PROLOG
I et lyslederkabel på bunden af Atlanterhavet
rejser en aktieordre fra børsen i London til børsen i New York
med en gennemsnitshastighed på to tredjedele af lysets hastighed
lige nu.
Aktieordren rejser igennem lyslederkablet over Atlanten;
en rejse på seks tusinde kilometer,
som tager tredive millisekunder
nul komma nul tre sekunder
eller en sjettedel af den tid, det tager for et menneske
at blinke med øjnene.
Goldman Sachs og Crédit Suisse og Deutsche Bank,
sender deres aktieordrer igennem luften
fordi data sendt
som mikrobølger
er ét splitsekund hurtigere
end data sendt igennem et lyslederkabel.
Fordi det gælder om at komme først,
og det gælder om at være hurtigst,
det gælder om at forudsige,
hvor markedet bevæger sig hen
lige nu,
og være der før de andre.
Luften over Europa
er fyldt med ultrahurtige mikrobølger
med ordrer om at købe eller sælge Vestas-aktier
eller Dong eller Carlsberg eller Vodafone;
som køber og sælger aktier og obligationer og futures
og handler med din pensionsopsparing
hurtigere, end du kan tænke en tanke.
På den anden side af Hudsonfloden,
i et kæmpemæssigt datacenter i en forstad ved navn Mahwah,
hvidt, anonymt, på størrelse med IKEA,
ligger børsen i New York,
med række efter række af computerservere,
som handler med hinanden i absolut stilhed
uden menneskelig indblanding,
milliarder af gange i sekundet,
lige nu,
og helt stille,
bortset fra støjen fra kølersystemerne,
som regulerer varmen fra alle disse servere,
der står i lange rækker,
sorte,
som summende bikuber,
med tavst blinkende lamper.
Lige nu
Bygningen i Mahwah minder om alle de andre elektroniske børser i verden;
dem udenfor Paris og Frankfurt og Singapore og Sydney
og Upplands Väsby nord for Stockholm;
Og algoritmerne inde i serverne,
minder om algoritmerne inde i alle de andre servere
tusinde og atter tusinde linjer af tal og tegn og parenteser
som beskriver, hvad den enkelte algoritme skal gøre,
hvis prisen på olie går op
eller prisen på dollars går ned,
eller Centralbanken i USA ændrer på renten
Programmerede instrukser for handlinger
skrevet som computerkode,
række efter række af binær computerkode;
nuller og ét-taller, nuller og ét-taller
som er programmeret til at købe og sælge,
som reagerer på oliepriser og valutakurser og politiske beslutninger,
leder efter mønstre i vejrudsigter og årsregnskaber,
arbejdsløshedsstatistikker og antallet af skibe, der sejler igennem Den Persiske Golf
og mængden af hvede, der produceres i Kazakhstan,
fødselsraterne i Latinamerika og den årlige olieproduktion i Nordsøen;
som læser nyheder og googlesøgninger,
og blogindlæg og facebookopslag
og twitterbeskeder.
Lige nu
Så de kan forudsige markedets næste træk.
SCENE 1
Jeg sidder på kontoret foran mine skærme
og ser algoritmerne sende de første ordrer afsted.
Jeg handler med Kronos-algoritmen,
firmaets vinderstrategi.
Kronos er programmeret til at se mønstre
i bevægelser og aktievolumen
og prisforskelle,
som den kan udnytte til sin fordel,
før de andre algoritmer
for at købe billigt ét sted
og sælge lidt dyrere et andet sted,
med fortjeneste.
Jeg sidder foran mine skærme og følger med i markedet,
fra mikrosekund til mikrosekund.
Omkring mig sidder de andre mænd
ved deres skærme,
og handler med deres algoritmer.
Vi er hundrede mand i alt.
Hver mand har to computere og otte skærme,
og et back-up-batteri, så vi altid kan handle videre
i tilfælde af strømsvigt.
Computerne summer.
En kollega hoster diskret.
Kontoret er hvidt og stille, ingen siger et ord,
undtagen firmaets partnere og CEO, som
fortæller en vittighed om the Yankees.
