Tårnby Park Studio indtager på tankevækkende vis Tårnby Rådhus med Amager Statsborgerskabs Kongres. Det deltagende publikum får rig mulighed for at reflektere over, hvordan nationalstaten former og definerer vores tilhørsforhold, og hvilke omstændigheder, der afgør ens egne og andre menneskers livsmuligheder.
Ved indgangen til Tårnby Rådhus bliver jeg modtaget af en flok smilende og hujende børn, der står espalier med store flag. På vej mod Rådhuset har jeg smagt på ordet kongres. Det ligger sjovt i munden. Som om det både vil langt tilbage i halsen og helt frem på spidsen af tungen. Kongres. Det lyder stort. Seriøst. Jeg ser jakkesæt i mørke toner for mig. En talerstol. Pindemadder. Noget med flag. Måske en fanfare. Samtidig er jeg klar over, at Amager Statsborgerskabs Kongres nok ikke er som kongresser er flest. Heldigvis. Forventningsfuld træder jeg ind i bygningen.
Indenfor modtages jeg venligt og professionelt af et par værter, der guider mig videre op i den store hal. Aftenens deltagere er så småt ved at indfinde sig. I receptionen får jeg programmet udleveret og gennemgået og i tro kongres stil også et navneskilt, jeg bedes udfylde. Programmet fortæller mig, at vi skal igennem en velkomst bestående af registrering, forskellige indslag og en åbningstale. Herfra skal vi i grupper møde fire af de 14 hovedtalere, der alle har bopæl på Amager. Derefter er der koncert og et performanceindslag inde afrundingen, der består af så forskellige elementer som indfødsretsprøve, musik, smagsprøver på mad og en såkaldt tæppeudrulning. Da jeg senere nærstudere krediteringslisten i programmet, bemærker jeg, at det ud for de krediterede navne fremgår, hvilken nationalitet og hvilken juridisk status vedkommende har i det danske system. Muligvis en mindre detalje, men samtidig en væsentlig transparens, når det der bearbejdes kunstnerisk har (andre) menneskers nationalitet og juridiske status i Danmark som omdrejningspunkt. Med Cecilie Ullerup Schmidts terminologi kan man måske kalde det en (fin) produktionsæstetisk opmærksomhed.
Rum med magt
Der er fin tid til at orientere sig i både rum og program inden aftenen for alvor går i gang. Måske hilse på nogen, man kender. Noget, der også lægger til kongresfornemmelsen. Når man står nede i stueetagen i hallen, er der højt til loftet og langt til væggene. I førstesalshøjde findes en balkon, der giver rummet en vis tyngde. Under balkonen er der et utal af lukkede døre. Jeg tænker over, hvad der mon er på den anden side af dem. Det store rum giver mig en lidt ’lille’ fornemmelse. Der er magt i rummet. En magt jeg senere på forskellig vis, bemærker i andre dele af bygningen. En magt, der giver et væsentligt betydningslag til hele iscenesættelsen. Det vi skal opleve, finder sted i rum og rammer, der i kraft af deres funktion både opretholder en specifik performativitet, og samtidig er et absolut virkeligt udtryk for magt. Det er i netop disse rum, at man som nyslået dansk statsborger i Tårnby skal deltage i en såkaldt Grundlovsceremoni.
Amager Statsborgerskabs Kongres går ublu i dialog med rummets teatralske magt. Det er festligt på en folkelig måde. Der er fx en videoinstallation i gulvhøjde, hvor man kan slå sig ned på de bløde puder og stifte bekendtskab med hovedtalerne. Der er en scene prydet af store buketter og dekorationer af farverige balloner. Der er opsat skakborde, og de farverigt påklædte medvirkende hvirvler rundt og byder alle velkommen.
