bastard har sat kunstneren, Bolatta Silis-Høegh, i stævne til en samtale om at performe og iscenesætte sin egen krop i maleriet. Hun italesætter en personlig sårbarhed, vrede og traumer såvel som en kollektiv, racialiseret og marginaliseret krop, men hun tilgår også kroppen med kærlighed og omsorg.
”Jeg har haft to grundingsfarver i mit liv. Den ene er en mørkeblå og så den grønlige olivenfarve eller skidengrøn, som min datter kalder den. Den mørkeblå grunding er kølig og handler meget om, hvordan man derigennem ser tingene. Den grønne er en jordfarve, som giver jordforbindelse; en jordforbindelse jeg har manglet. Det er meget jord og hud og varme i mine nyere malerier.”
Første gang jeg stod ansigt til ansigt med Bolatta Silis-Høeghs værker var tilbage i 2015 på Nuuk Kunstmuseum. I udstillingen Lights On Lights Off iscenesatte Bolatta Silis-Høegh sin egen krop på de mørkeblå grundede lærreder; sort og mørkeblå i kontrast med hvid samt med rødlige kødfarver. Enkelte skrigende orange streger gik som et advarselsskilt igen på flere af malerierne. Øjnene var store, udspilede, huden mat og bleg, kroppen sad eller stod med og uden tøj på, udstillet, sårbar i værk efter værk; hun sad med blødende kød/indvolde i skødet, og hun pressede ansigtet helt tæt på lærredet. Med sårbarhed, angst og afmagt henvendte hun sig til beskueren.
Værkerne var både kommet ud af en personlig og politisk krise. I 2013 stemte et snævert flertal i Inatsisartut (Grønlands Folketing) udenom befolkningen for at ophæve nultolerancen overfor udvinding af uran i Kalaallit Nunaat, hvilket afstedkom store protester. Afmagten over denne politiske beslutning var afsættet for værkerne, men vreden åbnede for Silis-Høegh også op for alt det usagte.
I begyndelsen af februar her i 2024 sidder jeg i Bolatta Silis-Høeghs atelier på Vesterbro for at tale om den performative og iscenesatte krop, som særligt siden Lights On Lights Off har indtaget hendes værker, men som hun gennem sin praksis i maleri, tegning og installation har udforsket helt tilbage fra uddannelsen på Aarhus Kunstakademi. I hendes nyere værker er der sket et skift, dels er grundingen primært oliven- eller jordgrøn fremfor mørkeblå, dels er farvevalget lysere domineret af en varmere glød af røde, gule, orange farvenuancer; kroppen konfronterer ikke længere beskueren direkte, men er indrammet af cirkulære bevægelser som en omfavnelse eller en omsorg. Bolatta Silis-Høegh bruger sin egen krop og iscenesætter med den følelser, traumer og sårbarheder, ikke kun som noget personligt, men også som strukturer omkring kvindekroppe og omkring marginaliserede og racialiserede kroppe.
Bolatta Silis-Høeghs [BSH]: Lights On Lights Off var en ærlighedsåbenbaring. Alting skulle være sort og hvidt; måske var det en eller anden form for klarhed. Samtidig, når det bliver sort og hvidt, så råber man også lidt.
Det personlige og det politiske har altid spillet en rolle i min kunst, men før havde jeg bevæget mig indenfor det popkulturelle og gemte mig bagved humor. Hvilket også kommer fra en grønlandsk sammenhæng, hvor man ofte er sjov og hurtig, men omme bagved er der ofte noget andet.
Jeg havde to små børn, havde været igennem fødsler og igennem den her symbiose med dem. Jeg fik stress og depression uden at vide, hvad det var. Jeg havde ingen midler, jeg var bare bange og vidste ikke, hvordan jeg skulle få hjælp. Når ser man tingene igennem et traume og midt i en depression, så er der langt til selvomsorg. Politiske ting har det med at blive store i sådan en tilstand, og man vil gøre noget ved det nu. Der var frygt i værkerne i Lights On Lights Off; frygten for, hvad er det, der sker? Det var en vrede, som fik lov at komme ud, men også en ærlighed ved, at det kommer fra mig, og at min og andres smerte kan komme ud igennem mig.
