I 2023 fik den brasilianske performancekunstner Carolina Bianchi et internationalt gennembrud med sin forestilling, A Noiva e o Boa Noite Cinderela (Bruden og Godnat Askepot), der var en stor succes på Festival D’Avignon og siden turnerede rundt og trak overskrifter på grund af sit ekstreme indhold og den spektakulære form. Performancen var bare første del af en trilogi og nu 3 år efter er trilogien fuldendt. bastard skribent Filip Vest har været til Festival D’Automne og opleve alle tre forestillinger.
Cadela Força har brasilianske Carolina Bianchi kaldt den trilogi, som hun har lavet sammen med sin performancegruppe Cara de Cavalo. Det er portugisisk og kan oversættes til en form for ‘kællinge-styrke’. Bianchis trilogi er da også noget af en kraftanstrengelse, der både kræver meget af performerne og sit publikum, som den udfolder sig over omkring 8 timers spilletid i alt. Det er en fortælling om historisk og systemisk vold mod kvinder i virkeligheden og i kunsten, om personlige og kollektive traumer, og om at huske, at skabe, at leve og at dø.
Over tre dage i Odéon Théâtre de L’Europe i Paris oplevede jeg de tre kapitler i trilogien, der blev præsenteret samlet som en del af Festival D’Automne. Performancen foregik på portugisisk og var undertekstet simultant på fransk og engelsk. De engelske oversættelser i min tekst er citeret fra hukommelsen.
Capítulo I – A Noiva e o Boa Noite Cinderela, 2023
(Kapitel 1 – Bruden og Godnat Askepot)
Der er helt proppet og summende i Odéon og det føles næsten som en premiere selvom værket er tre år gammelt og har turneret vidt omkring. På scenen står et bord dækket af en dug med hvide frynser. På bordet står en drink, en mikrofon og der ligger en tyk stak med papirer. Under bordet kan man se nogle bunker jord, der har lidt form som en krop, som et uhyggeligt forvarsel.
I løbet af den første del kommer Carolina Bianchi ind i et hvidt jakkesæt og holder et foredrag for os. Det er ikke hende selv, der er protagonisten, forklarer hun, for protagonisten er død. Så kaster hun sig ud i det, hun selv kalder “a disturbing memory exercise”, som består af utallige brutale eksempler på vold mod kvinder fra både kunsthistorien og fra den virkelige verden. Vi får fortællingen fra Boccaccios Decameron om den snedige Nastagio, der får hende til at gifte sig med ham af frygt for at blive jagtet af hunde og slået ihjel, og vi får den virkelige historie om den brasilianske fodboldspiller, Bruno, der beordrede sin kæreste myrdet og spist af hunde.
“Remembering also means speculating on repetition,” siger Bianchi. Gentagelsen af volden som en uhyggelig betingelse gennem historien. At huske i håbet om at det ikke gentager sig, men også genkaldelsen i sig selv og teatret som en gentagelse af volden. I næste øjeblik gentager hun den vold, der er blevet gjort mod hende, som mod så mange andre kvinder. I sin drink hælder hun nu stoffet, der har fået tilnavnet ’Boa Noite Cinderela’ (’Godnat Askepot’), et typisk ’rape drug’. “If it doesn’t work, I’ll read 500 pages of my research for you, but if it works I’ll start to feel confused and fall asleep,” forklarer hun. “It will probably be awkward for you,” siger hun med en underspillet galgenhumor.
Mens Bianchi langsomt bliver bedøvet, og hendes tale bliver mere og mere sløret, får vi historien om den italienske performancekunstner Pippa Bacca (1974-2008), der som en del af sin performance Brides on Tour blaffede igennem balkan og mod Jerusalem i et brudekostume, indtil performancen tog en brat slutning, da hun blev voldtaget og myrdet. “If you believe in the goodness of people, that goodness will come back to you,” sagde Pippa Bacca før sin død og da Bianchi genfortæller historien lyder hun både til at være ked af det og vred på Pippa Bacca over det hun kalder “the pathetic fragility of goodness”. Hvad havde Bacca forestillet sig, spørger Bianchi, når verden er så voldelig og ond, som vi ved den er. Samtidig føles det som om Bianchi ønsker at kunne mønstre hendes Baccas håb. At hun selv har lyst til at tro på godheden og tro på kærligheden. Men der bliver ikke tid til at samle tankerne mere, for Bianchi er allerede begyndt at blive forvirret. Hun roder ved sine papirer, rører hele tiden ved sit hår og til sidst lægger hun sig indover bordet og sover. Underteksterne fortsætter uden hendes stemme, som tanker eller drømme fra den nu sovende kunstner. Til sidst, mens scenelyset langsomt skifter til lyserødt, står der bare én sætning tilbage over den sovende Bianchi: “Something seems less certain to me than before.”
