Kære Mette Garfield.
Jeg håber, at mit brev kommer til at vække glæde hos dig. Jeg skriver til dig fra Marseille, hvor jeg har tilbragt det meste af min sommer. Jeg ved ikke, om du nogensinde har besøgt Marseille, Frankrigs anden største by? Der er en vildskab her, som nok er meget typisk for havnebyer. Sproget er grimmere og mere direkte, og de maskuline og feminine udtryk er mere karikerede. Det er som om, de høje temperaturer og mængden af sollys går i blodet på folk og gør dem mere dyriske og primitive.
Nu har jeg efterhånden besøgt Marseille så tilpas mange gange, at jeg har vænnet mig til det kaos, der sætter standarden her. Bilisterne, der aldrig indikerer på vejene. De lange boulevarder og den romantiske arkitektur som i Paris, der nemt kunne maskere byens kaotiske liv, hvis ikke det var for facaderne, der er sodet fra heftig forurening og nærmest porøse efter mangeårigt slid. Middelhavet med sin helt egen fortælling og bjergene i baggrunden, som lover at huse de mere end 800.000 indbyggere, hvis Marseille en dag skulle blive ubeboelig pga. menneskeskabte katastrofer.
Havnebyen, der forbinder Europa med Afrika og Mellemøsten, er ikke for de sarteste af sjælene.
Marseille er en by, som mange kender fra filmen The French Connection (1971) og forbinder med vold, kriminalitet og korruption. Måske spiller filmen også for dit indre blik, Mette? Mit billede af Frankrig begrænsede sig til Paris, selvom det er pinligt at indrømme. Som så mange andre film, jeg bør se, men ikke har set, havde jeg heller ikke set The French Connection. Jeg havde altså ikke den fjerneste idé om, hvad der ventede mig, da jeg fløj over Alperne mod syd tilbage i 2013 for at møde den mand, der senere skulle blive min kæreste og bedste ven i den by, han kalder for sit hjem. Den forventning, jeg trods alt havde og pakkede min kuffert efter, var at spendere dagene halvnøgen, indtage sol, varme og det azurblå hav til morgen-, middag- og aftensmad og skylle det hele ned med en iskold pastis. Men jeg fandt jo hurtigt ud af, at Marseille er alt andet end storby-idyl. Den action-prægede samfundsdiagnose fra 1971 holder sådan set stadig stik i dag. Marseille har store samfundsmæssige problemer, som bliver meget tydelige for mig, når jeg ser rundt i gadebilledet. Der er hjemløse, tiggere på vejene, problemer med stofhandel, politivold og vold mod politiet, børn, der bliver slået af deres forældre, unge som ikke går i skole og skoler, hvor lærerne må smugle børnene ud, så de ikke bliver taget af myndighederne, fordi børnenes forældres har mistet deres opholdstilladelse. Hvad angår kunsten i Marseille, som jeg jo er særligt interesseret i, trives den ikke på trods af kaosset. Kunsten trives i kraft af kaosset, fordi dens aktører i mange tilfælde engagerer sig i samfundet og i bedste fald gør en forskel for byens borgere – og for naturen. Men også for Marseilles sociale, kulturelle og politiske udvikling.
Gare de Marseille-Saint-Charles kl. 9.40
Jeg ankommer med toget fra provinsen til Marseilles hovedbanegård. I dag har jeg besluttet mig for at udforske det første arrondissement, som dækker over bydelene Belsunce, La Chapitre, Noailles, Opéra, Saint-Charles og Thiers. Det kommer til at tage hele dagen med indlagte kaffe- og spisepauser. Når jeg er i Sydfrankrig med min franske kæreste og vores fælles søn, bor vi hos hans mor og hendes mand i Aubagne, som er en forstad til Marseille. Afstanden mellem Aubagne og Marseille, svarer til at bo i Hvidovre, Rødovre eller Gladsaxe og pendle til Københavns brokvarterer. Familien bor på en bjergskråning udenfor Aubagnes bykerne. Grunden ligger så tilpas højt oppe på bjerget, at man føler, man er langt ude på landet, selvom man kan høre motorvejen summe og lastbiler hyle i baggrunden og blande sig med lyden af cikader og vildsvin, der roder efter rødder og smasker nedfalden frugt i haven. Det tager 20 minutter at gå til bjergtoppen fra familiens hus. Herfra kan man se Marseille og ane Middelhavet, som gemmer sig under en sky af smog. I den ene retning kører trafikken til Marseille og i den anden retning til Aix-En-Provence, Saint Tropez og Nice, hvor den generelle befolkning har flere penge mellem hænderne, tøjet er lysere og fula’erne (silketørklæde red.) flere.