Jeg er og har altid været et meget lyttende menneske og giver derfor meget plads til andre. Andre folks meninger samt, hvad andre tænker, har altid fyldt meget i mit arbejde og i min bevidsthed. Det bliver hurtigt for meget støj at skulle forholde sig til andre hele tiden. At bruge mig selv var også at give plads til mig selv. Det er en måde, hvorpå jeg hører mig selv og giver rum til, at min stemme høres.
Bevægelsen indad til både de underliggende bevidsthedslag og kødet er ikke ny; helt tilbage fra kunstakademiet har jeg tegnet selvportrætter og også arbejdet med det blodige, men det er mere bevidst nu og handler om at være opmærksom på mine følelser. Det er også et gran af narcissisme; ikke at selvportrætter nødvendigvis er narcissistiske, men de kan være en bevidst narcissisme, og derved forsvinder det narcissistiske måske.
Stine Lundberg Hansen [SLH]: Men selvom narcissisme er et begreb, som bruges til kritisk at reflektere medie- og skærmkulturen og det moderne vestligt rundede menneske samt en alvorlig personlighedsforstyrrelse indenfor psykologien, så er vi jo som mennesker også nødt til at have en vis grad af narcissisme eller selvspejling – uden som Narcissus at forelske os i eget spejlbillede og ikke se andet – for netop at have en form for afgrænsethed eller dybde og ikke bare flyde endeløst rundt.
BSH: Og det handler jo også om, hvorvidt spejlingen kun er den ene vej eller peger ud på noget større.
SLH: Kroppen i sig selv og som sig selv er samtidig et arkiv af bevægelser, tanker, strukturer både nutidige og historiske. Her tænker jeg særligt på, at din krop dels er en kvindekrop, og som sådan både seksualiseret, kapitaliseret og marginaliseret, men din krop er også tilknyttet den koloniale og racialiserede krop som grønlænder.
I forbindelse med udstillingen Kassandras Søstre – fremtidens malere ophæver forbandelsen i 2022 Rundetårn var vi en række kvindelige malere, som udstillede. Kvinden og maleriet er på hver sin måde marginaliseret; i de seneste årtier har maleriet ikke været smart eller har ligget godt nede i genrehierarkiet. Kvinders kunst præsenteres mindre, kvinder tjener ikke så meget og så videre. Men for mig var det første gang, at jeg blev inviteret til en udstilling uden at blive sat i bås som grønlandsk. Det var i sig selv en befrielse at blive inviteret til en udstilling som kunstner med udgangspunkt i den her græske mytologiske figur og at ophæve hendes forbandelse.
Imens jeg lavede værkerne til udstillingen, mærkede jeg, at udover at ville ophæve forbandelsen gennem omsorg, så åbnede det også op for min manglende omsorg for mig som kalaaleq (grønlandsk), og jeg begyndte at portrættere mig selv, hvor jeg har anorak på og en qilerteq (hårtop). Jeg har været meget blind overfor marginaliseringen og racismen; at der har været så stor forskelsbehandling af for eksempel kvinder og mænd på så mange områder. Jeg har været sådan ”ej lad nu være”, ”kom nu videre”, ”alting tager sin tid”; jeg tror, at vi mere eller mindre alle har været der.
SLH: Ja, eller har været feministiske på den måde, at så skulle man som defineret pige eller kvinde kunne og gøre det samme som drenge eller mænd, altså primært fokusere på de maskuline energier og undertrykke kroppens cyklus og de feminine energier.
BSH: Præcis. Jeg havde mange år med for eksempel kort hår og stræbte efter en hårdhed. Jeg var tæt på at blive vred på mig selv over, at jeg ikke har kunne se det, men det er jo dét undertrykkende systemer gør; at man tyr til selvbebrejdelse. Selvfølgelig har man ikke kunne se det, når man i århundrede er blevet behandlet sådan.
