bastard

Den guadeloupeske kunstner Jimmy Robert udstiller på Moderna Museet Malmö den komplekse installation Asymmetrical Grammar, der ikke kun består af hans egne værker, men som også omfatter værker af Marcel Duchamp og Sturtevant fra museets egen samling. Derudover henviser installationen til koreografen Yvonne Rainer og billedkunstnerne Sherrie Levine, Louise Lawler og (indirekte) Gerhard Richter. I performancen Descendances du nu aktiveres den som et labyrintisk spil af afstamningsdanse, som også inddrager nutiden, populærkulturen og Guadeloupes eksistens som forhenværende slavenation.

Billedkunstnere har altid haft en forkærlighed for fordoblinger og spejlinger. På Moderna Museet Malmö behøver man blot at se på udstillingen af Lotte Laserstein i stueetagen for at blive mindet om det. Maleriet Ich und mein Modell (1929/30) spiller spillet på et relativt enkelt niveau. En model kigger Laserstein over skulderen, mens sidstnævnte er i gang med at male, hvad man må gå ud fra, er et billede af samme model. På Russisches Mädchen mit Puderdose (1928) er situationen allerede mere indviklet. Her kigger modellen kritisk på sig selv i et lille spejl, der er sat ind i pudderdåsens låg, mens hun samtidig spejles i et spejl direkte ved siden af hende. Spillet spilles for fuld udblæsning i For dem Spiegel (1930/31) (fig. 1). Her ser man en model spejle sig i et spejl, mens Laserstein selv er i gang med at male både hende og hendes refleksion – som ud fra placeringen også burde indeholde kunstnerens refleksion, osv.

Selv For dem Spiegel er er imidlertid relativt ukompliceret, når man sammenligner maleriet med værkerne i Jimmy Roberts udstilling Asymmetrical Grammar på første sal. Til at begynde med har Robert – født på Guadeloupe i 1976 og i øjeblikket ansat som professor i skulptur og performance ved Akademie der Künste i Berlin – fået selskab af appropriationens store mester, Marcel Duchamp. Et af Duchamp-værkerne i udstillingen er LHOOQ fra 1919, en reproduktion af Mona Lisa, modificeret med et overskæg, et fipskæg og påskriften LHOOQ (”Elle à chaud au cul”, ”Hun har en hed røv”). Historien med Fresh Widow (1920) er mere indviklet. Moderna Museet ejer ikke ’originalen’, men en kopi fra 1960, fremstillet af museet selv og certificeret af kunstneren. Men ikke nok med det: den certificerede kopi ledsages af en kopi, skabt af den amerikanske appropriationskunstner Sturtevant (Elaine Sturtevant, 1924-2014) (fig. 2). Udstillet er altså et originalt værk af Sturtevant med titel Duchamp Fresh Widow fra 2012, som ligner den originale kopi på en prik til og med har påskriften ”Fresh Widow Copyright Rose Selavy 1920”. En fiktiv person som Duchamps alter ego Rrose Sélavy kan nok ikke gøre krav på rettighederne til værket, men i Sturtevants univers findes Duchamps rettigheder heller ikke. Hendes kunstneriske projekt består af tilegnelse, og det har præcedens over alt.

Udover Duchamps selvkopiering og Sturtevants tilegnelsesprojekt er der i Roberts store installation Descendances du nu også indbygget referencer til – eller appropriationer af – 1980ernes amerikanske appropriationskunst (fig. 3+ 4).

Til at begynde med er der en groft pixeleret gengivelse af Duchamps LHOOQ, skabt ved samme metode, som den Sherrie Levine har brugt til at producere Meltdown-serien fra 1989. Her harLevinescannet billeder af kendte kunstværker, delt dem op i tolv felter (3 x 4) og taget gennemsnitsfarven for hvert felt. Lige bagved står en modifikation af Louise Lawlers Nude (2002-3). Lawlers oprindelige fotografiske værk viser Gerhard Richters Ema (Akt auf einer Treppe) fra 1966, stående på siden, lænet nonchalant op ad en museumsvæg. Richters værk er ikke kun en reference til Duchamps Nu descendant un escalier (1912), det er også dét værk, Richter valgte at reproducere fotografisk til Sydney Biennalen i 1992. I Roberts’ appropriation af Lawlers værk er Richters maleri (eller er det fotografiet?) erstattet med Sturtevants fotoværk Duchamp Nu descendent un escalier fra 1968. Lige ved siden af hænger et gardin, gulv til loft, med et abstrakt mønster, der er taget direkte fra Duchamps værk (fig. 5).

Hos Robert er der altså ikke længere kun tale om spejlinger og gentagelser, men der er også referencer og slægtskaber at holde styr på. Det er også, hvad titlen antyder: descendances kan både oversættes med ’nedstigninger’ og ’afstamninger’. Overvældet? Bare vent, der er endnu mere på færde. En tredje læsning kunne være descen-dances, nedgangs- eller afstamningsdanse. Her knytter installationen sig til et af Roberts andre værker i udstillingen, baseret på Yvonne Rainers Trio A (fig. 6). Roberts værk består af en træplade med følgende påskrift:

De to sætninger, der begynder med ”No to…” er citater fra Rainers berømte No Manifesto fra 1964, hvor hun siger ’nej’ til en hel masse ting: spektakel, virtuositet, magi, stjernen, helten, antihelten, engagement, stil, forførelse, excentricitet, bevægethed…  Det er sigende, at Robert lige præcis citerer linjerne om stjernestatus og forførelse. Det er arbejde, det handler om; repetitivt arbejde, som gør det umuligt at skelne mellem den udførendes krop og de utallige andre kroppe, der også kan udføre arbejdet (eller værket) og mellem den ene udførelse eller den anden.