Jeg går på perronens lange strækning mod hovedindgangen med hagen løftet og blikket rettet mod faste punkter. Gare de Marseille-Saint-Charles er ikke stedet, hvor du skal se ud som om, du lige er kommet ind med firetoget. Jeg prøver at huske på, at Anthony konsekvent siger, at han er fra Marseille, at han identificerer sig sådan. Så fremmed og eksotisk er jeg heller ikke, overbeviser jeg mig selv om, imens mærker jeg øjnene i skyggerne, der følger mine bevægelser, mine blå øjne og blege ben.
Rue Bernard du Bois kl. 10.33
Jeg går ned ad den ikoniske og majestætiske stentrappe, der bærer præg af havnebyens koloniale fortid, og som forbinder hovedbanegården med byen. Her drejer jeg til højre i en halvmånes omkreds til, jeg når Rue Bernard du Bois. Der ligger glasskår, cigaretskodder og plastik på gaden. Nogen har efterladt en afgnavet pizza-skorpe i en vindueskarm. De få personer, jeg møder, bærer alle rundt på blå let gennemsigtige plastikposer, hvori man kan se deres indkøb og værdigenstande. Der er drenge, som hænger ud i de smalle sidegader og prøver at gemme sig bag bygningernes hjørner. Det er tydeligt at se, at folk her lever i gaden, på gaden og med hjælp fra gaden.
I nummer 19 i en stille og nærmest chokerende ren baggård ligger Coco Velten, som drives af non-profit organisationen, Yes We Camp, der også står bag Le Grand Voisin i Paris. Både udvendigt og indvendigt er Coco Velten udsmykket i regionens farver: dybhavs blå, solgul og olivengrøn. Det reflekterer deres tilknytning til nærmiljøet og forståelse af, hvor de befinder sig geografisk. Coco Velten er hjem for byens mest udsatte borgere, en kunstinstitution og kontorplads for en række non-profit organisationer, der arbejder i feltet mellem kunst, aktivisme og socialt arbejde. Den kunst, de skaber, materialiserer sig ikke i konkrete værker. Kunsten er de mennesker, der bor i huset, arbejder her, har kontor her, kommer her af lyst og den synergi, der opstår mellem dem. Hjertet af Coco Velten er et spisehus, hvor områdets kokke skiftes til at sammensætte menuer af lokale fødevarer. Man kan købe kaffe og måltider til dem, der ikke selv har råd. Bag disken og på gulvet arbejder brugerne af huset. Både de, der sidder i administrationen, og de, der har Coco Velten som deres hjem. Coco Velten samler mennesker fra alle sociale lag og danner ramme om udstillinger, koncerter, oplæsninger og foredrag. Varmen, venligheden og den imødekommende stemning, man oplever som gæst, annullerer gadebilledet og står i skarp kontrast til livet udenfor murene. Coco Velten er muligvis del af gentrificeringen af Marseille. Byen oplever en ny bølge af unge, ambitiøse og iværksættende mennesker, som immigrerer til byen. Det mærkes og kritiseres. Nok er Coco Velten både ny (de åbnede dørene tilbage i marts 2019 red.) og drevet af unge tilflyttere, men de ignorerer ikke deres nærmiljø og kæmper for, at Marseilles siddende politikere påtager sig ansvaret for at passe på byens svageste indbyggere. Noget, som de lokalt siddende politikere er meget dårlige til, skulle jeg hilse fra Coco Velten at sige.