CEO er meget karismatisk, jeg mærker hans hænder
på mine skuldre.
Grebet er hårdt og fast, stærkt og opmuntrende,
som en massage.
Jeg er et mikroskop.
Mit job er at forstå, hvad der foregår
i markedet
på partikelniveau,
og stykke partiklerne sammen
til det fulde billede,
så jeg kan vise CEO,
hvor tæt på lysets hastighed,
algoritmerne
er i dag.
SCENE 2
De lysende tal;
Algoritmernes hastige liv,
en sværm af partikler
gennemtrænger min hornhindes membran
Det prikker i mit ansigt:
Alt flytter sig i urørlige hastigheder;
Ufattelige bevægelser
Et lyslederkabel løber langs min rygsøjle,
Strakte nervetråde sender signaler.
Varme hænder på en kølig overflade,
en elektrisk spænding.
En accelererende hastighed,
en tid der er bøjet,
rummet forskyder sig.
Mit ansigt blusser op;
en metallisk smag i munden;
spyttet bliver skummende.
Mit hoved føles som en ballon.
Væggene forsvinder.
Huden forskubber sig.
Op til loftet;
Algoritmer former sig i maskinelle klynger
som små organismer;
kroppe af koder der kan læses og som læser.
Min krop falder ind imellem dem.
Dirrende som et kogende æg;
mellem jubel og raseri
Hænder, fødder, ansigt,
øjne: pupiller, hinde, nerver;
Imellem to overflader som en elektrisk spænding;
En tør varme;
I bevægelige klynger.
Fødderne sover, tæerne er stive.
Øjet nærmer sig linsen.
Et blødt landskab breder sig.
Alt bliver glat.
Mikroskopiske hastigheder
Lyset bevæger sig,
Oscillerende bølger;
Usynlige atomer;
En varm hånd på en skulder;
Håndfladen maser til.
En hård massage;
Musklerne formes som voks.
Membranerne strækker sig ud.
Smuldrer og fylder luften;
Bølger der skubber til hinanden;
Fødderne er kolde.
Uden kød, uden hår, uden knogler;
Nerverne er parametre.
Alt bliver læst;
Skærmene blinker.
SCENE 3
Vi ved, hvad I tænker.
Kan I mærke jeres fødder? Ryst dem lidt. Få lidt varme ud i dem.
Der er en membran imellem jer. En membran af koder. Den skifter form, strækker sig, udvider sig, omslutter hver af jer som en hinde.
Skift vægten fra fod til fod.
Forskellene sitrer imellem jer.
Algoritmerne skyder fra membran til membran.
Mærker I væggene?
Er der overhovedet sat grænser op?
Varmen stiger og laver små bølger i luften.
Kan I mærke, at luften er flimrende?
Koder der skyder imellem hinanden.
En hastighed I ikke kan røre ved.
Vi er altid tætte på nul.
Vi er altid lige ved at forsvinde.
Kursen falder, og blodtrykket stiger.
Vi danner et nyt paradigme.
Algoritmekroppen får børserne verden over til at følge med.
Den organiske sammenhæng;
En krop af koder som læser og kan læses;
ånder, pulserer, lever.
en selvkørende maskine.
Den planetariske krop.
I er en del af den.
Vi ser afstandene imellem jer.
SCENE 4
Vi er gået i gang med at bygge den planetariske arkitektur
til højfrekvent algoritmehandel.
Klimaforandringer og ny teknologi omdanner planeten
på nye og uventede måder, som vi mennesker ikke længere
kan forudsige.
Men algoritmerne kan.
Algoritmerne har overblikket.
Vi kan ikke længere selv overskue systemerne.
Det kan kun algoritmerne.
Hvis vi mennesker skal kunne overleve på denne hastigt accelererende planet,
har vi brug for algoritmer.
Vi har brug for algoritmer, som kan analysere de meteorologiske forandringer i realtid og prissætte deres indvirkninger på vore samfund, hurtigere, mere præcist og med færre fejl.