Det kunne jeg også se i forhold til Kalaallit Nunaat, hvor vi kan være hårde ved os selv, og hvordan vi ser på og kritiserer hinanden sådan, at nysgerrigheden forsvinder. Kvindekroppen og min krop blev en vigtig måde at arbejde med dette, få en anden form for bevidsthed, og jeg begyndte at arbejde med disse traumer med selvomsorg og selvkærlighed. Jeg kan ikke vente på, at andre skal give den kærlighed, men jeg kan give den til mig selv.
Udover denne omsorg så hylder jeg også kvindekroppen. Tænk at vores kroppe kan skabe liv, og vi går igennem så mange faser og overgange månedligt, årligt og gennem livet. Det er stor vifte af smuk udfoldelse.
SLH: Jeg oplever netop også en stor henvendelse i dine malerier, selvom der ligger personlige bearbejdelser bag. Måske netop i denne gentagelse af kroppen, iscenesættelsen af den. Hvordan arbejder du helt konkret med krop og følelser i processen?
BSH: Processen i mine malerier begynder med en eller form for følelse eller følelsesmæssig åbenbaring, som jeg ligesom skal fange indenfor de nærmeste par dage.
For eksempel begyndte værket She cleared voices from her head and the soil liked it i en terapisession. Jeg lytter jo meget, og nogle gange bliver folks energier eller problemer siddende. I denne terapisession lavede jeg sådan en bevægelse, hvor jeg ligesom redte hurtigt og gentagende fingrene ud fra ørene og ned, ligesom at trække noget ud fra hovedet, væk og ned, imens jeg sagde, at jeg var så træt af, at jeg altid får så meget ind og af de her stemmer, som bliver mine egne stemmer. Jeg har været meget selvkritisk, haft enorm meget kontrol og været enormt bange for at fejle. Det kommer dels fra ens opvækst og det nærmeste miljø, men også dét at vokse op i et lille samfund, hvor man hele tiden bliver målt, vejet og ”hvem gør hvad?” Det er mange stemmer, man har med sig, og for hver handling har jeg altid haft sådan en stemme: “Gad vide hvad de siger i Kalaallit Nunaat?”
Den her bevægelse”åh jeg bliver så træt af det” opfordrede terapeuten mig til at gentage og overdrive, og det blev ligesom at rense sig selv; også åndeligt. Dårlige ånder skulle ud, og dårlige ånder er for mig traumer. De kan ikke bare komme ud i luften, men jorden elsker det, vil gerne spise det, bruger det som gødning, og noget smukt kan vokse op igen. Det er sådan en kredsløbstanke. Jeg arbejder meget med netop kredsløb og cirkulation med cyklusser og cirkler.
Når jeg har en følelse ligesom denne, så tager jeg billeder af mig selv enten med tøj på eller nøgen med en bevægelse, som ligesom fanger den. Det er ret meditativt for mig, at jeg lige med det samme ved, hvad jeg skal gøre med lærredet; at grunde det med den her farve og bevidst arbejde med både højre og venstre hånd for at aktivere begge hjernehalvdele. Nogle gange bruger jeg overhead lige for at se, hvor hovedmotivet skal placeres for at finde mest balance, eller hvor det bliver mest spændende. Jeg sætter kun de første streger og derefter frigør jeg mig fra alle hjælpemidler. Grundmotivet skal helst være der indenfor nogle minutter. Jeg kan se på malerierne, når følelsen er fanget indenfor nogle minutter. Hvis ikke, er det ligegyldigt, så er det blevet presset igennem, og så kan jeg gå rundt om mig selv og blive ved og ved at arbejde med det, fordi noget ikke fungerer, indtil jeg på et eller andet tidspunkt maler det over.
SLH: Det er vel også en proces knyttet til følelser, som jo netop er flygtige og forbigående; de er både indefra kommende og en del af rummet; noget vi deler med andre.
BSH: Nogle af bevægelserne kommer fra en bestemt tilstand, når jeg lytter til musik, og jeg lytter altid til musik, når jeg maler. Det er sådan nogle ud-af-kroppen-oplevelser; uden at vide det kan jeg måske sammenligne det med narkomani og ønsket om at komme tilbage til det gode fiks. Det sker kun et par gange om året, men nok til at fire-fem malerier har den her frie bevægelse.
