Hvad er et sted? Hvad er en drøm?
Hvad betyder vores fortællinger om et sted for vores opfattelse, udformning og anvendelse af det sted?
Hvilken forbindelse er der mellem byen og sindet?
Kan vi med drømme forandre vores omgivelser og vores forståelse af dem?
Vi befinder os på Sydhavnstippen i København, 9.500 kilometer fra Mexico City og omtrent 2 kilometer fra mit hjem. Jeg kender stedet godt. Det er juni, og solen banker ned fra en blå himmel og tegner det grønne landskab hårdt op. Vi kan lugte fåreuld, høre lyden af en barbermaskine, se en mand holde et får ved benene, mens han med vante bevægelser barberer ulden af. En kvinde står ved stien og sælger garn spundet af fåreuld fra sidste år. Vi står oven på græs og hårdt stampet jord, men også: traktordæk, afbrændte sporvogne, metalstumper, beton- og murbrokker og andet affald, som blev fyldt i vandet og med tiden kom til at udgøre denne del af byen. Omkring os ser vi: buske, træer, får, støvede stier og hist og her en murbrok eller en rusten jernstang, der stikker op af jorden, som for at minde os om stedets historie, som for at huske os på, at intet er så enkelt, som det ser ud.
Vi er fem, der skal deltage i en workshop her på Tippen. To fortrinsvis skrivende mennesker, herunder mig, og tre dansere og performancekunstnere. Det er Lasse Mouritzen og Frida Robles, der står bag. De er her også. De sendte os hver et smukt brev med en invitation til at deltage i deres kunstneriske research-projekt Daydream. Projektet finder sted her i København og i Mexico City. Vi skal arbejde stedsspecifikt med drømme, skriveøvelser og performance. Vi skal sammen undersøge forbindelsen mellem by og sind, virkelighed og drømme, det materielle og det immaterielle. Projektet er åbent, undersøgende. Det er dejligt.
En by tager form efter en drøm tager form efter en by
I essaysamlingen Nobody Knows My Name skriver James Baldwin: “Though we do not wholly believe it yet, the interior life is a real life, and the intangible dreams of people have a tangible effect on the world.” Ordene skrev han i 1961. Er vi nu, 63 år efter, begyndt at tro på det? Det er jeg ikke så sikker på. Men det er en af interesserne i projektet: Hvordan noget immaterielt som drømme og tanker kan påvirke noget materielt som et fysisk sted i en by. Over en online-forbindelse på tværs af tid og sted fortæller Lasse fra et sted i København og Frida fra et sted i Mexico City mig, at de er optagede af, hvordan vi kan blive bedre til at dele vores indre verdener med hinanden, vores drømme, og også, at de er nysgerrige på, hvad der skal til, for at vi som samfund tager det irrationelle, ubevidste, det der følger sine egne sære logikker, mere alvorligt. Hvordan kan vi nå frem til en erkendelse af, at også drømme er virkelighed, og at det indre liv har en håndgribelig effekt på den ydre verden, som Baldwin skriver. Lasse og Frida har også tidligere arbejdet med byrum, skrift og performativitet i deres praksisser, både hver især og sammen. Nu ønsker de at undersøge, om det er muligt via skrift og performance at få adgang til den indre drømmeverden og aktualisere den i en ydre verden. Og de har inviteret os med. Jeg har glædet mig. Det er ikke ofte, at jeg er deltager i kunstneriske workshops, det plejer at være omvendt. Jeg er også spændt, for jeg er ikke vant til at bruge min krop kunstnerisk og til at performe. Det viser sig dog, at der ikke er så langt fra et digt til en performance. At der er overlap i den kunstneriske proces: skærpet opmærksomhed mod både ydre og indre verden, sensibilitet, åbenhed over for indtryk og intuitioner, billedskabelse, rytme.
Vekselvirkning mellem bevidsthed og omverden
Projektets fokus på udvekslingen mellem det indre og ydre får mig til at tænke på noget, Inger Christensen skriver i essaysamlingen Hemmelighedstilstanden: ”Måske kan man beskrive ordets funktion i billedet af en membran mellem ude og inde, en membran, der regulerer den osmotiske vekselvirkning mellem bevidsthed og omverden.” Og det leder mig videre til billedet af en foldning: Via skrivehandlingen foldes stedet ind i sindet, og gennem fortolkning af ordene foldes stedet ud i kroppen via performative handlinger, som sker på stedet og tilføjer det ny mening.
