bastard

bastard-skribent Filip Vest beretter fra den nomadiske biennale Manifesta 14, der i efteråret 2022 fandt sted i byen Pristina i Kosovo og reflekterer over historiefortælling, døde og levende arkiver, teenage-kys og raves i nedlagte trykkerier.

”Hvorfor står der det?”, spørger jeg ekspedienten og peger på en af Manifesta 14 s muleposer, der bærer teksten ”Kiss me at the Palace of Youth.” ”Det er sådan en intern joke”, forklarer personen i billetsalget. ”Fordi mange oplevede deres første ungdomskys ved den lokale sportshal med navnet The Palace of Youth and Sports, hvor et af værkerne på Manifesta bliver vist”. Da min Manifesta-date og jeg hører det, kan det ikke gå hurtigt nok med at komme hen til sportshallen og se, hvad det hele drejer sig om. Afsted går vi, i hurtig gang med vores små guidebøger svingende i muleposerne.

Siden en brand totalskadede bygningen i år 2000, er The Palace of Youth and Sports i dag kun delvis i brug. En stor hal, der engang har været omdrejningspunktet for forskellige sportsbegivenheder, er nu omdannet til en parkeringsplads, som de tomme tribuner nu kigger ud over. Det er ikke svært at forestille sig de mange første kys, der har fundet sted her i mørket. Parkeringsplads møder sportshal, rå beton møder varme og knuste teenagehjerter. I en af hallens mørke kroge får vi selv prøvet et kys af.

Over parkeringspladsen hænger Lee Bulls installation med en sølvfarvet ballon, der har form som et luftskib. Willing to Be Vulnerable hedder værket, og desværre har det en mere interessant titel end form, der for mig lander lidt mærkeligt mellem to stole. Jeg tror, det er meningen, at ballonen skal være stor, men den drukner lidt i den enorme hal. Den virker heller ikke hverken skrøbelig eller stærk, men føles mest af alt lidt ubeslutsom om sin form. Senere tænker jeg, at det på en måde er meget passende – at skulpturen selv også har det lidt som en teenager, fanget mellem to stadier.

Manifesta er en forholdsvis ung biennale i sammenligning med nogle af de store drenge som Venedigbiennalen. Og helt som en teenager har den også en tilsvarende mindre økonomi og en tilsvarende større idealisme end de gamle, konforme biennaler. En del af konceptet bag Manifesta er, at den ændrer placering i verden, hvert år den finder sted,. Det er ofte nogle meget uventede placeringer, og i hver ny kontekst biennalen finder sted, prøver den at forholde sig til lokalsamfundet og at diskutere og undersøge, hvordan kunst kan skabe social forandring. I år 2022 er valget faldet på Pristina i Kosovo. Landet, der erklærede sig uafhængigt i 2008, men stadig ikke er anerkendt som et land af FN, har en kompleks, blodig historie, som eskalerer med Kosovo-krigene i 90’erne mellem UCK og Den Jugoslaviske Hær og NATO’s intervention i 1999. I dag er landet stadig hjem for mange interne konflikter mellem Serbere og Albanere.

Mit første indtryk af Manifesta14 er, at det er en meget generøs og inkluderende biennale. Alle udstillingerne er gratis at opleve, og alle medarbejdere, man møder, er enormt søde og imødekommende. Mange af udstillingsvagterne virker til at være helt almindelige unge mennesker, ligesom mange besøgende også lader til at være lokale teenagere, som måske normalt ikke ser på kunst, men er nysgerrige på, hvad det er for en alien af en biennale, der er landet i deres lille by. Kurateringen af biennalen er også meget inkluderende i sit kunstbegreb. De har nemlig ikke bare inviteret kunstnere ind, men også andre grupper og kollektiver. Et sted kan man møde den lokale astronomklub, og et andet sted er der en præsentation af landbrugskooperativet Krusha, der er startet af en gruppe krigsenker, der sælger ajvar og pickles – og dermed har indtaget et domæne, der historisk set har været meget mandsdomineret. Og så er det en udstilling, der er glad for at diskutere, at researche og at præsentere research i alle mulige former.

I år 2022 er temaet for Manifesta historiefortælling. Under overskriften “it matters what worlds world worlds. how to tell stories otherwise” diskuterer biennalen Kosovos historie – og historier – og undersøger menneskets grundlæggende lyst til at fortælle historier. Første del af titlen er lånt fra filosoffen Donna Haraways bog Staying with the Trouble og slår tonen an til en række af de spørgsmål, Manifesta14 stiller: Hvad er det for en verden, vi lever i? Hvilke andre verdener er mulige at forestille sig? Og hvad betyder det, hvilke historier vi fortæller om os selv og fortiden, nutiden og fremtiden?