Jeg har et bestemt stykke musik, hvor der er 30 sekunder, hvor alt ligesom giver mening for mig; min selvbevidsthed forsvinder, hvilket giver en stor lykkerus. Vi orienterer os jo altid omkring os med en form for rumlig bevidsthed, men i de her sekunder forsvinder det hele. Jeg er maler, og jeg er danser, og jeg kan være violinist og det hele på én gang. Det er den følelse, jeg altid gerne vil tilbage til. Den er i nogle af de cirkulære bevægelser.
For mig er maleriet en direkte vej til følelser, fordi det kun er lærredet og mine bevægelser imellem, jeg kan gøre det nu og her, direkte og det tørrer hurtigt. Jeg har også en del traumer, både generationelt og fra mit nærmiljø, og jeg har i perioder mistet sproget og ikke kunne formulere en hel sætning. Det er frontallapperne, som lukker ned, når man er i kampberedskab, og sprogcentret ryger som det første. Billedet, maleriet, tegningen har altid været min måde at kommunikere på. Det er også en grønlandsk måde at kommunikere på, fordi vi har så meget kommunikation, som ikke er med ord; at vi snakker med øjnene, og vi mærker hinanden.
I værket Naarmioraanga gik jeg fx helt tilbage, hvor jeg lå i maven, og det blev den vildeste oplevelse, hvor jeg ligesom havde mig selv i maven og kunne rumme og give kærlighed, kunne lytte og give varme.
SLH: Med vores kroppe rummer vi alle vores aldre – også vores formødre, forfædre eller bare de generationer af mennesker, som kom før os. Forfatter og poet Lesley-Ann Brown skriver, at vi i vores gener rummer op imod 14-15 generationer før os. Det er mange generationer af kroppe, fortællinger, traumer, vold og ikke mindst kærlighed.
BSH: Jeg skal til at arbejde med illustrationer til trommedans i samarbejde med musiker og sangskriver Nuka Alice. Jeg ser det, som en fortsættelse; at gå indad til hjerterytmen. Kristendommen gjorde jo trommen og trommedansen forbudt under kolonitiden. Nuka Alice har også lavet nogle aqaatit (kæleviser) til sine børn, som der jo har været en lang tradition for i Kalaallit Nunaat – og dem mærker man bare. Den måde at vise sin kærlighed på er ret fin. Jeg kan se på mine børn, når jeg laver de her aqaatit, at de kan mærke det; de bliver helt dansende.
For mig er dét at åbne op for den åndelige og sjælelige verden kimen til at komme tilbage til en tryghed. Det kan man med fx trommedans, som kan føles som en hjerterytme. Når man mærker en andens hjerterytme, kan det give en eller anden form for ro, hvor man kan åbne op og fortælle nogle historier, man kan bruge.
Det er samtidig helende at kigge ind i de ting, hvor det gør ondt; at være med og i det, kan man så genfortælle og give det sin egen historie eller mening. I Kalaallit Nunaat mærkes også al den sorg; at man ikke er blevet lyttet til, ikke er blevet set og er blevet tilsidesat.
Gennem denne her selvomsorg og bevidstgørelsen af traumer, kigger jeg samtidig på systemer og den systematiske racisme og marginalisering. At bruge mig selv og min egen krop omsorgsfuldt er min nøgle til at gøre op med det; det er min modstand, min feminisme. Hvis man siger, ”du skal gøre sådan og sådan”, så har de fleste mennesker ikke den evne til selvindsigt og vil gå i selvforsvar i stedet. Det er gennem kærlighed, at man kan gøre det.
Bolatta Silis-Høegh er kunstner med grønlandsk og lettisk baggrund. Hun er bosat i København, uddannet fra Aarhus Kunstakademi i 2006. I 2012 var hun en del af den danske pavillon ved Arkitekturbiennale i Venedig med installationen Ningiu og har før og siden udstillet med soloudstillinger og gruppeudstillinger i Europa og Kalaallit Nunaat;. Hun er ud af en kunstnerfamilie; hendes forældre er kunstner Aka Høegh og fotograf Ivars Silis, og hendes bror er kunstner og filmmager Inuk Silis Høegh.
Mere fra Stine Lundberg Hansen