Dagens program består af tre øvelser. Det er præcis samme program, Frida og Lasse en måneds tid senere skal arbejde med i Mexico City. Vi sidder i skyggen af nogle træer der, hvor Tippen møder vandet. Her er stedets historie tydelig. Det er lige før, den råber. Ud af jorden i skråningen stikker alskens affald, og der ligger store dæk, reb og murbrokker langs vandet. Lasse og Frida lægger ud med at give os en skriveøvelse: ”Skriv en drøm, der finder sted her. I har fem minutter.” Det gør vi to gange. Pennene løber over papiret, vi får skrevet en masse. Vi læser vores drømme op for hinanden. Et drømmeagtigt slør lægger sig over omgivelserne, de forandrer sig lidt, fordi vi nu ser elementer fra drømmene inkorporeret i landskabet omkring os: vandoverfladen forvandles til bølgende græs, eller vandet skifter farve til pink, vi hører nogen græde på en smuk og melankolsk måde, sten bliver til lava og smelter sammen med træerne, græsset synger, og bittesmå øjne dukker op i jorden, den samme ild brænder inde i os som uden for os, vi synger som stenene danser, og fiskenes æg er også vores æg.
I den næste øvelse deles vi op i små grupper og trækker tilfældigt en af de hurtigt nedfældede drømme. Vi skal vælge noget ud, som vi skal bruge til at skabe en performance. I min gruppe, som består af mig og en performancekunstner, trækker vi følgende drøm:
I met someone I knew really well. I think someone I used to be in love with. And in this dream, this person was also in love with me. But we didn’t quite know how to speak to each other. We met, I don’t know if it was by coincidence or if we’d planned it. It was mysterious and at the same time almost a given. We spoke about the bridges, the stones, and the bricks, what they were supposed to have been. We disagreed about the temperature and view.
Det overrasker mig, hvor nemt og smidigt, vi på tværs af fagligheder og stort set uden at kende hinanden, i fællesskab tager kunstneriske beslutninger, hvor hurtigt vi enes om udformningen af vores performance. Det er spændende at mærke ikke bare min egen faglighed, men særligt min partners faglighed. Hendes evne til at bruge kroppen som medium til at udtrykke følelser og stemninger præcist. Hendes frygtløshed i forbindelse med at bevæge sin krop og sætte gang i min krop, røre ved min krop (!), bruge vores kroppe som materiale til at udtrykke noget og helt slippe det private og intime, der ellers klæber til kroppen, den blufærdighed, der så let kan opstå. Jeg giver mig hen, lader tankerne fare og retter min opmærksomhed mod det, min og hendes kroppe vil. Jeg følger nysgerrigt og fascineret deres signaler.
En anden gruppe vælger nogle sætninger fra en af mine drømme. De er tre og står hver især ved siden af en sten på størrelse med en mobiltelefon fra firserne, som de samler op. De inviterer os til at gøre det samme, samle den sten op, de har lagt ved siden af os. De løfter stenen op til øret, lytter og inviterer uden ord eller fagter os til at gøre det samme. Jeg ved ikke, hvordan vi forstår, hvad de kommunikerer til os, men vi forstår. Vi lytter til stenene, lader hænderne glide over stenen, slår på den, mens vi holder dem mod øret, som var vi underlige videnskabsfolk, der testede stenens materiale, eller som førte vi en samtale med stenen, skiftevis lyttende og kommunikerende.
Et såret sted
Jeg deltager ikke selv i workshoppen i Mexico City, men taler med Frida og Lasse nogle uger efter, de har afholdt den. Jeg spørger ind til deres valg af de to steder: Sydhavnstippen i København og Tlatelolco i Mexico City. De fortæller, at det for begge steder gælder, at der er mange lag af historie. På godt og ondt. Frida fortæller om Tlatelolco, at ”the place is charged with an energy,” og at det er hjemsøgt. De fortæller, at en deltager i workshoppen sagde, at stedet udgør Mexicos største ar. Det er en helt anden alvorlig, tragisk og voldsom historie, der er lagret i dette område, som heller ikke i dag er transformeret til noget nyt som sådan. Det er et beboelsesområde, men det står også bare og forfalder. På Lasse og Fridas billeder ser jeg, at det er et råt sted, beton og rette linjer, der var en plan for konstruktionen, en idé for området, den gang i 1950’erne – det var den mexicanske drøm, der skulle udleves her, men det var før de mange økonomiske kriser. Der er grå slidt beton, hårde kanter, røde linjer i form af jernrør, ikke meget grønt. Aztekerne kæmpede mod de spanske kolonialister på dette sted og tabte. Så mange er døde her. I 1982, den anden oktober, fandt en massakre sted her. Studerende gjorde oprør, og militæret slog hårdt ned på dem, mellem 300 og 400 mennesker døde på Plaza de las Tres Culturas den dag. I 1985 rystede et stort jordskælv byen, og mange mennesker døde og bygninger blev ødelagt. Tlatelolco blev også hårdt ramt. Det er altså et sted, der er ladet med historie, politik og store tragedier. Når Frida og Lasse fortæller om workshoppen dér virker det, som om deltagerne havde en mere nær tilknytning til stedet, end det var tilfældet i Sydhavnen. Det kommer bl.a. til udtryk i en oplevelse, som Lasse fortæller, gjorde indtryk på ham. Hele gruppen var på vej fra én lokalitet til en anden i Tlatelolco. Pludselig standser en af deltagerne og siger, at der er noget, hun gerne vil dele med dem. Hun peger op på en af de høje betonbygninger og fortæller, at der har hun boet, og at hun vil fortælle dem en virkelig drøm, en nattedrøm, hun har haft, om præcis det sted. Det var ikke så meget selve drømmen, der gjorde indtryk, som det var det stedsspecifikke – at den fandt sted lige her, at stedet var i drømmen og drømmen var på stedet, og ikke mindst, fortæller Lasse, det, at et rum var blevet åbnet, hvori der fandtes både lyst, tillid og mod til at dele sine drømme med hinanden.
