Vildskab, modsætninger, fortidens smertelige erfaringer og spørgsmålet om vi lærer af dem, selvkærlighed, ubeslutsomhed – det er nogle af de temaer, der bliver udforsket i de fire sprudlende værker i Aabent Laboratorium – on tour.
Jeg deltager i eventet, da det rammer Dansehallerne i København, nærmere bestemt på Dansekapellet i Nordvest, hvor koreograferne Andreas Haglund, Julienne Doko, Keren-or Ben Shachar og Peter Scherrebeck/Misty Deluxe én efter én viser deres korte, intense arbejder frem. Én ting er værkerne selv, dem kommer jeg tilbage til. En anden er, hvad eventet er en del af, nemlig et nyt nationalt netværkssamarbejde mellem de fire institutioner Bora Bora i Aarhus, Dansehallerne i København, Teater Momentum i Odense og Aaben Dans i Roskilde. Støttet af Bikubenfonden er de fire huse gået sammen for at fremme udviklingen af dans og koreografi i Danmark og styrke koreografers mulighed for at producere og præsentere i hele landet. Vigtigst af alt er dog deres fokus på at styrke relationerne og udvekslingen mellem danseinstitutioner i Danmark og mellem kunstnerne i feltet.
Aabent Laboratorium – on tour er netværkets første projekt. Her har de taget det format, som Aaben Dans har kørt siden 2012, Aabent Laboratorium, og skabt en version, hvor eventet turnerer mellem de fire samarbejdspartnere. I skrivende stund har eventet fundet sted i Roskilde, Odense og København. Den sidste iteration kan man stadig nå, det er d. 30. januar på Bora Bora i Aarhus.
Om Aabent Laboratorium skriver Aaben Dans på deres hjemmeside, at det ’er en platform, der giver up-coming kunstnere mulighed for at vise allerede skabte værker for publikum i en professionel setting.’ Værkene udvælges efter et open call og præsentationerne finder sted 1-2 gange om året. I det nye turnerende format har netværket udvidet konceptet til ikke kun at inkludere færdige værker, men også ’værker på vej’. Således er Julienne Dokos Mémories Perdues/Lost Memories og Keren-or Ben Shachars A Story of Oppositions værker, der har været vist flere gange før, i forskellige versioner og geografiske lokationer, hvorimod Andreas Haglunds X Gone Wild og Peter Scherrebecks Welcum to my Wedding er kreationer, der stadig er i gang med at tage form.
I Julienne Dokos Mémories Perdues hører vi over højtalerne en spoken word tekst (af Hannah Kvam), der taler om, hvordan historien gentager sig again and again and again, den er an endless repetition of pain. Doko kommer langsomt ned af trappen og ind på scenen i en bevægelsessekvens, hvor hun bliver ved med at slå sig selv over ryggen, som en katolsk bodsøvelse. Stemmen taler om havet som historie, men havet er her-story og their-story, our-story, men ikke his-story. Havet rummer minderne om lidelse, og jeg tænker på den transatlantiske slavehandel, dette patriarkalske og racistiske mareridt, og jeg får følelsen af, at både teksten og Dokos koreografi siger: det får ikke lov at være hans historie, det får ikke lov at være hans forglemmelse. Samtidig spørger den talte tekst, om vi lærer af historien, af fortidens smertelige erfaringer? Dokos koreografi synes at levere affektive lag og stemninger til dette spørgsmål, og til den episke musik af Wardruna er det som om, at hendes afmålte men intense dans forsøger at levere en modmagt til forglemmelsen.
Keren-or Ben Shachar træder ned på scenen og med et lige dele skrøbeligt og selvsikkert nærvær spørger hun ud i publikum, om nogen kan foreslå en sang, gerne en upbeat sang. Først kommer et forslag, det får hun lydteknikeren til at afspille, men nej, hun beder om et andet, det bliver Queen og David Bowies Under Pressure, det vælger hun. Så forsvinder hun ud af scenen, og et hårdt techno track pumper ud af højtalerne. Da hun kommer ind igen, er det under farvede lys, hun er til fest eller på klub, og hendes karakter pendulerer imellem lysten til at give slip ind i dansen og frygten for at gøre det. Jakken er helt lynet op, og hænderne er i lommerne, så lynes der ned, fødderne går i gang, men nej, tilbage i den tillukkede tilstand, og således frem og tilbage. Mere og mere træder den glitrende lilla top frem nedenunder, kontrasten til den hvide, anonyme jakke. A Story of Oppositions er i programmet omtalt som en forestilling, der omhandler ubeslutsomhed, og ubeslutsomheden beskrives som det at ’forblive imellem muligheder, i et limbo af modsætninger.’ Som med udvælgelsen af sangen i starten og den frygtsomme dansegulvsgænger følger endnu en ubeslutsomhedssekvens, hvor Shachar bevæger sig virtuost liggende henover gulvet mod et rødt æble på forscenen. Kroppen kaster sig, ruller omkring, hænder der vil frem mod det begærede objekt, tilbage igen, rystelser, op og stå og ned igen, indtil noget i denne krop til sidst nærmest snyder limboet og kaster sig lynhurtigt frem og griber æblet. I en særlig fin sekvens hører vi Shachars stemme over højtaleren, hvor hun i et hastigt tempo gennemgår sit eget liv i en tekst, der svinger mellem ’I decided to’ og ’I didn’t decide to’ eller ’I don’t remember deciding’. Et livs samlede beslutninger og ikke-beslutninger vælter ud af hende og afslører et eksistentielt virvar, der for mig er meget genkendeligt: alt det der skete, fordi vi besluttede os, fordi vi ikke gjorde det, fordi nogen andre gjorde. Til sidst danser hun til Under Pressure, hun giver den gas, der er ikke noget, der holdes tilbage her, et øjeblik uden modsætninger og ubeslutsomhed.
