbeligt
sart
I er
jeres drømme
så nært beslægtet med hybenrosehovedernes duft
nostalgi opstår
når dét der normalt ikke kan ses bliver synligt
(Tekst af Eva Tind, skrevet til forestillingsprogram)
Danserne står hoved mod hoved. En kalejdoskopisk udfoldning, idet danserne spejles dobbelt. To gange i hver sit spejl. De har lukkede øjne, åbne øjne. Ser de sig selv eller ikke? Ser de sig selv indefra, som vi ser dem udefra? Som vi ser dem i spejlene.
De hænger på hovedet, og jeg får lyst til at hænge på hovedet.
De begynder at bevæge sig som organismer om hinanden.
Fixer spejlene den subtile bevægelighed?
Er spejlene en dokumentation, der forsvinder?
En ikke-dokumentation.
Lyden bliver syntetisk, dramatisk, kaotisk. Fornemmelserne overføres som en hurtighed til kroppene.
Et musikalsk drive
Et spejlets lyd af en kaotisk verden
Et eftersmæld
Sorte spejle
Intet lys. Mørke.
Spejlene sænkes næsten helt til en lodret position. Men asymmetrisk. Det ene spejl lidt foran det andet. Et varmt lys brænder som en sol og en større sanselighed bebor dansernes kroppe. De bevæger sig blødt og mere omfavnende end før. En større fornemmelse af ’himmel’ opstår. Som om der er blevet højere til loftet, som spejlene har sænket sig. Asymmetrien i spejlene knækker kroppene. En overkrop i et spejl har forskudte ben i næste spejl. Asymmetrien afmonterer og deformerer, selvom danserne nu for første gange sidder éns spejlet hinanden i skrædderstilling ryg mod ryg.
Danserne skaber kropspositioner og billeder og begynder at se sig selv, se hinanden i spejlene. De forvrider deres ansigter i skævhed. Abstrakte masker.
Gummiansigter.
Fragmentariske ansigter.
Humoristiske ansigter.
Grimme ansigter.
Forvrider spejlene virkeligheden, eller viser spejlene det, vi egentlig ikke vil se? Det grimme. Fragmenterne af en verden, en illusion, en anden virkelighed. Eller er det egentlig her, sandheden findes? Den sandhed vi måske ikke vil se. Det ansigt, der gemmer sig bag gummimasken.
Danserne vender sig fra hinanden. Lidt skamfuldt efter at have afsløret deres egen grimhed. Det uperfekte ansigts forvridninger.
De vipper analogt spejlene til lodret. Helt lodret. Som the obvious choice spejler spejlene nu mig, nu os i publikum, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg bryder mig om forudsigeligheden, eller det er spejlingen, diskrepansen mellem illusion og virkelighed, der skaber spænding på overfladen. Spejlets spænding. Glassets spænding.
Overfladespænding.
The Mirror Project
Premiere og ekstra forestilling 30. november + 1. decemer 2022 Holmegaardsalen, Holmegaard Værk
Forestillinger 19.-21. januar 2023 Dansekapellet
Koncept: Antoinette Helbing
Koreografi: Antoinette Helbing i samarbejde med performerne
Dans: Cecilie Schyth Kjær and Taneli Törmä
Scenografi: Kasper Svenstrup Hansen
Dramaturgi: Ida Elisabeth Larsen
Lysdesign: Carina Backman
Lyddesign: Mads Emil Nielsen (Guitar and piano recordings Oliver Hoiness + Andrea Neumann)
Teknik: Brian Cord´homme
Mere fra Stina Strange Thue