Et værk på Manifesta14, der arbejder meget direkte med historiefortælling er Driant Zenelis moderne fabler The Animals. Once upon a time… in the present time (Trilogy) (2019-2022), der består af tre film skudt i tre forskellige brutalistiske bygninger befolket af pap-macié dyrekarakterer. Dyrene og historierne er udviklet i samarbejde med henholdsvis børn, ingeniørstuderende og en tidligere indsat. Her møder vi både en slange, en ildflue, en haj og en fisk, der bliver jagtet og jagter og finder forskellige poetiske måder at flygte fra og forbinde sig til hinanden og bygningerne. Zenelis værk bliver vist i toppen af et gammelt hotel, Grand Hotel Pristina, hvor hovedudstillingen for Manifesta14 finder sted. Det er en imponerende bygning fyldt af kroge, man gå på opdagelse i, og at besøge hotellet føles nærmest som et værk i sig selv.

Størstedelen af biennalen finder sted i sådan nogle gamle bygninger. I en forladt biograf et andet sted i byen viser Christian Nyampeta sine to hypnotiske film Sometimes it was Beautiful (2018) og A Long Trailer for Two Films About Lovers in a Dangerous Spacetime (2021-2024). Som en del af sit værk har kunstneren bedt lokale om at tage stole med til biografen, der er et sammensurium. Det giver en følelse af et ungdomshus eller en besat bygning  – et andet oplagt teenagespot at kysse – og ude i gangen sidder teenagerne, der passer udstillingen meget passende henslængt og snakker og kigger på deres mobiler.

Et stykke væk derfra i et forladt trykkeri har kunstneren Cevdet Erek lavet den stedsspecifikke installation, Brutal Times (2022). Trykkeriet plejede at udgive den albansksprogede avis Rilindja, men blev efter sin nedlukning et sted for raves. Ereks installation taler ind i begge historier. To eksisterende huller i gulvet giver et blik ned til kælderen, hvorfra man kan høre og se en lyd- og lysinstallation, der ligner og lyder som et rave, men der er spærret for trapperne, så man ikke kan komme ned til festen, men bare må stå og se ned på de farvede lys fra rummet ovenover. Rundt om hjørnet i et tilstødende rum kører der en videoinstallation med Rilindjas avisforsider fra 2. Verdenskrig og frem til 90’erne. Hver forside fylder hele billedet og skifter hvert sekund – ét sekund pr. dag, og sådan kan man se historien udvikle sig. Selv uden at kunne albansk, røber forsiderne meget historie bare gennem billederne. Og mens avisforsiderne skifter rytmisk kommer lyden af den elektroniske musik fra det andet rum pludselig til at lyde som et trykkeri. Sådan peger Erek smukt på bygningens forskellige historier, lader dem smelte sammen og taler ind i fremtiden for stedet, hvor blandt andet eventkollektivet Hapësira har kæmpet for at bygningen skal beskyttes og laves om til et multidisciplinært rum for kultur.

Mens vi bevæger os fra den ene forladte bygning til den anden, snakker vi om, hvor spændende et greb det er, at Manifesta indtager alle de her alternative rum i stedet for at finde sted i mere klassiske udstillingsrum. Ingen af os lægger mærke til, at vi ikke rigtigt har passeret nogen andre museer eller udstillingssteder, indtil vi kommer i snak med en af folkene bag udstillingstedet Foundation 17. Hun fortæller os, at kunstprojekter i Pristina stort set altid bliver vist i forladte bygninger og andre offspaces, fordi de næsten ingen klassiske kunstinstitutioner har. For os, to skandinavere, der kommer fra to lande fyldt med kunstinstitutioner, er det et greb, men for indbyggerne i Pristina er det altså bare en betingelse for at vise kunst.

Og det er den betingelse og lokalhistorie, som Manifesta14 arbejder direkte ind i. Et af biennalens mål har også været netop at skabe nye institutioner og steder, der kan fortsætte efter Manifesta slutter, ligesom The Centre for Narrative Practice, en ny interdisciplinær kunstinstitution, der kommer til at huse både et community-based bibliotek, research, kunst, formidling, workshops og forskellige events frem til 2026.