Fugle på træk og de virkelige møder
Og så er der noget med fugle. Helt fra start. I åbningen ses det umiddelbart i de medvirkendes kostumer, hvor de flagrende skulderstykker ligner vinger. Og det høres, når Andreas Liebmann taler om ’migrating birds’ i sin åbningstale. Trækfugle på dansk. Fugle, der har flere tilhørssteder som de helt rutinemæssigt og uden krav om indfødsret bevæger sig imellem. Og fugle, som Amager tilsyneladende har et særligt gunstigt klima og en perfekt placering for. Der er flaksende fugle, når Fremtidsklubben, Tårnby Park Studiosintergenerationelle teaterklub for ikke-professionelle bevæger sig rundt i Birgitte Skands finurlige og livskraftige koreografi, og der er smukke triller i Jeg ved en lærkerede iCamilla Sonne Tiedes fremførsel. Trækfuglenes tilhørsforhold i den evige bevægelse fra sted til sted står som kontekst til alle aftenens fortællinger om omkostningerne ved menneskelig migration.
Amager Statsborgskabs Kongres er dog fremfor alt et møde. Eller det er faktisk mange møder. I særdeleshed møderne med hovedtalerne. I intime formater får vi i mindre grupper (i min var vi tre) åbenhjertige fortællinger fra immigranter på forskellige stadier af processen mod forhåbentlig at blive tildelt dansk statsborgerskab. På sin vis simpelt iscenesat, og måske derfor så virkningsfuldt. I min gruppe følges jeg med to personer, jeg ikke kender på forhånd. Jeg er den eneste af os, der er født og opvokset i Danmark og er tildelt dansk statsborgerskab ved fødslen. At det er et privilegie, er jeg bevidst om. Alligevel formår kongressen at skubbe til den bevidsthed. For en ting er at vide, noget andet er at handle. Og gør jeg egentlig det? Måske bliver jeg skubbet til, fordi jeg erfarer på en anden måde, end hvis jeg havde fået informationen gennem medier, hvor afsender og modtager ikke mødes? Jeg kan ikke bare passivt modtage information, fordi min tilstedeværelse, mit kropslige nærvær og alle de privilegier jeg er spundet ind i, er med mig i møderne. Samtidig er ’virkelighedsdimensionen’ så fremtrædende i dette iscenesatte format. Menneskerne, jeg møder, er ikke skuespillere, der påtager sig en rolle. De tager nok del i en iscenesættelse, men de er dem, de taler om. De handler ved at være her, måske gør jeg også.
Vlad og Nataliia
Min gruppe møder først Nataliia fra Ukraine, der har været i Danmark siden 2014. Hun holder til bag en af de mange lukkede døre i hallen, som viser sig at gemme på et trangt mødelokale, hvor en omhyggelig og meget smuk collage fylder hele det lille bord, vi inviteres til at sætte os omkring. Nataliia tager os skridt for skridt med på hendes rejse ud af Ukraine og ind i Danmark. Fortæller om, hvordan hun oplevede ensomheden i et nyt land, og hvordan der skulle gå seks år, før hun fik et job her i landet. Og hvordan en fyring endte med at spænde ben for, at hun kunne ansøge om statsborgerskab, da hun ikke opfyldte kravet om tre år og seks måneders beskæftigelse i løbet af de sidste fire år. Systemet er ubøjeligt. Efter hvad der føles som et øjeblik banker det på døren, og en af kongressens guider fortæller os, at det er tid til at gå videre til næste hovedtaler. Vi får taget en lidt abrupt afsked og bliver vist op ad trappen og ind i et stort mødelokale på første sal.