Herfra ændres scenografien drastisk og resten af showet foregår i et drømmeagtigt univers. Mens Carolina Bianchi sover, kommer en række performere ind på scenen. De ruller plastik ud på gulvet og afslører en bil bagerst på scenen. I hjørnerne ligger bunker af sand og knogler. Performerne bærer Bianchi væk, mens lydbilledet skifter til en blanding mellem velkendte festsange og ildevarslende ambient lydmalerier. Performerne hælder citron og mængder af tequila udover deres kroppe, så meget at man kan mærke det kradse i næsen helt ude på publikumsrækkerne. Så begynder de at danse, mens de gnider sig i øjnene, blændet af tequila og citron. En række tableauer flyder ind og ud af hinanden: en gruppe venner går i gang med fællessang i en bil, overvejelser om chilenske Roberto Bolaños forfatterskab, en person der kvæles af røg i bilen, et reenactment af kunstneren Carl Andrés opkald efter mordet på sin kæreste, kunstneren Ana Mendieta: “Vi snakkede om, at jeg var mere succesfuld end hende. Så faldt hun ud ad vinduet.”. Nogle gange bliver tekster fremført af performerne, andre gange står de bare projiceret som undertekster til den sovende Bianchi, nu off stage. Pludselig midt mellem alle referencerne til andres historier, hører vi om Bianchis egen oplevelse med overgreb. “How dare they say that love overcomes hate?”, spørger hun os gennem sine undertekster. “No catharsis overcomes the damage. No language overcomes the damage,” lyder det så. Hun er træt af sproget om overlevelse: om offeret, der skal overkomme traumet og vende tilbage stærkere. Hen imod slutningen bærer performerne Bianchi frem, tager hendes tøj af og filmer op i hendes skede, som for at lave en forensic undersøgelse. Til sidst vækker en af dem hende ved blidt at nive hende i tæerne og række hende en sodavand, før hun bukker sammen med resten af gruppen, stadig lidt groggy.
Capítulo II – The Brotherhood, 2025
(Kapitel 2 – Broderskabet)
A Noiva e o Boa Noite Cinderela er en forestilling, der er svær at følge efter og The Brotherhood, der premierede to år efter etteren, er på mange måder også ’den svære toer’. I anden del af trilogien kaster Bianchi sig over, hvad der i første omgang gør volden og misogynien mulig. Forestillingen tager udgangspunkt i et fiktivt mandefællesskab ved navn ’the brotherhood’, som kunne være synonym for patriarkatet, og tager form som alt fra frat boys til magtfulde mænd i kulturverdenen. Forestillingen starter med, at en far står med sin baby på scenen, og fortæller sit (drenge)barn om, hvordan han skal vokse op og tillære sig misogyni: “You will reach a point, where you would rather fuck your mother, than imagine being born by her”, siger faren og så er tonen ellers slået an. Forestillingen er ét langt pisstake på mænd: voldelige, horny, uhyggelige, men også ensomme, ynkelige og selvmordstruede.
Symptomatisk for forestillingens karakter af den svære toer, starter den med fem forskellige prologer, der allesammen prøver at finde ud af, hvor man skal starte henne med dette kæmpe emne. I løbet af fortællingen kommer vi omkring både instruktør Roman Polanskis voldtægt af en 13-årig pige, den belgiske kunstner Jan Fabres klamme adfærd overfor kvinder i hans ensemble: “No sex. No solo.”, wiener-aktionisten Otto Muehls ’utopiske’ fællesskab, hvor han misbrugte mindreårige og den franske kvinde Gisele Pelicot, der i en periode på 9 år blev bedøvet og voldtaget af sin mand i selskab med over halvtreds fremmede mænd, som filmede hende og havde et helt fællesskab omkring det. Det er dette rådne ’brotherhood’, som Bianchi dissekerer og på mange måder stiller forestillingen spørgsmålet: hvor stammer den ondskab fra? Hvem er med til at understøtte dette broderskab? Og, som Bianchi spørger på et tidspunkt: “what do we do with good art by bad people?