Rue D’Aubagne via Rue D’Aix, Cours Belsunce og Rue des Récolettes kl. 11.30
Jeg fortsætter mod Rue D’Aubagne ned ad Rue D’Aix. Jeg kommer forbi kædebagerier, hvor de bruger industrielt mel og sælger deres croissanter og baguettes billigere. Her er ingen artisan bagerier. Jeg ser butikker med gode priser på mærkevaresko og kufferter. Jeg hører arabiske og afrikanske sprog, men nærmest ingen fransk talt på gaden. Det ændrer sig, da jeg når til Rue D’Aubagne.
På Rue des Récolettes, som munder ud I Rue D’Aubagne handler de mest velhavende i Maison Empereur. Jeg aner ikke, hvor bor de henne, for man ser dem så sjældent i gadebilledet, at man nærmest glemmer, at de selvfølgelig også er en del af Marseille. Turisterne handler her også, det er klart. I Maison Empereur kan man købe Creuset-køkkenudstyr, Marseille-sæbe, flettede tasker og andre produkter, der (be)viser ens dannelsesniveau og kendskab til den provencalske design- og kulturhistorie. Men Rue D’Aubagne lægger også navn til en tragedie, der fandt sted sidste år, hvor to bygninger kollapsede og slog flere familier ihjel. Beboerne havde ellers flere gange forsøgt at råbe både ejeren og Marseilles borgmester op og advaret om bygningens dårlige og farlige stand. Men ingen gjorde noget ved det. Ulykken minder om kollapset af Greenfell Tower i London, omend graden af ødelæggelse og død naturligvis ikke var lige så enorm, og om hvordan, de fattige, de på overførselsindkomst og de af anden etnisk baggrund ignoreres og ikke tages seriøst.
Hos Daki Ling Le Jardin des Muses i nummer 45Etaler de outsidernes sprog. De, som ikke passer ind. De, som andre griner af og finder ridicule. Daki Ling er et teater med en klovneskole. Anderledes fra Danmark har Marseille en rig og levende scene indenfor teater, (ny-)cirkus, akrobatik og burlesque, som Daki Ling er en del af på linje med bl.a. Théâtre du Centaure, Archaos: Pôle National des Arts du Cirque Méditerranée og Théâtre des Bastides (del af den eksperimenterende og tværæstetiske kulturinstitution La Gare Franche).
Cour Julien kl. 12.11
Jeg går forbi den tomme grund, hvor nummer 63 og 65 engang stod, og står få øjeblikke efter for foden af en anden ikonisk trappe. Den trappe, der fører op til den nær gennem-gentrificerede gade, Cour Julien. Det er som at træde ind i en anden persons syretrip. Gavlene, der indrammer trappen på hver side, er udsmykket med graffiti og hvert trin er malet i regnbuens farver. Valget af farver fortæller, at her er plads til alle. Fra hipstere til hjemløse og de midt i mellem.
Efter at have drukket en kop kaffe på en af fortvoscaféerne og nydt musik fra afrikanske gademusikanter, går jeg forbi La Baleine, som er et af de nyeste tiltag i gaden, for at tjekke ugens filmprogram. La Baleine, som er en kombineret bistro og biograf, der viser uafhængige film fra hele verden for publikum i alle aldre. Under paraplyen La Petite Baleine viser de fx i september animationsfilmene Les enfants de la mer (Ayumu Watanabe (2019)) og Le Roi Lion (Jon Favreau (2019)) – man er vel i Frankrig, hvor det foretrukne sprog altid er fransk. For det voksne publikum viser de i september Reves des jeunes, Apocalypse Now Final Cut og A Hard Day’s Night om The Beatles. Konceptet bag La Baleine er inspireret af den ældre Videodrome 2, som også er en kombineret bistro og biograf, der ligger 10 numre længere nede. Dog er Videodrome 2, der tager sit navn efter en David Cronenberg-klassiker, ikke ligefrem kendt for sin mad, men for sin levende bar og sit brede udvalg af øl. Senest har de huset festivalen Cinemabrut: Festival International du cinéma autoproduit | Édition 2019. Hos Videodrome 2 kan man også leje dvd’er, hvis man gerne vil se Jacques Demy-film (som er skribentens yndlings franske instruktør) eller Walt Disney’s filmatisering (1954) af den franske forfatter Jules Vernes klassiker 20.000 lieues sous les mers (1869-1870).
