DEN ANDEN ARABISKE KVINDE growler, græder, råber, hvisker. Helt nede fra mellemgulvet.
DEN ANDEN ARABISKE KVINDE står, kæmper, danser, slår. Helt ud i cellerne.
DEN ANDEN ARABISKE KVINDE er forfatter, gudinde, martyr, influencer. Helt dødelig, kødelig.
DEN ANDEN ARABISKE KVINDE er Hanin Georgis. Og hun taler højt og tydeligt. LYT.
Hanin Georgis træder nøgen frem. Nøgen kvinde på sort baggrund. Sådan ser det ud. Et levende, sprudlende, talende maleri af ord, der flyver sindssygt hurtigt fra scenen og op til os, publikum.
”Selvom jeg er en såkaldt arabisk kvinde, er jeg ikke muslim”
”Selvom jeg er en såkaldt arabisk kvinde, er jeg ikke undertrykt”
”… er jeg kulturkristen, spiser flæskesteg, medisterpølse, pølse i svøb, drikker alkohol, har sex…”
Bombardementet af ord, talestrømmen fortsætter i en rap-lignende rytme, og jeg overvældes, omsluttes fra første sekund af mængden af ord og Hanis´ selvsikkerhed. Hendes øjne lyser klart, ser igennem dig og mig og de fordomme, du eventuelt måtte sidde med om den anden arabiske kvinde… Publikum er gjort tavse.
En sort højtaler, der langsomt sænkes rykvist mod scenegulvet, afbryder Hanin´s monolog. De scenografiske højtalere, hængt i loftet med en særlig forskudt komposition, er Hanin´s med- og modspillere gennem hele forestillingen. De hvisler skyggeagtigt, taler helt menneskeligt, mobber utåleligt og racistisk ”ROTTER!” efter hende og hendes familie tilbage i Hanin´s ungdom.
Jeg væmmes over det, som Hanin forklarer, at hun dengang ikke forstod: hvorfor damen råbte rotter, eller eleverne i skolen sagde muslim? 10-årige Hanin hørte musling. Højtalerne angriber Hanin verbalt fra alle retninger, og hendes krop reagerer impulsivt på hver stemme. Som en rystende koreografi, danser stemmer og Hanin mod hinanden. Jeg væmmes. Altså jeg væmmes over vores evne til at påføre andre en smerte, de ikke vidste, de skulle have.
Jeg bliver rørt, da Hanin, med en mikrofon som en metaforisk hårfjerner, gnider den rundt på hele sin krop, mens hun med rislende ærlighed siger om sig selv, at hun ikke har været stærk nok til alle hendes sorte hår. Hvordan hun hele livet har fjernet, skrabet, epileret hele overfladen af sin krop. Der er en mærkbar skamfuldhed i scenen, tabuet over kroppen, der ikke ser ud som ”de andre”. Det hænger tungt i luften. Tabuet. Som kvinde resonerer elementer af hårfjernelsen i mig, men jeg mærker en tyngde i Hanin´s stemme over den tilnærmelsesvise vold, hun føler, hun har påført sin krop.
Projektionslys kastes på en gulv-til-loft stor sort skærm bag Hanin, nu iklædt sorte støvler, hullede jeans og en sort sports-bh. Lyset viser den smukkeste videografik, så sanselig og poetisk af en bevægelig og lidt sky kvinde. Med briller i håret, kaster Hanin os igennem et oplæg om og som Enheduana, der regnes for verdens første forfatter. Det føles som ’Enheduanas historietime’. En historietime, jeg elsker, men aldrig er blevet præsenteret for hverken i folkeskolen eller gymnasiet. Og hvorfor ikke, spørger Hanin frustreret, mens forestillingen kaster os videre gennem Hanins personlige fortællinger om at ville undgå al etnisk, bære kors for ikke at blive tolket som muslim, drukture for at være en del af den danske kultur til historiske momenter, der fører os videre fra Enheduana til Scheherazade, der fortæller kaliffen Shahryar Tusind og en nats eventyr for at undgå at blive dræbt, Inanna, gudinden for erotik og ødelæggelse, der under dyster, solarplexuspumpende, elektronisk musik, toner frem for til sidst at forsvare kvindedrab, mens hun rasende råber ”NOGLE HAR DRÆBT!”
Hanin´s egen indre Inanna bruser frem i en scene, hvor hun forlader en date, tager til det røde hav omfavnet af metalmusik, danser sin krop ud, spilder den ud over højtalerne, slænger sig, troner over, mens hun har sex med dæmoner og skamløst klistrer dildoer på højtalerne. Hendes seksuelle væsen troner frem i næsten orgastiske bevægelser. Scenen er som en dominansens udråbstegn over et patriarkalsk og hvidt samfund, der har hengemt den arabiske kvinde og verden til én særlig undertrykkende boks.
Mens alle projektioner toner frem i et så inderligt, rørende, sammensmeltet billede af alle de andre arabiske kvinder, og Hanin udtaler ”du dræbte mit liv”, mærker jeg egen skam og vrede. For hvem er det, der dræber, og hvem har vi dræbt?
DEN ANDEN ARABISKE KVINDE taler et tydeligt feministisk bad-ass sprog, der oplyser os om den arabiske verden, på hvis skuldre vores sprog hviler. Forestillingen er et sårbart, iltert og ærligt opråb, en stemme for de ’andre’ arabiske kvinder samtidig med at være en stemme for det frie valg. Det er som om, forestillingen læner sig ind i kvindefrigørelsen og kampen for det frie valg i Iran netop nu, dog i hvad der synes som tryggere rammer på Blaagaard Teater.
Jeg sidder både tilbage med en følelse af ikke at være berettiget til at videreformidle forestillingen, der har så mange budskaber fra en vinkel, jeg ikke kan kropsliggøre. Samtidig sidder jeg med en fornemmelse af, at forestillingen taler til og om mig, da det kunstneriske hold udelukkende bestående af kvinder træder frem på scenen på denne premiereaften. Kvinder, alle kvinder, andre kvinder med stemmer til at fortælle Hanins´s, Enheduanas, Scheherazade´s Inanna´s, Tarafara´s historier, der er blevet gemt væk, men nu har fået endnu en stemme gennem DEN ANDEN ARABISKE KVINDE. Det gløder i mit søsterhjerte.
DEN ANDEN ARABISKE KVINDE på Blaagaard Teater.
Forestillinger 20.1.21 – 11.2.23
Ide og manuskript: Hanin Georgis
Instruktion: Özlem Saglanmak
Scenografi og kostume: Mai Katsume
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann
Koreografisk konsulent: Ida Frost
Videodesign: Mai Katsume og Mathilde Hyttel
Manuskriptkonsulent: Anna Skov
Instruktørassistent: Hildur Ýr Jónsdottir
Forestillingsleder: Merethe Bahn Trolle
Instruktørkonsulent: Sargun Oshana
Fotograf: Zuhal Kocan
Mere fra Stina Strange Thue