Teksten er uhyggelig, mens hele iscenesættelsen og de mænd, der bliver givet krop til på scenen, mere har en fjollet end skræmmende karakter. Det bliver meget tongue-in-cheek, når Bianchi onanerer med en vibrator, mens hun lytter til et rosende interview med en mandlig avantgarde-kunstner og så kommer, idet hun råber, at hun elsker ham. Og det føles som en scene fra filmen The Square, når hun senere selv udfører et interview med en fiktiv mandlig teaterinstruktør og udspørger ham om forholdet til hans kvindelige skuespillere. Interviewet slutter med, at de to simulerer sex på scenen, før han går ud og skyder sig selv på toilettet. Performernes koreografier i er desværre også lidt mere overfladiske og fjollede end unsettling og drømmende, som de var i den første forestilling, og flere gimmicks bliver genbrugt: denne gang hælder de øl udover sig i stedet for tequila, men meget mindre effektfuldt. Den mest interessante scene er, når Bianchi beretter om sin egen ’bukakke’-fantasi og beder alle mændene i showet om at komme ud over hende i form af slim, de kaster udover hende. Hun griner, og de griner sammen, og det føles som venner, der leger, og pludselig føles det hele meget uhyggeligt, hvordan volden for nogle af de her mandefællesskaber er en leg. Og mudret: hvordan Bianchi beretter om, hun i løbet af sin research til værket begyndte at få voldtægtsfantasier og var bange for at ødelægge sin egen seksualitet ved at blive ved med at genopsøge volden kunstnerisk.
Den over 3 timer lange forestilling (den længste i trilogien) bruger også en masse tid på at diskutere teater: virkelighed og fiktion, døden og livet, der bliver repræsenteret på scenen. Vi kommer omkring klassikere som Tjekhovs forestilling Mågen, om hvilken Bianchi joker: “Theatre people love The Seagull, because it’s about theatre”, og tilføjer et ekstra meta-lag i sit eget show. The Brotherhood er teater, der handler om teater, der handler om teater. Når det fungerer godt, bliver det lag på lag af fiktion, der giver hinanden modstand og nuancer. Når det fungerer mindre godt, føles det som én lang name-dropping. I sidste ende får The Brotherhood mere karakter af debatindlæg og foredrag og føles lidt som en overlagt udmattelsesproces, hvor publikum bliver banket igennem Bianchis 500 siders research, indtil vi er helt møre. Til sidst udbryder Bianchi selv “I can’t stand my own words anymore,” og længes nu efter at skrive poesi i stedet. Forestillingen slutter med et fanbrev fra en akademiker, der gerne vil være digter, til dramatikeren Sarah Kane, der skrev nogle grusomme forestillinger, men selv udtalte at hendes stykker ikke handlede om vold, men kærlighed. Så klipper Bianchi sin egen tunge af med lidt teatermagi og åbner en dør på klem til kærligheden og poesien.
Capítulo III – Uma Luz Cordial, 2026
(Kapitel 3 – Et Hjerteligt Lys)
Til tredje og sidste forestilling i trilogien bliver vi mødt af en tom scene. Nogle midlertidige scenevægge på hjul bliver kørt ind. Der er noget backstage-agtigt og simpelt over opsætningen af Uma Luz Cordial. Bianchi har givet slip på sin 500 siders bunke af researchpapirer og vender sig nu mod poesien. Fra thesis til poieses. “Poetry enters the dream like a diver enters a lake,” står der projiceret på scenen, og Uma Luz Cordial har også et mere diffust fokus end de to andre, men formår til gengæld at finde tilbage til noget af etterens drømmeagtige og ukomfortable rum. I denne forestilling reflekterer Bianchi blandt andet over skriften, som sår og publikums optagethed af sandheden, den fetichistiske fiksering på det personlige, traumer, der bliver repræsenteret på scenen, og den kvindelige kunstner, der altid kun må fortælle sin egen historie.