Algoritmer, som kan udregne prisen på vandforureningen, luftforureningen, CO2-niveauerne i atmosfæren, tørkerne, oversvømmelserne og migrationsstrømmene,
fra mikrosekund til mikrosekund
over hele verden
og i rummet.
Algoritmer, som kan forudsige tidspunktet for en kommende tørke i Rusland og beregne betydningen for kornpriserne og risikoen for folkelige opstande i Middelhavsområdet;
Algoritmer, som kan analysere sammenhængen imellem en tyfon i Stillehavet og den europæiske luftfartsindustri, eller afdække de globale forbindelseslinjer imellem en super-tsunami i Det Indiske Ocean og leverancerne af gas i Nordeuropa.
Den planetariske arkitektur til højfrekvent algoritmehandel vil sammenkæde alle markeder i verden, også dem i Indien, Sydamerika og Australien, i én stor, global handelsmaskine, som kan omsætte de voksende mængder klima-information til aktiehandler med større hastighed, ja simultant, og forudsige større mængder fremtid på tværs af samfundssystemerne.
Økonomi og økologi vokser sammen til et algoritmisk økosystem, som giver helt nye muligheder for aktiehandel. Alt kan omdannes til computerkode:
Menneskets DNA er en algoritme for liv, og fotosyntesen er naturens egen algoritme, som snart vil kommunikere direkte med algoritmen for den årlige produktion af fosfor i Marokko og Kina, som sender informationen direkte videre til de centrale børser i hele verden, via den planetariske arkitektur af højfrekvent algoritmehandel,
som vil bestå af handelsstationer i regelmæssige afstande på hele Jordens overflade,
ude midt på havet, langt inde i ørkener og dybt inde i skove
som forbindes af mikrobølger og laserstråler.
Og snart vil algoritmerne kunne handle med sig selv, helt uden menneskelig indblanding, ligesom førerløse biler, fireogtyve timer i døgnet, syv dage om ugen, overalt, i et globalt forbundet algoritmisk økosystem, som hele tiden udskifter sine enkelte dele, når de enkelte dele bliver udslidte; som tilpasser sig altid skiftende markedsvilkår og meteorologiske forhold, og altid ved, hvornår de enkelte algoritmer skal trækkes tilbage og give plads til nye, mere effektive algoritmer, som dermed allokerer de planetariske ressourcer mere effektivt, med en lille fortjeneste til os for hver handel.
SCENE 5
Jeg kigger ud ad vinduet, en vulkan er sprunget i Island. Jeg sidder foran min computer og mine skærme, jeg handler med Kronos-algoritmen. Den er firmaets vinderstrategi, et landskab efter et vulkanudbrud, brændt og dækket af et tykt lag aske, som landskabet på en fremmed planet eller et område lagt øde.
Jeg kigger på mine hænder, mine nerver er forlænget med kode. En skygge spreder sig over Manhattan.
Elektriske storme i Andromedagalaksen sender mikrobølger ud, som opfanges af en hedge-fond. Det mørke i et øje, huden bliver blank. Lyset fra tallene gennemtrænger hornhindens membran og strækker den ud som en boble. Pupillen er et sort hul, skærmen er et sort hul. To sorte huller opsluger hinanden i et gensidigt vakuum.
Et mørkt fingeraftryk af handlinger forudser fremtidige kurser, er der varme i bussen?, kører den for stærkt?, syltetøjet trænger ind i brødet, imens is-salget stiger i Melbourne. En varm læderhånd opløser cellevægge og nedsmelter organismens klæbrige masse. Dette er en dødsmaskine.
Hånden roder rundt i mit ansigt, imens jeg ser tallene på skærmen skifte. Bankerne i Hong Kong lukker og brødpriserne i Tripoli stiger. Min næse vrides rundt, så tippen rører ved min kind. Imens gennemhulles Stillehavet af kæntrende containerskibe.
En mild latter og en tørke, et grundvandsspejl med havvand. En mund der fortærer, imens den roser mit arbejde: et antal fisk fra Nordsøen blandet med litium og et lyslederkabel der strækker sig på havbunden som en enkelt nerve der forbinder en celle til en anden i en global organisme.
