At livet og døden er uadskillelige hersker der ingen tvivl om. Erkendelsen af dette kan være svært. Men vinteren må nødvendigvis indfinde sig, før foråret kan spire, du må gå langt væk, før du kan komme tilbage, som i kærlighed som i livet. Uden hvid ser vi ikke sort. Det må til tider sortne. Livet. Men hvis du tør, ender overgivelsen til mørket sig under en discokuglefest, der sender guldregn af afro-cubanske rytmer, jazztoner og selvlysende candyfloss din vej.
I Apollonian Black Out er det netop scenariet, og her vil du gerne være.
Røg strømmer dig i møde, du blændes af skarpt lys, mens klavertoner rammer dine ører. Gul-sorte skaktern er lagt ud under og foran dig. Om du vil det eller ej, er du blevet en brik i livets skakspil. Apollonian Black Out suger dig ind omkring et livets overflødighedsbord, hvor vatterede Vibskov’ske redningsveste er nødvendige for at overleve de storme, der kommer din vej.
Dybe, solarplexus-rammende, elektroniske toner blander sig med klaveret, der langsomt tager afsked i baggrunden. En ukendt forventningsfuld stemning breder sig om et overflødighedsbord af metaforiske kegler, vindruer på en statue, karafler og rødvin så tung, at den kan mærkes i næseborene. Der er klang af både græsk mytologi og kristen syndsforladelse. Det er tydeligt, at noget rituelt skal til at tage form. Folk samler sig. En smuk stemme bryder beats, og den første stille storm rammer dine ører. For nogen har forladt dig, og den smukke melankoli, der ligger i de simple ord
”Go go go go go go go go, go far away”
”Come come come come come come come come come, come back to me”
kommer tilbage igen og igen som en ramme om selve livet om Apollinian Black Out. Det uundgåelige. Folk vil forlade dig, og du vil forlade dem.
Sanseligheden siver gennem lyd, lys. Selvom du ikke kan se, groover din krop rytmisk. Noget løsner vintermånedernes stagnerede energi, og du genkalder hvor meget, du elsker kunstens evne til at sætte livet i spil. Det gul-sorte skakgulv vibrerer under flere kroppes fjedring i subtil bevægelse til de indledende beats, der smelter sammen med din krop, som ikke kan stå stille.
Og så åbner templet sig. Det gul-sorte bagtæppe glider til side, og I strømmer ind og stiller jer langs det forlængede bord, hvor gudsbenådede musikere i hvide gevandter, kinasko og gulsorte veste har taget plads. Der er en absurditet på spil, en skævvreden vildskab, som måske kan tillægges Apollo, lysets og sangens gud i græsk mytologi, musisk og festlig, men også hævngerrig og krigerisk. Og dennes black out er alt dette og meget mere.
Der er musik så gennemborende dine celler, at festen om bordet inden ende vil tage. En saxofonsolo, der minder om forvildede skingre fugle i sorg. En fløjtepolyfoni så fin og stille, at du må lytte med hele kroppen.
Og så en afbrydelse. Nogen klimter på et glas, vil holde en tale, der glider over i at du og alle andre får glas at klimte på. Det bliver et fælles glasspil, en uperfekt karaffelkoncert, hvor alle prøver at passe ind. Indtil rytmerne igen tager over. Den underjordiske fornemmelse af musik, der ved, hvor vi skal hen.
Indtil en enkelt musiker stiller sig på bordet i stilhed, i spotlys, med lukkede øjne. Det er som en stående død eller stilhed efter et mantra. Du holder vejret. Han åbner sine øjne, pludseligt og synger
”Every time you went away”
Jeg føler, jeg genlever mine sidste måneders utvivlsomme voldsomste hjerte- og livssorger, som samtidig er så uendeligt smukt lige her omkring bordet sammen med andre. Fornemmelsen af, at vi alle er ens.
Scene efter scene, bord efter bord bevæger vi os mod Apollonian Black Out. Undervejs mødes du af pastel- og glitterfarvede marengsfigurer, bagtæpper af sølv og sort-hvide striber, følelsen af at være til hjemmefest hos musikere, der er nemme at komme tæt på. ”You gotta dance because you´re happy, you´re happy because you dance”. De lukker ind og lukker ind, kigger i øjnene med uforstilt autenticitet. Sammen bevæger vi os mod enden og ordene
”t is nothing personal”
minder om den fortsatte forladthed og dermed ensomhed midt i mængden. Livets konstante bevægelighed er til stede. Fra ekstase til kollaps, kollaps til ekstase.
Vores rejse ender måske i en sort-hvid stribet spiral, en tunnel, der både råber til dig ”Halløj kan du høre mig” og suger dig mod en eksistentiel udgang. Som et minde om, at du skal vågne op i tilfælde af, at du er faldet hen. I livet. Her spiller en kontrabassolo så sort, at den går alene igennem et forladt København, og mørket omfavner din krop og dit sind. Resonerer med dit inderste inde, og celler flyver svævende mod den mørke tunnel på bagtæppet.
At dette ikke kan være det endelige endeligt, er soleklart i et univers, der defilerer frem og tilbage mellem livets store følelser i høj hastighed. Men om festen, der møder dig, in the aftermath of the darkness, findes i dette jordiske liv, eller i en himmelsk have, står tilbage som et åbent, farverigt og festligt spørgsmål.
Apollonian Black Out sender dig afsted fra festen, du ikke vil hjem fra, fortryllet, høj på livet …og døden, klar til at
”go go go go go go go go go go, far away”
“leave nothing behind”