Forestillingens højdepunkt er en lang scene med en dukketeateropførsel af den brasilianske forfatter Hilda Hilsts bog O Caderno Rosa de Lori Lamby (Lori Lambys lyserøde notesbog), som hun skrev i 1990, som en provokation efter ikke at være blevet anerkendt ovenpå 40 års skrivepraksis. Her møder vi en lille pige, der bliver solgt af sine forældre til sex med gamle mænd. Pigen beskriver begejstret og naivt i sin notesbog om, hvor dejligt det føles, når mændene slikker hende mellem benene. Vi bliver hevet dybere og dybere ind i det uhyggelige børneunivers, indtil alt eskalerer til sidst: hun bliver tvangsfjernet fra sine forældre, og der sås tvivl om det hele bare er noget, hun har fundet på. Det er en scene, der er skræmmende i sin legende og sjove opsætning af det heftige materiale. Forestillingens lavpunkt er, da dramaturgen sidder og stikker jordbær ind i sin skede, mens hun mimer en seance med Hilda Hilst, der prøver at få kontakt til de døde, og hvor det mest af alt føles som om, at showet er løbet lidt tør for damp.
En gang imellem bliver fortællingerne afbrudt af orgie-agtige scener, der ligner malerier af Hieronymous Bosch. Hvis vi befandt os i purgatoriet i toeren, befinder vi os på mange måder helt nede i helvede i nummer tre. Alligevel er Uma Luz Cordial på en måde den mest håbefulde af de tre forestillinger, fordi den inderst inde også handler om, hvordan det bliver meningsfuldt at leve. Bianchi fortæller, at den naturlige slutning på denne sidste forestilling ville være døden, men at den eneste slutning hun har er livet og spørgsmålene: “How am I still alive after everything? And what to do with this life?”. Og så den smertefulde sætning: “For some of us, facing life can bring greater agony than death.”
TIl sidst ved hun ikke rigtigt, hvor hun skal slutte forestillingen, så hun læser et digt op af Emily Dickinson, som hun elsker. My Life had stood – a Loaded Gun hedder digtet, og her afslører ophavet til forestillingens titel sig i en af fraserne: “And do I smile, such cordial light // Upon the Valley glow -“ Bianchi siger, at hun oplever skrivning som at løbe op ad en bakke på grund af et lys, kun for at finde ud af, at ”the light is just a shining bottle cap and the forest is big and so is darkness.” Og der bliver vi som publikum også efterladt, i den store mørke skov, mens vi klynger os til den lille skinnende kapsel midt i mørket. Håbefuldt, sorgfuldt.
Trilogia Cadela Força
(Kællinge-styrke-trilogien)
Efter at have set alle tre forestillinger sidder jeg tilbage med en følelse af at være blevet sparket i hovedet. Trilogien er et helt utrolig projekt om, hvor dybt misogynien stikker i vores samfund, og samtidig er den ét kæmpe fanbrev til en række kvindelige kunstnere. At Bianchi insisterer på ikke at få sin katharsis, og dermed spænder ben for den klassiske dramaturgi og fortælling om overlevelse, er både projektets styrke og samtidig det, der i sidste ende gør det så svært at fuldføre projektet. Det bliver en slags selvsabotage, der resulterer i uendelige prologer, vildfarelser, mangel på slutninger og selvrefleksive overvejelser omkring, hvad der overhovedet kan siges om nogen erfaringer. Men selvom etteren stadig står ud, som en helt unik forestilling, som det er meget svært at følge op på, er trilogien alligevel en tour-de-force om volden som en form for energi i verden, som det er umuligt at komme udenom eller besejre fuldstændigt, men som vi må lære at navigere i ved at huske, ved at holde hinanden og systemet ansvarlige, ved at skrive og ved at finde fællesskaber, og at blive ved med at leve på trods.
Livet, ikke som en frelse eller en overvindelse af volden, men som en betingelse. Vi er i live i en voldelig verden, hvordan bliver vi ved med at leve?
Ikke bare overleve, men faktisk leve.