Fordoblings-, spejlings- og afstamningstemaet er i dette værk repræsenteret ved, at Robert var én af de dansere, der opførte Trio A på Museum of Modern Art i New York, d. 7. og 8. marts 2009 – foran, javel, en filmoptagelse af Rainers egen soloperformance af stykket i 1978. I en artist talk, jeg overværede, fortalte han, hvor forbavset han blev over specificiteten i Rainers instrukser: hånden skulle ikke holdes sådan, men sådan. Ikke fordi filmen skulle gøres efter til punkt og prikke, men fordi koreografien efter Rainers mening skulle tolkes på en helt bestemt måde.

Roberts version tilfører dog Trio A en historisk specificitet, Rainer selv ser ud til at have villet rense ud. Robert kommer fra Guadeloupe, Rihanna fra Barbados. Begge øer hører til de Små Antiller. Takket være kolonialismens logikker er den ene engelsktalende og den anden fransktalende (Guadeloupe var endda i 1813-14 svensk ejendom), men de har en fælles baggrund i slaveri og plantagearbejde. ’Work’ er ikke neutral, men en historisk, tids- og stedsmæssig specifik størrelse. ’Work’ er noget andet end ’labour’: modsat arbejdsklassen i vesten havde slaverne på Antillerne ikke mulighed for at deltage i klassekampen, men var dømt til at udføre det samme repetitive arbejde generation efter generation uden udsigt til forandring. I Rihannas sang spejles repetitionen i selve teksten. ’Work’ gentages seks gange, derefter kommer seks gange ’dirt’, så fem gange ’learn’ og til sidst fire gange ’hurt’.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Trådene samles i den performance, der bliver opført i installationen (fig. 7). Som Rainers egen solopførelse på film fra 1978 er der kun én danser. Danseren kommer ind, tager en maske på hovedet i form af en trappe (Nu descendant un escalier!) og arbejder sig igennem en række enkle handlinger som i en langsom version af Trio A. Han vender sig mod væggen, læner sig op ad den, synker ned på gulvet, kravler, løfter benet, lægger sig på maven, vender sig mod væggen igen, løfter sig op i en bro, vender sig mod den anden væg, knæler, bøjer overkroppen, strækker det ene ben så det rammer væggen, læner hovedet op ad væggen, og så begynder det forfra igen, hele tiden langs den samme linje. Ansigtet er skjult, bevægelserne er anonyme, men man kan alligevel ikke lade være med at lægge mærke til en detalje som danserens bronze-lakerede negle. Man tænker, at det nok ikke hører til hans kostume, men at det er noget, han selv har valgt – en markør for hans personlighed.

Også installationen forvandler sig, mens danseren bevæger sig forbi de forskellige elementer. Først den groft-pixelerede version af LHOOQ: firkanterne spejler sig i maskens trappeform, farverne er de samme, men modsat Mona Lisa-reproduktionen er danseren ikke nogen kopi. Han er snarere som bemærkningen om, at ”hun har en hed røv”: noget der gør en reproduktion menneskelig igen. De næste bevægelser foretager danseren foran det modificerede Lawler-værk, hvor Richters Ema er erstattet med Sturtevants fotografiske version af Nu descendant…. Danseren ligger ned, og det gør Sturtevant/nøgenmodellen også. Alligevel står de op, fordi det kun er værket i fotografiet, der ligger; selve fotografiet står, i Roberts installation lænet op ad væggen. Det levende menneskes enkle handlinger – stå op, ligge ned – spejler sig i reproduktionens orientering og i den orientering, reproduktionen af reproduktionen får. Til sidst bevæger danseren sig foran gardinet med motivet fra Nu descendant…. Abstrakt form spejler sig i abstrakt bevægelse, men modsat motivet, der næsten ikke har noget genkendeligt tilbage, er danseren synlig som menneske med en krop og handlingerne som særskilte handlinger. Ligesom Robert i tekstværket om Trio A skaber en kontrast mellem Rainers ønske om neutralitet og slavegørelsens historiske specificitet, skaber han i performancen en kontrast mellem danserens krop og handlinger og de endeløse spejlinger og gentagelser, der knytter installationen sammen.

Rummet virker bart, men det er fyldt til bristepunkt med spejlinger, gentagelser, referencer og slægtskaber. Koreografien virker enkel, men den giver anledning til endeløse modsætninger. Med Descendances du nu formår Robert at koble Rainers ’nej’ til det klassiske værk og hendes ’ja’ til work med arbejde som det udføres af danseren – og af beskueren, mens hun/han forfølger de mange referencer og gør dem eksplicit efter sine egne forudsætninger. Duchamps udforskning af kunstnerens autoritet og appropriationskunstnernes udforskning af kopiens eksistensvilkår får hos Robert selskab af en undersøgelse af materialets svar til autoritet og individets eksistensvilkår i en verden af gentagelser. Referencerne til fortiden forløses i nutiden og får dermed en tredje dimension, der gør dem relevante på en helt ny måde. Afstamningsdansen danses ikke dengang eller i en abstrakt tid ved siden af den vi kender, men nu og her.

Jimmy Roberts performance, Descendances du nu, Moderna Museet Malmö, d. 2. juni 2023.

Jimmy Roberts udstilling Asymmetrical Grammar, Moderne Museet, Malmö, d. 1.4-3.9 2023