La Canebière via Boulevard Garbaldi kl. 13.15
Jeg går videre mod La Canebière, som er en bred boulevard, der forbinder den gamle havn til byens centrum. På 152 La Canebière har Le Bureau des Guides GR2013 deres kontor, altså et godt stykke fra Le Vieux Port. GR2013 betegner en 365 km lang rute gennem det urbane og rå område af det sydlige Provence. Ruten blev opfundet i forbindelse med udnævnelsen af Marseille til Europas kulturelle hovedstad. Under vandreturen får man ikke bare set turistmål, men også industrielle områder, shopping centre og ubrugte togruter; urbane og kommercielle land marks. Ruten afslører de enorme kontraster, der beskriver Marseille og regionen; mellem land og by, land og hav, fortid, nutid og fremtid. Det tager 15 dage at gå ruten, og den har form som et ottetal. Pga. klimaet og risiko for skovbrande i løbet af sommeren er ruten dog lukket mellem d. 1. juni – 30. september.
På 80 Rue Léon Bourgeois, som jeg ikke når forbi på min rute, har et andet kollektiv hjemme, der også har vandring og samtale som sit kunstneriske fokus. Collectif SAFI tilbyder mere og andet end det. Her kan man lytte til forskere og andre professionelle, som har naturen som deres arbejdsområde, hvad de er specialiserede indenfor biologi, botanik eller økologi. Hos Collectif SAFI kan man spise, lave mad og arbejde i haven. Bl.a. samarbejder de også med Yes We Camp omkring projektet Foresta, parc métropolitain, der er en grøn oase i byen, hvor de lokale kan deltage i sportsaktiviteter og kreativt arbejde såsom keramik. Keramik har i øvrigt en lang kulturhistorie i Provence og stor kunstnerisk værdi for den franske befolkning, men det må jeg fortælle dig mere om i et andet brev.
Editions Wildproject, som jeg heller ikke når forbi, arbejder også med forholdet mellem mennesker og natur. Som navnet antyder for de franskkyndige, er Editions Wildproject et forlag. Det har eksisteret længere end Le Bureau des Guides GR2013 og Collectif SAFI har, og i ti år udgivet bøger med forskellige indgange til spørgsmål om økologi og menneskets omgang med naturen.
Allées Gambetta kl. 14.33
På 33 Allées Gambetta, som bliver sidste stop på ruten inden, jeg tager regionaltoget tilbage til mand og barn i Aubagne, ligger Studio Fotokino, som dedikerer sig til en bred vifte af visuelle udtryk fx tegning, video og fotografi. De har udstillinger, de viser film, og de afholder workshops. De har endda et mobilt bibliotek for lokale børn! På deres hjemmeside skriver de da også, at de henvender sig til børn i alderen 1-99 år. Men vigtigst er, at de går op i at styrke børns og unges dannelse og kritiske bevidsthed gennem kreativitet og i deres valg af film og udvalg af workshops. Forestil dig fx hvilken forskel, det kunne gøre for et barn, dets fantasi, nysgerrighed og forståelse for, hvad filmmediet rummer, at blive introduceret til Charlie Chaplins som lille! Eller Jacques Tati for at nævne et fransk komisk geni.
Gare de Marseille-Saint-Charles kl. 15.40
Tilbage på Gare Saint-Charles har jeg timet min rejse godt. Mit tog afgår kl. 15.50.
Hvad, der i mine øjne gør scenen i Marseille interessant i forhold til fx scenen i Danmark er antallet af kunstnere, der engagerer sig socialt og politisk. Enten i forhold til økologi og beskyttelse af naturen eller socialt og politisk arbejde. Man ser en kunst, der tydeligt engagerer sig i samfundet på en organisk og ikke forcerende måde.
I øvrigt ønsker jeg dig stort tillykke med støtten fra Statens Kunstfond til udviklingen af Bastard. Hvor er det flot og godt klaret, at dine hårde anstrengelser har båret frugt!
Vi skrives ved.
Kh Mille Højerslev