Andreas Haglund har noget, som er meget sjældent i dansekunsten (og måske i al form for kunst, der ikke er lavet med henblik på ’at underholde’), nemlig humor. Og netop en humor, der ikke ’blot’ skal skabe effekt – forføre publikum med et godt grin – men som er en integreret del af udtrykket, en måde at undersøge noget æstetisk. Allerede da Haglund kommer løbende ind på scenen i X Gone Wild og fortsætter med at løbe omkring i cirkler, er der noget humoristisk over det, et glimt i øjet. Og da de stiller sig op i et spotlys og begynder en syngende koreografi med ordene
Every single day
In every single way
I let gooooooooooooo
er det straks hylende morsomt, den måde de synger de to første linjer helt stille og forudsigeligt, mens den sidste brages ud. Sangkoreografien fortsætter i mange iterationer, altid startende med every single day, in every single way, men efterfulgt af nye sætninger, som for eksempel:
I go ooouutsiiiiide
into the wiiiiiiiild
Haglunds timing er eminent og variationerne, forskydningerne, er lige dele forudsigelige og uforudsigelige, og virkelig sjove. Samtidig er selve måden, de synger på og udvikler sekvensen, en interessant undersøgelse af vildskaben. Netop det legesyge i Haglunds performance, det der gør, at vi ikke kan holde latteren tilbage, er der noget vildt eller viltert over, noget uregerligt og fandenivoldsk. Og der er måske her, man kan mærke referencen til Jack Halberstams tanker om queer længsel efter ’vildnisset’ (the wilderness), som Haglund er inspireret af. Denne længsel får til sidst et hårdtslående og ikke-humoristisk modstykke, da de folder sig ud i en virtuos klubæstetisk dans til et fænomenalt technonummer. X er så sandelig blevet vild.
I Welcum to my Wedding er der lagt puder ud på scenegulvet, en invitation til at opleve forestillingen tættere på. Den invitation er vi flere, der takker ja til. Peter Scherrebeck, som også går under navnet Misty Deluxe, kommer ind på scenen oppe fra trapperne, men inden de når helt ned, er det allerede blevet afsløret af den skærm, som bagvæggen udgør. Her projiceres en videooptagelse fra den smartphone, Scherrebeck holder tæt ved sit hoved. Vi ser os selv i publikum på bagskærmen, mens Scherrebeck går med lange store skridt omkring på scenen. Deres kostume er fantastisk, designet af Oline Bronée: sorte, højhælede støvler og et outfit, der har noget postapokalyptisk og nærmest håndværkeragtig jordnært over sig, og så alligevel: skævt, queer. I programmet får vi at vide, at i dette værk vil en hybrid maiden gifte sig med sig selv i et ’sologamist’ ritual – et queer og humoristisk selvkærlighedsritual, som skal reclaime bruden som figur. Værket er dog ikke så let gennemskueligt, det folder sig ind og ud af forskellige udtryk, der alle holder min opmærksomhed fanget. Scherrebeck taler afslappet til os alle sammen, er sjov og nærværende, de synger deres selvskrevne (og virkelig flotte) sange til musik produceret af Ari Merten, og skifter mellem flere koreografiske sekvenser, der er både underfundige, betagende, underlige og med et glimt i øjet. Tidligt i forestillingen dukker et spøgelse op (Ida Hørlyck) iklædt lyserøde tøfler og håndtaske og fungerer hele vejen som Scherrebecks fritsvævende ’assistent’, der filmer dem og os, mens det tøffer omkring. Live video elementet fungerer også godt, særligt når spøgelset filmer Scherrebeck med skærmen i baggrunden, som giver den syrede effekt af det samme rum og den samme krop, der gentager sig i det uendelige. Som afslutning forlader de to scenen sammen, og vi følger på skærmen, hvordan de træder ud i aftenmørket udenfor Dansekapellet, hvor de, holdende om hinanden, takker af. Ritualet er gennemført.