Det er ikke et tilfælde, at Center for Narrative Practice holder til på et tidligere bibliotek, for arkivet er også et vigtigt billede, der går igen i Manifesta14. Der er både historier, der er tilgængelige og utilgængelige. Kunstinstallationer, der arbejder med arkivet gør ofte brug af en bestemt meget tør museal ’arkiv-æstetik’, hvor alt fx skal i vitriner. Det har sin charme et stykke af vejen, men for det meste oplever jeg det som et meget nostalgisk forhold til arkivet og en form, der producer nogle meget utilgængelige arkiver. Et eksempel på det, støder vi på i værket The Infinite Library (2007-nu) af Daniel Gustav Cramer og Haris Epaminoda. Her står jeg og kigger på en kæmpe bogsamling bag glas og tænker: hvad er det egentlig helt præcist jeg skal få ud af en masse bøger bag glas. Det bliver et billede på et arkiv i stedet for et arkiv, man kan engagere sig i, dykke ned i. Den slags døde arkiver findes der desværre nogle stykker af rundt omkring. Men der er også fyldt af levende, sprudlende arkiver på Manifesta. Et af de enkleste og smukkeste er Secondary Archive (2022), der er en platform for kvindelige kunstnere fra Hviderusland, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovakiet, Ukraine, Albanien, Serbien og Kosovo. Hver kunstner er blevet bedt om at sende et lydklip ind på 1 minut. Med sådan et projekt kunne man godt være bange for, at de bare havde installeret det på en tablet med et par høretelefoner, som det også tit er tilfældet med arkiverne, når de ikke bliver lukket ind bag vitriner, men Secondary Archive har fået sin egen store installation i et seperat rum. I det mørke rum spiller klippene én for én i en tilfældig rækkefølge, mens man kan ligge på en sækkestol og lytte. På væggen bliver den aktuelle kunstners navn lyst op i en enkel typografi. Nogle af lydoptagelserne er digte, andre er manifester. Nogle er små reflektioner over livet, andre er optagelser af en larmende aircondition. “Erect. Protect. Construct”, lyder det messende fra Ania Nowaks stemme, på Alketa Xhafa Mripas optagelse fortæller et barn begejstret en historie: “And it was so funny and it was probably one of the funniest days ever!”. Det helt enkle format og den åbne ramme for optagelserne fungerer overraskende godt, og vi ender med at ligge i en evighed og lytte til små bidder af liv, overvejelser om køn og kunst, racisme og klasse.

Da jeg sidder nu og kigger på mine mobiloptagelser af Secondary Archive, opdager jeg, at min Manifesta-date hvisker ”Did you get that?” i slutningen af den ene optagelse. Jeg tror, spørgsmålet handler om, hvorvidt jeg fangede det på film, men nu får det mig til at tænke på om, jeg fik det hele med, i en mere billedlig forstand. I en helt konkret forstand gjorde jeg i hvert fald ikke, for trods biennalens forholdsvis lille størrelse, var der stadig et par venues hist og her, som vi ikke nåede forbi. Og først den sidste aften opdager jeg Petrit Halilajs installation, When the sun goes away we paint the sky (2022), der hele tiden har været lige for næsen af mig. Halilaj har taget stjernerne fra toppen af Grand Hotel Pristina og omorganiseret dem, tilføjet et par stykker ekstra, spredt dem udover andre hustage og ladet et enkelt stjerneskud sidde på toppen af hotellet. Jeg lægger mærke til stjernen, da vi sidder på en restaurant i en lille sidegade og mellem to rækker huse kan se over til hotellet. Vi er ømme i fødderne af at gå rundt fra udstilling til udstilling og spiser vores sidste måltid i Pristina, mens en af byens mange gadehunde kommer hen og lægger sig til at sove lidt ved siden af vores bord.

Nej, jeg fik helt sikkert ikke det hele med. Der er nemlig rigtigt mange historier på Manifesta14 og rigtigt meget, der referer til lokalhistorie, som man kunne være bange for lukkede besøgende lidt udenfor. Men Manifesta14 formår at finde en fin balance mellem at drysse lidt information ud uden at skovle det ned i halsen på de besøgende. Sådan så at vi får lov til at opleve den komplekse historie gennem små indtryk og bidder, som sammen danner et omrids af byen Pristina: et rave på et trykkeri, en 1-minuts optagelse af en stemme, et kys på et forladt sportstadion, en række små plastikstjerner på toppen af tagene, der oplyser natten.

Manifesta 14 fandt sted i Prishtina fra d. 22.07 – 30.10. 2022.