Her møder vi Vlad, ligeledes fra Ukraine, der har været i Danmark siden efteråret 2025. Vi sætter os ved lokalets store runde træbord. Bordets form og størrelse giver en fornemmelse af at være VIP gæster til et vigtigt topmøde, men vores fire kroppe fylder så lidt omkring det, at en lidt komisk diskrepans opstår. Igen mærker jeg magten i rummet. Her hos Vlad er der ingen livscollage at kigge på, men derimod en masse kort i spillekorts størrelse spredt ud på bordet med bagsiden op ad. Vlad har tilsyneladende ikke en fastlagt fortælling, og han erklærer også hurtigt med et let nervøst grin, at han nok er den mest uforberedte af alle hovedtalerne. I stedet inviterer han os til at stille ham spørgsmål, enten dem vi finder på forsiden af kortene, eller spørgsmål vi selv finder på. Begge dele er cool med ham. Han får også fortalt, at han er ingeniør, men ironisk nok kun kan få arbejde som nedriver her i Danmark. Han bor pt. på et asylcenter på Amager, men vil gerne flytte i en lejlighed med et par venner. Hvis de kan finde en, de har råd til. Men han har det egentlig også fint med at bo på centret. Han fortæller os, at hans børn opholder sig i Tyskland, og at hans forældre stadig bor i Kiev. Endnu en af de urimelige omkostninger ved livet som immigrant står tydeligt frem – manglen på fri bevægelighed. Og min privilegerede tilværelse som statsborger med det afgørende rødbedefarvede pas mærkes igen. Vlads børn er i Tyskland. Et stort land men immervæk også Danmarks naboland. Men hans chancer for at se dem er for nuværende ikke eksisterende. Stille og roligt tager spørgsmålene fra os til Vlad mere og mere form af en samtale imellem os. Han vil gerne have råd om, hvordan man får arbejde i Danmark. Og forstå, hvordan arbejdsmarkedet hænger sammen. Da han som det sidste spørger os helt åben ”So what shall I do?” står præmissen om mødet som hele Statsborgerskabs Kongressen hviler på helt tydeligt frem. Måske er det lidt højstemt at trække K.E. Løgstups etisk fordring ind i det – men hans tanker om, at vi i vores interaktion med andre mennesker altid har et ansvar for deres liv og velbefindende, eller med hans mere poetiske formulering, holder en lille del af deres liv, i vores hånd – flimrer i mit baghoved efter samtalen med Vlad. I forsøget på at besvare hans spørgsmål føltes i hvert tilfælde et tydeligt ansvar.
Jaco og Sheldon
Efter Vlad bliver vi budt indenfor hos ægteparret Jaco og Sheldon fra Sydafrika, der har været i Danmark siden 2018, og tager imod os på rådhusets let anonyme vielseskontor. Ikke ulig en vielse bliver vi inviteret til at tage plads på et par stolerækker med Sheldon og Jaco foran os og imellem dem en laptop, der looper et fotoshow med deres private fotos. Vi får bl.a. set deres tidligere hus i Sydafrika og deres mange katte. Sheldon og Jaco har ikke samme juridiske status i Danmark. De er kommet hertil på grund af Jacos arbejde, hvorfor Sheldon er med som ledsagende ægtefælle. Hans tilladelse til at opholde sig i landet er altså direkte afhængig af Jaco. Det meget specifikke rum, vi sidder i, er mere end en kulisse. Det har magt. Med Sheldons kunstneriske arbejde er det ikke let at leve op til beskæftigelseskravene. Både Nataliia og Sheldon omtaler beskæftigelseskravet, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mange kunstnere og andre kreativt beskæftiget med et dansk statsborgerskab, der egentlig ville kunne leve op til det krav.
Salomey
Slutteligt bliver vi guidet ud i køkkenet til Salomey fra Ghana, der er i fuld gang med at tilberede Shito – en stærk ghanesisk sovs, der dufter så uimodståeligt, at jeg pinligt nok ikke får noteret, hvornår hun kom til Danmark. Men jeg husker det som i 2022. At møde Salomey i køkkenet, hvor hun tydeligvis begår sig hjemmevant, er en velkommen afveksling fra de forskellige mødelokaler. Der er dejligt uhøjtideligt at mødes i køkkenet i et set up, hvor vi ikke kan sidde ned, men i stedet må læne os op ad køkkenbordet. Salomeys fortælling om livet i Ghana som skolelærer og ernæringsekspert væves sammen med hendes behændige tilberedningen af Shito. ”Garlic, dried fish, chili”. I ti år er hun i skoleferierne rejst til Spanien, hvor hendes mand arbejdede. ”And then oil”. Adskillelsen og de mange ture frem og tilbage blev dog uholdbart i længden, og Salomey tog også ophold i Spanien, hvor både hun og hendes mand fik arbejde som frugtplukkere. Det er et fysisk opslidende arbejde, så da muligheden for at komme til Danmark bød sig, greb de den. Salomey er fast besluttet på at blive i Danmark, og hun ved, at hun har masser at bidrage med ”I have to do something. I can’t just stay idle”, som hun også siger i videoværket nede i hallen. ”And now taste”. Der sker en smagsksplosion i min mund; stærkt, syrligt, salt og masser af umami. Jeg tænker på, hvordan vi kan høre hjemme i en smag. Føles os hjemme i tilberedningen af en særlig ret. Hvordan vi kan bære den form for tilhørsforhold med os. Hvordan vi kan møde andre gennem vores (mad)kultur. Og hvad det betyder for os i mødet med der, hvor vi kommer hen.