Under den efterfølgende artist talk omtaler Scherrebeck på et tidspunkt sin præsentation som et piece. Dette samler kunstnerisk leder af Dansehallerne Danjel Andersson op på, da han retter et spørgsmål til alle fire kunstnere: i hvor høj grad opfatter de selv det, de lige har præsenteret, som et piece, en færdig performance? Ikke overraskende svarer både Doko og Shachar bekræftende, deres værker har jo været vist flere gange før omkring i verden. Men Doko beskriver også, hvordan Mémories Perdues har gennemgået flere metamorfoser. I den første udgave i Canada var tekstmaterialet på fransk og blev fremført af en spoken word kunstner. Da hun senere præsenterede forestillingen i Brasilien, var ordene portugisiske, og hun havde desuden en capoeirista (en caipoeira danser) med på scenen. Den afro-brasilianske kampkunst capoeira udviklede sig jo i det skjulte blandt de slavegjorte under det portugisiske kolonialstyre og er et bevægelsessprog, der selv i dag – hvor den er nationalsport i Brasilien – rummer (minderne fra) en dekolonial modstand i dén kulturkreds. For Doko er Mémories Perdues en performance, der kan passere igennem sprog, kulturer og æstetiske udtryk, tilpasse sig og stadig forblive sig selv som værk. På den måde er også det allerede skabte værk ’på vej’.
For både Scherrebeck og Haglund er svaret på Anderssons spørgsmål: ’not yet’. Scherrebeck har for eksempel udskiftet al musikken siden den sidste visning, og Haglund forandrer løbende sætningerne, de synger i X Gone Wild. Haglund tilføjer noget interessant, nemlig at dette er den måde, de generelt arbejder på, nemlig ved løbende og gradvist at forskyde materialet i nye retninger, teste det, lade det træde frem på forskellig vis. For Haglund er piecet en ’pladsholder’ for den proces. Det er et dæknavn for materialets forskydninger, det antyder noget solidt og ubevægeligt i verden, men er i virkeligheden et skalkeskjul, et påskud for at forsætte en levende bevægelse.
Dette får mig til at tænke på en pointe, som performanceteoretikeren Bojana Kunst fremfører i hendes kritik af ’projektets tidslighed’. For at få fondsstøtte og realisere sine kunstneriske undersøgelser i dag, er (scene)kunstnere ifølge Kunst nødsaget til at formulere deres idéer på klart gennemskuelig og allerede forstået vis med en klokkeklar udstikkelse af, hvordan projektet vil blive realiseret og sidenhen evalueret. Det, der skal gøres, ved vi allerede, hvad er. For Kunst betyder dette, at fremtiden tages som gidsel af nutiden, samtidig med at nutiden reduceres til den allerede kendte fremtids tjener. Det, der her går tabt, er den nutidige udforsknings mulighed for at operere i et not yet. At kunne arbejde sig undersøgende, udforskende, ikke-allerede vidende henimod det, der ikke eksisterer endnu, er kunstens bevægelse. Den bevægelse udslukkes i den projektive temporalitet, i det allerede kendte der blot venter på at blive eksekveret. Her er fremtiden allerede ankommet, det er umuligt at arbejde i en tid, der endnu ikke er. For at kunne gøre det, for at kunne lave kunst, må vi ifølge Kunst insistere på at ’bevare arbejdets tilstedeværelse.’ Arbejdet, det vi løbende og gradvist går og mejsler i, strikker på, nørkler med, prøver af på nye måder, dette må bevares: den nutid, hvor et ’ikke endnu’ er undervejs.
Haglunds svar til Andersson viser os, at de fire store danseinstitutioner i Danmark med Aabent Laboratorium – on tour har ydet et bidrag til at lade dansen og koreografien få lov at være afprøvende og afsøgende og blive ved med at være det i mødet med publikum. Her bidrager de til en tiltagende tendens i det danske scenekunstfelt, særligt pioneret af HAUT i deres vidensdelingsformater og deres YC festival i november 2023, hvor kunstnernes arbejde møder publikum, mens det stadig er i proces. Der er en kunstforståelse og kunsttilgang på spil her, som – uden at skulle undergrave det ’færdige’ værks relevans – i min optik handler om, at hvad end det ’færdige’ værk kan og gør, så er det ’færdige’ værk et udbrud, en opbrusning, fra en vedvarende materiel proces, et arbejde udført af levende mennesker i levende relationer, et glimt fra det levende – ikke en frakoblet, sensationel fantasi. Værket er en overflade, hvorunder en større begivenhed er på spil. At få indblik i dén begivenhed reducerer ikke værket i mine øjne, tværtimod, det åbner det, det lader dets levede dimensioner træde frem. Med dette mener jeg ikke, at vi skal tilbage til en biografisk kunstforståelse; det handler snarere om at være i værket, der udfolder sig på en måde, hvor dets særegne sanselighed er i berøring med alt det, der ligger udenfor dette nu, i den udvidede nutid hvor det, der ikke er her, ikke er længere eller ikke er endnu, vibrerer i netop dette nu – her, hvor vi, for en stund, er samlet om det, der er undervejs.