Når jeg læser drømmene fra Tlatelolco vrimler det med dyr og andre perspektiver end det menneskelige: der er katte, ænder, salamandre, krabber, udstoppede tigere. Og noget andet, der går igen, er, at noget kan være to modstridende ting samtidig: ”It’s my place but it’s not at the same time,” og også det, at jeget i drømmene forveksler sig selv med noget andet: ”I thought I was the statues.” Jeg ved ikke, hvad det betyder, eller hvorfor det myldrer med dyr, men det er dragende. Jeg får lyst til se alle disse dyr indtage stedet eller endnu bedre, at være et af disse dyr og opleve stedet fra dyrets perspektiv.
Stedets historie var mere nærværende til workshoppen i Tlatelolco, fortæller Frida og Lasse. Både i drømmeteksterne, deres performances og i samtalen efterfølgende. Måske var det en af grundene til, at de kom til at tale om at vende energien og arbejde med healing af stedet. Og måske var det også grunden til, at en de performances, de lavede, bar præg af omsorgsfulde og reparerende handlinger? Opgaven lød: “Etablér en dialog med noget i landskabet og skab en performativ respons.” En gruppe fandt en hjemmelavet kost på stedet og lavede en performance, der bestod af at feje alle blade på pladsen sammen og placere dem, så de optegnede skyggen af et af de eneste træer. Skyggen flyttede sig med solen og skyerne, og gruppen fulgte skyggen og lagde hele tiden bladene op på ny. En meget smuk, omsorgsfuld og vedligeholdende handling, som må have skærpet deltagernes opmærksomhed over for lige præcis de elementer og det sted, de var i dialog med, og en handling, der måske har haft en helende effekt på et såret sted?
Udvidelse af virkelighedsrummet
Der er noget med disse stedsspecifikke handlinger, kunsthandlinger, performances, digte skrevet med kroppe, drømme foldet ud i den ydre verden. De har deres egen logik og er alligevel rodfæstet til et sted, de finder sted i den såkaldt virkelige verden, hvor tingene plejer at følge en velkendt logik. På den måde står de og dirrer mellem drøm og virkelighed. De opstår som en reaktion eller respons på et sted, dets historie og materialitet, og forrykker samtidig den logik, der ellers gælder for stedet. Måske bærer vores indre liv, drømme og forestillingsevne et potentiale for fysisk forandring i sig, hvis bare vi giver dem lov til at udfolde sig og tror på, at de er virkelige? Måske kan vi via drømme udvide virkelighedsrummet, optegne skitser til flere mulige forståelser af vores omgivelser, åbne for flere mulige måder at være til stede på?
Det er egentlig utroligt, hvor lidt der skal til, for at ens opfattelse af et sted kan forandre sig. Før virkeligheden forstyrres, og omgivelserne forvandler sig foran en. Til sidst i workshoppen på Sydhavnstippen får vi en opgave, der lyder: ”Alt er muligt, skriv en performance”. Vi får fem minutter. Mennesker ovre på den strand, vi kan se herfra, begynder dansende at bevæge sig op ad en usynlige trappe, som er formet som en tornado. Mennesketornadoen bevæger sig hen over landskabet. Det begynder at regne, og trappen forvandles til en rutsjebane, som menneskene glider ned ad for så at lande i vandet. Et øjeblik efter begynder vindmøllerne at brase sammen, nogle brænder, jorden sitrer, og bag træerne er der nogle utydelige væsener, som vi ikke helt kan genkende.
Fællesskab af drømmere
Som et forsøg på at besvare henholdsvis spørgsmålet om dokumentation af performance (hvor bliver performances af, når de slutter?) som også er en del af Frida og Lasses interesse, og spørgsmålet om, hvad der skal til for, at det irrationelle og ubevidste bliver taget mere alvorligt, skriver Lasse og Frida en tekst efter workshoppen i Mexico City, som de læser op i et indslag på den mexicanske kunstradio Radio Nopal. I teksten anvender de drømmene fra workshoppen som referencer, nærmest som i en videnskabelig artikel. Nu er det blot drømmene, der har den autoritative rolle i teksten, og som anses for at indeholde reel, brugbar og værdifuld viden. Et skift i værdihierarkiet.
Hvad angår projektets fremtid, fortæller Frida og Lasse, at de stadig er et sted, hvor det mest handler om indsamling af materiale og research. De arbejder nu på at skaffe finansiering til at fortsætte deres research gennem workshops og residencies, og de drømmer om at sætte deltagerne i de forskellige workshops i forbindelse med hinanden og skabe et fællesskab af drømmere.