At skabe og holde rum til at mødes
Som ved alle de tidligere møder med hovedtalere flyver tiden i selskab med Salomey, og snart er vi på vej tilbage ned i hallen. Inden vi når så langt, mødes vi dog af lyden af koret Ukranian Soul, der strømmer os i møde. Jeg har fået udlevet teksterne til sangene, men betydningen af ordene, de synger, synes faktisk sekundær, så jeg lader den blive sammenfoldet i hånden. For den vemodige og stærke klang i deres stemmer er ikke til at tage fejl af. Jeg tænker på alle de forskellige årsager, de forskellige hovedtalere på kongressen har til at være her i landet, og på den splittelse de alle på forskellig vis giver udtryk for. Og på hvor umuligt det synes at forstå splittelsen, når man ikke selv har oplevet den, og på hvor vigtigt det derfor er at dem, der lever med den, har taletid og steder at tale fra. Noget som Amager Statsborgerskabs Kongres på fineste vis lykkes med at skabe, og som kan ses som en direkte aktualisering af Tårnby Park Studios mission om at ”Fungerer som et mødested og produktionsrum, en kerne for igangværende stedsspecifik performanceproduktion og forskning i nye tilgange til dialog mellem kunst og samfund.”
Tilbage i hallen præsenterer Sebastian David Lopez Restrepo og Rocio Christensen en finurlig performance, hvor fuglene kommer igen. Både som projektion på loftet, og igennem de fuglefløjt vi som deltagere gradvist involveres i at skabe ved hjælp af små udleverede fløjter. Jeg tænker, at principielt kan vi alle blive gjort til trækfugle.
Så rulles et kæmpe gulvtæppe ud med plads til alle. Liggende med blikkene mod loftet føres vi nu igennem en række indfødsretsspørgsmål. Kreeret med kunstnerisk frihed, og måske netop derfor i stand til at illustrere, hvor grotesk den virkelige prøve på mange måder er. Vi ender med spørgsmålet ”What should we do now?”, som umiddelbart kan ses som en metakommentar til hele aftenens program, og dermed til hele spørgsmålet om nationalitet, bevægelighed og tilhørsforhold. Inden de tanker for alvor fæstner sig, slås der dog et teatralsk svirp med halen ved at tilføje ”Stand, sit, lay, clap?” Vi vælger spontant dem alle i den afsluttende applaus.
Det iscenesatte som mødested
Amager Statsborgskabs Kongres er et performativt eksperiment med det iscenesatte møde som omdrejningspunkt. Det er et værk, hvor jeg også selv som publikum bliver sat i og på spil. Hvor min egen refleksion over min position (i mit tilfælde som dansk statsborger) ikke bare er noget, jeg kan fedte lidt rundt i på vej hjem, men noget, der bliver en afgørende del af oplevelsen, fordi det ligger som et lag eller et element, der både adskiller mig fra og forbinder mig til de mennesker, som jeg ikke bare ser på en scene, men som jeg møder og interagerer med. Havde jeg været i en anden gruppe og mødt andre mennesker, havde jeg måske reflekteret anderledes.
Det er virkelige liv, der er iscenesat og i høj grad bæres af de medvirkende selv. De holder deres egne rum. Rammesætter og styrer fortællingen i forskellig grad. Fra den detaljerede livscollage, der systematisk gennemgås hos Nataliia, til vendespils dramaturgien hos Vlad, hvor spørgsmålet ”So what shall I do? I samklang med det afsluttende ”So what should we do now” på sin vis udkrystalliserer hele værket. Vi skal i hvert tilfælde møde hinanden og lytte synes at være en konklusion. Tak til Tårnby Park Studios for at vedblive med at skabe værker, der giver os muligheder for netop det.